torsdag den 26. juni 2008

Ferie


Så er vores lille familie i fuld gang med at gøre klar til kursus på Pindstrup Centret. Vi skal være sammen sammen med 24 andre familier med handicappede børn. Imens børnene har rum-tema hele ugen og skal være astronauter og alt muligt, bliver forældrene undervist i skolestart og hvordan man fortsat kan blive ved med at vedligeholde sit barns udvikling.

Alene dét er være sammen med så mange andre i samme båd, plejer at være en stor oplevelse.

Derfor holder bloggen ferie i et stykke tid.

mandag den 23. juni 2008

En opgave helt speciel

AC skrev i kommentarboksen på det forrige indlæg at hun savnede at kunne se sit barns handicap som en gave til udvikling. Nu er "gave" måske også et stort ord at bruge og personligt har jeg da tit oplevet det som en hade-gave. However, jeg tror ikke på udvikling uden smerte.
Her kommer em digt, som jeg har grædt over mange gange, og som netop viser vejen til større indsigt.

En opgave helt speciel
Jeg har hørt at der findes en gammel legende
Om hvad der oppe i himlen hændte.
Den siger, at en gang den kære Gud sagde til englene: vil I gå bud?
Der er et barn, som skal fødes på jord, Vil I prøve at finde en Far og en Mor, som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl.

Det er nemlig en opgave helt speciel:
Barnet er svagt, det har et handicap med,
Så det kræver meget tålmodighed.
I ved, at jeg elsker svagt og småt, og jeg ønsker, at barnet skal få det godt,
Så de to, der bliver dets Far og Mor, må virke som mine hænder på jord.

Måske vil de først have svært ved at se, at der kan være en mening med det,
at barnet ikke kan tumle og lege, og at det kræver så meget pleje.
Men de vil nok efterhånden lære, at det giver kræfter at måtte bære.
Guds kærtegn gør undertiden ondt, og medgang alene er ikke sundt,

Men modtager de barnet som gave, de to,
Så bliver det en kilde til indsigt og tro,
Og så kan det sikkert med tiden læres,
At livet er både at bære- og bæres.

Interview


Om lidt skal jeg interviewes for første gang i min egenskab af terapeut.

Jeg glæder mig rigtigt meget og er også lidt nervøs. Får jeg nu sagt, det som ligger mig på sinde, kan jeg forklare mig ordentligt, kan jeg skabe en god kontakt?

Interviewet bliver bragt i LEVs københavner-blad til september.

Update: Det gik vist godt. Vi kom vidt omkring,men måske ikke helt så meget i dybden, som jeg havde forventet (håbet?). Egentlig havde jeg nok regnet med, at det mindede mere om en eksamen, hvor jeg skulle redegøre for forskellige teorier - og sådan var det slet, slet ikke :-)

Ham, der interviewede mig, hedder Lasse Rydberg og har arbejdet med udviklingshæmmede siden ´62, altså før jeg blev født. Det var i sig selv interessant, fordi han kunne gå så langt tilbage og også havde lyst til at dele ud af sin viden.

Anyway, det bliver klarere for mig, at noget af dét, som jeg kan tilbyde og som er helt specielt, er et kursus som kunne hedde: Dit handicappede barn, som en udviklingsmulighed.

De familiegrupper, som fandtes tidligere og det meste af den psykolog-behandling, som tilbydes i dag, sigter på en stabilisering af familien efter handicappet er kommet til.
Jeg mener, at det er oplagt at se handicappet, som en gave, som kan bringe familien i udvikling.

onsdag den 18. juni 2008

Grundfølelser: Sexualitet



Jeg var på den genåbnede badeanstalt, Helgoland idag. Inden man startede med at renovere Amager Strand og skabe en kunstig ø og det hele, var det mit absolutte ynglingsted i sommermånederne. Men det var gammelt og råddent.

En dag så jeg en kvinde gå igennem et af gulvbrædderne, så det var klart at det ikke kunne holde længere. Det blev revet ned og man begyndte at grave ud til øen (her fandt man rester af en stenalderboplads, som havde spist tun og sværdfisk fanget i Øresund - men det er en helt anden historie).

