Jul

SÅ blev det endelig jul.

Julen har altid været betydningsfuld for mig, men efter jeg blev voksen, synes jeg den har fået en endnu dybere mening.

Julen er mit absolutte sprirituelle og magiske højdepunkt på hele året.

Sikke en power der ligger i at så mange mennesker samles om en fælles begivenhed, som handler om at finde det bedste frem i sig selv, bilægge strid og åbne vore hjerter for at lade os berøre af det lille nyfødte barns hellighed.

Det er stort, at vi her i vores multikulurelle, fragmenterede individualiserede verden sammen beslutter os for at lukke ned i et par dage og vende opmærksomheden indad mod vores nære og kære. At vi spiser, drikker og synger i fællesskab for at genopdage glæden i vore hjerter og besegle den.

Historien om det lille Jesusbarn rører mit hjerte hver eneste år. For det ér jo sådan det er: at de små små børn er vores frelse. Det er dem, som redder os fra mørket og kalder på vores omsorg og kærlighed.

Uden at vide det - for jeg har ikke andre børn end Frk. Bjørnstrup - tror jeg, det gør sig sig gældende i endnu højere grad med vores handicappede børn. Det er så hjælpeløse og afhængige, at vi går til verdens ende for at hjælpe dem og passe på dem. De fremkalder så stort mod og så mange kræfter, som vi ikke troede vi havde. Vi møder også sorg og smerte, javist, men vi går videre, fordi vi ikke kan andet. fordi vi har håbet og troen på, at det nytter.


Mit juleønske er, at vi alle kan fylde vores depoter op i aften af lys, glæde og varme, så der er ressourcer til den videre vandring ud i den kolde, mørke tid. Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig, magisk jul med åbne hjerter :-)

Noget om Juletræet

Jeg fandt denne tekst her løst liggende i min udgave af Peters Jul. Desværre husker jeg ikke, hvor den er fra, eller hvem der har skrevet den. Men jeg kan lide den, fordi stemningen i den fanger julens cirkulære spiritualitet.


Ved du hvad det er for en stjerne, som sidder i toppen af juletræet?
...
Nej, det er ikke Bethemsstjernen, som de fleste tror, men den gode, gamle Nordstjerne!

Og nu skal du høre hvorfor:
Selve juletræet forestiller, hvad man i gamle dage kaldte Livets Træ. Det stod ifølge de gamle myter oppe på toppen af jorden - altså oppe på Norspolen.

Den stjerne, der befinder sig lige over dette sted hedder Nordstjernen. Nede under Livets træ drejer jordkloden rundt. Det er det, vi symboliserer, når vi danser rundt om træet. Når vi holder hinanden i hænderne under dansen, er det for at vise, at menneskene er forbundet med hinanden - hele jorden rundt.

Skal det være perfekt, skal der være 28 lys på træet. De skal sidde i 7 lag over hinanden med 4 lys i hvert lag, ligesom på advendtskransen. I højde med hvert lag hænger en hvid papirengel med trompet. Du skal forestille dig, at dit livs vandring starter ved det første lys i det nederste lag.Herefter bevæger du dig rundt, til du kommer til det fjerde lys. Her vil englen blæse i trompeten og byde dig velkommen til næste lag. Således fortsætter du, til du når de øverste lys.

Det er dét, man mener med at være i "den Syvende Himmel". Heroppe blæser ærkeenglen Gabriel med fryd og dybe vejrtrækninger i sin trompet for at byde dig velkommen indenfor.

Der var engang en mand, som hed Jakob. Han syntes ikke, han ville tage den store tur syv gange rundt om træet. Derfor kan du på juletræet finde "Jakobstigen".
Jakob kom dog hurtigt tilbage fra sin genvejs-drøm i den syvende himmel for at andre videre med os andre.
Ingen ved vist rigtigt, hvad han opdagede deroppe i toppen af juletræet.

Jesus kom ned af samme stige medbringende dåbs-vandet, således at du kunne vide, at der var sejret uden Gabriels trutterier.

Derved blev tæppet i templet sønderrevet, så vi kunne få indblik i, hvad det var Jakob så.
Magikkeriet, okkultismen, uvidenheden og angsten for det ventende var slut-prut-finale!

På juletræet finder du også hist og pist små glasfugle. De sidder og synger for at opmuntre dig på din livsrejse. Endvidere møder du kræmmerhuse og hjerter med godt at spise til vandringen.

Under træet ligger gaverne. I gamle dage var der ikke navn på dem, fordi de var fælles gaver til alle, som var med i dansen. Det kunne vi tænke på i dag med de mange fattige, som der jo symbolsk er med i dansen om træet. Således ejer du ikke alene de gaver, som får får til deling med andre.

Nu er det vel nok sådan, at der under dit juletræ er gaver, som bærer dit navn. Det er da også helt fint og ganske moderne. Og hvis du synes, at der er Bethlehemsstjernen, der sidder på træet og ikke, hvad du hér har fået fortalt , så er det selvfølgelig, dét, du bestemmer. Og skifter du Jakobsstigen ud med Dannebrogsflag for at tilslutte dig 1800-tallets ærgerelse over at have mistet det sydlige Danmark. så gerne for mig.

Din juletræs-fortæller vil nemlig gerne have, at julen skal være til din fornøjelse og glæde...
Derudover er det ret så voldsomt med 28 lys på træet!
---

Glædelig jul, allesammen!

En ting ved jeg..

Det er nemmere at blive mindre udenpå,
når man bliver større indeni

Der kom en mail...

Hej Heidi!
Jeg læser din blog, jeg synes den er interessant og medrivende. Men tænk, jeg føler at jeg snager i dit privatliv, at det sådan er lidt forbudt at læse med...

Her er, hvad jeg svarede:
Det er rigtigt at min blog er meget privat, men det jeg skriver om, har altid et dybere formål. Jeg synes, at vi lever i en verden, som er præget af overfladiskhed og drømmen om det perfekte liv. Det er en illusion, som gør os ensomme og syge i hjertet , fordi ingen af os kan leve op til de idealer. Jeg vil gøre mit til at bryde tabuer og bringe mennesker nærmere hinanden.

Jeg skriver iøvrigt kun om emner, som jeg er afklaret med eller som, jeg er afklaret med at jeg er uafklaret med. Bloggen er offentlig og frit tilgængelig for alle - det gælder også dig :-)

Overspisning

Måske skulle jeg starte ved begyndelsen...

Dette er mine tanker og erfaringer om overspisning:

Jeg definerer overspisning som den 3. spiseforstyrrelser. Noget, som mennesker gør, når de spiser, efter de er blevet mætte, og ofte også efter at nydelsen er forsvundet. Nogle kalder det for tvangsoverpisning for at understrege det tvangsprægede i handlingen.

Overspisning vil på sigt føre til overvægt, som kan føre til mange kropslige problemer. Overvægten er et sympton.

Overspisning handler ikke om mad. Det handler om følelser
Overspisning er ikke problemet. Det er løsningen på problemet.
Overspisning er en handling og handlinger kan ændres.

ALLE mennesker bruger såkaldte forsvarsmekanismer for at komme væk fra de følelser og behov, som de ikke kan rumme indeni. Nogle drikker, eller ryger. Nogle tager stoffer eller bliver shopaholics. Andre bliver ludomaner, og andre bruger “usynlige” forsvarsmekanismer, som afspejles i den måde, de forholder sig til deres omverden på. (Jeg vil skrive om disse interpersonelle forsvarsmekanismer på et andet tidspunkt)

Jeg er opmærksom på, at jeg bruger mad til at spise mig væk fra følelser, som jeg oplever som ubehagelige. Jeg er vokset indeni efter mange år i terapi,. Der er dog stadig daglige episoder, hvor jeg ikke kan udholde den frustration, jeg oplever, og hvor jeg vælger at gå i køleskabet, fremfor at lukke øjnene og vente på at det går over. Jeg er blevet mere bevidst om, at jeg gør det. Tidligere oplevede jeg det som en trance. Jeg kunne ikke mærke, når noget ramte mig. Pludselig befandt jeg mig foran køleskabet og stod og puttede mad i munden. Nogle gange stoppede jeg ikke, før jeg var ved at briste. Nogle gange faldt jeg i søvn, fordi min organisme blev overloaded.

Jeg har oplevet det som meget skamfuldt og ikke talt med ret mange om det. Jeg har bildt mig ind, at jeg nok, var en af de eneste, som gjorde sådan noget. Jeg har ønsket, at jeg i det mindste havde bulimi, så min problematik ikke var så synlig.

Det gør jeg ikke mere.

Nu stræber jeg efter at give mig selv omsorg og anerkendelse. Jeg tror på, at jeg har ret til at være i verden, som den unikke person, jeg er. Jeg er meget mindre tilbøjelig til at slå knuder på mig selv for at gøre andre tilfredse. Jeg ved, at vi alle har vores opafttelse af, hvad virkeligheden er, og min opfattelse er lige så meget værd, som alle andres.

Med denne nye selvstøtte oplever jeg, at jeg har mindre brug for at overspise.

Jeg vil fortsætte med at skrive om overspsining, men for min egen skyld vil jeg dosere det i mindre bidder.

Mere om overspisning

Tykke skrev en kritisk kommentar til mit forrige indlæg. Jeg begyndte at svare i kommentarfeltet, men det udviklede sig, så derfor kommer det her istedet:

Ros er dejlig, og let at lappe i sig. Kritik kræver mere "tygning" og overvejelse, og giver til gengæld mulighed for udvikling. Så tak for din kommentar, som først og fremmest lærer mig, at jeg ikke skal skrive på på bloggen 5 minutter før, jeg skal ud af døren :-)

1. Jeg vil GERNE tale på egne veje og sige, at jeg har brugt mad til at regulere mine følelser, siden jeg var ganske lille. Der var ikke særlig stor følelsemæssig rummelighed i familie, og hvis jeg viste tegn på at være andet end glad, kunne jeg få en mad eller noget slik. Jeg lærte tidligt at slik gjorde godt på den måde, at jeg fik også en kropslig erfaring med, hvordan, jeg kunne aflede opmærksomheden på min egen opfattelse af virkeligheden. Det gjorde det nemmere for mig at vokse op i min familie.

Når jeg ser mig omkring, både i min omgangskreds og på tv, ser jeg overvægtige reagere på samme måde som mig selv og spise på deres følelser, fordi de engang har lært at det er for risiskabelt at udtrykke dem. Der er ingen fordømmelse eller kropshadning i det. Det er blot en konstatering.

Du beskylder mig for at generalisere. Jeg kan se, at du også har svært ved at blive “i eget hus”, når du beder mig om at “blande JER udenom”.

2. Min bemærkninger er en kritik af den måde, man som regel behandler emnet overvægt og fedme i den danske debat. Som om at det udenlukkende handler om hvad man spiser. Jeg synes, det er alt for for fattigt at lægge så meget vægt(!) på information af kostrådene. Derfor blev jeg så glad, da jeg hørte i radioen, at man for en gangs skylkd talte om (nogle af ) de bagvedliggende årsager til overvægt.

3. Du har klippet i min sætning og taget den ud af kontekst: Overvægtige kan sagtens gå ned i vægt, NÅR de følger et planlagt kost og motionsprogram.

