Verdens Største Cocktailparty!

Ja, så er jeg også langt om længe blevet deltager i Verdens Største Cocktailparty!
Og jeg synes altså, at det er rigtigt sjovt :-)

Mig, som har gået mellem mange skift i livet og ladet fortid være fortid, finder pludselig ud af, hvor meget kraft, der kan være i sige hej til gamle forbindelser. Ja, jeg forbinder mig mig med fortiden.

Der dukker mange minder op. Navne, oplevelser, jeg forlængst troede var borte. Især har gensynet med min gamle kibbutz virket enormt stærkt. Måske fordi jeg var der alene og efterfølgende ikke har haft nogen at genoplive erindringerne med - før nu altså.

Ih, jeg er helt rundt på gulvet...
Nu må jeg vist i seng

Skattejagt

Der er skattejagt i byen i disse dage, helt til d. 1 august.

Afsæt et par timer og tag ind til Jarmers Plads ved den gamle ruin. Der står en grøn kasse med en orange telefon. Løft telefonen og drej et nummer. En stemme fortæller dig på engelsk, hvad du så skal gøre...

Følg intrukserne, vær kreativ og vedholdende, så vil du blive ført igennem byen og se ting, du ikke før havde lagt mærke til. Husk at farven er orange.

Og der er en skat til sidst!

Det er rigtigt sjovt :-D

Nordjyske skriver d. 28 oktober 2007:

Forældre til handicappede bliver glemt

Der findes i dag cirka halvanden million forældre til handicappede i Danmark. Deres liv er ofte hårdt. De lever i stor risiko for at blive syge, gå tidligt på pension, blive arbejdsløse, deprimerede, dybt stressede, skyldbetyngede og sorgfulde.

- Det er barskt, men sådan lyder erfaringerne fra alle sider, konstaterer Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, tidl. De Samvirkende Invalideorganisationer.

- Men det værste er, at der ikke er nogen officiel forskning i det, så vi kan ikke kan dokumentere det.

Der er op til i dag ingen offentlige penge brugt på forskning i, hvordan livet er for de nærmeste pårørende til handicappede. Der er lavet mindre studier tæt på emnet, f.eks. om forældre er tilfredse med hjælpen, som handicappede børn får, men ingen har fået midler til at se på, hvordan et handicap afgør hele livet for dem tæt på. Det afslører en gennemgang, som NORDJYSKE har foretaget.

- Det er et kæmpe problem, konstaterer dir. i Spastikerforeningen, Anne Holm Hansen, der ikke undrer sig over resultatet.

- Der er ikke den større prestige i handicapforskning, og da slet ikke i de pårørende, uddyber hun.

Stig Langvad kalder det et "kæmpebrist" og opfordrer politikere til at tage de mange pårørende alvorligt.

- Vi må have mere viden, så vi ved hvordan vi præcist kan hjælpe familierne, ellers kan man f.eks. heller ikke lave en kvalificeret pårørendepolitik, som regionerne er i gang med, påpeger han og minder om, at "forældrene ikke er vant til at tænke på sig selv, så de kræver ikke hjælp."

- Det er en glemt gruppe, og de er simpelthen på overarbejde hele deres liv. Handicappet forsvinder jo ikke, når deres barn bliver voksent, sammenfatter Mette Thorndal, Solbakkens Rådgivningscenter for Handicappede, der er med til at arrangere konferencerne.

charlotte.roerth@nordjyske.dk

---

Tilføjelse: I England viser officielle undersøgelser at familier med handicappede børn har langt større risiko for at blive stressramte, nedslidte, fattige og syge end gennemsnittet af befolkningen.

Tak til AC, hvor jeg læste artiklen :-)

Tab eller find??

Ja, ordspillet er jo sjovt, men der ligger faktisk en dyb alvor bag:

Der er ingen tvivl om at vi i store dele af verden er ramt af den såkaldte "fedme-epidemi". Det kan der være mange årsager til: mangel på kropslig bevægelse, den hurtige mads udbredelse osv.

Som selvdiagnosticeret overspiser undrer det mig, at der er så lidt tale om "den 3. spiseforstyrrelse", binge-eating-disorder, compulsive overeating eller slet og ret overspisning. Det vil sige at man "spiser på sine følelser" istedet for at udtrykke dem.

I min verden er der ingen tvivl om at det er en spiseforstyrrelse. Det handler nemlig ikke om selvkontrol, disciplin, slankekure osv.