Efter Amager Strandpark blev åbnet påny for 3-4 år siden, er vi mange som har spejdet længselsfuldt efter den lys-turkis bygning på pælene ude i vandet. I mandags blev det nye Helgoland åbenet for offentligheden. Jeg er ikke helt tilfreds: pælene står højt over vandoverfladen og giver ikke den tætte kontakt med bølgerne, som det gamle sted havde. Fordi de står så højt bliver, der også bedre udsyn til både mande og fællesafdelingen, og det generer min blufærdighed.

Helgoland har altid været et sted, som vækker min sexualitet. Det er jo nok fordi man i de adskilte dame og mandeafdeling er helt nøgne. Nu opfatter jeg ikke mig selv som lesbisk, så det er ikke fordi det tænder mig at se på de andre kvinder. Ikke i traditionel forstand, ihvertfald. Hos mig er det grundfølelsen, sexualitet, som vækkes. En livsgnist og et velbehag i mig selv og min krop, som er uafhængig af andre. En følelse, som giver mig lyst til at være god ved mig og passe på mig.

Jeg tager tøjet af og mærker først vinden mod min hud. Over det hele. Jeg får en følelse af at hænge sammen. Den forstærkes yderligere af at bevæge mig ned i det kolde vand. Jeg er fuldt tilstede, fordi sansebombardementet er så stærkt. I dag var det en blanding af lyst og gys, fordi vandet stadig virker koldt. Når jeg kommer op igen, ruller blodet stærkt i mine årer, ud til hver en celle i min krop, og jeg føler mig frydefuldt tilstede i nuet.

Jeg kigger på de andre andre kvinder. I dag er der ikke så mange, men når solen er varm, bliver der hurtigt fyldt op og vi ligger tæt, håndklæde ved håndklæde. Der er kvinder i mange former og figurer, unge og gamle, tykke og tynde, rynkede og glatte, lyse og mørke, udsmykkede og au naturel.

Det er en befrielse at se alle disse kroppe - præcis som de er. Det er ikke til at gætte, hvem som er overlæge og hvem, som er arbejdsløs. Alle tæller vi lige og alle fortæller vi en historie om et kvindeliv, som alene i kraft af vores køn, binder os sammen.

Så nu har jeg både en stærk forbindelse med mig selv og en fornemmelse at at høre til og være forbundet med en lang perlerække af kvinder, som rækker ud over tid og sted.

Dét er grundfølelsen sexualitet for mig.

tirsdag den 17. juni 2008

Socialpolitik og engagememt

Vi var til foredrag i går aftes hos LEV.
Oplægsholderen var dels lederen af Frk. Bjørnstrups nye aflastningsinstitution samt Frank Hedegård, medlem af socialudvalget i Københavns Borgerrepræsentation, for SF.

Især Franks oplæg gav stof til eftertanke. Han fortalte at Københavns Kommune er ramt hårdt af regeringens skattestop - som alle andre kommuner, selvsagt. Der findes dog en del penge, men de har ikke måtte bruges, da der desuden har været stop for anlæg, bygge og drift. Så selv hvis kommunen har været indstillet på at starte flere aflastningpladser for handicappede børn, har det ikke kunne lade sig gøre.

Han gav udtryk for en undren overfor forældre til handicappede børn. I forhold til sammenlignelige grupper, mente han at vi var alt for pæne og tilbageholdende med til at stille krav og synliggøre os. Da han spugte, hvad der holdt os tilbage, svarede jeg at vi i forvejen bruger af kræfter, som vi nærmest ikke har og at især samarbejdet med kommunen kræver mange ressourcer. Han nævnte da, at han også mente at vores organisation, LEV, er alt for tilbageholdende, og at de faltisk kan få politikerne i tale, hvis de presser lidt.

Både han og institutions-lederen mente at forældre i Københavns Kommune aldrig har haft så meget magt som netop nu. Der har været så mange skandaler på bostederne, at området har meget stor bevågenhed fra alle de politiske partier. Ritt Bjerregårds popularitet har været dalende, det er valgår næste år, så det er virkelig nu, at vi skal have sagerne frem i pressen.

Han understregede, at det er en fordel med læserbreve og artikler frem for at skrive direkte til de enkelte politikere. Når man henvender sig til den enkelte, kommer det til at fremstå som hans sag, og det er meget nemmere at feje af bordet. Ved at skabe debat i offentligheden er der pludselig mange flere, som vil tage sagen på sig.

Vi kom ind på, at nogle kunne være tilbageholdende med at kontakte pressen, fordi man ikke ønsker eksponering eller kan være bekymret for at det kan falde tilbage på barnet.