Hvis man har til hensigt at følge en slankekur eller “kost-omlægning” eller hvad filaen, det hedder i øjeblikket, men IKKE gør det - af det ene eller anden grund, kan man naturligvis IKKE gå ned i vægt. Det er så vidt jeg ved, videnskabligt bevist, at når man forbrænder flere kalorier end man optager, ja, så slanker man sig. Keine hexerei, nur behändichkeit.

Du kan tro, jeg kender en helt masse til slankekure, og jeg ved godt, hvor svært det er. Netop fordi overvægten IKKE handler om mad. Jeg er IKKE tilhænger af slankekure. Faktisk er det min erfaring, at slankekure skader mere end de gavner, både kropsligt og på den psykiske stablitet. Jeg siger jo netop også, at man uværgerligt tager på igen, hvis man ikke arbejder med de bagvedliggende årsager.

Igen føler mig generaliseret af dig: når du skriver “folk, som dig”. Jeg siger det igen: der ligger ingen fordømmelse af overvægtige mennesker i mit indlæg. Jeg ER selv mange kilo overvægtigt, og jeg føler mig da bestemt som et ligeværdigt menneske.

At du læser mit indlæg med al den fordømmelse må stå for din regning.

Dog vil jeg give dig, at ja, det er rigtigt, jeg ser en tendens hos både mig selv og hos andre overvægtige til at vælge offerrollen.

Jeg siger ikke, at der ikke er andre end overvægtige, som vælger denne rolle. Jeg siger heller ikke at offer-rollen er umoralsk, foragtelig eller dårligere end hverken hjælperrollen eller krænkerrollen (se evt min indlæg om Offer-Redder- Krænker trekanten. For mig er det et naturligt valg, idet jeg VAR offer for mine forældres umodenhed og mine bedsteforældres meget begrænsede livsopfattelser.

At du kan sige dig fri for offer-rollen er bare dejligt,. Jeg synes iøvrigt du gør et godt stykke arbejde omkring Fat- Acceptence, så keep up the good work, men lad være med at se fjender hvor der ingen er.

Overspisning

ENDELIG begynder pressen at interessere sig for andet end slankekure og "livstilsændring" i forbindelse med overvægt. Her til morgen er der et længere interview med den dygtige og indsigtsfulde psykolog Annette Ilfeldt, som er en af dem, som længe har forsøgt at få lidt fornuft ind i debatten.

Hun kommenterer på en netop offentliggjort undersøgelse af 260 tvillingepar, hvoraf en er normalvægtig og en er overvægtig. Undersøgelsen påviser, at den overvægtige tvilling har været mere eller mindre omsorgssvigtet fra barndommen af. Når man er omsorgssvigtet danner hjernen ikke nok dopamin og man er risiko for at udvikle misbrugeradfærd, hvad enten det er alkolhol, stoffer eller mad, der er tale om.

Overvægtige mennesker bruger mad til at regulere sine følelser med. Det er et fåtal, som er overvægtige, alene på grund af at de ikke ved, hvordan de skal spise. Overvægtige kan sagtens gå ned i vægt, når de følger et planlagt kost og motionsprogram, men så længe de ikke arbejder med de bagvedliggende årsager og udvikler deres selvstøtte, tager de uværerligt på igen, når programmet er slut.

Lykke

At køre i mørket i min bil
med maven fuld af sushi
en bjørn bagved
som sprutter af
cola
glæde
og thaimad

Dét er lykke

Tankemylder

Jeg vil gerne skrive
Men det lille ord "gerne" er en snyder. Den udtrykker en modstand, et "men".
Jeg har et tankemylder, som flyver og farer og intet bider sig rigtigt fast.
Så jeg lader være

Indtil jeg ikke kan lade være mere

Udtømt og Påfyldt

Jeg har været så fuldstændig udtømt.

Frøkenens 5 uger lange sygdom, efterfølgende gener og to jobs ved siden af tappede alt, hvad der var. Der var ingenting tilbage til mig: ingen stilhed og ro, ingen træning og fysisk udfoldelse, ingen kreativitet eller kaffevisitter. Kun den udsultede ensomhed, som kommer, når udfordringerne bliver alt for store, og man må se sine begrænsninger i øjnene.

Og jeg var blevet inviteret til fest: Min fortid skulle genopstå og samles for en enkelt aften.

Jeg havde glædet mig, siden jeg fik det at vide. Hvor tit får man sådan en mulighed for at lukke ufærdige gestalter?

Tiden nærmede sig, og jeg begyndte at tvivle på, om jeg kunne gennemføre. Der skulle jo ingenting til, før tårene begyndte at løbe og selvom vi havde været et miljø, som havde lagt vægt på ærlig kærlighed, var det ikke sikkert, at de gamle venner var parat til SÅ meget autencitet.

Men jeg gjorde det! Gik til 30 års jubilæumsfest med Parkering Forbudt på Christiania og 250 andre mennesker, som synes at det var værd at hylde den tid, hvor drømmene var fulde af fællesskab. Hvor det nyttede, at stå sammen og kæmpe for det, man troede på og hvor vi kunne få store ting til at ske, selvom de allerfleste var et godt stykke under 20 år.

Der var så meget magi og kærlighed til den fest. Det var kollosalt frigørende, helt udsyret, og helt i orden.

Jeg lænede mig op af al den energi, drak af den, badede i den og lod mine depoter fylde op.

Nu er jeg klar til næste uge.

Kobber-kærester

Så har Prinsen og jeg været kærster igennem 12 1/2 år.

Vi burde nok have haft kobber-medaljer, men den slags er ikke så udbredt, så vi bestemte os for at få ringe på i stedet.

Stille

Jeg er stille i øjeblikket. Tænker at jeg burde skrive noget på bloggen, men fingrene vil ikke rigtigt. Der er ikke noget, som presser sig på for at komme ud.

Jeg er optaget af min datter, Frk. Bjørnstrup.

Hun har nærmest været syg siden 1 september. Først var det forkølelse, så roskildesyge og for 5 uger siden fik hun en mellemørebetændelse, som hun tilsyneladende ikke er kommet sig over endnu. Hun har ellers været igennem to pennicillinbehandlinger, men hun bliver ved med at råbe og slå sig på øret.

Ørelægen kan ikke se indikationer på noget som helst. Alt ser stille og fredeligt ud i ørene og begge dræn virker.

Hvad er det så???

Der er ingen tvivl, om at hun har ondt som ind i helvede. Hun kan sidde midt i ynglingslegetøjet og hygge sig, og så pludseligt stikker hun i et vræl og hamrer løs på øret.

Vi giver hende panodiler hver enste dag, og det ser ud til at tage toppen.

Hun er også mere udmattet, sover tit om eftermiddagen og kan ikke holde sig beskæftiget med det samme i ret længe af gangen. Tydelige tegn på at hun ikke har det godt.

Nu har jeg fået en tid til specialtandlægen i morgenb tidlig. Jeg tror næppe, at de finder noget, men vi famler i blinde og må bruge udelukkelsesmetoden.

Det er ikke nemt, når man ikke har noget sprog.

Afsted

Jeg havde heldigvis fri i dag og kunne gøre tingene i nogenlunde mit eget tempo.

Det var langsomt, det tempo.

Jeg har stadig været tung i kroppen. Jeg mærkede det tydeligt til træning.

Men nu er klokken sent og de fleste er opgaverne er alligevel blevet løst. Vi kører mod Jylland i morgen, hvor vi skal fejre Halloween med en skøn familie, vi mødte på Pindstrup sidste år.

Jeg elsker eventyr, så jeg glæder mig.

Nede

I dag er jeg nede. Jeg føler mig tung og trist inden i. Jeg overspiser og stener på sofa og ved computeren.

Jeg ved godt, hvad det handler om: jeg har haft rigtigt meget at se til i den sidste måneds tid. Forude ligger også mindst én uge med fuld knald på.

I dag er Frk. Bjørnstrup i aflastning for første gang i lang tid. Hun har været meget syg og det har tæret på kræfterne.

Nu er der mulighed for, at jeg kan nulstilles. Det gør jeg så.
I morgen har jeg det bedre.

ps. billedet er iøvrigt taget af Lewis Carroll i 1859

På forsiden igen...

Så er frøken Bjørnstrup med mor på forsiden af LEV. Artiklen er den samme, som var i Københavner-bladet.
Den kan hentes ned som pdf her

Åbenhed og grænser

Der var et interview i sidste uge med journalisten Martin Krasnik. Han har netop udgivet en bog, Mit Amerika, hvor han efter sigende skulle fortælle meget åbent om en depression, han har haft. Intervieweren spurgte undrende ind til, hvorfor Martin havde valgt at være SÅ åben om sig selv. "Hvorfor ikke?", svarede Martin Krasnik.

Jeg blev glad for hans udtalelse, og jeg tror at man hver især må finde ud af, hvor ens grænser ligger.

Jeg spørger jo også jævnligt mig selv, hvor privat, jeg kan tillade mig at være på nettet. Ikke mindst fordi jeg også arbejder som psykoterapeut, hvor klienten traditionelt har brugt terapeuten til at overføre egne følelser på.

Jeg har besluttet at være meget åben, og dele mange af de processer, som har været svære for mig. Det har jeg endnu ikke fortrudt.

Min skillelinie går der, hvor stoffet ikke er bearbejdet. Det er er nemlig også dér, hvor jeg er såbar og ikke bryder mig om at få alle andres indtryk og vurderinger. Jeg behøver ikke at være fuldstændig afklaret, men så skal jeg være afklaret med, at at jeg ikke er afklaret.

Jeg synes, vi lever i en tid, hvor det hele tiden er det Perfekte Liv, som hyldes og udstilles. Det er en løgn, og det gør os syge af misundelse og mindreværd, eller bare tomme indeni.

Jeg vil være med til at fremme en dialog, hvor mennesker kan tale om det, som virkelig rører sig i os, hvor vi tør at komme hinanden nær. Hvor vi kan finde ind til de ægte værdier. Der healer vi hinanden og bliver mindre ensomme.

Jeg tror faktisk, det kan være med til at skabe et bedre samfund.

At trække vejret og mærke efter

Tak for jeres kommentarer til det forrige indlæg. Det får mig til at tænke på, hvordan jeg tidligere har FORHINDRET mig i at have disse ånde-huller og mærke efter.

Det handler om rummelighed. Inde i kroppen.

Hvor stor er jeg inden i? Hvad har jeg plads til og især, hvad har jeg IKKE plads til?

Jeg har haft svært ved at bære især frustration og ensomhed. Jeg har forsøgt at kvæle følelserne med mad og andre stimulanser. Jeg havde det bedst, når andre fortalte mig at jeg var god nok, for jeg havde svært ved selv at sige det og tro på det. Når jeg oplevede konflikter blev jeg urolig og usikker på, om jeg nu også havde ret til at have det standpunkt, jeg havde. Hvis de havde ret, måtte jeg jo tage fejl.

Langsomt har jeg ændret mig. Eller mere præcist: langsomt er jeg blevet i stand til at være mere mig.

Jeg har gået mange år i terapi hos mange dygtige terapeuter. Jeg har selv taget uddannelsen og har fordybet mig teoretisk. Igennem en større og større selvindsigt sammenholdt med en øget kropsbevidsthed, oplever jeg nu, at imens min krop udenpå bliver mindre, bliver jeg større inden i, og bliver i stand til at rumme mere og mere. Ikke udholde, det er ikke dét, det handler om, men at rumme.

