lørdag den 31. maj 2008

Spor


Jeg var på stranden i Snekkersten med andre terapeuter. Vi borede fødderne ned i sandet og talte om de spor, vi sætter i vores virke.

Om de lette fodspor i vandkanten, som lyser op et kort øjeblik, når solen skinner på dem, men som forsvinder øjeblikket efter, når vandet rammer dem.

Om at forsøge at lave et dybt spor - også i vandkanten - og mærke at sandet skrider væk og underlaget forsvinder.

Og om de dybe spor , hvor det varme, løse sand giver efter og lader én synke ned det koldere, mere stabile lag, hvor man virkelig kan finde fodfæste.

Uanset om vi vil det eller ej, sætter vi spor. Det er vigtigt at være bevidst om, og det fordrer en høj etik ikke kun at tænke på sin egen fremdrift, men også underlaget vi går på, so to speak...

onsdag den 28. maj 2008

20 % dårligere???

I radioavisen i morges kunne de fortælle, at de københavnske socialcentre har fået fået besked på at spare 78 millioner kr. Derfor har sagsbehandlerne været indkaldt til et møde, hvor de har fået besked på at vente med indsatsen til de belastede familier har fået det 20 % dårligere!!!???

Ikke uventet har flere sagsbehandlere sagt op i erkendelse af, at de ikke kan forsvare et sådant tiltag. Måske er det bare, fordi de ikke har lært matematik og ikke ANER hvordan de skal kunne vurdere at en familie har fåët det 20 % dårligere...

Jeg ville ihvertfald ikke vide det.



søndag den 25. maj 2008

Frk. Bjørnstrup


Her er hun så i sommersol: Hendes Yndighed, Frk. Bjørnstrup!

fredag den 23. maj 2008

Overhund og Underhund


Når vi som mennesker mærker angst og frustration, udvikler vi forskellige manipulative teknikker, som umiddelbart synes at lette os. I virkeligeheden kan nogle af disse teknikker forstærke vores afhængighed af andre og fjerne os fra sund selvstøtte.

Hvis et menneske ikke kender til nogen effektiv måde at reducere den angst, frustration eller rastløshed, som dominerer øjeblikket, kan enhver handling, som giver umiddelbar lettelse af symptomerne, blive brugt af det menneske.

Mennesket vil forsøge at manipulere både sig sig selv og omgivelserne. Mennesket vil have fokus på visse aspekter af dets personlighed og ignorere eller undgå andre. Måske overidentificerer man sig med visse personlighedstræk og skaber derved en rigid, kompromisløs og fordømmende attitude overfor de andre sider i sig selv.

En udbredt måde at manipulere sig selv på og blokere for sund kontakt med omgivelserne, er spillet, Overhund/ Underhund

Overhunden repræsenterer de aspekter af personligheden, som kræver perfektion, præcision, “skal” og “burde”. Overhunden er altid irettesættende og bliver sjældent tilfreds. Overhunden repræsenterer ofte det “de andre tænker”. Overhunden er selvretfærdig, ubøjelig og har moralen på sin side.

Modsat Overhunden er der Underhunden, som manifisterer modstanden mod de udefrakommende krav. Underhunden er en sabotør. Den svarer aldrig direkte nej, men altid “Ja, men”. Underhunden kan være fræk, sølle, charmerende, undskyldende, forurettet m.m.

I kampen om magten, ser det ofte ud, som om at Overhunden bestemmer, men det er næsten altid Underhunden, som vinder kampen og får det på sin måde, fordi den undgår at "parere ordre.

Overhunden og Underhunden kan repræsentere forskellige dele af personligheden, eller rollerne kan spilles af to personer, for eksempel i et parforhold, på arbejdspladsen eller i familie-relationer.

Eftersom gestaltterapiens fremmeste mål er at integrere personlighedens forskellige dele, vil man som terapeut forsøge at skabe en dialog imellem Overhund og Underhund - ofte ved at placere dem i hver sin stol og udføre et traditionelt Hot-Seat arbejde. (se tidligere indlæg om Den Varme Stol)

For at spillet kan opløses eller minimeres, kræver det at begge parter bliver parate til at tage personligt ansvar for deres behov og følelser.

onsdag den 21. maj 2008

Hud


Huden er vores største sanseorgan.

