Den Varme Stol

Mindful stress/ stressful mind

2009-06-01T07:32:00.000-07:00

I fredags gik det op for mig at Dalai Lama skulle holde seminar i Bella Centret OG at der var billetter tilbage.
Jeg har det sidste års tid beskæftiget mig med Mindfulness, da Gestaltterapien også har budhistiske rødder ville det uden tvivl være en stor oplevelse at se den gamle mester. Jeg er sikker på, at jeg ville kunne lære en masse.

Men da jeg ikke kunne få fat i Prinsen og tale børnepasning og planlægning, begyndte jeg at gå i panik. Jeg blev irritabel, mit hoved snurrede, jeg begyndte at trække vejret overfaldisk og blev rastløs.

Når man har levet med al for meget stress i al for lang tid, skal der ikke så meget til at vælte læsset.

Så desværre måtte jeg sande, at den måde jeg kunne forblive mest mindful på, var ved at opgive at blive mere mindful.

( Det er jo så det gode gamle forandringsparadoks igen: Først når du bliver den, du er, sker forandringen)

Sagsbehandling - eller mangel på samme

2009-05-31T23:02:00.000-07:00

Først i februar. Netværksmøde på Bispebjerg Børnepsykiatrisk afdeling. En diagnose skal gives til en lille pige. Mor og storesøster er tilstede. Tolk. Læge og sygepeljerske. Børnehaven og sagsbehandler fra socialcenteret.

Sagsbehandler kommer for sent og undskylder. Hun har givetsvis ikke haft tid til at sætte sig ordentligt ind i sagen og kalder pigen for "han". Det betyder mindre, for med pigens diagnose er det kun et spørgsmål om at få sendt sagen videre til handicapcentret, hvor den hører til.

I april begynder familien at undre sig over at de intet høre fra det handicapcenter, som har pligt til at rådgive og vejlede dem. I maj rykker børnehaven 3 gange. Sagen har endnu ikke forladt sagsbehandlers bord d. 1 juni.

Tilbage står en lille sårbar familie i chok over at deres datter har et handicap, som de skal lære at leve med resten af livet.

Mødregrupper til handimødre

2009-05-27T13:36:00.000-07:00

Når man finder ud af ens barn er handicappet, åbner jorden sig under én og man falder i en dybt hul.

Sorgen og smerten er overalt og man føler sig meget, meget alene.

Som regel vil kommunens sagsbehandlere relativt hurtigt tilbyde praktisk hjælp: særindretning, specialbørnehave, aflastning og så videre. Men den følelesmæssige side står de fleste forældre ene om.

Muligvis kan det tilskrives manglende viden. Men der findes i dag dokumentation for, hvad det gør ved at menneske at blive udsat for et voldsomt chok og traume og ikke få det bearbejdet. Reaktionerne kan fx handlingslammelse, skyld eller skam, fysiske smerter, spændinger, vagtsomhed, mareridt, angst, koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær, kontroltab, søvnproblemer, træthed, rastløshed, raserianfald og pludselige voldsomme grådanfald, På længere sigt kan det føre til depression, stress og udbrændthed.

I løbet af denne første, svære tid vil mange familier desuden skulle til gentagne lægebesøg og indlæggelser. Nogle er lang tid om at få en diagnose, nogle får flere tillægsdiagnoser og atter andre må leve med uvisheden.

Det nærmer sig derfor vanvid at forestille sig, at familer selv kan tackle disse overvældende tilstande, samtidig med at de skal tage vare på et krævende, handicappet lille barn.

Når vi ved, hvor stor gavn og glæde mange kvinder har af de almindelige mødregrupper, kan det undre, at der ikke for længst er oprettet mødregrupper for mødre til børn med handicaps over hele landet. Kvinder med normale børn kan dog trods alt ofte søge råd og vejledning hos familie og venner. Mødre til handicappede børn, står ofte helt, helt alene og har i endnu højre grad brug for at tale om deres moderskab og de vanskeligheder, som er forbundet derved. Man er utrolig sårbar, når man er helt alene, men bare der er én anden til at bekræfte at man ikke er skør, kan gøre meget.

