tirsdag den 29. april 2008

At bøje sig


Prinsen er jo temmelig klog.

Han har lært mig, at det altid er dén, som giver efter i en konflikt, som vinder. Den som giver sig, vinder kreativiten og flexibiliteten. Den, som holder fast har svært ved at tage nyt ind og kan stivne i sit udtryk.

Her taler vi altså hverken strejke eller anden toppolitik, for der kan jeg ikke lige gennemskue om teorien holder. Men når vi taler parforhold, er det et rigtigt godt udgangspunkt, som fremmer kompromisserne.

Nå, og hvad skete der så..

Jo, vi kom til lægen (ny) i går, og hun indvilgede i at skrive en henvisning, når vi havde fundet en børnelæge, som har adgang for kørestole.

Jeg har ringet rundt til nogle stykker uden held, men én af dem foreslog at jeg kontaktede en vis dr. Helle, som viser sig at have stor erfaring indenfor handicapverden.

Nu har jeg mailet til hende i dag og ridset op, hvad det handler om. Så er det ude i verden og jeg må bare krydse fingre og være tålmodig.

Det viste sig ellers at den sidste røde bagdel kun var optakten til en ordentlig omgang ud af begge ender, som har beskæftiget os det meste af weekenden.

Nu er Frøkenen ved at komme sig. Der er kun mørke pletter tilbage på ballerne, hvor sårene har været.
Hun skal til sin første Idrætsdag i morgen med skolen, så forhåbentlig er balancen genoprettet, når hun skal op på hoppeborgen og hvad de ellers finder på.

Hvad der skete med vreden???

Den var mest af alt et udtryk for den enorme afmagt, jeg føler, når min lille elskede er i dyb smerte, og jeg ingenting kan gøre for at trøste hende.

Sådan har det altid været. Når hun har det slemt, skubber hun mig væk. Jeg må ikke komme nær og holde om hende. Hun er helt alene.

Det har været noget af det værste ved hendes autisme, at hun ikke har kunne lukke os ind. Jeg har været fuldstændig desperat over det, og da jeg ikke kan vende desperationen imod hende, var det lægerne, som fik på puklen denne gang.

Det er ikke fordi, jeg er bange for min vrede, men så længe det er muligt for mig, foretrækker jeg dialogen. I det tilfælde var det det rigtige valg.

torsdag den 24. april 2008

Vrede

Jeg er VRED. Jeg er meget vred, faktisk på kanten af rasende.

Frk. Bjørnstrup er født med et dårligt fungerende tarmsystem. Da hun var helt spæd, var det i første omgang, dét, som fik vores alarmklokker til at bimle.

Der kunne gå op til 11 dage uden hun havde afførring. Til sidst fandt Prinsen en metode, hvor han holdt hende tæt ind til kroppen imens hun SKREEEEG i 20 minutter. Så slappedes alle musklerne og hun kunne endelig give slip.

Det var fuldstændigt opslidende for os alle. Nogen gange græd jeg om kap med frøkenen over, at min lille skat skulle have det så svært.

Det blev desværre ikke taget særligt alvorligt. Efter hårdt pres fra vores side, fik hun lavet en røntgenoptagelse af tarmpassagen, da hun var 3 mdr. Da den ikke kunne påvise noget unormalt, blev det slået hen af lægerne og der har det ligget siden.

Men Frk. Bjørnsstrups mave fortsatte med at té sig, som den ville. Efter 3 år med forstoppelse og daglig sveskegrød, har hun haft det modsatte problem lige siden.

Bjørnstrup lider meget, meget ofte af diarré. Det har store konsekvenser især på numsen, som tit er ildrød og øm og nogengange endda hudløs.

Det har været så stor del af hendes liv nu, at hun HADER at blive skiftet og begynder at råbe, bare vi kører kørestolen over mod badeværelsesdøren.

Hun kæmper imod med alt hvad hun har, men i dag var værre end jeg nogensinde har set før. Hun stod simpelthen i bro med kun hoved om fødder på puslebriksen. Tårene sprang og underlæben bævrede. Det var et lille menneske i fuldstændig desperation, og jeg kunne intet gøre for at trøste hende.

Numsen lignede noget, der skulle have siddet på en bavian!