Jeg kan godt efterhånden blive frustreret og samtidig finde tilbage til min indre ro. Jeg har fået meget mere sammenhæng imellem tanke, følelse, tro og handling. Det giver en jordforbindelse, som er langt sværere at ryste.

Det gør at jeg TØR at trække vejret og mærke efter, for jeg er ikke længere bange for, hvad jeg mon skulle mærke.

Transition

Overgange.

Hvordan takler jeg dem? Halser jeg fra et sted til det næste, fra gøremål til gøremål? Har jeg travlt med at nå en masse, så jeg glemmer mig selv i forbifarten?

DSB havde engang en reklame, som hed Husk at få Sjælen med.
Selvom den var rettet imod større afstande kan den sagtens bruges her i min stuelejlighed på Amager.

Jeg er nemlig begyndt at gøre holdt ind imellem. Bare lige standse op et par sekunder. Jeg retter opmærksomheden mod mit åndedræt. Jeg ændrer ikke noget, registrerer bare. Måske gennemgår jeg mine kropsfornemmelser. Strækker nakken, trækker skulderbladene ind. Falder på plads.

Det tager ikke lang tid, og resulatet er, at jeg er blevet mere rolig, har større fokus på det jeg gør og dermed større overskud.

Og så er det HELT gratis!

Meanwhile elsewhere...

Jeg har hænderne fulde af et sygt barn som bare råber, skider og kaster sin medicin op.

Desuden har Prinsen fødselsdag i morgen.
Blogland må vente: Jeg vender tilbage, når der er mere ro på hjemmefronten.

Smil!

Jeg så lidt af et tv-program i dag om en dansk fri-dykker ved navn Stig. Han dykker ned til 65 meters dybde på ét åndedrag. Det var fascinerende at se, hvordan et menneske kan have så meget kontrol over sin krop. Blandet andet sænker han sin puls til 30 og hans lunger klapper helt sammen, når han kommer dybt ned.

For at kunne holde til det arbejder han med meditation og visualisering. Det handler om at være centreret og føle overskud. Han har en vane med at smile til verden.

Det er helt kemisk: hver gang vi smiler, frigiver kroppen endorfiner, og vi oplever et velvære, som skaber overskud. Han synes selv, at det ikke altid kommer lige nemt, men han gør sig umage for at efterleve det.

I 12-trinsprogrammerne har man et slogan: Fake it till you make it. Selvom det føles kunstigt, så fortsæt! På et tidspunkt vil det blive ægte.

Det virker faktisk. Jeg har selv tjekket efter hele eftermiddagen. Når jeg smiler, mærker jeg en varm bølge, og jeg får fornemmelsen af, at det nok skal gå :-)

Grundfølelser: Glæde

Jeg hentede Frk. Bjørnstrup i vores store, røde handicapbus den anden dag.

To af de store drenge fra fritten var på vej ud at gå med en pædagog. De standser, kigger og snakker lidt imens jeg slå liften ud. Pædagogen og den ene dreng gør sig tiltag til at gå videre, men den anden dreng er gået fuldstændig i stå og står bare og stirrer på os.

"Er du faldet helt i staver?", spørger pædagogen. Drengen vågner op og spørger med stemmen fuld af tilbageholdt spænding, om han ikke må se, når jeg kører bussen.

"Jo", svarer jeg, "så kan I begynde at gå, og så når vi passerer jer, skal jeg nok dytte". Drengen næsten spjætter af begejstring og går afsted med syvmile-skridt.

Da vi kører forbi, får de en flot fanfare dyt-dyt, dyt-dyyyyt. Drengene vinker og smiler over hele hovedet.

Deres glæde vakte min.

Det kan godt være de ikke er det klogeste, men hvem sagde svage i ånden???

Papirnusseri

Frk. Bjørnstrup savler meget.

Børn med læbe-ganespalte har ofte et tandsæt, som går i mange forskellige retninger. Hun har en skæv tyggeflade og kan ikke bide af med fortænderne, som os andre. Der udvikles underbid, fodi operationen tvinger overkæben ind på et unaturligt sted. Desuden har hun meget arvæv i munden efter fire operationer.

Hun er også hypoton, altså underspændt i musklerne også i ansigtet. Konkret betyder det, at hun sjældent lukker tæt.

Det er okay.

Vi har siden hun var 3-4 år fået hjælp til hagesmække. En om måneden a´59 kr.

Nu har handicapcentret lagt sine procedurer om. Hagesmække hører nu ind under kategorien: kropsbårne hjælpemidler (selvom bodystockings i str. 10 år ikke gør. Det ses stadig som en mer-udgift)

Med den nye katagorisering hører også, at der skal søges påny.

Jeg får tilsendt et skema, som jeg artigt udfylder: Hvis hjælpemidlet én gang er bevilget, hvorfor søger De så igen? Tja, de bliver jo slidt op af brug og vask..

Der var også et punkt, hvor jeg skulle dokumentere, hvem Frøkenen sidst var blevet tilset af ifht. "problemet". Nu er frøkenen aldrig blevet tilset på grund af sit savleri. Jeg vil tro at lægeverdenen betragter det som en lillebitte bi-ting fht hendes omfattende retardering, så jeg lod bare rubrikken være blank.

Det skulle jeg ikke have gjort! I sidste uge blev jeg ringet op af ergoterapeuten fra "kropsbårne hjælpemidler". Han kunne jo ikke bevilge hjælpemidlet, når der ikke var lægelig dokumentation! Jeg spurgte om ikke hans kollega, sagsbehandleren, som jo har været herhjemme flere gange, ikke kunne fortælle, at det var rigtigt, at min datter savlede, men den gik sandelig ikke. "Vi må have lægelig dokumentation".

Jeg henviste til Læbe-Ganecentret, hvor evt. specialsundhedsplejerken kunne hjælpe ham. Men nej, det skulle være en læge.

Til sidst angav jeg den kirurg, som har opereret hende i sin tid, samt hendes neurolog. Guderne skal vide, at de begge to er travle herrer, som deværre får endnu mere (uvæsentligt) at bestille, hvis de skal til at sidde og underskrive beviser til alle de børn, som savler.

Ak, ja.

Overmennesket

Der blev vist uddrag fra Dansk Folkepartis årsmøde i tv her til aften. Som indledning viste man en masse billeder bl.a. af danske flag, som blev brændt af, og andet, som kan bekræfte de mange bange i en "dem og os" tankegang.

Så langt, så godt. Det er helt som forventet.

Det som forbløffede mig, var, at man som underlægningsmusik havde valgt at spille Zarathustra af Richard Strauss.

Zarathustra er måske mest kendt i dag fra Friederich Nietzsche hovedværk: Således talte Zarathustra. Her introduceres Guds død og ikke mindst Overmennesket.

Overmenneske-tankegangen blev som bekendt overtaget på uhyggelig vis af nazisterne...
---

Om det nu var DR som havde valgt denne underlægningsmusik, eller om det virkelig var, den musik som blev spillet på landsmødet, undrer det mig dybt, at der ikke var nogen, som havde tjek på referencerne.
DF's ledelse plejer sgu' ellers nok at have gang i tæpperenseren inden pressen møder op!

Fødselsdag

Siden i går morges har jeg med jævne mellemrum vandret otte år tilbage i tiden.

I går morges kl. 10 i år 2000 var jeg på Hvidovre Hospital for at blive scannet. Jeg var gået 15 dage over termin, men var indstillet på at vente og lade fødslen gå naturens gang.

Men alt fostervandet var forsvundet og jeg blev sat i fødsel med det samme.

Jeg reagerede dog kun med plukvéer, og ialt kom fødslen til at strække sig over 41 timer.

Så her ved 22 tiden kan jeg huske, jeg havde det skidt. jeg havde været vågen hele den foregående nat og havde sågar været ude at løbe på trapper inden jeg fik lagt et ve-drop. Barnets hjertelyd blev ved med at droppe. Jeg lå totalt pakket ind i elektronik. I hvinende kontrast til den vandfødsel, jeg havde ønsket.

Nu havde jeg kastet meget op og havde feber. Jeg synes, ikke jeg havde flere kræfter, men jeg var langt fra åben nok endnu.

Først kl.23.30 fik jeg ok til at presse. Smerten blev fuldstændig intens og allestedsnærværende. Jeg bad om kejsersnit, men fik at vide, at der stadig var masser af saft og kraft i mig. Hvor jordmoderen kunne få øje på dét, er mig en gåde.

Endnu halvanden time gik, før Frøkenen endelig kom ud.

Jeg stod omringet af 2 læger, jordmoder og en sosuassistent, Prinsen og min mor og far. Dette skulle være den endelige forløsning, men det var helt gal: En ond heks havde klippet i min datters overlæbe to steder, så midterstykket af læben sad som en lille klump under næsen.

Jeg kunne se, at der også var "noget med øjnene", men det var der ingen andre, som kunne. Pludselig blev hun blå. Helt op til navlen og blev revet værk fra min mave. Der var en masse råb og skrig og løben frem og tilbage, og imens fik jeg besked på at føde moderkagen.

Frøkenen fik det bedre og kom over til sin far. Hun blev tjekket og det blev konstateret at hun havde dobbeltsidig læbe-gumme-ganespalte, men ellers i orden. Luften gik af ballonen. Personalet forsvandt. Mine forældre var trætte og kede. Prinsen var i chok. De kørte hjem sammen.

Jeg lå alene og kiggede på det barn i mørket...

fra LEV, Københavns Kommunekreds, nr.3, 2008

”Jeg lå alene og kiggede på det barn i mørket”

Hvor henter forældre til et nyfødt barn med handicap hjælp?
Samtale med Heidi Brandt, mor til pige med multihandicap og psykoterapeut.


Af Lasse Rydberg


Et barn, et chok og en vrede
For rigtig mange forældre, der føder et barn med handicap er det et chok. De har glædet sig til at få et normalt barn, og får et barn der ryster deres forventninger. Mange føler at de har mistet det barn de har ventet på, et tab der er uoverskuelig, for der er jo et barn der lever. Chokket bliver i mange tilfælde til et traume, og en vrede.”Hvorfor mig, hvad skal livet blive til?” Tanker om dagene foran og tiden fremover er fyldt af kaos.
Det er noget, man har kendt til så længe, der er født børn med handicap, eller hvor handicappet er oplevet og meddelt en tid efter fødslen. Man har igennem historien håndteret problemet, set med nutidens øjne, hårdhændet. Man har skilt sig af med barnet på den ene eller anden måde, og fået rådet; prøv igen. Det er ikke mange årtier siden, at forældre til spædbarn med handicap, fik rådet at placere det på en af samfundets anstalter. I den oprigtige mening, at befri forældrene for en byrde, de næppe kunne løfte, og placerer barnet i en sammenhæng, hvor hjælp kunne være til nytte.

