lørdag den 31. januar 2009

Stress

Som opfølgning til forrige indlæg om inklusion, hvor jeg påpeger den store andel af pædagoger, som bukker under for arbejdspresset, så modtog vi her til morgen et brev fra Frk. Bjørnstrups aflastningsinstitution.

Forrest lå en besked fra den konstituerede leder, som foræller, at hun har opsagt sit arbejde - netop p.g.a. stress.

Der var også et brev fra den overordnede myndighed, som kunne fortælle, at man blev nødt til at genopslå stillingen p.g.a. for få kvalificerede ansøgere. Ingen vil påtage sig det store ansvar med den yderst moderate løn.

Det kan ikke undgå at gå ud over børnene.

onsdag den 28. januar 2009

Inklusion


Jeg har været til stormøde i onsdags for alle Københavns støttepædagoger. Temaet var bl.a. inklusion.

Der har aldrig været så mange børn, som i dag, som bliver visiteret til specialområdet. Det har man besluttet er et problem. Økonomisk problem, hvis jeg skal gíve et bud. Derfor skal mange af de børn, som i dag har basispladser, fremover inkluderes i normalområdet. For at kunne holde en udgiftsneutral linie, vil man tage 10 % fra specialområdet og overføre til normalområdet.

Jeg er så VRED over det!

Vred over, at man vil tage fra de allersvageste børn, som i forvejen er blevet skåret over det sidste seks år.
Vred over, at vi alle skal tvinges ind i normalitetens snærende bånd. Mange af de børn , vi taler om her, har kontaktforstyrrelser og/ eller opmærkosmhedsforstyrrelser. De har svært ved at danne relationer, føle empati og holde koncentrationen. De har brug for mindre, strukturerede miljøer, hvor der er rum, de kan trække sig tilbage til, når det brænder sammen for dem.

Sådan er de færreste daginstitioner i dag, hvor det er normen, at der er 22 børn på hver stue, med 3 voksne til at dække hele dagen. Det er helt almindeligt, at man er alene om eftermiddagen eller højst 2 voksne. Det kræves af almindelige børn, at er de er selvhjulpne i udstrakt grad, at de forstår en fælles besked, at de tager hensyn og kan vente på deres tur.
Det magter støttebørnene ikke.

Det er mange år siden, at man kunne få en støttepædagog, blot fordi der var lidt bekymring for et barn. I dag taler vi om børn med alvorlige psykiatriske lidelser og handicaps - og ikke engang alle får tildelt noget ekstra støtte. Forleden dag hørte jeg om en blind dreng i et almindeligt fritidshjem, som fik 2 timers støtte om ugen!!!
TO TIMER!!!

Desuden er dagligdagen benhård for rigtig mange pædagoger, og de fleste pædagogiske arbejdspladser har oplevet at have medarbejdere sygemeldt med stress. Vi er de i 22 år, som jeg har arbejdet indenfor faget, blevet pålagt flere og flere arbejdsopgaver, samtidg med at normeringen er steget.

Når jeg kommer ud et nyt sted som støtte, er pædagogerne nogle gange at brække sig over støttebarnet. De har måske haft barnet i 2-3 inden udredningen og støttetildelingen er kommet på plads. Det er disse pædagoger, man nu pålægger endnu en opgave, nemlig at inkudere disse svært inkluderbare børn.

Desuden vil støttepædagogernes rolle også ændre sig i fremtiden, så vi snarere end at bakke op om barnet, og tager det væk fra gruppen og ud på små hyggeture eller ned i personalerummet, hvor der er fred, så skal give vejledning til personalet, om hvordan de kan selv kan støtte disse børn.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke kan have en god inklusion i en basisgruppe eller i en specialbørnehave, Jeg frygter at inklusionen kan ende som eksklusion.

Jeg synes, det er et svigt af dimensioner, vi er på vej hen imod. Jeg er VRED, men jeg er også dybt ked af det.

mandag den 26. januar 2009

Presset 3

Fredagens morgenradioavis kunne fortælle om sagsbehandlere indenfor børnehandicapområdet, som går ned med stress på stribe.