Hverken vores egen læge eller hendes neurolog mener, at der er grund til bekymring. Så længe diarrén ikke er konstant, er det ikke grund til at undersøge det nærmere.

Det har Prinsen og jeg (hov, det lyder vist som en anden!) accepteret i 7 år. Vi har haft rigeligt med andre udfordringer. Men nu er det saftsuseme slut! Nu er jeg vred.

Vred over lægernes snæversyn, som ikke rækker længere end til deres eget lille speciale, vred over deres manglende interesse, vred vred over ikke at blive taget alvorligt som mor, vred over min lille pige, har skulle lide så meget, at hun har fået skifte-skræk, vred på mig selv over, at jeg har accepteret deres afvisninger.

På mandag går jeg op og slår i bordet hos min egen læge. Nu kan det være nok!

onsdag den 23. april 2008

Kontakt


Kontakt: oprindelig betydning er "berøring" eller "forbindelse" (af latin: contactus)

Når du er dig og jeg er mig og vi alligevel formår at mødes og berøre hinanden på et eller andet plan. Når vi er i stand til at lade os påvirke af, inspirer af, lærer af og blive klogere både på den anden og på sig selv. Når vi på samme tid tør at give slip på os selv, samtidig med at vi holder fast i os selv. Når det er ok, at vi både er forskellige og at vi har noget til fælles.
Når verden ser en lillebitte smule anderledes ud bagefter mødet end før.

Daniel Stern siger på et tidspunkt, at det er relationen, som helbreder. Det er altså ikke afgørende, hvilken teknik man bruger - så længe, man er god til den, - men derimod om terapeuten formår at skabe kontakt til klienten.

Tænk over den: relationen er helbredende i sig selv...

Fordi såret er opstået, dér hvor relationen blev afbrudt.

lørdag den 19. april 2008

fredag den 18. april 2008

Revolver - en spirituel gangsterfilm

Har lige set Guy Richie's Revolver og føler mig helt skudt igennem hovedet - på den fede måde, vel at mærke.

Først det første er det en suveræn gangster-film med højt tempo, gode karakterer, penge, ondskab og krudtrøg.

Der er flere hilsner til Tarantino. Hovedpersonen heddder mr. Greene. Topskurken hedder Gold, ligesom alle gangsterne i Reservoir Dogs havde farve-navne, og der er et stykke animationsfilm, som sender minderne tilbage tilbage til Lucy Liu, der som O-Ren Ishii gemte sig under sengen imens hendes forældre bliver henrettet i Kill Bill 1.
Vi fandt også en lille hilsen til Dr. No - eller var det Thunderball??

Det er næppe heller ikke tilfældigt, at filmen hedder Revolver, ligesom det Beatles album, hvor de for alvor begynder de mere komplicerede og eksperimenterende kompositioner og arrangementer.

Kort fortalt har Jake Greeene siddet 7 år i isolationsfængsel. Han sad i cellen imellem en skakmester og en supersvindler. De to spillede skak med hinanden via bøger fra biblioteket, som de lagde små sedler ind i. Børgerne passerede mr. Greene på vejen og således lærte han af mestrene.

Her er hvad han lærte:

Én ting, jeg har lært i de sidste 7 år, er i ethvert spil og ethert svindelnummer er der altid en modstander og altid et offer. Fidusen er at finde ud af, hvornår man er det sidste, så man kan blive det første.

Den største fjende vil altid gemme sig på det sidste sted, du leder
(Iøvrigt et oprindeligt citat fra Julius Cæsar, 75 BC)

Der er kun én måde, at blive bedre til spillet på: spil mod en modstander, som er smartere end dig (oprindeligt citat fra Fundamentals of Chess; 1885)

Jo mere raffineret spillet er, jo mere raffineret er modstanderen.

Hvem er din ultimative fjende? Dig selv!
---

Som den kvikke læser allerede har bemærket, kan disse udsagn overføres til de spil, vi alle spiller mod os selv i vores sind.

Det gør det til en helt besnærende og inspirende god film, som heldigvis skærer moralen ud i pap til sidst - for der var altså utrolig mange detaljer og sjove klip at holde styr på undervejs.

Det er en kompliceret film, som vækker til masser af eftertanke, selvom man ikke nødvendigvis følger kabbalahen, som Hr. og Fru Madonna.

Jeg skal se den flere gange!