Et barn… forældre tager ansvaret
I midten af 1900tallet begyndte forældre at påtage sig et ansvar for deres barn. I første omgang ville de have indflydelse på forholdene på anstalterne, hvor deres børn var placeret. Senere opstod ønsket om at klare opdragelsen selv og børnene blev boende hjemme. Det gav anledning til etablering af børnehaver og eksterne skoler. Det betød også, at barnet nu ikke mere blev oplevet som uduelig og ubrugelig. Forældre lærte nu deres handicappede barn at kende, og oplevede at det var berigende at dele tilværelse sammen og opleve, at det med tiden voksede sig til en personlighed.
Men chokket ved fødslen var der stadig, også traumet og vreden og angsten for fremtiden, usikkerheden om barnet, dets muligheder, dets fremtid, hvordan kan man takle det, hvilken hjælp kan det få, hvad fejler det?
Det nye var, at arbejdet med at bearbejde sorgen, arbejdet med at finde ud af, hvordan man kan leve med og opdrage sit barn, stort set blev overladt til forældrene.
Den hjælp forældre kunne finde var at opsøge andre forældre f.eks. i Landsforeningen LEV, og skabe små netværk. I mange tilfælde kunne en socialrådgiver anvise muligheder og vejlede med hensyn til livet i hjemmet når det gjaldt praktisk indretning og vejledning i samspillet med barnet. I nogle tilfælde arrangerede socialrådgivere studiekredse for forældre, men med tilstedeværelse af en faglig medarbejder.

Hvor er der hjælp til nybagte forældre
Hvordan står det til med hjælp til nybagte forældre til børn med handicap i dag, hvor det er blevet en naturlig del, at børn med handicap uanset hvor omfattende og svært det kan synes er hjemmeboende? Det handler i denne sammenhæng ikke om tilskud til bleer, hjælpemidler, indretning af hjemmet etc. selv om dette også for mange forældre opleves som en kamp med myndighederne.
Det handler om, hvilken hjælp er der at hente til nybagte forældre til et handicappet barn, til livet med sig selv som forældre og til livet sammen med barnet.
Jeg forsøger at undersøge, hvilke muligheder der er, og kan desværre ikke se, hvor der kan tilbydes forældre professionel hjælp, også til at etablere netværk. I det tidligere Københavns Amt har der i en årrække været et småbørnstilbud, der nu er truet med nedlæggelse i forbindelse med at andre skal overtage opgaven efter amtet. I Københavns Kommune var der et småbørnstilbud, der fik lov til at leve én sæson. Jeg kan ikke finde noget, ud over studiekredse hist og pist, der er gode nok, men ikke noget i kommunal regi, der kan hjælpe familien til selvhjælp i deres sorg.
En mor, med ideer om hvad der kan gøres
Jeg leder videre på nettet og finder en moder der har været igennem alle de store og vanskelige lidelser det er, at få et barn med handicap, og som har en ide om, hvad der kan gøres.
Det er Heidi Brandt, der giver mig lov til at møde hende for at tale om, hvad hun har været igennem og om, hvad hun mener der er behov for af tilbud til nybagte forældre til børn med handicap. Når jeg har valgt at tale med Heidi Brandt skyldes det ikke kun, at hun er meget åben om sit liv som mor, men også fordi hun har en baggrund som socialpædagog og psykoterapeut. Hun kan så at sige se sagen fra flere indfaldsvinkler.

Heidis fortælling – Forkertgørelsen
Heidi Brandt er mor til Ursula der er 8 år og multihandicappet, født med læbe, gumme og gangespalte. ”Det var det første vi så, men også at der var noget med hendes øjne. Min mand og mine forældre var med ved fødslen, og vi alle blev enormt ulykkelige. Min mand og mine forældre gik hjem i chok, og jeg lå alene og kiggede på det barn i mørket. Det var helt forkert, hun var kommet til den forkerte adresse,” beretter Heidi Brandt, ”men jeg mærkede også at jeg bar på en stor ømhed for hende.”
Heidi Brandt fortæller, at hun ikke forbandt sig med barnet, som hun havde forventet. Hun ville forfærdelig gerne, men kunne ikke. Det var som om barnet ikke gav noget igen, hun kunne opleve. Der meldte sig tanker om barnets fremtid, om operation, om hvor omfattende handicappet var, og ”så græd jeg” siger Heidi Brandt, ”græd og græd, men det måtte jeg ikke sagde personalet.” ”Hvordan kan dit barn blive glad når moderen græder”. Det var første gang Heidi Brandt oplevede at hun blev ”forkertgjort” som mor. ”Selvfølgelig skulle jeg græde. Mit barn skal også opleve at man godt må give udtryk for sine følelser. Forkertgørelse handler om, hvordan andre mener, man som mor skal agere. Moderskabet bliver malet lyserødt og det nyfødte barn idealiseres. Så hvis ikke barnets handicap er meget synligt, vil pårørende værge sig mod at se, at der er noget galt med barnet og i stedet tro, at det er moderen, som ikke kan finde ud af det, fordi hun ikke stråler af lykke.”

At se på barnet - eller er det moderen?
Heidi Brandt oplevede at møde et barn med læbe-gane spalte, som det synlige. Hun mente også at der var ”noget med øjnene”, men det blev affærdiget af læger og jordmødre. Og hvad så, hvad er der mere i vejen? ”Ikke noget, fik vi at vide.” Men Ursula udviklede sig ikke og var meget ked af det. Forældrene fik at vide, at det var luft i maven p.g.a. spalten, men hele tiden nagede tvivlen. Familien begyndte at opsøge hjælp. Det næste møde bliver med ”fagidioterne” som hun kalder de mange læger hun og Ursula møder. Den enkelte læge så det, som vedkommende var ekspert på, f.eks. på læbe-gane spalten. Der var ingen som så HELE Ursula og hendes manglende samspil med forældrene. Forældrenes mange og meget bekymrede spørgsmål, som de ikke fik svar på, blev til igen en forkertgørelse. De er overbekymrede, de ser noget der ikke er, ”vi blev set på som tossede”, siger Heidi Brandt, og peger på at der manglede et overordnet og samlet syn på barnet.
Da Ursula er 5 mdr. sidder hun altid i sin skråstol og rokker og skriger og er ikke til at komme i kontakt med. Forældrene spørger sundhedsplejersken, om hun kunne være autist, og får svaret: ”Nu må I klappe heste! - I har fået et barn med læbe-gane spalte, og det er I i krise over. Det skal I se at komme ud af!”
Da Heidi Brandt i forbindelse med at Ursula skal til undersøgelse på Bispebjerg Hospital, ønsker man derfra at teste Heidis Brandts kompetence som mor. Hun bliver filmet sammen med sit barn, for at man kan studere samspillet, og ”jeg blev frifundet”.
Endelig da Ursula er et halvt år, ser man på hende på en ny måde på et andet hospital, og konkludere, at der er noget alvorlig galt. Da har Ursula siden hun blev født været gennem de første 30 professionelle hænder. En MR-scanning viser en omfattende, kompleks hjerneskade, hvor også synscenteret er ramt. Ursula har været så godt som blind ved fødslen.

8 år senere
”Ursula har udviklet sig ud over alle forventninger. Selv om hun er multihandicappet er hun meget livskraftig og stærkt kommunikerende, med en vilje om, hvad hun vil. Hun tager selv initiativer og så har hun humor – vi elsker hende højt. Jeg synes, hun er en kæmpe inspirator. Hun stiller spørgsmål med sit handicap om måden vi lever på, om vores værdier, vores syn på mennesket. Vores målestok ændrer sig, sådan at det, som forældre til normale børn knapt lægger mærke til, f.eks. første gang hun så på os, bliver til en begivenhed. Min mand siger, at hver gang han får et smil fra Ursula, er det en gave.”

Kampen for at finde sig selv, sit barn og livet sammen
Heidi Brandt siger, at næsten alle forældre til et handicappet barn oplever, at jorden åbner sig under dem, at de bliver kastet ud i mørket. Derfra handler det om at komme tilbage igen, men det bliver på en ny måde, som man ikke forventede. For Heidi Brandt blev sorgen afløst af en stolthed. ”Jeg kan noget, som andre tror, de ikke kan klare. Det med at have set nogle andre sider af livet, kan også blive en styrke.”
Heidi Brandt forklarer, at mødre og fædre reagerer forskelligt. De har ikke nødvendigvis brug for hjælp på samme måde, selv om de i høj grad har brug for hjælp begge to. Kvinder reagerer ved at græde, tale og græde. De søger netværk med andre ligestillede kvinder: De evner at lytte til de små triviale ting i livet, og høre dem med en medleven. De bruger hinanden som spejlbilleder, hvor de kan spejle deres egen livshistorie med et handicappet barn, andre børn og mand til at finde vej til og komme videre.
Fædrene reagerer anderledes. Mange mænd er private om deres følelser og kan have svært ved at forholde sig til andre handicappede børn end lige deres eget. Ursulas fader blev deprimeret og følte, at han i tre år ikke fik rigtig noget fra hånden, selv om han knoklede. Man kan sige at vi kvinder søger samtalen og ”mændene bygger en carport.”

At blive forladt
”Som forældre til et barn med handicap kan man få tilbudt op til ti samtaler med en psykolog. Det kan være en starthjælp, men nogle føler, at de ikke bliver mødt, for psykologen ved i virkeligheden ikke, hvad det handler om” siger Heidi Brandt. Da jeg spørger til, at psykologen da må vide en masse om de faser forældre skal igennem fra det første chok ved fødslen eller ved diagnosen blev stillet,” svarer Heidi Brandt: ”Det handler om nærvær. Det handler ikke om en fase du er i. Med psykologiske overvejelser og analyser forlader man jo moderen. Når man intellektualiserer, forlader man følelserne. Og det at blive forladt og ikke rummet, er noget som vi forældre ofte oplever.”


Hjælp til forældre
Jeg spørger Heidi Brandt, om hun har en idé til, hvordan man kan hjælpe forældre. Hun peger med det samme på, at begge forældre har brug for hjælp, mødre måske bedst i mødregruppe og fædre mest i en individuel samtale.
Hvorfor mødregruppe, spørger jeg? Heidi Brandt svarer: ”Fordi man er ensom, - fordi man synes, man er anderledes, - fordi man skal spejle sig i andre, - fordi man skal finde ud af man ikke er den eneste, - og fordi mange er stort set alene med barnet de første 2-3 år, før de kommer i børnehave. For mange er det et slags sort hul; tiden fra barnet fødes til det bliver 3 år.”
”Man skal egentlig lære at være handimor,” siger Heidi Brandt, ”og man skal lære en masse som man ellers som forældre ikke skal kunne, f.eks. lære, hvordan man henvender sig til alle mulige fagpersoner og myndigheder, man skal lære at bruge sin vrede og sorg konstruktivt. Man skal lære at forholde sig til sine ambivalente følelser og finde barnet bag handicappet. Mange skal lære at passe på sig selv, fordi det er nemt, ja uundgåeligt, at sætte barnets behov forrest. Det medfører stress og måske udbrændthed. Mødre skal med andre ord lære, at der deres behov ikke står bagerst i køen og nogle gange skal de måske endda lære at elske deres handicappede barn”.

Netværk
Heidi Brandt understreger, at en mødregruppe er et netværk, der er karakteriseret ved, at det er et fortroligt rum. Her er det, der siges ikke tilgængeligt for udenforstående eller for myndigheder. Det er alene til anvendelse af den enkeltes i sin forståelse af, hvad det er man er i og hvordan man kan arbejde med at komme videre.
Vi taler videre om netværk, og er enige om, at forældregrupper omkring en børnehave eller en skoleklasse er værdifuldt, men aldrig kan blive et behandlingsmæssigt netværk for forældre. Samværet vil være på institutionens betingelser; for det handler om stedets plan med barnet, og forventning om forældrenes medvirken i et samarbejde. Skulle man ønske at gøre det til et personligt netværk, skal man være opmærksom på, at det sker i et offentligt rum, hvor institutionen lytter med…



Heidi Brandt arbejder som psykoterapeut med at etablere kurser for mødre til børn med handicap. Der er tale om grupper mellem 4-7 deltagere. Man mødes hver tredje uge med i alt 6 gange fra kl. 18.30 – 21.00. Vil du vide mere så kontakt Heidi Brandt Tlf.: 32 57 36 55 www.Heidi.Brandt.net

Ryd forsiden!