Pausefisk

2009-03-22T01:50:00.000-07:00

Jeg er ved at gå lidt død i bloggeriet. Lige nu har jeg vist for mange spørgsmål og for få svar, og det føles som en pligt at skulle skrive.

Derfor får I blot en sød pausefisk indtil videre :-)

En bakke med udsigt

2009-03-07T10:25:00.000-08:00

Der findes en bakke.

Der sad jeg i dag og fandt ro i denne overgangsperiode.
Mærkede den kolde muld under mig.
Så hvordan det piblede op alle vegne.
Hørte gæssene trække larmende mod vandet.
Vandets bløde stilhed.
Aftenskumringen, der gjorde alting selvlysende,
og pludselig kunne jeg se, hvordan stenalderens fiskere i deres udhulede træstammer søgte mod land inden mørkets komme.

Desværre havde jeg ikke kamera med, men dette billede giver en idé om stemningen

Helheden

2009-03-05T23:35:00.000-08:00

Som smuk opfølgning på gårsdagens myte, trak jeg dette tarot-kort her til morgen.

"Se det store perspektiv. Det er lige nu, visionen ligger åben for dig. Vær årvågen, du er ved et vendepunkt. Svarene på alle dine spørgsmål ligger åbne for dig!"

Jeg kan begynde at flytte englens fingre fra mine øjne, og se det, som jeg vidste fra begyndelsen..

En jødisk myte

2009-03-05T12:39:00.000-08:00

I det øjeblik et barn bliver født, holder en engel dets hoved i sine hænder og løfter det således at det kan se til til enden af universet.

Så lægger englen blidt sine fingre over barnets øjne og derefter på dets læber, og hvisker et forsigtigt "shh".

Relation som forudsætning for kommunikation

2009-02-23T12:21:00.000-08:00

Jeg har netop været til foredrag med Birgit Kirkebæk, the grand old lady indenfor kommunikation med svært handicappede børn.

Det var skønt og bekræftende at høre en kvinde, som virkelig ved, hvad hun taler om, lægge så meget vægt på relationen, som forudsætning for kommunikation.

At hun så samtidig talte imod den kognitive bølge, som skyller ind over landet, var endnu mere vand på min mølle.

"Følelserne ligger på et meget tidligere udviklingsniveau, og hvis der er uro i dem, nytter det ikke at fylde på med det kognitive"

Jeg kunne ikke være mere enig.

Valentinsdag

2009-02-14T09:23:00.000-08:00

I dag er det Valentinsdag. St. Kærestedag.

En kærlighedsforsker, som jeg har glemt navnet på, har fundet ud af, at der er tre hovedingredienser i kærlighed: intimitet, forpligtelse og lidenskab.

Det lyder sådan set meget rigtigt. Ikke?

Relationsarbejder

2009-02-10T12:10:00.000-08:00

Dét er mig. Jeg er god til at opbygge og arbejde med relationer. At være i dem både når de gør godt og gør ondt, og at afsøge grænserne for, hvor meget relationen kan bære. Relationsarbejde er langsomt procesarbejde, som gør en forskel.

Jeg har 8 års udannelse og 23 års faglig erfaring indenfor feltet.

Nogle klienter ringer om beder om "værktøj" til at komme igennem en given situation. Jeg forklarer næsten hver gang, at sådan spiller klaveret ikke i denne her butik. Livet er ikke noget, som skal "fixes" og håndteres. Livet skal leves. På godt og godt.

Med den nye inklusionsplan, som fejer ind over Københavns kommune, ser det ud til at støtte-pædagogikken nu også bevæger i retning af "værktøjs-faget". I stedet med at få hænderne i de specielle børn og opbygge en bæredygtig relation til dem, skal vi, som støttepædagoger, give pædagogerne værktøj til at rumme disse krævende, sårbare børn indenfor almen-området.