Det handler om, at der er kræfter, som tager over, fordi det i øjeblikket føles alt for svært at være dén, jeg er. Jeg har brugt maden til at beskytte mig med, trøste mig med, straffe med, aflede med og dæmpe mig med. Hver gang jeg har stået i situation, som på én eller anden måde har overvældet mig og været ubærlig, har jeg kunne komme væk ved hjælp af mad.

For mig er mit fedt mit beskyttelseslag.
Det beskytter mig mod omverden. Men det beskytter mig også mod mig selv.

Når jeg længes efter at være slank er det også en længsel efter at være mere mig selv.

Det generer mig, når folk (kvinder) taler om at ville tabe sig.

Jeg véd, at jeg tabte mig, da jeg tog på. Jeg mistede kontakten til min kerne.

Jeg er ud på en lang rejse for at genfinde den. Nogengange har jeg fin forbindelse, og der er overensstemmelse imellem det jeg tror, tænker, føler og gør. Andre gange falder jeg ned i et hul og famler efter kernen igen igen.

Jeg er ikke i gang med at tabe mig. Jeg er i gang med at finde mig.

PIndstrup Centret

Pindstrupcentret er en selvejende fond, som i sin tid er startet af spejderbevægelsen. Det ligger midt på Djursland i et stort, naturskønt område. Centret tilbyder forskellige aktiviteter.

Det regi, som hedder Familienet Danmark afholder hvert år kurser for handicapppede børn og deres familier. Det er sådan et kursus, vi lige har været afsted på - for anden gang iøvrigt.

Kurset foregår på den måde, at forældrene bliver undervist formiddag og eftermiddag af en række forskellige oplægsholdere. Imens bliver børnene passet og leget med af frivillige hjælpere, som alle giver en uge af deres sommerferie til dette projekt.

Når jeg tænker på, hvor svært det har været for os at finde barnepiger til Frk. Bjørnstrup, rør det mig dybt ind i hjertet at se disse unge mennesker stille op og gøre arbejdet gratis.
I år havde børnene rum-tema. Der var astronaut-træning, hvor man var vægtløs på hoppeborgen, der var vandmeloner fra Mars, der var bygning af et rumskib og et mini-planetarium, hvor man kunne ligge på madrasser og stirre lige op i stjernehimlen og lytte til stille musik.

I år var handlede oplæggene om parforholdets svære kunst, om handicapidræt, om aflastning og hvor vigtigt det også er for børnene at blive støttet i en langsom løsrivelse fra far og mor og få et børneliv med andre børn og sjov og ballade. Oplægeholderen, som ud over at være plejemor, også var leder på bo-sted for voksne udviklingshæmmede, fortalte en gruopvækkende historie om et ældre ægtepar, som ringede på døren en dag, og bad bostedet om at tage vare på deres 38-årige svært autistiske søn. De kunne simpelthen ikke mere, og nu havde de købt en 14 dages charterrejse uden sønnike. Sønnen havde aldrig tidligere været væk fra sin mor og far.

Det blev en dybt traumatisk oplevelse for ham, og bostedet var nødt til at bruge så mange ressourcer, at han havde kunne få almindelig aflastning i 1/6 år for de samme penge.

Den historie satte mange tanker i gang.

Om tordagen handlede det om handicappede, som var blevet voksne og om hvordan man som familie havde klaret sig igennem. De var 4 stærke forældre repræsenteret.

Som altid var det spændende at møde nogle, som var så langt videre i processen end vi selv. Der er noget surealistisk over at vide, at alt det vi står i lige nu, var være fortid en dag...

Desværre blev det endnu en gang understreget, hvilket voldsomt svigt der sker, når barnet fylder 18 og al tidligere hjælp frafalder.

Fredag havde vi besøg af en yderst kompetent socialrådgiver, som gennemgik Serviceloven og fortalte og vores rettigheder og pligter. Det var meget interessant og vel egentligt at betagte som et grund-kursus, som alle forældre med handicappede børn burde gennemgå. Noget af det, som står tydeligst frem, var at vi ikke skulle være bange for at klage over en afgørelse. Hun fremstillede det mere som en dialog med sagsbehandler, hvor argumnterne kunne afprøves ifht. loven. Selvfølgelig er det vigtigt at i sådan dialog at man "holder kammertonen". Det jo de færreste sagsbehandlere, som er direkte ud på at skade én.