Nåja, helt så vildt er det dog ikke, men jeg er da på forsiden af det nyeste LEV - København!

Jeg sætter artiklen på bloggen, når jeg har scannet den ind. Det er spændende...

Iltmasken - en boganmeldelse

Når det går op for én, at ens barn er handicappet eller alvorligt syg, står de fleste af os helt alene i verden. Gulvtæppet bliver revet væk og verden er med ét forandret. Vi skal til at lære et helt nyt liv at kende.

I denne proces prøver de fleste af os at finde andre, som har gået på denne vej før os, som kan fortælle lidt om, hvad der venter os forude og hvad det egentlig er, at vi står i - lige nu.

Et godt sted at hente hjælp er bøgernes verden, hvor der er udgivet flere bøger om handicap, sorg og krise. Disse bøger er enten skrevet af fagpersoner eller er meget personlige beretninger.

En bog som er helt unik i denne sammnhæng er “Anbring først Iltmasken på dig selv.” af Andrés Ragnarsson, udgivet på Dansk Psykologisk Forlag, 2005.

Her er skrevet en bog, som næsten burde være obligatorisk læsning for alle forældre til handicappede eller alvorligt syge børn.

Bogens titel er en henvisning til sikkerhedsundervisningen i flyvemaskiner: Hvis lufttrykket falder i kabinen og du rejser med et barn, anbring da først iltmasken på dig selv og siden på barnet. Hvis man sørger for barnet først, men selv besvimer er der alligevel ingen til at tage sig af barnet!

Den er skrevet af den islandske familieterapeut Andrés Ragnarsson, som også selv havde en søn med et svært handicap. Sønnen er død nu.

Det er tydeligt, at den er skrevet af en forfatter, som kender sit stof. Nogle vil måske føle sig provokeret af synspunkterne i bogen, men den gennemstrømmes samtidig af en dyb solidaritet og forståelse for os forældre. Han er nem at tro på, fordi han véd, hvad han taler om.

Den tager forældres dårlige samvittighed under kærlig behandling. Hvis forældre til normale børn altid har en snert af dårlig samvittighed, har forældre til handicappede børn det ofte ti-fold.

Den dårlige samvittighed
Den dårlige samvittighed kommer af, at der er altid MERE, man kan gøre for barnet: træne, lege, synge, ansøge om hjælpemidler, kurser, bistand, lede efter oplysning og uddanne sig, så man bliver endnu bedre til at kompensere for barnets mangler. Men det er skruen uden ende. I denne proces glemmer mange forældre sig selv. Det er en farlig sti at betræde. Når man bliver ved med at glemme sig selv, sine følelser og sine voksen-behov, kan det føre til udbrændthed og stress

Ragnarsson har tydeligvis en fortid i 12-Trins Programmerne (AA o.l.)
I disse fællesskaber bruges et begreb, som kaldes “med-afhængighed”.

Det er den situation, som pårørende til misbrugere ofte står i, hvor alt kommer til at dreje sig om at stoppe eller kontrollere den andens misbrug. Det medfører, at den pårørende mister sit eget omdrejningspunkt og “danser” efter misbrugerens pibe. Det er risikabelt, fordi man netop ingen magt har over andre end sig selv.

Han overfører medafhængig-begrebet til forældre for handicappede børn: Selvfølgelig skal vi tage vare på vores børns behov og være aktive for at skabe nogle gode rammer for dem. Men det kammer over, når vi bliver hyperaktive og glemmer at varetage egen behov.

Han minder os om Sindsro-bønnen:

Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre
Giv mig til styrke til at ændre de ting, jeg kan
Og giv mig visdom til at se forskellen.

Vi skal som forældre lære at passe på os selv. Det har alt for store omkostninger, hvis vi ikke gør.

Brugsanvisning
Bogen gennemgår nærmest skridt for skridt, hvordan vi som forældre kan komme igennem krisen og sorgen og ud igen på den anden side, som sunde og hele mennesker. Det er ingen let rejse. Der skal en en selvransagelse til før man kan få sit livssyn til at passe med sin skæbne, som han så smukt udtrykker det.

Bogens sidste afsnit handler om netop om tro og skæbne. Ragnarsson lægger ikke skjul på sit kristne fundament. Hans pointe er, at man som forældre til et handicappet barn ikke kan undgå at stille sig selv spørgsmål om “hvorfor”, “hvordan” og “hvorhen”. Det er eksistentielle spørgsmål. Hvordan vi finder svaret på dem, har stor betydning for hvordan vi oplever vores liv.

Mine egne svar matcher ikke helt forfatterens, men det har ingen betydning for at jeg stadig synes, at dette er en meget væsentlig bog, som er god til at komme videre med. For mit eget vedkommende fandt jeg mig sidde og nikke genkendende til hver eneste side.

Bare dét, at man ikke længere er helt alene med sine oplevelser, gør at smerten og udfordringerne bliver lettere at bære.

Denne anmeldelse bringes i septembernummeret af LEV - Københavns Kommunekreds

Handleplan

Frk Bjørnstrup er så småt startet op på den nye aflastningsinstitution.

Da vi var derude til formøde, blev det omhyggeligt understreget at stedet IKKE er en behandlingsinstition og at man kun meget nødigt ville gå ind i noget, som kunne minde om det. Selv de spastiske børn må vente med udstrækning, til de kommer hjem til far og mor igen.

Ved mødet med sagsbehandler i august blev det derimod forlangt, at vi udfyldte en handleplan - altså et plan med hvilken behandling, Bjørnen skal modtage ved at være i aflastning.

Doh!

I dag har jeg åbnet skemaet, som tydeligvis slet ikke er rettet imod aflastningstilbud til handicappede børn.

I skemaet skal jeg bl.a krydse af, hvilke specifikke tiltag, der er taget for at undgå at Bjørnen bliver indblandet indblandet i kriminaliet, eller om hun tager stoffer - og i så fald:er der taget kontakt til et misbrugscenter.

Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle nævne hendes epilepsimedicin og EyeQ - jeg mener, EyeQ er jo trods alt 10 gange stærkere end almindelig fiskeolie :-/

Og skemaet kører bare derudaf: Prinsen og jeg skal oplyse erhverv og indtægt, selvom al handicaphjælp ikke er betinget af indkomst.

Vi skulle oplyse, hvilke mål Frøkenen skulle nå (at få et par forældre med større overskud???) Hvad er delmålet??? Hvem skal gøre hvad for at målet opnåes???

Og så ellers alt det sædvanlige, som de allerede har masser af papirer på: hvilken skole går hun på, hvordan er hendes sundhedsforhold og den sjove med fritid og venskaber!

Til sidst valgte jeg at sende skemaet tilbage til sagsbehandler, nærmest u-udfyldt. Der er selvfølgelig ikke hende, som har besluttet, at det skal udfyldes, og hun advarede os også om at det ikke var rettet mod os. Men hvis ikke jeg returnerer det, ender jeg med at sidde med aben - og hun får da trods alt penge for at sidde og gøre arbejdet - eller at gå til sin leder og sige, at der må udvikles en anden form for procedure!

Det, som svier, er dels den dobbeltmelding, at Bjørnen ikke kan få behandling og at vi samtidig skal udfylde en (be-)handleplan, dels at det er som om, vi slet ikke er blevet hverken hørt eller set til alle de møder, vi tidligere har holdt.

Hvis du tror at min historie er enestående, skulle du lige kigge forbi Marianne.

Helles sundhedsvæsen

Jeg har været skuffet over Helle Thorning Schmidts lederskab det meste af tiden. Udover valgkampen, som viste hende fra en mere pågående og udadfarende side, har jeg mest af alt opfattet hende som en velklædt grammafon, som spillede den samme plade om og om igen.

Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har hørt Helle sige"Vi er alternativ til regeringen" uden at komme ret meget nærmere ind på, hvad alternativet indeholder.

Det har gjort mig elendig til mode at se, hvordan regeringen udhuler vores efterhånden såkaldte velfærdssystem uden at der har været en ordentlig opposistion, som har kunne matche dem.

Nu har der lige været kongres hos Socialdemokraterne. For første gang i meget lang tid, ser det ud som om, de har fået fat i den lange ende: Nu skal det være slut med udtyndningen af det danske sundhedsvæsen. Slut med A og B hold. alle danskere skal have lige ret til en ordentlig behandling idet, som kunne være verdens bedste sundhedssystem.

At 800.000 danskere allerede har tegnet privat sygesikring enten privat eller igennem deres job, taler sit tydelige sprog om et samfund, som bliver mere og mere skævvredet.

Jeg tror og håber på, at dette kan blive begyndelsen på enden af Foghs regeringetid. Manden med teflonjakkesættet bliver presset på mange andre områder, senest med vores overtrædelse af EU's udlængelov. Mit indtryk er, at tilstrækkelig mange danskere har været i kontakt med sudhedsvæsenet og oplevet, at det slet ikke levede op til forventningerne.

Det er en god, enkel sag, som de fleste kan forholde sig til.

Og så skader det altså heller ikke, at Helle endelig har søgt mod venstrefløjen og fundet takten med Villy!

Hemmeligheden i al Hjælpekunst

Jeg har kredset om emnet tidligere og nu også også med de to seneste blogindlæg.
Her kommer Søren Kierkegaards præcise formulering:

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.

Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han — men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke.

Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham.

Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.

Konflikt

Når nu vi har indset at virkeligheden er en subjektiv størrelse og at alt afhænger af øjet der ser, bliver det en lille smule nemmere at løse konflikter.

Så ved vi nemlig med sikkerhed, at der ikke kun findes rigtigt og forkert. Vi ved, der er mere end én udlægning af, hvad konflikten handler om, og hvordan den kan løses.

Vi ved også at vi ikke besidder den endelgyldige sandhed, men at modparten næsten med garanti har nogle andre vinkler end vi selv.

Det tillader os at være åbne og nysgerrige overfor modparten. Finde ud af, hvordan den andens virkelighed ser ud.

I den proces, vil der ofte falde nogle brikker på plads, ikke mindst hvis modparten er parat til samme undersøgende indstilling, som os selv.

Man kan ligefrem sige at man hæver sig over sit eget begrænsede udsyn og forsøger at få et billede af helheden.

I denne ånd bliver det nemmere at finde kompromisserne.

Livet får flere nuancer og bliver mindre sort og hvidt

I VIRKELIGHEDEN...

Begrebet "virkelighed" bruges ofte til at definere sandheden. Det kan godt være, du synes sådan og sådan, men i VIRKELIGHEDEN er det ikke sådan.

I virkeligheden er der ingen absolut virkelighed. Alt hvad vi oplever, går igennem vores egne, personlige filtre, som er udviklet udfra hvem vi er og de erfaringer, vi har gjort os.