Pest og bedst



Jeg har fået en opfordring fra Nina om at skrive om min oplevelse af pest og bedst

I virkeligheden er det drønsvært. Jeg synes nok, at de to begreber er vævet ind i hinanden...

Det, som træder tydeligst frem er selvfølgelig min datter, Frk. Bjørnstrup. Hun er det bedste, som nogensinde er sket for mig. samtidig har hun (eller måske snarere hendes handicaps) medbragt SÅ meget smerte, sorg, vrede og afmagt, så det afgjort også været den største krise i mit liv, og dermed pest. ULTRA-PEST.

Jeg tror altid, at jeg har været god til at vende tingene, men jeg blevet virkelig dygtig til det, efter jeg blev mor. At have et så multihandicappet barn, som jeg har bringer virkelig mange svære ting med sig. Derfor har det været en tvingende nødvendighed at lære at finde lyspunkter og se det store i det små. Ellers var jeg simpelthen gået til.

Vi lever et liv med mange eksreme følelser: Vi kan være meget glade og meget kede af det.
Det bliver lettere at leve med de svigninger, når jeg prøver at huske på den lille hvide klat i midten, når jeg er i det sorte felt og omvendt.

Alt er i bevægelse: this too will pass...

Pest:

1. Når jeg glemmer at passe godt på mig selv (bedst: når jeg glemmer mig selv og bare ER)

2. At have indgået tvangsægteskab med kommunen ang. hjælp til Frk. Bjørnstrup. (Bedst: at vi bor i et land, hvor der er meget hjælp at hente)

3. At bo i en mørk stuelejlighed med udsigt til trafik og Amagercentret (Bedst: at vi bor i en lejlighed, vi selv har valgt. At vi har fint med plads og at den i stor udstrækning opfylder vores behov)

Bedst:

1. At være mor til en dejlig, smuk unge og mærke hvordan kærligheden udfylder hjertet (Pest: at Bjørnstrups store vanskeligheder har trukket alvorlige veksler på mit helbred)

2. At have en kæreste, som jeg virkelig kan mødes med (Pest: at det nogen gange sker alt for sjældent)

3. At have verdens mest spændende uddannelse - og få lov til at bruge den (Pest: at det kræver mange kræfter at opbygge en praksis - kræfter, som kan være svære at finde)

Tak for opfordringen, Nina :-)

Store Bededag


Jeg beder om, at jeg altid vil bevare gnisten i mig
At jeg beholder håbet
og at mit mod vil vokse

Jeg beder til og arbejder for at mit helbred bliver bedre

Jeg beder til større retfærdighed i verden og at menneskene finder kærligheden i sig selv
Jeg beder til at vores omsorg for jorden bliver større.



Det er jo STORE Bededag, ikke?

onsdag den 16. april 2008

Autisme og diæt


Mange steder har jeg hørt om børn med autismespektrumforstyrrelser, som har fået det bedre efter de har ændret deres diæt og fjernet gluten, mælk og evt. sukker

Jo mere jeg hører om det, jo mere synes det værd at forsøge.

I dag nævnte jeg det overfor min læge. Hun så noget skeptisk ud og anbefalede, at jeg talte med en diætist først, da Frk. Bjørnstrup er i voksealderen og vi nødigt skulle lave mere ravage end der allerede er.

Hun kunne bare ikke hjælpe mig. Det skulle gå igennem et hospital.

Fint, tænkte jeg og gik hjem og ringede til Bjørnstrups neurolog, så han kunne lave en henvisning.

Deeet var han nu ikke så begejstret for. Han havde godt nok hørt om nogle, som lavede de ændringer, men som han selv sagde, var det ikke noget han havde fidus til.

Det er nemlig ikke videnskabligt bevist, og mente han bestemt ikke, at det var noget, som Rigets diætister kunne gå ind i.

Alligevel er der nu så mange erfaringer (erfaringer er langt fra det samme som bevis. Husk det!) som tyder på at kosten kan spille en rolle ifm. autisme og andre udviklingsforstyrrelser.

Og hvorfor skulle det heller ikke gøre det: når alt kommer til alt er mennesket blot et kemisk laberatorium. SELVFØLGELIG har det betydning, hvilke stoffer, man fylder i. Selvfølgelig!

