Hemmeligheden i al Hjælpekunst

Jeg har kredset om emnet tidligere og nu også også med de to seneste blogindlæg.
Her kommer Søren Kierkegaards præcise formulering:

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.

Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han — men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke.

Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham.

Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.

Konflikt

Når nu vi har indset at virkeligheden er en subjektiv størrelse og at alt afhænger af øjet der ser, bliver det en lille smule nemmere at løse konflikter.

Så ved vi nemlig med sikkerhed, at der ikke kun findes rigtigt og forkert. Vi ved, der er mere end én udlægning af, hvad konflikten handler om, og hvordan den kan løses.

Vi ved også at vi ikke besidder den endelgyldige sandhed, men at modparten næsten med garanti har nogle andre vinkler end vi selv.

Det tillader os at være åbne og nysgerrige overfor modparten. Finde ud af, hvordan den andens virkelighed ser ud.

I den proces, vil der ofte falde nogle brikker på plads, ikke mindst hvis modparten er parat til samme undersøgende indstilling, som os selv.

Man kan ligefrem sige at man hæver sig over sit eget begrænsede udsyn og forsøger at få et billede af helheden.

I denne ånd bliver det nemmere at finde kompromisserne.

Livet får flere nuancer og bliver mindre sort og hvidt

I VIRKELIGHEDEN...

Begrebet "virkelighed" bruges ofte til at definere sandheden. Det kan godt være, du synes sådan og sådan, men i VIRKELIGHEDEN er det ikke sådan.

I virkeligheden er der ingen absolut virkelighed. Alt hvad vi oplever, går igennem vores egne, personlige filtre, som er udviklet udfra hvem vi er og de erfaringer, vi har gjort os.

Når jeg arbejder som terapeut plejer jeg at sige, at de ting, man kan være sikker på, er det man oplever igennem sine egne sanser: lyd, lugt, smag, følesansen på og under huden og synet.

Det er nu ikke helt sandt. I virkeligheden gengiver vores sanser også bare vores egen virkelighed, fordi sanserne med det samme ryger igennem vores eget fortolkningsapperat. Det, som smager skønt på den ene tunge, er vederstyggeligt på den anden. Det, som er sød musik for den ene, er kattejammer for den anden.

Desuden kan hjernen "slå krøller" og drille os med forskellige små tricks.

Så når vi dokumentere en historie med ordene: "Jeg så det med mine egne øjne", er det stadig ikke en garati for at det VIRKELIG forholder således.

Kig nu godt på denne danserinde. Bliv ved og koncentrér dig. Hvilken vej danser hun i VIRKELIGHEDEN?


PS Tak til Kjeldsen hvor jeg så den først. Virkelig!

Betænkeligheder..

Når jeg har betænkeligheder ved at udgive forrige indlæg, er det så min egen blufærdighed eller hensynet til andres?

Er det fordi det er for privat, eller er det fordi jeg ikke tror andre kan holde ud at læse om det?

Er det fordi jeg er bange for at skræmme andre væk?

Er det fordi det ikke har noget relevans?

Er der fordi jeg tidligere har set mennesker kigge væk, når jeg fortalte dem detaljer om at have et multihandicappet barn?

Er det fordi der er så meget håbløshed og afmagt i situationen?

Er det mig selv, som ikke kan bære afmagten?

Er det fordi jeg bliver forlegen eller vred, når nogen prøver at trøste mig, eller finde det positive i situationen?

Eller er det fordi ensomheden i at have et multihandicappet barn er svær at se i øjnene?

Formiddag

Lørdag. Prinsen er hjemme igen fra kursus. Vi hygger i sengen med Frk. Bjørnstrup. Står op og spiser engelsk morgenmad. Alt ånder ro og fred og er, som det skal være.

Jeg har overskud til en henna-farvning og efter sådan en omgang er der ikke helt ryddeligt på badeværelset.

Der går ca 10 minutter. Vi havde håbet vi kunne have nået at få Frk. Bjørnstrup på wc-stolen inden, hun skulle, men det kunne vi ikke. Hun skulle have skiftet bleen.

Det var vådt og meget. Hendes bodystocking blev smurt ind og der kom afførring på netunderlaget på puslebriksen.

Nåja, det har vi jo prøvet, så der blev åndet dybt ind og taget fat.

Så langt, så godt.

Men en halv time efter var den gal igen.

Prinsen bar hende ud på badeværelset og fik de lange bukser af hende. Så kaldte han højt. Der var en vis skinger klang i hans stemme. Da jeg kommer ud, er Frk. Bjørnstrup smurt ind i lort langt ned af begge ben. Da vi åbner bleen, er der våd afførring op over navlen. Heldigvis tager Frøkenen det selv tille og roligt. Hun plejer ellers at skrige, spænde op i hele kroppen og banke hovedet ned i underlaget, når noget sådant sker.