Og jeg skal lige love for, at jeg er blevet sanse-stimuleret i dag. Faktisk burde jeg ligge i min seng og vente på søvnen, men jeg må altså lige dele denne oplevelse.

Jeg havde nemlig givet hende her en julegave til kurbadet her

"Mmm, åh, ahhh, ih" - og meget i lignende stil fik vi sagt til hinanden undervejs.

Vi lagde ud med boblebadet med 37 grader varmt vand,. Dets kraftige stråler fik os til det til at sukke af vellyst imens myoserne fik klø Bagefter føltes Det Døde Hav (saltbassinet) isende koldt, men en tur under tempelbruseren genoprettede balancen.

Vi kunne lige nå en tur under ultravioletlys, inden vi skulle ind i massagestolene, som især var gode til læg-massage og benstræk. Jeg kan mærke, at min gamle fibersprængning fra sidste år har fået opmærksomhed i dag.

Nu blev vi venligst gjort opmærksomme på at der var saunagus, hvis vi var interesserede. Dét var jeg.

Det var fuldstændig overvældende. Uanset hvad jeg skriver, lever det ikke op til den store oplevelse det var: Først hældte gus-mesteren vand med citronhonning-olie på de varme sten og viftede med et tørt håndklæde, så duften og varmen bredte sig i stød. Så skiftede duften til æble. Håndklædet blev dyppet i vand, og ramte os nu med varme dråber, da det blev viftet rundt i rummet. Varmen steg og steg. Gus-mesteren åbnede en termotaske, og gav os alle en håndfuld knust is med besked om at knuge den sammen til en hård kugle, som vi kunne gnide os med. Det var helt magisk at opleve isen dampe og afkøle i det stegende, varme rum. De modige måtte læne sig frem og gusmesteren knubbede med is på ryggen. Det føltes bare som et skønt sansebombardement!

Nu kom der en ny duft på stenene. Denne gang var det pebermynte, og vi blev bedt om at række armene i luften og trække vejret dybt ind igennem næsen og ud igennem munden, så aromaterapien kunne komme ind i organismen og afhælpe, snue, ledsmerter og maveproblemer. Det må have hjulpet, for jeg følte intet andet end velvære.

Da seancen var slut klappede folk i begejstring, og gusmesteren lagde en lille bunke is ud, som vi alle trådte på, på vej ud i den virkelige verden.

Jeg var fuldstændig mættet og kunne kun tænke på at komme over og flyde vægtløs rundt i det Døde Hav.

Da vi var færdige inde i selve kurbadet, fik vi udleveret en skål hver med salt og olie i, som duftede stærkt og friskt af fyrretræ. Det var til at skrubbe over hele kroppen, så huden blev efterladt silkeblød og glat.

Resten har dagen har jeg været fuldstændig mørbanket - på den gode, dybe afslappede måde. Og NU skal jeg ind at sove.

mandag den 19. maj 2008

Aflastning


Livet med et svært handicappet barn slider på både krop og psyke. Derfor har de fleste familier en eller anden form for aflastningsordning.

Siden Bjørnen var ca.2 1/2 år gammel, har hun været i aflastning i sin gamle børnehave hver anden weekend fra lørdag formiddag til søndag aften.

Det har vi været glade for, selvom der har været en del begrænsninger.

Der er ingen flexibilitet. Vi får tildelt aflastningen efter et fast skema, som ikke står til at ændre. Hvis vi skal på ferie i den weekend, som Bjørnen ellers skulle have været afsted, er der ingen kompensation. Selvom vi ved, at det er Tante Gerdas fødselsdag en bestemt lørdag, er det bare ærgerligt, hvis det ikke falder sammen med skemaet.

Børnehaven har meget strikse medicinregler, hvilket betyder, at man ikke har været parat til at Bjørnen pennicillin og ligende, som hun ikke har fået fast. Guderne skal vide, at den ene pennicillinkur nogen gange har afløst den anden - og at vi har haft ekstra meget brug for aflastningen, når hun har haft det skidt.