Ind imellem alle disse kvalificerede oplæg var der selvfølgelig masser af diskussioner og erfaringsudveksling imellem forældrene. Det er i sig selv en gave og få lov at føle sig helt normal og omgivet af andre i lignende situationer. Og tænk, det var ikke altid Frk. Bjørnstrup, som larmede mest i spisesalen ;-)

Visdom og dumhed

“If you want to improve, be content to be thought foolish and stupid.”
Epictetus (Greek philosopher associated with the Stoics, AD 55-c.135)

Citatet dukkede op i den romantiske komedie "Lunefulde Lykke" igår.

Det rammer mig som terapeut, hvor både jeg og andre kan have den forventning, at jeg må have tjek på "det hele" hvis jeg skal kunne hjælpe andre.

Det har jeg ikke og jeg vil hermed påberåbe mig retten til ikke at have det.

Så snart jeg tror jeg har fundet de vises sten (og det sker altså desværre ind i mellem), låser jeg mig fast og får sværere ved at arbejde fænomenologisk - altså at tage klientens oplevelser og virkelighed for pålydende.

Hvis jeg ikke er parat til at stille mig på klientens side, men forestiller mig, at jeg er klogere end hende, sker der en forkertgørelse af klienten, som ikke fremmer processen med selvaccept, som er selve terapiens væsen.

Jeg havde en supervisor engang, som ofte brugte vendinger som "jeg er altså lidt dum på det her punkt.." og "det må du forklare mig nærmere.." Det åbnede op og gav mig mig magten tilbage, så jeg kunne finde min egen sandhed.

Jeg er bange for den "guru-ficering", som meget nemt finder sted i det terapeutiske felt. Selvom det kan være flatterende, er det uhensigtsmæssigt, begrænsende og kan være direkte ubehageligt, når klienten vokser og på et tidspunkt vælter én ned fra piedestalen.

Derfor er det vigtigt for mig, at holde fast i at jeg også bare er et menneske, som prøver at finde vej og leve mit liv, så godt, som jeg kan.

Rejsefeber?

Vi skal rejse til Nordjylland i morgen tidlig. Alt har været nøje planlagt i lang tid. Planen holdt idag, og Prinsen og jeg har pakket og gjort køreklar.

Frk. Bjørnstrup var træt og faldt i søvn ved 19.30 tiden. Det var fint. Så ville der være rigelig tid til at pakke de sidste hjælpemidler og vasketøjet, som endte i tørretumbleren efter morgenens skybrud.

Jeg bliver så glad, når alting flasker sig, og vi ikke behøver at stresse og blive nervøse.

MEN sådan skulle det alligevel ikke gå: Ved 21-tiden vågende Frk. Bjørnstrup. Hun græd og tog sig til venstre øre. Vi forsøgte at vende hende. Give hende noget at drikke. Tage hende ind i vores seng. Ingenting hjalp.

Hun fik en panodil.

Det hjalp heller ikke.

Ind i sin egen seng med Baby Einstein, som er hendes absolutte ynglingsfilm. Hvis dét ikke hjælper, så er det næsten sikkert, at der er noget galt. Vi frygter selvfølgelig endnu en mellemørebetændelse, som hun har haft så rigeligt af på grund af sin læbe-ganespalte.

Efter noget tid råbte hun endnu højere: Prinsen tjekkede: hun havde en fyldt ble, som skulle skiftes!

Nu krydser jeg fingre for at hun "bare" har haft ondt i maven, og hun falder til ro nu kl.22.30.

Det er sørme ikke altid nemt, når man ikke har noget tale-sprog!

Update: her kl. 7 til morgen, er alt stille og fredeligt i det bjørnstrupske børneværelse. Det tyder på at det var maven, som gjorde knuder. Pyha.... Og lad os så komme afsted!

Livstræet

Som afslutningssang på Pindstrup sang vi denne sang om Livstræet:

Der er så meget, der kan trykke
gøre dagen trist og grå
Se de folk der uden lykke
bare går og går i stå

Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Der er så meget uden varme
uden ånd og uden liv
folk bliver fattige or arme
tænker kun på tidsfordriv.

Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Der er så mange uden venner
uden kærlighed og kys
folk som ingen andre kender
hvor mon de skal finde lys?

Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Der er så hård en kamp om magten
alle kæmper for sig selv
Er der ingen der har sagt dem
at de slår sig selv ihjel?

Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Der er så mange, der er slaver
af sit job og af sin tid.
Hvorfor bruges vores gaver
uden tanke, uden vid?

Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Musik: Hans Holm
Tekst: Erik Lindenberg