På VidenCenter for Autisme deltager man i øjeblikket i en international undersøgelse med fokus på sammenhængen mellem kost og autisme.

Indtil der forelægger evidensbaseret materiale, må vi bogstaveligt talt tage skeen i egen hånd og se, om Bjørnstrup er én af de mange, som kan profitere af diæten. Eller sætte tegnebogen på diæt og betale en privat diætist for at sikre, at Bjørnen får kalk nok og ikke får overdosis af D-vitamin.

Hm, det er et konfliktfyldt farvand at bevæge sig ind på, det med kosten.

Det rør ved meget dybtliggende og personlige overbevisninger. Ikke mindst hos mig selv. Jeg har altid synes, at mad handlede om meget mere end at tage næring til sig. Mad er ikke kun rationelt. Der er mange mange følelser forbundet med det.

Men jeg kan også mærke, at jeg bliver provokeret over, at den etablerede lægeverden reagerer så rigidt og lukket, Nogle gange er den bedste motivationsfaktor en stor pegefinger, som siger "Det må/ kan/ tør du ikke", så lige nu er jeg dér, hvor vi selvfølegelig skal prøve nogle kostændringer.

tirsdag den 15. april 2008

Lykken er...

at kravle ned i sengen til en lille blød bjørn, lægge armen om hende og bare lytte tilhendes rolige åndedræt, imens jeg falder i søvn.

Udvikling med fiskeolie

Min datter, Frk. Bjørnstrup, er begyndt at få en stærk fiskeolie ved navn EyeQ. Den skulle hjælpe på hendes mangelfulde myelin-dannelse (fedtskedehinderne, som ligger rundt om hjernecellerne, og sørger for at de elektriske beskeder bliver tranmitteret videre).

Mange børn med enten autismespektrum-forstyrrelser eller ADHD har stor gavn af olien.

Nu har Frk. Bjørnstrup fået dem i godt 3 uger. Den sidste lille uge har vi oplevet et mærksbart gladere barn, hvis øjne er klarere og som er blevet bedre til at koncentre sig sig.

Frk. Bjørnstrup ææælsker musik og beder mig tit om at synge en sang. Normalt, når jeg har sunget de to første linier er hun helt væk igen og har for længst trukket hænderne til sig.

I dag bar Prinsen hende over på mit skød, imens jeg sad tæt ved computeren. Bjørnstrup's fingre KLØR så forfærdeligt, når hun ser sådan én, men om det nu er hendes hjerneskade eller om hun bare er miljøskadet, er ikke til at sige...

Anyway. Jeg begyndte at synge: "Først den ene vej, og så den anden vej", imens jeg lavede alle armbevægelserne på hende. Bjørnstrup smilede bare glad og lod mig fortsætte - helt til sangen var færdig. Ovenikøbet blev der til et lille kram til sidst!!! Og fingrene blev hvor de skulle, langt fra fars og mors computer.

Jamen, jamen. Det er virkelig store sager!!

Det betyder bare så helt vildt meget at kontakten til hende bliver bedre. Kærligheden har jo været der altid. Men imens jeg puttede hende, sad jeg og tænkte på, hvor nøjsom jeg også har været nødt til at være. Jeg har måtte elske for os begge. Nu føler jeg pludselig, selvom det er i de helt små signaler, at jeg begynder at få noget reelt igen.

Jeg krydser fingre for at udviklingen fortsætter og at det ikke kun handler om at hendes ører er i ro i øjeblikket.

Den Varme Stol

Og hvorfor så lige dét navn?

Som psykoterapeut er jeg uddannet indenfor den retning, som hedder gestalt-terapi. Uddannelsen er så langvarig og dybdegående, at den er blevet en del af mig. Jeg arbejder ikke som gestaltterapeut - jeg ER gestaltterapeut. Det skal bloggen selvfølgelig reflektere.

Den teknik, som gestalt er mest kendt for, er Den Varme Stol.

Man bruger teknikken, når klienten tydeligt mærker en konflikt med 2 parter. Det kan være klienten er vred på sin partner, eller det kan være to sider af klientens personlighed, som strides mod hinanden.

Man sætter 2 stole op overfor hinanden, opfordrer klienten at at anbringe de stridende parter i hver sin stol og beder klienten sætte sig i den ene stol. Ved at sætte sig, identificerer klienten sig nu med den ene del. Dermed bliver denne stol "varm".