Allerede for 3 siden indså vi at det ikke rakte til at lade batterierne ordentligt op. Vi kunne lige nå at handle, få ordnet lidt praktiske opgaver og sove længe - så skulle hun nærmest hentes igen.

Derfor lod vi Frk. Bjørnstrup skrive op til en anden "rigtig" aflastningsinstitution, altså et sted, som kun sørger for aflastning til handicapppede børn.

Men ventetiden har været lang!

Københavns Kommune har manglet døgninstitutionspladser og bosteder, så der er opstået et flaskehals-problem, så børn, som egentlig skulle have været på døgninstition eller var fyldt 18 år har optaget pladserne for de, som har brug for aflastning.

Det er en uendelig trist situation for alle parter.

Nu har vi heldigvis haft tilstrækkelig med ressourcer til at råbe op og søge hjælp. Men det var først, da vi kontaktede LEV, at der skete noget.

Jeg har så meget medfølelse med de mange (indvandrer-)familier, som ikke kender til den danske kultur eller har ressourcer nok til at kæmpe for sin sag. Det er dem og deres børn, som bliver store tabere i dette velstandsssamfund (jeg mener ikke, at vi kan tale om et velfærds-samfund længere), som ikke yder hjælp til de allersvageste.

Nå, men storebror, LEV, havde skrevet et meget skarpt brev til kommunen og søndag aften kl.21.02 (tal lige om overbebyrdede sagsbehandlere!) ankom en mail i min inbox. Københavns Kommune kunne fortælle, at vi nu endelig vil blive tilbudt plads til Frk. Bjørnstrup på den aflastningsinstition, som vi ønsker.

Foreløbig kan den nye institution tilbyde os 50 døgn om året. Vi har en bevilling på 78 døgn, som vi aldrig nogensinde har været i nærheden af. Vi måske haft 40 døgn om året i de sidste 5 år (Gad egentlig godt vide, hvad der er sket med de penge, som jo er sat af på budgettet til os??)

Derfor vil vi selvfølgelig bede om at beholde den ene weekend i børnhaven, indtil den nye institution kan tilbyde alle 78 døgn.

De nye institution kører normalt med at barnet er i aflastning et hverdagsdøgn om ugen, 1 lang weekend fredag-mandag om måneden og TA-DAA: 2 X 1 uges ferie om året!!!!

Det er næsten ikke til at forstille sig, at vi en dag skal opleve en ferie sammen på vores præmisser. Åh, hvor bliver det godt.

torsdag den 15. maj 2008

Udvikling


Noglen gange kan jeg synes, at den forandring, jeg ønsker at skabe, går alt for langsomt.

Jeg bliver frustreret og selvbebrejdende og tænker, "Hvis bare.."

Det er til trods for, at jeg allerede på seminariet lært at al udvikling består af en dynmaisk vekslen imellem progression og regression. Fremadskriden og tilbageskridt. Det er smukt illustreret af det lille barn, som søger ud i verden, blot for at vende tilbage til mor kort efter.

Når vi er i gang med at lære nyt, erobrer vi nyt og ukendt land. Det tager tid at kapere, at forstå og integrere. Indimellem vender vi derfor tilbage til udgangspunktet, hvor vi er trygge og kender betingelserne - også selvom vi måske ikke bryder os om dem - det er måske derfor vi søgte ud i verden.

Legenden fortæller, at da Dr. Livingstone begav sig dybt ind i den afrikanske jungle, havde han et hold med af lokale bærere med sig. De gik og gik med enorm udholdenhed igennem det ufremkommelige landskab. Når europæerne havde brug for en pause fortsatte afrikanerne. Men pludselig satte de sig alle ned i en lysning: Nu kunne de ikke gå længere. Nu var de kommet for langt væk fra landsbyen. Nu var de nødt til at vente på deres sjæl.

Eller sagt på en anden måde: Blomsten vokser ikke hurtigere, fordi jeg står og hiver i den!

onsdag den 14. maj 2008

Om at gå i terapi

I Walk Down the Street
I.