Frank Hedegårds svarede, at at ja, det koster noget at kæmpe for dét man tro på.
Jeg tænker, at det også koster noget at lade være...

søndag den 15. juni 2008

Offer Redder Krænker - et spil om manipulation


Jeg har tidligere beskrevet manipulations-spillet imellem Overhund og Underhund. Et andet spil man ofte falder i, når man ikke kan eller vil tage ansvar for sine egen behov er Offer Redder Krænker. Ligesom Overhund-Underhund kan spillet spilles både i den enkelte eller mennesker imellem.

Rollerne er forbundne i en triangel. De er afhængige af hinanden, og man skifter imellem de forskellige roller.

Der vil dog som regel være én af rollerne, man har lettere ved at vedkende sig og som dermed tegner ens fremtrædelsesprofil.

Redderen er en person (eller del-personlighed) som hjælper andre. Én. som træder til, når der er brug for det, med støtte og kærlighed og praktisk hjælp. Redderen er hurtig til at tilsidesætte egen behov, og kan arbejde udfra devisen om at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Redderen kan for eksempel fremstå som ædel, som med-misbruger, den gode spejder, der hjælper den gamle dame over gaden, eller som hende, der lige tager en times gratis overarbejde, for at få projektet i hus.
Der findes mange indenfor de sociale og sundhedsfaglige fag, som primært befinder sig i Redder-rollen.

Fælden for redderen er, at hun ikke kender sine egne grænser. Hun overskrider dem gladeligt for at tilfredsstille de andre, som til gengæld viser hende taknemmelighed og glæde. Det giver Redderen den støtte, som hun ikke selv kan skaffe sig. Det er nemlig svært for hende at gå direkte efter opfyldelse af egne behov, hvor hun samtidig kunne opleve glæden ved selvstøtte. I stedet bliver hun afhængig af andres bekræftelse på at hun er et godt menneske.

Hvis denne bekræftelse udebliver, kan Redderen pludselig skifte rolle og blive til Offer. Hun har i længere tid overskredet sine grænser, “fordi DE havde brug for det, og nu takker de hende ikke engang!” Offeret er selvmedlidende og klagende. Hun skal nok for gjort opmærksom på, at det er synd for hende, og at det er de andres skyld. Hun har aldrig nogen andel i at være landet, dér, hvor hun er. Der er ingen selvstøtte, og hun bliver afhængig af, at andre hjælper (redder) hende ud af miseren.

Offeret har, ligesom de andre roller, flere fremtrædelsesformer. Manden, som bor hjemme hos mor i en alder af 40 år, fordi danske kvinder er alt for krævende. Den gamle bedstemor, som klager over at ingen besøger hende og at hjemmehjælpen ikke er god nok. Den opofrende hustru, som tager det dårligste stykke kød til sig selv. Teenagereen, som synes det er helt vildt strengt at man selv skal vaske sit tøj lige pludselig osv

Hvis der IKKE kommer nogen og redder hende, kan Offeret forvandle sig til Krænker. Hun skælder ud på de andre enten direkte eller ved at bagtale og skabe intriger.

Krænkeren kan vise sig i mange afskygninger lige fra børnemishandleren og krigsforbryderen over til hende, som overfuser sin kæreste og kalder ham de værste skældsord, fordi noget er gået hende imod. Krænkeren er forurettet og selvretfærdig og vil ofte påstå at Offeret selv var var ude om det. Krænkeren kommer op i os, når vi dytter vildt af nogen i trafikken eller giver dem fingeren. Vi bliver også krænkere, når vi ikke tager ordentligt vare på vore agressioner, men lader dem komme ud igennem sidebenet ved at være respektløse og nedsættende overfor andre.

Man bliver fanget i dette manipulationsspil, når man ikke tager ansvar for sine egne behov. Det bliver også derfor løsningen: Redderen skal lære at sætte pris på sig selv og blive mindre afhængig af andres anerkendelse. Offeret skal lære at hjælpe sig sig og se sin egen andel og Krænkeren skal lære at respektere sig selv og andre.

Det kan være meget provokerende og som altid er det nemmere sagt end gjort. Heldigvis er det aldrig for sent: så snart man opdager at man påny er fanget i denne trekant, bliver det muligt at spørge sig selv, hvad man egentlig har brug for, og så gå efter dét.