VÆRKTØJ!!??? Som om børn var noget, som kan ordnes, hvis man skruer lidt her og klemmer lidt dér.

Jeg ved snart ikke, om jeg gider lege med mere.

Vintertid

2009-02-05T00:01:00.000-08:00

Vinteren slår altid benene væk under mig. I år tænkte jeg at jeg havde knækket koden: nogle gode kosttilskud, motion og meditation, så skulle det nok, hvis bare jeg tog én dag ad gangen.

Ha! Vinteren ville det anderledes. Først blev Frk. Bjørnstrup syg med influenza-light inden jul. Det var heldigvis light, fordi hun var vaccineret, så hun lå bare fuldstændig uderdrejet i en uge og var usædvanlig stille. Jeg tror næppe hun havde smerter, for hvis hun har, så plejer hun at RÅBE meget HØJT.

I julen blev Prinsen ramt af en helt vildt ondsindet øjenvirus, som også gik på luftvejene. Han var blind på det ene øje i 2-3 dage og det tog en måned, før det var helt væk. Selvfølgelig blev Bjørnen også smittet. Vi var jo opmærksommme, så hun kom i behandling med bi-nyrebarkhormon med det samme,.Hendes symptomer bestod derfor mest i en led forkølelse, som holdt hende hjemme i en uges tid og umuliggjorde aflastning.

Så gik der en lille uges tid, og så begyndte hendes venstre øre at flyde. Det stoppede så efter et par dage. Nu skulle hun endelig i weekendaflastning for første gang i 6 uger. Det gik også godt. De var glade for at se hende og hun dem. Hun kom hjem efter 4 overnatninger i højt humør.
Men efter en time, begyndte råberiet. Det flød med tykt, stinkende materie fra højre øre.

Jeg skulle bare på arbejde, så jeg afleverede hende på skolen med en sprøjte pennicilin i munden. Det holdt selvfølgelig ingen steder. Efter dén dag, var vi begge hjemme i en lille uge.

Situationen er fuldstændig uholdbar. Det er meget, meget svært for mig at være en troværdig støttepædagog, når jeg er så ustabil. Klienter er det lidt lettere med: de kan som regel ændre tidspunkt og kan også komme om aftenen, når Prinsen er hjemme til at tage sig af Bjørnen. Men jeg kan mørke at mit eget system er ved at sande til: mine tanker kører i ring, jeg har svært ved at få fat i min kerne, jeg får hverken trænet eller mediteret og jeg får ingen idéer. Jeg handler ikke.

Jeg prøver bare at komme igennem dag for dag, imens jeg køber løgblomster og ser at lyset langsomt er på vej tilbage.

Kyndelmisse

2009-02-02T00:36:00.000-08:00

Jeg har sakset fra Dagny, som er socialpædagogernes nyhedsklip:

'Kyndelmisse' er et pudsigt ord. Det kommer af ordet 'kynde' = tænde. 'Kyndel' betyder på gl. dansk 'fakkel'. Det latinske udtryk 'missa candelarum' betyder 'lysenes messe'.

Kyndelmisse er oprindelig en katolsk helligdag, som har været fejret siden o. år 500, men er i virkeligheden en videreførelse af en gammel hedensk renselsesfest og sonefest for de døde. Den blev afholdt i februar måned. Det latinske ord 'februo' = renser (i religiøs betydning).
Som katolsk helligdag blev Kyndelmissedagen fejret som minde om den dag, da Jesus blev fremstillet i templet 40 dage efter sin fødsel, og til minde om Marias Renselsesfest. Ifølge Moseloven var en kvinde uren i 40 dage efter fødslen af et drengebarn og 80 dage efter fødslen af en pige. Lukas-evangeliets kapitel 2, vers 22-40, om Jesus, der fremstilles i templet, er den centrale bibelske tekst bag kyndelmisse - her hedder det bl.a. "Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk ...".
På Kyndelmisse blev vokslysene til næste kirkeår indviet bl.a. med fakkeloptog.