I walk down the street
There is a deep hole in the sidewalk

I fall in - I am lost... I am helpless

It isn't my fault.

It takes forever to find a way out.

II.
I walk down the same street

There is a deep hole in the sidewalk.

I pretend I don't see it - I fall in again

I can't believe I am in the same place

But it isn't my fault

It still takes a long time to get out.

III.
I walk down the same street

There is a deep hole in the sidewalk.

I see it is there, I still fall in...

It is habit, my eyes are open, I know where I am

It is my fault.

I get out immediately

IV.
I walk down the same street.

There is a deep hole in the sidewalk.

I walk around it.

V.
I walk down another street.


Jeg ved desværre ikke, hvem der har bekrevet det terapeutsike forløb så rammende...

Telefontid...


Jeg skal tale med min arbejdsgiver. Der er rod i min lønseddel for anden måned i træk. Efter at have talt med 3 andre først, fik jeg at vide, at hende, jeg skulle tale med var syg.

Når jeg engang forstår, hvad der står på lønsedlerne, skal jeg tale med Handicapcentret ang. min tabte arbejdsfortjeneste, som der er rod i for anden måned i træk - måske fordi der er rod i min lønseddel.

Så blev jeg ringet op af den private ergoterapeut, som vi kører et forløb med herhjemme for at optimere Frk. Bjørnstrups computer-legeplads. Hun havde talt med kommunens ergo, som havde oplyst, at den rekvisition, som vi havde fået, var udløbet efter 1 år. Så ville jeg lige skrive til kommunen og forklare, hvorfor vi endnu ikke var færdige med forløbet. Som om de ikke ved, at Bjørnen var igennem et længere udredningsforløb på Bispebjerg Hospital. Som om de ikke ved, at hun har haft voldsomme problemer med ørene. Lad os lige skabe noget ekstra adminstartion, så vi ikke begynder at kede os.

Dagen gik også med at finde en mave-tarmspecialist til Frk. Bjørnstrup. Jeg har indtil videre ringet til 4 børnelæger, mailet til én, som synes, jeg skulle tale med en anden på Gentofte Hospital, men som sekretæreren dér bestemt ikke mente, at jeg skulle tale med. Hun talte med hende, og de blev enige om at jeg ihvertfald ikke skulle tale med hende når vi bor i Københavns kommune. I stedet skulle jeg prøve at ringe til ham på Hvidovre, som har jeg ringet til i dag, men som ikke tog telefonen. Når jeg engang har talt med ham, skal jeg ringe til vores praktiserende læge, som så skal skrive en henvisning - hvis altså da han vil se os, for det er ikke sikkert at Bjørnens problmer er alvorlige nok.

Efter sådan en dag er jeg helt afmægtig og ked indeni.

søndag den 11. maj 2008

Lørdag i solskin

I går følte jeg mig som et helt dameblad. Altså, når alting lykkes og der er dømt harmoni og familie og høj himmel med solskin.

Dagen startede med, at vi kørte ud til en veninde, som Frk. Bjørnstrup har gået i børnehave med. Vi havde fået lov til at låne hendes ombyggede Nihola-cykel, hvor kørestolen kan monteres foran.

Prinsen har ikke kørekort, så han fik æren at transportere den hjem igennem byen. Den er tung og svær at køre, især i by-trafik, hvor man skal kunne reagere hurtigt og tage hensyn til andre trafikanter.

Over middag var det så min tur: Bjørnen blev spændt fast og mor begav sig vaklende afsted imod mormors kolonihavehus.

Jeg er ikke kendt som nogen svækling, men det krævede alle mine kræfter. Jeg kunne mærke slidgigten både i nakke og knæ. Jeg skulle virkelig bruge overkroppen for at stabilisere, fordi der er så meget vægt foran, og den sidder højt oppe.

Da vi var kommet ud på RødeMellemvej, ville jeg eksperimentere lidt med farten, men det skulle jeg ikke have gjort. Pludselig tog fanden ved cyklen, og jeg fandt mig selv på kollisionskurs med et træ. Heldigvis nåede jeg at bremse inden vi ramte det, men det var et stort chok, ikke mindst fordi det først da, gik op for mig at jeg havde glemt at give Frk. Bjørnstrup cykelhjelm på.