Når jeg arbejder som terapeut plejer jeg at sige, at de ting, man kan være sikker på, er det man oplever igennem sine egne sanser: lyd, lugt, smag, følesansen på og under huden og synet.

Det er nu ikke helt sandt. I virkeligheden gengiver vores sanser også bare vores egen virkelighed, fordi sanserne med det samme ryger igennem vores eget fortolkningsapperat. Det, som smager skønt på den ene tunge, er vederstyggeligt på den anden. Det, som er sød musik for den ene, er kattejammer for den anden.

Desuden kan hjernen "slå krøller" og drille os med forskellige små tricks.

Så når vi dokumentere en historie med ordene: "Jeg så det med mine egne øjne", er det stadig ikke en garati for at det VIRKELIG forholder således.

Kig nu godt på denne danserinde. Bliv ved og koncentrér dig. Hvilken vej danser hun i VIRKELIGHEDEN?


PS Tak til Kjeldsen hvor jeg så den først. Virkelig!

Betænkeligheder..

Når jeg har betænkeligheder ved at udgive forrige indlæg, er det så min egen blufærdighed eller hensynet til andres?

Er det fordi det er for privat, eller er det fordi jeg ikke tror andre kan holde ud at læse om det?

Er det fordi jeg er bange for at skræmme andre væk?

Er det fordi det ikke har noget relevans?

Er der fordi jeg tidligere har set mennesker kigge væk, når jeg fortalte dem detaljer om at have et multihandicappet barn?

Er det fordi der er så meget håbløshed og afmagt i situationen?

Er det mig selv, som ikke kan bære afmagten?

Er det fordi jeg bliver forlegen eller vred, når nogen prøver at trøste mig, eller finde det positive i situationen?

Eller er det fordi ensomheden i at have et multihandicappet barn er svær at se i øjnene?

Formiddag

Lørdag. Prinsen er hjemme igen fra kursus. Vi hygger i sengen med Frk. Bjørnstrup. Står op og spiser engelsk morgenmad. Alt ånder ro og fred og er, som det skal være.

Jeg har overskud til en henna-farvning og efter sådan en omgang er der ikke helt ryddeligt på badeværelset.

Der går ca 10 minutter. Vi havde håbet vi kunne have nået at få Frk. Bjørnstrup på wc-stolen inden, hun skulle, men det kunne vi ikke. Hun skulle have skiftet bleen.

Det var vådt og meget. Hendes bodystocking blev smurt ind og der kom afførring på netunderlaget på puslebriksen.

Nåja, det har vi jo prøvet, så der blev åndet dybt ind og taget fat.

Så langt, så godt.

Men en halv time efter var den gal igen.

Prinsen bar hende ud på badeværelset og fik de lange bukser af hende. Så kaldte han højt. Der var en vis skinger klang i hans stemme. Da jeg kommer ud, er Frk. Bjørnstrup smurt ind i lort langt ned af begge ben. Da vi åbner bleen, er der våd afførring op over navlen. Heldigvis tager Frøkenen det selv tille og roligt. Hun plejer ellers at skrige, spænde op i hele kroppen og banke hovedet ned i underlaget, når noget sådant sker.

Istedet stikker hun begge hænder ned i skridtet. Prinsen råber højt og nærmest flår hendes hænder væk. Hun bliver forskrækket og begynder at skælde ud. Jeg prøver at tage over. Prinsen vil tage vand i vaskebajlen, men handvåsken var fuld af mine hårfarvningstingogsager. Han får i frustration kastet en skål med hennamudder ned i bunken af beskidt vasketøj, som ikke er nået længere end ned på gulvet, inden jeg må bede ham om at gå ud. Jeg ved, at det ligeså godt kan være mig, som går i panik. Det handler i høj grad om, hvad man har sparet op på kontoen tidligere på dagen.

Jeg får klædt Frøkenen af og smidt det belortede tøj på gulvet. Jeg trækker hende op i den anden ende af puslebriksen, får tændt varmelampen og smider et par håndklæder i tørretumbleren. Bruseren bliver tændt og hun begynder at skrige, som hun ofte gør i badet.

Efter lidt tid falder hun til ro og begynder at nyde det. Nu er badeværelset også varmt og der sker ikke mere uventet. Hun får et langt, dejligt bad. Smiler sit søde, skæve smil og laver små vrik med kroppen af begejstring.

Da hun er færdig, bliver hun pakket ind de varme håndklæder, får en oliemassage, og bliver lagt ind i mors og fars seng med sin dvd-afspiller.

Så skal badeværelset ryddes op: det er efterhånden svært at se, hvad der er lort og hvad der er hennamudderklumper. Det beskidte tøj bliver smidt i spanden for at skylle det værste af. Alt bliver skuret og skrubbet med Ajax. Vasketøjet bliver sat over. Og efterhånden begynder det hele at se helt fornuftigt ud igen.

Da jeg endelig ånder lettet op og sætter puslebriksen på plads, ser jeg lige den sidste stribe af lort på en flise højt oppe. Hvordan den er kommet der, kan jeg ikke lige regne ud. I sådan et øjeblik af kaos, kan alt ske.

Men håret blev flot.

Forandringsparadoks

Først når du bliver den du er,
sker forandringen.

Trylleordet

Jeg kender til selvbebrejdelser. Til aldrig at synes, at jeg gør det helt godt nok. Til at der altid er en detalje, som kunne optimeres, til at få øje på det, jeg har sprunget over.

Min ynglingsversion er den med at: hvorfor er jeg jeg ikke gladere, når nu jeg egentlig godt ved, hvad der skal til. Det kan jeg få lang tid til at gå med.

Men jeg har et trylleord.
Så snart jeg giver mig til lov til at være selvdestruktiv og selvbebrejdende, så brydes den onde spiral.

Så kan jeg godt se, at det er unødvendigt. Faktisk bliver det en lille smuler latterligt, fordi bebrejdelsen ikke står mål med virkeligheden. Jeg får gjort "forbrydelsen" langt større end den er. Jeg dømmer mig selv meget hårdere, end jeg ville dømme andre.

Jeg får lige skabt et pusterum og distanceret mig fra selvdestruktionen.



Det er bare ikke altid, jeg husker det.

Boligindretning

Ja, altså bare på bloggen...

Jeg leger lidt og tager gerne imod feedback :-)

Tid og Sted

Tid og sted og som regel helt afgørende faktore i et menneskes liv. Vi lever i nuet (mere eller mindre ihvertfald :-)) går videre og lægger fortiden bag os. På sin vis kan man sige, at vi er "fanget i vores tid". Men ind imellem slår tiden knuder på sig selv.

De fleste har nok prøvet deja vu: en pludselig, intens oplevelse at være sat tilbage til et tidligere tidspunkt i ens liv.
Det bliver fremkaldt af sanserne. En duft, et billede eller en lyd, man ikke hørt hørt længe, og situationen står lysende klar, som om den havde udfoldet sig for et øjeblik siden.

Sådan har det været for mig at melde mig til Facebook.

Det er en spirituel oplevelse. Jeg genforener mig med min fortid og lukker de uafsluttede gestalter.

Når jeg ser mig selv interagerer med de menensker, som jeg kendte engang på den måde, som jeg er i dag, ændrer jeg synet på mig selv.

Jeg bliver gladere for mig. For at jeg har turde gå den lange fra Amager, til Børnemagt, til Israel til London, til Mocambo Bar og Coma Club til socialpædagog, psykoterapeut og mor til en handicappet pige.

Når jeg ser tilbage på det brogede tæppe, som danner mit liv, kan jeg ikke lade være med at tænke, at der også fremover ligger sjove og uventede oplevelser og venter på mig. Fordi jeg er jo eventyrlysten. Jeg har bare ikke haft de store muligheder for at være opsøgende ude i verden i de sidste 8 år. Det har handlet om at komme igennem krisen, lære at navigere i det nye farvand og finde det store i det små. Mine betingelser har ændret sig HELT vildt, men i min kerne er jeg stadig den samme.

Nu er Frk. Bjørnstrup så småt startet op i aflastning. Når hun er kørt ordentligt ind i løbet af efteråret, vil der igen blive mere rum til at baske med vingerne - ikke kun i cyberspace. Jeg glæder mig.

Verdens Største Cocktailparty!

Ja, så er jeg også langt om længe blevet deltager i Verdens Største Cocktailparty!
Og jeg synes altså, at det er rigtigt sjovt :-)

Mig, som har gået mellem mange skift i livet og ladet fortid være fortid, finder pludselig ud af, hvor meget kraft, der kan være i sige hej til gamle forbindelser. Ja, jeg forbinder mig mig med fortiden.

Der dukker mange minder op. Navne, oplevelser, jeg forlængst troede var borte. Især har gensynet med min gamle kibbutz virket enormt stærkt. Måske fordi jeg var der alene og efterfølgende ikke har haft nogen at genoplive erindringerne med - før nu altså.

Ih, jeg er helt rundt på gulvet...
Nu må jeg vist i seng

Skattejagt

Der er skattejagt i byen i disse dage, helt til d. 1 august.

Afsæt et par timer og tag ind til Jarmers Plads ved den gamle ruin. Der står en grøn kasse med en orange telefon. Løft telefonen og drej et nummer. En stemme fortæller dig på engelsk, hvad du så skal gøre...

Følg intrukserne, vær kreativ og vedholdende, så vil du blive ført igennem byen og se ting, du ikke før havde lagt mærke til. Husk at farven er orange.

Og der er en skat til sidst!

Det er rigtigt sjovt :-D

Nordjyske skriver d. 28 oktober 2007:

Forældre til handicappede bliver glemt

Der findes i dag cirka halvanden million forældre til handicappede i Danmark. Deres liv er ofte hårdt. De lever i stor risiko for at blive syge, gå tidligt på pension, blive arbejdsløse, deprimerede, dybt stressede, skyldbetyngede og sorgfulde.

- Det er barskt, men sådan lyder erfaringerne fra alle sider, konstaterer Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, tidl. De Samvirkende Invalideorganisationer.

- Men det værste er, at der ikke er nogen officiel forskning i det, så vi kan ikke kan dokumentere det.

Der er op til i dag ingen offentlige penge brugt på forskning i, hvordan livet er for de nærmeste pårørende til handicappede. Der er lavet mindre studier tæt på emnet, f.eks. om forældre er tilfredse med hjælpen, som handicappede børn får, men ingen har fået midler til at se på, hvordan et handicap afgør hele livet for dem tæt på. Det afslører en gennemgang, som NORDJYSKE har foretaget.

- Det er et kæmpe problem, konstaterer dir. i Spastikerforeningen, Anne Holm Hansen, der ikke undrer sig over resultatet.

- Der er ikke den større prestige i handicapforskning, og da slet ikke i de pårørende, uddyber hun.

Stig Langvad kalder det et "kæmpebrist" og opfordrer politikere til at tage de mange pårørende alvorligt.

- Vi må have mere viden, så vi ved hvordan vi præcist kan hjælpe familierne, ellers kan man f.eks. heller ikke lave en kvalificeret pårørendepolitik, som regionerne er i gang med, påpeger han og minder om, at "forældrene ikke er vant til at tænke på sig selv, så de kræver ikke hjælp."