Kyndelmisse var tidligere en meget almindelig tidsbestemmelse: "Ved Kyndelmisse-Knude er Julen ude, men ingen kan den laste, der holder Jul til Faste". Set i forhold til kirkeåret slutter julen først med fejring af kyndelmisse. Perioden mellem 1. søndag i advent og kyndelmisse er kendetegnet ved lyset som symbol, f.eks. adventskransen, kalenderlys, julelys, helligtrekongerslyset.

Vinteren regnedes fra 1. november til 1. maj, så Kyndelmissedagen er vinterens vendepunkt. Kyndelmisse er derfor i folkelig forstand fejringen af Midvinter.
"Kyndelmisse slår sin knude" (Steen Steensen Blicher) betyder, at det er streng frost, og vintertemaet slås også an i Jeppe Aakjærs 'Sneflokke kommer vrimlende' med linjen "... nu kom Kjørmes-knud" er en forjydskning af ordet 'Kyndelmisse'.

Der er knyttet en mængde traditioner til Kyndelmisse.
2. februar var dagen, hvor bonden gennemgik sit forråd, halvdelen skulle helst være tilbage på dette tidspunkt. Frugttræerne blev pisket med tynde ris for at sikre en god frugthøst, og mange steder praktiseredes rituel midvinterpløjning - pigen bag hestene og karlen med ploven. Det skulle sikre gode afgrøder.
Dagen blev brugt til at tage varsler for det kommende år:
Hvis det blæser...
så atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, forsvinder kulden snart.
Hvis det tør...
vil høsten blive god (Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø)
Hvis det sner...
kommer våren tidligt
Hvis lærken høres første gang...
kommer våren tidligt
Hvis et pindsvin kan se sin egen skygge
varer vinteren 6 uger endnu
Hvis grævlingen kigger ud af sit vinterhi for første gang...
og det er gråvejr og mildt, så bliver den oppe, og vinteren er ved at være forbi, mens den skynder sig ned i hulen igen, hvis det er klart vejr.

Kyndelmissedagen blev desuden markeret med god mad og drikke. 'Kjørmes-gilde' var sammenskudsgilder.
På selve Kyndelmissedag spiste man pandekager eller æbleskiver for at sikre en god byghøst. Nogle steder spiste man af julebrødet, som ville forhindre hovedpine og hugormebid. Andre steder spiste man flæsk, som skulle modvirke rygsmerter. Spiste man ikke flæsk til Kyndelmisse, skulle man i skoven "for at bide snegle", et udtryk for sult.

Struense afskaffede i 1770 dagen som national helligdag i samme hug, som han afskaffede 10 andre helligdage, hvoraf mange stammede fra den katolske tid, bl.a. Allehelgensdag. Hans begrundelse var, at de mere var blevet "anvendt til lediggang og laster end til sand gudsdyrkelse", og at det var bedre, om de blev brugt "til arbejde og nyttig gerning". Struense samlede helligdagene under én hat: Store Bededag.

Skikken omkring Kyndelmisse fortsatte langt op i 1800-tallet.
De senere år er der igen kommet en interesse for den gamle Midvinter- og lysfest, og Kyndelmisse fejres flere steder, både i form af gudstjenester og med bredere anlagte arrangementer. Således har Køge fået tradition for at fejre Kyndelmisse med stribevis af arrangementer over det meste af et døgn. I år sker det på fredag.

(Kilder: bl.a. Den store Salmonsen, Den Store Danske Encyklopædi, Politikens Danmarks Historie.)

Det er hvidt herude

Tekst: St. St. Blicher, 1838
Melodi: Thomas Laub, 1914

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge l�.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer -
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Stress

2009-01-31T02:23:00.000-08:00

Som opfølgning til forrige indlæg om inklusion, hvor jeg påpeger den store andel af pædagoger, som bukker under for arbejdspresset, så modtog vi her til morgen et brev fra Frk. Bjørnstrups aflastningsinstitution.