Det kommer IKKE til at ske igen.

Prinsen og jeg byttede cykler. Men da jeg kom op på min egen, kunne jeg sgu' heller ikke køre den. Jeg havde brugt så mange kræfter på Niholaen, at jeg slet ikke kunne finde balancen igen.

Nå, det gik jo efter lidt øvelse..

I kolonihaven havde min mor dækket op med kaffe og et kæmpefrugtfad med meloner, vindruer og andet mums. Vi har medbragt crossianter fra den franske bager. Frk. Bjørnstrup var lidt medtaget efter turen (det er et helt år siden hun sidst har cyklet) så efter hun var blevet fordret af, kom hun op i hængekøjen. Det hjalp lidt, men kun et stykke tid: så måtte hun ind og være sig selv i soveværelset.

Prinsen tog en lur på chaiselongen. Min far og jeg ordnede cykler - han er gammel cykelsmed - og min mor sørgede for at barnebarnet blev ved med at være tilpas.

Min mor har Parkinsons sygdom. Hun døjer meget med en ny medicin, så vi blev nødt til at tage hjem, så hun kunne få ro. Jeg kastede mig op på monstrumet endnu en gang. Nu gik det lidt bedre. Jeg kørte det meste af vejen, lige indtil vi nåede ind til den tættere trafik.

Men vi skulle bare hurtigt hjem og så ud igen. Vi havde nemlig aftalt med vores søde naboer The Rouats, at vi skulle grille på en græsplæne i nærheden.

Nøj, hvor var det bare hyggeligt. Helt, som den slags skal være. Frk. Bjørnstrup var i totalt festhumør. Hun drak cola, grinede og sang, men s øjnene spillede. Hun præsterede at sidde selv på tæppet i ca. 45 minutter uden af tilte en eneste gang. Det har vi aldrig set før.

Det er helt fantastisk, faktisk. Vi synes jo, hun var blevet dårligere motorisk, efter hun var startet i skole og får så meget mindre fysioterapi, end hun fik i børnehaven. Men nu ser det ud, som om hun kommer efter det. Hun er også blevet meget mere interesseret i at gå igen, når vi holder hende under armene. Hvert lillebitte fremskridt betyder bare så meget. Men det største er alligevel, at hun siden hun begydnte at få EyeQ for en måneds tid siden, har haft et stort mentalt overskud. Hun griner og smiler, vil i kontakt og vil gerne røre og røres.

Det er jo lige til at blive helt overskudsagtig af!

Aftenen sluttede iøvrigt først kl. 22, to timer efter hendes normale sengetid. Vi troede, vi skulle sove længe, men kl. 4 kunne hun ikke finde ro igen og resten af morgene har været meget on an off. Gad vide, hvordan det kommer til at gå i dag...

lørdag den 10. maj 2008

SOL


Altså, det er da helt helt umuligt at rejse til Blogland i sådan et vejr...

torsdag den 8. maj 2008

Sorg


Det er nu ikke fordi jeg føler mig sorgfuld i dag, men jeg har besluttet at skrive om de fire grundfølelser i forskellige sammenhænge.

Vreden har jeg allerede været inde på. Sexualiteten og Glæden må vente lidt endnu...

Som mor til et svært handicappet barn har jeg haft sorgen tæt inde på livet. Nogle psykologer peger ligefrem på, at det er den "værste" sorg, man kan opleve, fordi såret ikke heler. Hele tiden bliver vi mindet om, hvad vi har mistet og hvordan det skulle have været.

Jeg har grædt uendeligt mange tårer og skreget ud i natten. Det har været nødvendigt for mig. At lukke luft ud af den ballon, som var ved at revne. Det er jeg helt sikker på har været med at at sikre mit mentale helbred.