Istedet stikker hun begge hænder ned i skridtet. Prinsen råber højt og nærmest flår hendes hænder væk. Hun bliver forskrækket og begynder at skælde ud. Jeg prøver at tage over. Prinsen vil tage vand i vaskebajlen, men handvåsken var fuld af mine hårfarvningstingogsager. Han får i frustration kastet en skål med hennamudder ned i bunken af beskidt vasketøj, som ikke er nået længere end ned på gulvet, inden jeg må bede ham om at gå ud. Jeg ved, at det ligeså godt kan være mig, som går i panik. Det handler i høj grad om, hvad man har sparet op på kontoen tidligere på dagen.

Jeg får klædt Frøkenen af og smidt det belortede tøj på gulvet. Jeg trækker hende op i den anden ende af puslebriksen, får tændt varmelampen og smider et par håndklæder i tørretumbleren. Bruseren bliver tændt og hun begynder at skrige, som hun ofte gør i badet.

Efter lidt tid falder hun til ro og begynder at nyde det. Nu er badeværelset også varmt og der sker ikke mere uventet. Hun får et langt, dejligt bad. Smiler sit søde, skæve smil og laver små vrik med kroppen af begejstring.

Da hun er færdig, bliver hun pakket ind de varme håndklæder, får en oliemassage, og bliver lagt ind i mors og fars seng med sin dvd-afspiller.

Så skal badeværelset ryddes op: det er efterhånden svært at se, hvad der er lort og hvad der er hennamudderklumper. Det beskidte tøj bliver smidt i spanden for at skylle det værste af. Alt bliver skuret og skrubbet med Ajax. Vasketøjet bliver sat over. Og efterhånden begynder det hele at se helt fornuftigt ud igen.

Da jeg endelig ånder lettet op og sætter puslebriksen på plads, ser jeg lige den sidste stribe af lort på en flise højt oppe. Hvordan den er kommet der, kan jeg ikke lige regne ud. I sådan et øjeblik af kaos, kan alt ske.

Men håret blev flot.

Forandringsparadoks

Først når du bliver den du er,
sker forandringen.

Trylleordet

Jeg kender til selvbebrejdelser. Til aldrig at synes, at jeg gør det helt godt nok. Til at der altid er en detalje, som kunne optimeres, til at få øje på det, jeg har sprunget over.

Min ynglingsversion er den med at: hvorfor er jeg jeg ikke gladere, når nu jeg egentlig godt ved, hvad der skal til. Det kan jeg få lang tid til at gå med.

Men jeg har et trylleord.
Så snart jeg giver mig til lov til at være selvdestruktiv og selvbebrejdende, så brydes den onde spiral.

Så kan jeg godt se, at det er unødvendigt. Faktisk bliver det en lille smuler latterligt, fordi bebrejdelsen ikke står mål med virkeligheden. Jeg får gjort "forbrydelsen" langt større end den er. Jeg dømmer mig selv meget hårdere, end jeg ville dømme andre.

Jeg får lige skabt et pusterum og distanceret mig fra selvdestruktionen.



Det er bare ikke altid, jeg husker det.

Boligindretning

Ja, altså bare på bloggen...

Jeg leger lidt og tager gerne imod feedback :-)

Tid og Sted

Tid og sted og som regel helt afgørende faktore i et menneskes liv. Vi lever i nuet (mere eller mindre ihvertfald :-)) går videre og lægger fortiden bag os. På sin vis kan man sige, at vi er "fanget i vores tid". Men ind imellem slår tiden knuder på sig selv.

De fleste har nok prøvet deja vu: en pludselig, intens oplevelse at være sat tilbage til et tidligere tidspunkt i ens liv.
Det bliver fremkaldt af sanserne. En duft, et billede eller en lyd, man ikke hørt hørt længe, og situationen står lysende klar, som om den havde udfoldet sig for et øjeblik siden.

Sådan har det været for mig at melde mig til Facebook.

Det er en spirituel oplevelse. Jeg genforener mig med min fortid og lukker de uafsluttede gestalter.

Når jeg ser mig selv interagerer med de menensker, som jeg kendte engang på den måde, som jeg er i dag, ændrer jeg synet på mig selv.

Jeg bliver gladere for mig. For at jeg har turde gå den lange fra Amager, til Børnemagt, til Israel til London, til Mocambo Bar og Coma Club til socialpædagog, psykoterapeut og mor til en handicappet pige.

Når jeg ser tilbage på det brogede tæppe, som danner mit liv, kan jeg ikke lade være med at tænke, at der også fremover ligger sjove og uventede oplevelser og venter på mig. Fordi jeg er jo eventyrlysten. Jeg har bare ikke haft de store muligheder for at være opsøgende ude i verden i de sidste 8 år. Det har handlet om at komme igennem krisen, lære at navigere i det nye farvand og finde det store i det små. Mine betingelser har ændret sig HELT vildt, men i min kerne er jeg stadig den samme.

Nu er Frk. Bjørnstrup så småt startet op i aflastning. Når hun er kørt ordentligt ind i løbet af efteråret, vil der igen blive mere rum til at baske med vingerne - ikke kun i cyberspace. Jeg glæder mig.