- Det er en glemt gruppe, og de er simpelthen på overarbejde hele deres liv. Handicappet forsvinder jo ikke, når deres barn bliver voksent, sammenfatter Mette Thorndal, Solbakkens Rådgivningscenter for Handicappede, der er med til at arrangere konferencerne.

charlotte.roerth@nordjyske.dk

---

Tilføjelse: I England viser officielle undersøgelser at familier med handicappede børn har langt større risiko for at blive stressramte, nedslidte, fattige og syge end gennemsnittet af befolkningen.

Tak til AC, hvor jeg læste artiklen :-)

Tab eller find??

Ja, ordspillet er jo sjovt, men der ligger faktisk en dyb alvor bag:

Der er ingen tvivl om at vi i store dele af verden er ramt af den såkaldte "fedme-epidemi". Det kan der være mange årsager til: mangel på kropslig bevægelse, den hurtige mads udbredelse osv.

Som selvdiagnosticeret overspiser undrer det mig, at der er så lidt tale om "den 3. spiseforstyrrelse", binge-eating-disorder, compulsive overeating eller slet og ret overspisning. Det vil sige at man "spiser på sine følelser" istedet for at udtrykke dem.

I min verden er der ingen tvivl om at det er en spiseforstyrrelse. Det handler nemlig ikke om selvkontrol, disciplin, slankekure osv.

Det handler om, at der er kræfter, som tager over, fordi det i øjeblikket føles alt for svært at være dén, jeg er. Jeg har brugt maden til at beskytte mig med, trøste mig med, straffe med, aflede med og dæmpe mig med. Hver gang jeg har stået i situation, som på én eller anden måde har overvældet mig og været ubærlig, har jeg kunne komme væk ved hjælp af mad.

For mig er mit fedt mit beskyttelseslag.
Det beskytter mig mod omverden. Men det beskytter mig også mod mig selv.

Når jeg længes efter at være slank er det også en længsel efter at være mere mig selv.

Det generer mig, når folk (kvinder) taler om at ville tabe sig.

Jeg véd, at jeg tabte mig, da jeg tog på. Jeg mistede kontakten til min kerne.

Jeg er ud på en lang rejse for at genfinde den. Nogengange har jeg fin forbindelse, og der er overensstemmelse imellem det jeg tror, tænker, føler og gør. Andre gange falder jeg ned i et hul og famler efter kernen igen igen.

Jeg er ikke i gang med at tabe mig. Jeg er i gang med at finde mig.

PIndstrup Centret

Pindstrupcentret er en selvejende fond, som i sin tid er startet af spejderbevægelsen. Det ligger midt på Djursland i et stort, naturskønt område. Centret tilbyder forskellige aktiviteter.

Det regi, som hedder Familienet Danmark afholder hvert år kurser for handicapppede børn og deres familier. Det er sådan et kursus, vi lige har været afsted på - for anden gang iøvrigt.

Kurset foregår på den måde, at forældrene bliver undervist formiddag og eftermiddag af en række forskellige oplægsholdere. Imens bliver børnene passet og leget med af frivillige hjælpere, som alle giver en uge af deres sommerferie til dette projekt.

Når jeg tænker på, hvor svært det har været for os at finde barnepiger til Frk. Bjørnstrup, rør det mig dybt ind i hjertet at se disse unge mennesker stille op og gøre arbejdet gratis.
I år havde børnene rum-tema. Der var astronaut-træning, hvor man var vægtløs på hoppeborgen, der var vandmeloner fra Mars, der var bygning af et rumskib og et mini-planetarium, hvor man kunne ligge på madrasser og stirre lige op i stjernehimlen og lytte til stille musik.

I år var handlede oplæggene om parforholdets svære kunst, om handicapidræt, om aflastning og hvor vigtigt det også er for børnene at blive støttet i en langsom løsrivelse fra far og mor og få et børneliv med andre børn og sjov og ballade. Oplægeholderen, som ud over at være plejemor, også var leder på bo-sted for voksne udviklingshæmmede, fortalte en gruopvækkende historie om et ældre ægtepar, som ringede på døren en dag, og bad bostedet om at tage vare på deres 38-årige svært autistiske søn. De kunne simpelthen ikke mere, og nu havde de købt en 14 dages charterrejse uden sønnike. Sønnen havde aldrig tidligere været væk fra sin mor og far.

Det blev en dybt traumatisk oplevelse for ham, og bostedet var nødt til at bruge så mange ressourcer, at han havde kunne få almindelig aflastning i 1/6 år for de samme penge.

Den historie satte mange tanker i gang.

Om tordagen handlede det om handicappede, som var blevet voksne og om hvordan man som familie havde klaret sig igennem. De var 4 stærke forældre repræsenteret.

Som altid var det spændende at møde nogle, som var så langt videre i processen end vi selv. Der er noget surealistisk over at vide, at alt det vi står i lige nu, var være fortid en dag...

Desværre blev det endnu en gang understreget, hvilket voldsomt svigt der sker, når barnet fylder 18 og al tidligere hjælp frafalder.

Fredag havde vi besøg af en yderst kompetent socialrådgiver, som gennemgik Serviceloven og fortalte og vores rettigheder og pligter. Det var meget interessant og vel egentligt at betagte som et grund-kursus, som alle forældre med handicappede børn burde gennemgå. Noget af det, som står tydeligst frem, var at vi ikke skulle være bange for at klage over en afgørelse. Hun fremstillede det mere som en dialog med sagsbehandler, hvor argumnterne kunne afprøves ifht. loven. Selvfølgelig er det vigtigt at i sådan dialog at man "holder kammertonen". Det jo de færreste sagsbehandlere, som er direkte ud på at skade én.

Ind imellem alle disse kvalificerede oplæg var der selvfølgelig masser af diskussioner og erfaringsudveksling imellem forældrene. Det er i sig selv en gave og få lov at føle sig helt normal og omgivet af andre i lignende situationer. Og tænk, det var ikke altid Frk. Bjørnstrup, som larmede mest i spisesalen ;-)

Visdom og dumhed

“If you want to improve, be content to be thought foolish and stupid.”
Epictetus (Greek philosopher associated with the Stoics, AD 55-c.135)

Citatet dukkede op i den romantiske komedie "Lunefulde Lykke" igår.

Det rammer mig som terapeut, hvor både jeg og andre kan have den forventning, at jeg må have tjek på "det hele" hvis jeg skal kunne hjælpe andre.

Det har jeg ikke og jeg vil hermed påberåbe mig retten til ikke at have det.

Så snart jeg tror jeg har fundet de vises sten (og det sker altså desværre ind i mellem), låser jeg mig fast og får sværere ved at arbejde fænomenologisk - altså at tage klientens oplevelser og virkelighed for pålydende.

Hvis jeg ikke er parat til at stille mig på klientens side, men forestiller mig, at jeg er klogere end hende, sker der en forkertgørelse af klienten, som ikke fremmer processen med selvaccept, som er selve terapiens væsen.

Jeg havde en supervisor engang, som ofte brugte vendinger som "jeg er altså lidt dum på det her punkt.." og "det må du forklare mig nærmere.." Det åbnede op og gav mig mig magten tilbage, så jeg kunne finde min egen sandhed.

Jeg er bange for den "guru-ficering", som meget nemt finder sted i det terapeutiske felt. Selvom det kan være flatterende, er det uhensigtsmæssigt, begrænsende og kan være direkte ubehageligt, når klienten vokser og på et tidspunkt vælter én ned fra piedestalen.

Derfor er det vigtigt for mig, at holde fast i at jeg også bare er et menneske, som prøver at finde vej og leve mit liv, så godt, som jeg kan.

Rejsefeber?

Vi skal rejse til Nordjylland i morgen tidlig. Alt har været nøje planlagt i lang tid. Planen holdt idag, og Prinsen og jeg har pakket og gjort køreklar.

Frk. Bjørnstrup var træt og faldt i søvn ved 19.30 tiden. Det var fint. Så ville der være rigelig tid til at pakke de sidste hjælpemidler og vasketøjet, som endte i tørretumbleren efter morgenens skybrud.

Jeg bliver så glad, når alting flasker sig, og vi ikke behøver at stresse og blive nervøse.

MEN sådan skulle det alligevel ikke gå: Ved 21-tiden vågende Frk. Bjørnstrup. Hun græd og tog sig til venstre øre. Vi forsøgte at vende hende. Give hende noget at drikke. Tage hende ind i vores seng. Ingenting hjalp.

Hun fik en panodil.

Det hjalp heller ikke.

Ind i sin egen seng med Baby Einstein, som er hendes absolutte ynglingsfilm. Hvis dét ikke hjælper, så er det næsten sikkert, at der er noget galt. Vi frygter selvfølgelig endnu en mellemørebetændelse, som hun har haft så rigeligt af på grund af sin læbe-ganespalte.

Efter noget tid råbte hun endnu højere: Prinsen tjekkede: hun havde en fyldt ble, som skulle skiftes!

Nu krydser jeg fingre for at hun "bare" har haft ondt i maven, og hun falder til ro nu kl.22.30.

Det er sørme ikke altid nemt, når man ikke har noget tale-sprog!

Update: her kl. 7 til morgen, er alt stille og fredeligt i det bjørnstrupske børneværelse. Det tyder på at det var maven, som gjorde knuder. Pyha.... Og lad os så komme afsted!

Livstræet

Som afslutningssang på Pindstrup sang vi denne sang om Livstræet:

Der er så meget, der kan trykke
gøre dagen trist og grå
Se de folk der uden lykke
bare går og går i stå

Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Der er så meget uden varme
uden ånd og uden liv
folk bliver fattige or arme
tænker kun på tidsfordriv.

Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Der er så mange uden venner
uden kærlighed og kys
folk som ingen andre kender
hvor mon de skal finde lys?

Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Der er så hård en kamp om magten
alle kæmper for sig selv
Er der ingen der har sagt dem
at de slår sig selv ihjel?

Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Der er så mange, der er slaver
af sit job og af sin tid.
Hvorfor bruges vores gaver
uden tanke, uden vid?

Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Musik: Hans Holm
Tekst: Erik Lindenberg

Ferie

Så er vores lille familie i fuld gang med at gøre klar til kursus på Pindstrup Centret. Vi skal være sammen sammen med 24 andre familier med handicappede børn. Imens børnene har rum-tema hele ugen og skal være astronauter og alt muligt, bliver forældrene undervist i skolestart og hvordan man fortsat kan blive ved med at vedligeholde sit barns udvikling.

Alene dét er være sammen med så mange andre i samme båd, plejer at være en stor oplevelse.

Derfor holder bloggen ferie i et stykke tid.

En opgave helt speciel

AC skrev i kommentarboksen på det forrige indlæg at hun savnede at kunne se sit barns handicap som en gave til udvikling. Nu er "gave" måske også et stort ord at bruge og personligt har jeg da tit oplevet det som en hade-gave. However, jeg tror ikke på udvikling uden smerte.
Her kommer em digt, som jeg har grædt over mange gange, og som netop viser vejen til større indsigt.

En opgave helt speciel
Jeg har hørt at der findes en gammel legende
Om hvad der oppe i himlen hændte.
Den siger, at en gang den kære Gud sagde til englene: vil I gå bud?
Der er et barn, som skal fødes på jord, Vil I prøve at finde en Far og en Mor, som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl.

Det er nemlig en opgave helt speciel:
Barnet er svagt, det har et handicap med,
Så det kræver meget tålmodighed.
I ved, at jeg elsker svagt og småt, og jeg ønsker, at barnet skal få det godt,
Så de to, der bliver dets Far og Mor, må virke som mine hænder på jord.