Men hver enkelt af Frk. Bjørnstrups tårer har jeg samlet i et stor kar, som ligger nær mit hjerte. Det er godt fyldt op efterhånden. Ligesom de afrikanske kvinder skal lære at gå med vandkrukken oven på hovedet, skal jeg lære at balancere med dette vandkar indeni. Det gør at jeg er nemmere at de-stabilisere og tiere må standse op for at få bølgerne i karret i ro. Jeg går langsommere end ellers. Men jeg går. Og jeg når frem.

tirsdag den 6. maj 2008

Forår


Aah, du skønne forår...


Jeg elsker forår. Det pibler i min krop og banker i mit bryst og prikker i min hovedbund. Jeg får mere energi og kan mærke solens stramme varme på min hud.

Forårets dufte fylder mine næsebor og udløser en myriade af forventninger. For ligesom december faktisk er lidt sjovere end selve juleaften, er sommeren sjældent så god, som foråret ellers giver håb om. Sommeren er enten lidt for tung og varm eller for grå og regnfuld. Den går lidt i stå og er mættet på sin egen måde. Foråret er fuld af liv og energi.


Hvert forår kommer minderne fra ungdommen snigende ind. Jeg husker de utallige gange, jeg er cyklet hjem i de lyse nætter efter en sjov nat i byen. Nej, det er mere end husker: det foregår simpelthen i kroppen snarere end i hovedet: jeg MÆRKER minderne, fordi det hele er et sansebombardement af lys, luft og farver. Og jeg mærker længslen...

Mærkeligt er det, at selv når foråret er allermest present, har jeg den fornemmelse, at det forsvinder mellem mine fingre. Jeg ønsker bare at knuge det ind til mig få det helt ind, blive del i det, ligesom at være forelsket og bare ønsker at smelte sammen. Da det aldrig kan ske, er jeg prisgivet den samme søde længsel som efter min elskede.

Når jeg synger denne sang, bliver jeg altid lidt våd i øjenkrogen :-)


Denne sang kaldes også Maj-visen. Den hører til Drachmanns skuespil Brav Karl fra 1897. Stephen C. Fosters melodi er oprindeligt skrevet til den engelske sang Thou wilt come no more, gentle Annie.

Se, det summer af sol over engen
Tekst: Holger Drachmann, 1897
Melodi: Stephen C. Foster

Se, det summer af sol over engen,
honningbien vil fylde sin kurv,
og der pusles ved bordet og sengen
af den fattigste sisken og spurv:
og der jubles hele dagen,
men mod kvælden bli'r alting så tyst,
våren synger sin sang, det er sagen,
og mit hjerte bli'r voks i mit bryst.

Der er sølvklang i majbækkens vove,
gyldent skær gennem aftenen lang,
hver en grøft bliver blomstrende skove
langs den kornrige, bølgende vang:
disse bølger, o, de stiger
med min sjæl over solskyens rand,
rundt i verden er dejlige riger,
ingen vår som en maj i vort land!

mandag den 5. maj 2008

Health & Rehab 2008

Her til aften har jeg klippet og foldet, så jeg nu har 90 brochurer om gruppeterapi til mødre med handicappede børn, som jeg kan dele ud i morgen på Rehab messen.

Samtidig skal jeg også se efter en eller anden form for cykel til Frk. Bjørnstrup, så det bliver spændennde...

torsdag den 1. maj 2008

Kærestedag


I dag er det 1. maj. Det er Arbejdernes Internationale Kampdag. Det er også i dag 12 år siden at Prinsen og jeg blev kærester. I Fælledparken.

Det er nok godt, at det netop blev dén dag. Vi fik kampgejsten med i vuggegave, og den har vi haft brug for siden hen.

I dag startede vi dagen med brunch og friskepresset juice. Det gav kræfter til at tale om de svære ting i parforholdet. De uheldige mønstre, magtfordeling, ansvarsfordeling, overhund-underhund, og hvordan vi mon kan bevare kreativiteten, når vi er under pres.

Det kræver centrering at kunne lytte til den anden uden at blive såret eller gå i forsvarsposition. Det havde jeg i dag.

Normalt plejer vi at fejre vores dag ved at være tilbageskuende og se på alle de oplevelser, vi har delt. Men det gav fint mening, at bruge dagen til at se frem i stedet. Det føles som en god investering.

Senere klarede vejret op og vi nåede en tur i Fælledparken.