Klienten fortæller så den tomme stol overfor, hvordan det er at være vedkommende. "Jeg er..." "Jeg mærker..." "Jeg ønsker.."

Når klienten har "tømt sig", beder man klienten om at skifte stol og gentage processen. Som regel skal der flere stoleskift til frem og tilbage. Hermed skabes der dialog imellem parterne og klienten vil til slut opleve sig selv, som mere "hel" mere integreret.

Den Varme Stol har altid være en effektiv teknik for mig. Det er langt fra alle, som oplever den meningsfuld, men jeg gør.

Jeg synes, den er kreativ, dynamisk, aflarende, integrerende, dialogskabende og meget relevant. Den vil jeg også gerne have, at min blog bliver

mandag den 14. april 2008

Nå, det er vel høflig opførsel at starte med at præsentere mig:
Jeg hedder Heidi Brandt og er fra den gode årgang ´64. Jeg bor på Amager sammen med min Prins (det er faktisk ikke engang løgn! Hans far er irer og navnet betyder prins på gælisk!)

År 2000 blev en kæmpe skillelinie i vores liv. Da blev vi forældre til Frk. Bjørnstrup. Vi havde ellers begge været godt i gang med hver vores karriere, men livet ville os det anderledes.

Vi havde under graviditeten joket med, at med så to kreative mennesker, som os, ville vores barn blive helt specielt. Det viste sig desværre at blive uhyggeligt sandt. Frk. Bjørnstrup er født med en unik hjerneskade, som gør at hun er svært handicappet uden diagnose.

Vidste du i øvrigt, at ca. halvdelen af alle handicappede børn ender uden diagnose?

Selvom det på det tidlige stadium synes meget nødvendigt med en forklaring på, hvorfor hun er som hun er, har vi fået vendt det om, så vi i dag er taknemmelige for at hun ikke har en uhyggelig prognose at se frem til. Umiddelbart er der ikke noget i hendes hjerne, som tyder på at hendes handicap er livsforkortende - og det er vigtigste for mig!

Som mor til et handicappet barn, er mit liv fuldstændigt flettet sammen med hendes - på godt og ondt.

Sorgen har overskygget alt andet, men langsomt har jeg kunne begynde at modtage den gave, hun også har bragt med sig.

Inden hun blev født, var jeg blevet eksamineret psykoterapeut. Derfor kunne jeg genkende mange ting i den sorg og krise-reaktion, som jeg gennemgik. Jeg var ikke (særligt) bange for mine følelser. Jeg VIDSTE, at det var vigtigt, at give mig selv lov til at reagerer, og jeg vidste at dalen bliver afløst at bakketoppen, når man bliver ved med at følge sin retning ("If you're going through hell, keep going," W. Churchill)

Mit liv har ændret sig på det ydre, men jeg holder stædigt fast i den beslutning, at hun hjælper mig mere end nogen anden til skærpe figuren og finde ind til kernen - både i livet og i mig.

Og måske er dét i virkeligheden det samme.

søndag den 13. april 2008

Min første blog-entry!

Nu sker det! Jeg har efter lang tids overvejelse besluttet at starte min egen blog.

De første ord er tøvende.. Det hele er så jomfrueligt, og hvad er det egentligt, at jeg vil bruge bloggen til?

Joe, jeg har i lang tid skrevet på mailingliste og listet rundt i blogland. Jeg kan lide at skrive, så hvorfor ikke forsøge at nå et større publikum? Men det er også lidt farligt: det her med at stille sig op og vise: Her er jeg! Hvilke reaktioner mon jeg får, og jeg er i det hele taget i stand til at skrive regelmæssigt fra karsken bælg?

Fordelen ved mailinglister er, at det giver mig muligheden for at RE-agere frem for at Agere, som i mit univers er forbundet med mange flere risici, for hvordan mon man bliver modtaget??

Samtidig ved jeg godt, at vi bliver til i relationen til andre mennekser. Vi er intet i os selv.

Bloggen skal være en udviklingsmulighed i den henseende. Forhåbentlig vil andre finde inspiration i det jeg skriver, men mest af alt skal det give mening for mig og hjælpe til større indsigt og mod.

Indsigt om hvem jeg er og modet til at være netop dét