torsdag den 23. oktober 2008

Afsted

Jeg havde heldigvis fri i dag og kunne gøre tingene i nogenlunde mit eget tempo.

Det var langsomt, det tempo.

Jeg har stadig været tung i kroppen. Jeg mærkede det tydeligt til træning.

Men nu er klokken sent og de fleste er opgaverne er alligevel blevet løst. Vi kører mod Jylland i morgen, hvor vi skal fejre Halloween med en skøn familie, vi mødte på Pindstrup sidste år.

Jeg elsker eventyr, så jeg glæder mig.

onsdag den 22. oktober 2008

Nede


I dag er jeg nede. Jeg føler mig tung og trist inden i. Jeg overspiser og stener på sofa og ved computeren.

Jeg ved godt, hvad det handler om: jeg har haft rigtigt meget at se til i den sidste måneds tid. Forude ligger også mindst én uge med fuld knald på.

I dag er Frk. Bjørnstrup i aflastning for første gang i lang tid. Hun har været meget syg og det har tæret på kræfterne.

Nu er der mulighed for, at jeg kan nulstilles. Det gør jeg så.
I morgen har jeg det bedre.

ps. billedet er iøvrigt taget af Lewis Carroll i 1859

mandag den 20. oktober 2008

På forsiden igen...

Så er frøken Bjørnstrup med mor på forsiden af LEV. Artiklen er den samme, som var i Københavner-bladet.
Den kan hentes ned som pdf her

søndag den 19. oktober 2008

Åbenhed og grænser

Der var et interview i sidste uge med journalisten Martin Krasnik. Han har netop udgivet en bog, Mit Amerika, hvor han efter sigende skulle fortælle meget åbent om en depression, han har haft. Intervieweren spurgte undrende ind til, hvorfor Martin havde valgt at være SÅ åben om sig selv. "Hvorfor ikke?", svarede Martin Krasnik.

Jeg blev glad for hans udtalelse, og jeg tror at man hver især må finde ud af, hvor ens grænser ligger.

Jeg spørger jo også jævnligt mig selv, hvor privat, jeg kan tillade mig at være på nettet. Ikke mindst fordi jeg også arbejder som psykoterapeut, hvor klienten traditionelt har brugt terapeuten til at overføre egne følelser på.

Jeg har besluttet at være meget åben, og dele mange af de processer, som har været svære for mig. Det har jeg endnu ikke fortrudt.

Min skillelinie går der, hvor stoffet ikke er bearbejdet. Det er er nemlig også dér, hvor jeg er såbar og ikke bryder mig om at få alle andres indtryk og vurderinger. Jeg behøver ikke at være fuldstændig afklaret, men så skal jeg være afklaret med, at at jeg ikke er afklaret.

Jeg synes, vi lever i en tid, hvor det hele tiden er det Perfekte Liv, som hyldes og udstilles. Det er en løgn, og det gør os syge af misundelse og mindreværd, eller bare tomme indeni.

Jeg vil være med til at fremme en dialog, hvor mennesker kan tale om det, som virkelig rører sig i os, hvor vi tør at komme hinanden nær. Hvor vi kan finde ind til de ægte værdier. Der healer vi hinanden og bliver mindre ensomme.

Jeg tror faktisk, det kan være med til at skabe et bedre samfund.

mandag den 13. oktober 2008

At trække vejret og mærke efter

Tak for jeres kommentarer til det forrige indlæg. Det får mig til at tænke på, hvordan jeg tidligere har FORHINDRET mig i at have disse ånde-huller og mærke efter.

Det handler om rummelighed. Inde i kroppen.

Hvor stor er jeg inden i? Hvad har jeg plads til og især, hvad har jeg IKKE plads til?

Jeg har haft svært ved at bære især frustration og ensomhed. Jeg har forsøgt at kvæle følelserne med mad og andre stimulanser. Jeg havde det bedst, når andre fortalte mig at jeg var god nok, for jeg havde svært ved selv at sige det og tro på det. Når jeg oplevede konflikter blev jeg urolig og usikker på, om jeg nu også havde ret til at have det standpunkt, jeg havde. Hvis de havde ret, måtte jeg jo tage fejl.

Langsomt har jeg ændret mig. Eller mere præcist: langsomt er jeg blevet i stand til at være mere mig.

Jeg har gået mange år i terapi hos mange dygtige terapeuter. Jeg har selv taget uddannelsen og har fordybet mig teoretisk. Igennem en større og større selvindsigt sammenholdt med en øget kropsbevidsthed, oplever jeg nu, at imens min krop udenpå bliver mindre, bliver jeg større inden i, og bliver i stand til at rumme mere og mere. Ikke udholde, det er ikke dét, det handler om, men at rumme.

Jeg kan godt efterhånden blive frustreret og samtidig finde tilbage til min indre ro. Jeg har fået meget mere sammenhæng imellem tanke, følelse, tro og handling. Det giver en jordforbindelse, som er langt sværere at ryste.

Det gør at jeg TØR at trække vejret og mærke efter, for jeg er ikke længere bange for, hvad jeg mon skulle mærke.

Transition

Overgange.

Hvordan takler jeg dem? Halser jeg fra et sted til det næste, fra gøremål til gøremål? Har jeg travlt med at nå en masse, så jeg glemmer mig selv i forbifarten?

DSB havde engang en reklame, som hed Husk at få Sjælen med.
Selvom den var rettet imod større afstande kan den sagtens bruges her i min stuelejlighed på Amager.

Jeg er nemlig begyndt at gøre holdt ind imellem. Bare lige standse op et par sekunder. Jeg retter opmærksomheden mod mit åndedræt. Jeg ændrer ikke noget, registrerer bare. Måske gennemgår jeg mine kropsfornemmelser. Strækker nakken, trækker skulderbladene ind. Falder på plads.

Det tager ikke lang tid, og resulatet er, at jeg er blevet mere rolig, har større fokus på det jeg gør og dermed større overskud.

Og så er det HELT gratis!

lørdag den 11. oktober 2008

Meanwhile elsewhere...

Jeg har hænderne fulde af et sygt barn som bare råber, skider og kaster sin medicin op.

Desuden har Prinsen fødselsdag i morgen.
Blogland må vente: Jeg vender tilbage, når der er mere ro på hjemmefronten.

torsdag den 2. oktober 2008

Smil!




Jeg så lidt af et tv-program i dag om en dansk fri-dykker ved navn Stig. Han dykker ned til 65 meters dybde på ét åndedrag. Det var fascinerende at se, hvordan et menneske kan have så meget kontrol over sin krop. Blandet andet sænker han sin puls til 30 og hans lunger klapper helt sammen, når han kommer dybt ned.

For at kunne holde til det arbejder han med meditation og visualisering. Det handler om at være centreret og føle overskud. Han har en vane med at smile til verden.

Det er helt kemisk: hver gang vi smiler, frigiver kroppen endorfiner, og vi oplever et velvære, som skaber overskud. Han synes selv, at det ikke altid kommer lige nemt, men han gør sig umage for at efterleve det.

I 12-trinsprogrammerne har man et slogan: Fake it till you make it. Selvom det føles kunstigt, så fortsæt! På et tidspunkt vil det blive ægte.

Det virker faktisk. Jeg har selv tjekket efter hele eftermiddagen. Når jeg smiler, mærker jeg en varm bølge, og jeg får fornemmelsen af, at det nok skal gå :-)