Måske vil de først have svært ved at se, at der kan være en mening med det,
at barnet ikke kan tumle og lege, og at det kræver så meget pleje.
Men de vil nok efterhånden lære, at det giver kræfter at måtte bære.
Guds kærtegn gør undertiden ondt, og medgang alene er ikke sundt,

Men modtager de barnet som gave, de to,
Så bliver det en kilde til indsigt og tro,
Og så kan det sikkert med tiden læres,
At livet er både at bære- og bæres.

Interview

Om lidt skal jeg interviewes for første gang i min egenskab af terapeut.

Jeg glæder mig rigtigt meget og er også lidt nervøs. Får jeg nu sagt, det som ligger mig på sinde, kan jeg forklare mig ordentligt, kan jeg skabe en god kontakt?

Interviewet bliver bragt i LEVs københavner-blad til september.

Update: Det gik vist godt. Vi kom vidt omkring,men måske ikke helt så meget i dybden, som jeg havde forventet (håbet?). Egentlig havde jeg nok regnet med, at det mindede mere om en eksamen, hvor jeg skulle redegøre for forskellige teorier - og sådan var det slet, slet ikke :-)

Ham, der interviewede mig, hedder Lasse Rydberg og har arbejdet med udviklingshæmmede siden ´62, altså før jeg blev født. Det var i sig selv interessant, fordi han kunne gå så langt tilbage og også havde lyst til at dele ud af sin viden.

Anyway, det bliver klarere for mig, at noget af dét, som jeg kan tilbyde og som er helt specielt, er et kursus som kunne hedde: Dit handicappede barn, som en udviklingsmulighed.

De familiegrupper, som fandtes tidligere og det meste af den psykolog-behandling, som tilbydes i dag, sigter på en stabilisering af familien efter handicappet er kommet til.
Jeg mener, at det er oplagt at se handicappet, som en gave, som kan bringe familien i udvikling.

Grundfølelser: Sexualitet

Jeg var på den genåbnede badeanstalt, Helgoland idag. Inden man startede med at renovere Amager Strand og skabe en kunstig ø og det hele, var det mit absolutte ynglingsted i sommermånederne. Men det var gammelt og råddent.

En dag så jeg en kvinde gå igennem et af gulvbrædderne, så det var klart at det ikke kunne holde længere. Det blev revet ned og man begyndte at grave ud til øen (her fandt man rester af en stenalderboplads, som havde spist tun og sværdfisk fanget i Øresund - men det er en helt anden historie).

Efter Amager Strandpark blev åbnet påny for 3-4 år siden, er vi mange som har spejdet længselsfuldt efter den lys-turkis bygning på pælene ude i vandet. I mandags blev det nye Helgoland åbenet for offentligheden. Jeg er ikke helt tilfreds: pælene står højt over vandoverfladen og giver ikke den tætte kontakt med bølgerne, som det gamle sted havde. Fordi de står så højt bliver, der også bedre udsyn til både mande og fællesafdelingen, og det generer min blufærdighed.

Helgoland har altid været et sted, som vækker min sexualitet. Det er jo nok fordi man i de adskilte dame og mandeafdeling er helt nøgne. Nu opfatter jeg ikke mig selv som lesbisk, så det er ikke fordi det tænder mig at se på de andre kvinder. Ikke i traditionel forstand, ihvertfald. Hos mig er det grundfølelsen, sexualitet, som vækkes. En livsgnist og et velbehag i mig selv og min krop, som er uafhængig af andre. En følelse, som giver mig lyst til at være god ved mig og passe på mig.

Jeg tager tøjet af og mærker først vinden mod min hud. Over det hele. Jeg får en følelse af at hænge sammen. Den forstærkes yderligere af at bevæge mig ned i det kolde vand. Jeg er fuldt tilstede, fordi sansebombardementet er så stærkt. I dag var det en blanding af lyst og gys, fordi vandet stadig virker koldt. Når jeg kommer op igen, ruller blodet stærkt i mine årer, ud til hver en celle i min krop, og jeg føler mig frydefuldt tilstede i nuet.

Jeg kigger på de andre andre kvinder. I dag er der ikke så mange, men når solen er varm, bliver der hurtigt fyldt op og vi ligger tæt, håndklæde ved håndklæde. Der er kvinder i mange former og figurer, unge og gamle, tykke og tynde, rynkede og glatte, lyse og mørke, udsmykkede og au naturel.

Det er en befrielse at se alle disse kroppe - præcis som de er. Det er ikke til at gætte, hvem som er overlæge og hvem, som er arbejdsløs. Alle tæller vi lige og alle fortæller vi en historie om et kvindeliv, som alene i kraft af vores køn, binder os sammen.

Så nu har jeg både en stærk forbindelse med mig selv og en fornemmelse at at høre til og være forbundet med en lang perlerække af kvinder, som rækker ud over tid og sted.

Dét er grundfølelsen sexualitet for mig.

Socialpolitik og engagememt

Vi var til foredrag i går aftes hos LEV.
Oplægsholderen var dels lederen af Frk. Bjørnstrups nye aflastningsinstitution samt Frank Hedegård, medlem af socialudvalget i Københavns Borgerrepræsentation, for SF.

Især Franks oplæg gav stof til eftertanke. Han fortalte at Københavns Kommune er ramt hårdt af regeringens skattestop - som alle andre kommuner, selvsagt. Der findes dog en del penge, men de har ikke måtte bruges, da der desuden har været stop for anlæg, bygge og drift. Så selv hvis kommunen har været indstillet på at starte flere aflastningpladser for handicappede børn, har det ikke kunne lade sig gøre.

Han gav udtryk for en undren overfor forældre til handicappede børn. I forhold til sammenlignelige grupper, mente han at vi var alt for pæne og tilbageholdende med til at stille krav og synliggøre os. Da han spugte, hvad der holdt os tilbage, svarede jeg at vi i forvejen bruger af kræfter, som vi nærmest ikke har og at især samarbejdet med kommunen kræver mange ressourcer. Han nævnte da, at han også mente at vores organisation, LEV, er alt for tilbageholdende, og at de faltisk kan få politikerne i tale, hvis de presser lidt.

Både han og institutions-lederen mente at forældre i Københavns Kommune aldrig har haft så meget magt som netop nu. Der har været så mange skandaler på bostederne, at området har meget stor bevågenhed fra alle de politiske partier. Ritt Bjerregårds popularitet har været dalende, det er valgår næste år, så det er virkelig nu, at vi skal have sagerne frem i pressen.

Han understregede, at det er en fordel med læserbreve og artikler frem for at skrive direkte til de enkelte politikere. Når man henvender sig til den enkelte, kommer det til at fremstå som hans sag, og det er meget nemmere at feje af bordet. Ved at skabe debat i offentligheden er der pludselig mange flere, som vil tage sagen på sig.

Vi kom ind på, at nogle kunne være tilbageholdende med at kontakte pressen, fordi man ikke ønsker eksponering eller kan være bekymret for at det kan falde tilbage på barnet.

Frank Hedegårds svarede, at at ja, det koster noget at kæmpe for dét man tro på.
Jeg tænker, at det også koster noget at lade være...

Offer Redder Krænker - et spil om manipulation

Jeg har tidligere beskrevet manipulations-spillet imellem Overhund og Underhund. Et andet spil man ofte falder i, når man ikke kan eller vil tage ansvar for sine egen behov er Offer Redder Krænker. Ligesom Overhund-Underhund kan spillet spilles både i den enkelte eller mennesker imellem.

Rollerne er forbundne i en triangel. De er afhængige af hinanden, og man skifter imellem de forskellige roller.

Der vil dog som regel være én af rollerne, man har lettere ved at vedkende sig og som dermed tegner ens fremtrædelsesprofil.

Redderen er en person (eller del-personlighed) som hjælper andre. Én. som træder til, når der er brug for det, med støtte og kærlighed og praktisk hjælp. Redderen er hurtig til at tilsidesætte egen behov, og kan arbejde udfra devisen om at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Redderen kan for eksempel fremstå som ædel, som med-misbruger, den gode spejder, der hjælper den gamle dame over gaden, eller som hende, der lige tager en times gratis overarbejde, for at få projektet i hus.
Der findes mange indenfor de sociale og sundhedsfaglige fag, som primært befinder sig i Redder-rollen.

Fælden for redderen er, at hun ikke kender sine egne grænser. Hun overskrider dem gladeligt for at tilfredsstille de andre, som til gengæld viser hende taknemmelighed og glæde. Det giver Redderen den støtte, som hun ikke selv kan skaffe sig. Det er nemlig svært for hende at gå direkte efter opfyldelse af egne behov, hvor hun samtidig kunne opleve glæden ved selvstøtte. I stedet bliver hun afhængig af andres bekræftelse på at hun er et godt menneske.

Hvis denne bekræftelse udebliver, kan Redderen pludselig skifte rolle og blive til Offer. Hun har i længere tid overskredet sine grænser, “fordi DE havde brug for det, og nu takker de hende ikke engang!” Offeret er selvmedlidende og klagende. Hun skal nok for gjort opmærksom på, at det er synd for hende, og at det er de andres skyld. Hun har aldrig nogen andel i at være landet, dér, hvor hun er. Der er ingen selvstøtte, og hun bliver afhængig af, at andre hjælper (redder) hende ud af miseren.

Offeret har, ligesom de andre roller, flere fremtrædelsesformer. Manden, som bor hjemme hos mor i en alder af 40 år, fordi danske kvinder er alt for krævende. Den gamle bedstemor, som klager over at ingen besøger hende og at hjemmehjælpen ikke er god nok. Den opofrende hustru, som tager det dårligste stykke kød til sig selv. Teenagereen, som synes det er helt vildt strengt at man selv skal vaske sit tøj lige pludselig osv

Hvis der IKKE kommer nogen og redder hende, kan Offeret forvandle sig til Krænker. Hun skælder ud på de andre enten direkte eller ved at bagtale og skabe intriger.

Krænkeren kan vise sig i mange afskygninger lige fra børnemishandleren og krigsforbryderen over til hende, som overfuser sin kæreste og kalder ham de værste skældsord, fordi noget er gået hende imod. Krænkeren er forurettet og selvretfærdig og vil ofte påstå at Offeret selv var var ude om det. Krænkeren kommer op i os, når vi dytter vildt af nogen i trafikken eller giver dem fingeren. Vi bliver også krænkere, når vi ikke tager ordentligt vare på vore agressioner, men lader dem komme ud igennem sidebenet ved at være respektløse og nedsættende overfor andre.

Man bliver fanget i dette manipulationsspil, når man ikke tager ansvar for sine egne behov. Det bliver også derfor løsningen: Redderen skal lære at sætte pris på sig selv og blive mindre afhængig af andres anerkendelse. Offeret skal lære at hjælpe sig sig og se sin egen andel og Krænkeren skal lære at respektere sig selv og andre.

Det kan være meget provokerende og som altid er det nemmere sagt end gjort. Heldigvis er det aldrig for sent: så snart man opdager at man påny er fanget i denne trekant, bliver det muligt at spørge sig selv, hvad man egentlig har brug for, og så gå efter dét.

Redderen kan lære at bede dirkte om opmuntring eller bekræftelse. Offeret kan bede andre om hjælp og må acceptere at man kan risikere et nej, og krænkeren må lære at være vred på en ordentlig måde.