Da Frk. Bjørnstrup var lille, var normeringen indenfor børneområdet ca. 38 sager pr sagsbehandler. Det var der ingen, som kunne prale af. Vores daværende sagshandler havde ca. 65 og gik ned med stress.

I dag er normeringen 45 sager pr. rådgiver.
I gennemsnit har hver rådgiver dog 85 sager.

Nyhedsoplæseren sagde, at dette kunne RISIKERE at gå ud over børnene og familierne.
Tjae... hvad tror du selv?

Presset 2

Jeg er ansat i PPR i Københavns Kommune.

Der er ingen leder.
Den konstituerede leder er langtidssygemeldt.
Der er ingen souchef.

Der mangler en psykolog og den psykolog, som skulle sørge for at jeg og mine kolleger får supervison til at håndtere vanskelige opgaver er langtidssygemeldt.

Der starter en sekretær til maj.
Lige nu er der ansat en vikar.

Presset 1

Jeg er støttepædagog.

I øjeblikket har jeg bl.a. en dreng med autisme, som har overordentligt svært ved at klare nogen former for krav eller skift i løbet af dagen.
Han råber, stikker af, slår og sparker, smider sig på gulvet. Tager sit tøj af og smider med det og græder voldsomt.
Mange gange.
I løbet af én dag.

Bispebjerg Børnepsykiatrisk Afdeling, som har stillet diagnosen, anfaler at han får maxiamlt støtte for at kunne blive i sin daginstitution.

Københavns Kommune har valgt at tildele drengen 10 timer om ugen.

I øjeblikket varetager jeg opgaven. Om to uger er det en uuddannet vikar.

Det er de vilkår, vi byder vores svageste.
Det er uanstændigt.

tirsdag den 6. januar 2009

Etisk dilemma

Til et netværksmøde sidder en mor med sit dit ny-diagnosticerede barn. Hun er ked af det og meget alene omkring situationen.

Tilstede er også de professionelle omkring barnet. Barnet er ikke registret i handicapcentret. Spørgsmålet bliver rejst.
Mor er tilbageholdende, er bange for at kommunen kommer ind og snager i hendes privatliv.
Den ene af de professionelle presser mor, fordi en registrering giver øget milighed for hjælp og støtte. Den anden profesionelle holder igen og synes, at det er vigtigst, at mor selv bestemmer.

Hvad ville du foretrække?

torsdag den 1. januar 2009

Nyt år


Så er der taget hul på det spæde, nye år 2009.

Julen er næsten overstået. På tirsdag er det Helligtrekkongersaften og så er det slut for denne gang. Vi har lige et sidste komsammen på lørdag, og så starter jeg job på mandag.

Jeg er meget tilfreds med de valg, vi har truffet om julen denne gang.

Vi var afsted i en uge bare Prinsen, Bjørnstrup og jeg, til en bjælkehytte i Gilleleje, hvor vi boede det meste af tiden foran pejsen og hyggede igennem. Frk. Bjørnstrup er inde i en supergod periode. Hun bliver mere og mere social, og hun NØD selskabet med mor og far.

Normalt er det ellers meget svært for os med ferier, fordi vi hele tiden skal underholde hende og finde på, og der er så meget praktisk arbejde forbundet med at have et multihandicappet barn. Men denne gang havde vi alle mere ro på. Vi fik tanket op, og jeg elskede at være tæt på naturen og ligge og kigge ud på granerne om morgenen.

Nytåret fejrede vi for første gang uden frk. Bjørnstrup. Vi kørte hende i aflastning i går, og hun kommer først hjem i morgen kl. 15.30. Det er fantastisk! Vi skålede med gode venner og gik på restaurant og var kærester. Bare os to - ingen pligter eller afbrydelser, bare os.

I dag sov vi til kl. 11.30. Jeg har ingen erindring om, hvornår det sidst er sket. Jeg føler mig fuldstændig fyldt op på depoterne. Nu kan vinteren sgu' bare komme an. Jeg kan godt klare det.
Jeg er frisk på et år til!

Godt nytår til dig.