Redderen kan lære at bede dirkte om opmuntring eller bekræftelse. Offeret kan bede andre om hjælp og må acceptere at man kan risikere et nej, og krænkeren må lære at være vred på en ordentlig måde.

mandag den 9. juni 2008

Målsætning


Det er blevet helt utroligt populært at lave målsætninger. Om hvad som helst og hvor som helst.

Visualisér hvad du ønsker dig engang i fremtiden, tænk baglæns indtil du når, hvor du er i dag, skriv hvert skridt ned, som skal foretages før du når i mål. Udfør så hvert skridt, som du har planlagt. Så kan du simpelthen ikke undgå at løbe ind i skatten for enden af regnbuen.

NOT.

Sorry, folks, men jeg køber den simpelthen ikke.

Livet skal da ikke planlægges. Det skal leves.
Og det kan såmænd være rigelig udfordring i sig selv...

søndag den 8. juni 2008

Lille Menneskehjerte


tempel og bedested,
skænk mine tavse læber
toner at synge med.
Lær mig at møde livet
åbent og rent i dag.
Hjælp mig at føre drømmen
frelst gennem nederlag!

Sårede og forladte
vandrer vi ensomt om.
Hæger om dagens sorger.
Dyrker vor fattigdom.
Lær os at bære livets
lille blafrende ild
ind i det skrøbelige ler,
vi er bundet til.

Du er ikke alene
lille forladte bror.
Vandrer du gennem mørket
krydser du andres spor.
Standser du ved en korsvej
aner dit mørke blik
drømmenes mærkede veje,
hvor dine brødre gik.

Blæsten har kendt din broder.
Regnen har set din ven,
der hvor han gik i tågens
klynger af unge mænd.
Markernes snefogsstemmer
skovenes mørke sang
hvisker imod dit hjerte:
her gik han vild engang!

Jorden der drak hans fodspor,
himlen der greb hans bøn,
havet der stjal en tåre
fra den fortabte søn,
rummet som blev en kappe
over hans skuldre lagt
følger dig på din vandrings
søvnløse nattevagt.

Ingen er helt alene.
Ingen er helt forladt.
Syngende menneskehjerter
synger mod dit i nat.
Standser du ved en korsvej,
kalder du på din bror,
hører du livets ekko
i din forladtheds ord.

Halfdan Rasmussen: "Lille Menneskehjerte"

Dette smukke digt fandt jeg hos Ordholder idag. Tak for at dele!

torsdag den 5. juni 2008

Overflade og tordenvejr


Uh, hvor jeg mærker mine begrænsninger. Når overfladen bliver alt for glat, og alt hvad der lugter bare en anelse af konflikt skal undgåes, er det at jeg får lyst til TORDENVEJR!

Vi har lige haft visit af Svigerinden og Piloten. Selvom han flyver over hele verden, er han et meget bange menneske, som helst bestiller sin steakandkidney-pie, uanset hvor han lander.

Vi ville selvfølgelig vise sider af Københavns egenart og gik en tur på Christiania,. Manden trak skuldrene op om ørene og passede på sig selv.

Alle fordomme blev bekræftet, da vi skulle til at spise på morgenstedet. Der stod, de åbnede kl. 12, men kl. 12.45 var maden endnu ikke færdig og dørene blev derfor ikke slået op.

Det var slemt nok. Men da den ene kok ikke vidste, hvad den anden havde i gryden, måtte Piloten altså lige tjekke om der ikke var en McDonalds i nærheden...(der var der jo ikke, så den stakkels mand blev nøst til at spise en vegetargryde med brune ris)

Næ, så var der bedre i Tivoli, som var tilpas plasticagtigt og turistet, til at han kunne føle sig tilpas. Vi taler nemlig om manden, som friede til Svigerinden udenfor Askepots slot i Disneyland!

De har lige indrettet deres hjem, og "they knew exactly what they wanted". Som om det er en kvalitet i sig selv at følge den slagne vej og ikke lade sig inspirere af hvad livet har at byde på.

Så er det altså at Prinsen og jeg ånder lettet op og velsigner Danmark, hvor der - trods alt - ikke er SÅ mange tabuer.

Nu har vi sagt farvel for denne gang. Men det ironiske er jo desværre, at det er ligeså svært for mig at rumme deres livsstil, som omvendt.