Forrest lå en besked fra den konstituerede leder, som foræller, at hun har opsagt sit arbejde - netop p.g.a. stress.

Der var også et brev fra den overordnede myndighed, som kunne fortælle, at man blev nødt til at genopslå stillingen p.g.a. for få kvalificerede ansøgere. Ingen vil påtage sig det store ansvar med den yderst moderate løn.

Det kan ikke undgå at gå ud over børnene.

Inklusion

2009-01-28T12:27:00.001-08:00

Jeg har været til stormøde i onsdags for alle Københavns støttepædagoger. Temaet var bl.a. inklusion.

Der har aldrig været så mange børn, som i dag, som bliver visiteret til specialområdet. Det har man besluttet er et problem. Økonomisk problem, hvis jeg skal gíve et bud. Derfor skal mange af de børn, som i dag har basispladser, fremover inkluderes i normalområdet. For at kunne holde en udgiftsneutral linie, vil man tage 10 % fra specialområdet og overføre til normalområdet.

Jeg er så VRED over det!

Vred over, at man vil tage fra de allersvageste børn, som i forvejen er blevet skåret over det sidste seks år.
Vred over, at vi alle skal tvinges ind i normalitetens snærende bånd. Mange af de børn , vi taler om her, har kontaktforstyrrelser og/ eller opmærkosmhedsforstyrrelser. De har svært ved at danne relationer, føle empati og holde koncentrationen. De har brug for mindre, strukturerede miljøer, hvor der er rum, de kan trække sig tilbage til, når det brænder sammen for dem.

Sådan er de færreste daginstitioner i dag, hvor det er normen, at der er 22 børn på hver stue, med 3 voksne til at dække hele dagen. Det er helt almindeligt, at man er alene om eftermiddagen eller højst 2 voksne. Det kræves af almindelige børn, at er de er selvhjulpne i udstrakt grad, at de forstår en fælles besked, at de tager hensyn og kan vente på deres tur.
Det magter støttebørnene ikke.

Det er mange år siden, at man kunne få en støttepædagog, blot fordi der var lidt bekymring for et barn. I dag taler vi om børn med alvorlige psykiatriske lidelser og handicaps - og ikke engang alle får tildelt noget ekstra støtte. Forleden dag hørte jeg om en blind dreng i et almindeligt fritidshjem, som fik 2 timers støtte om ugen!!!
TO TIMER!!!

Desuden er dagligdagen benhård for rigtig mange pædagoger, og de fleste pædagogiske arbejdspladser har oplevet at have medarbejdere sygemeldt med stress. Vi er de i 22 år, som jeg har arbejdet indenfor faget, blevet pålagt flere og flere arbejdsopgaver, samtidg med at normeringen er steget.

Når jeg kommer ud et nyt sted som støtte, er pædagogerne nogle gange at brække sig over støttebarnet. De har måske haft barnet i 2-3 inden udredningen og støttetildelingen er kommet på plads. Det er disse pædagoger, man nu pålægger endnu en opgave, nemlig at inkudere disse svært inkluderbare børn.

Desuden vil støttepædagogernes rolle også ændre sig i fremtiden, så vi snarere end at bakke op om barnet, og tager det væk fra gruppen og ud på små hyggeture eller ned i personalerummet, hvor der er fred, så skal give vejledning til personalet, om hvordan de kan selv kan støtte disse børn.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke kan have en god inklusion i en basisgruppe eller i en specialbørnehave, Jeg frygter at inklusionen kan ende som eksklusion.

Jeg synes, det er et svigt af dimensioner, vi er på vej hen imod. Jeg er VRED, men jeg er også dybt ked af det.

Presset 3

2009-01-26T04:36:00.001-08:00

Fredagens morgenradioavis kunne fortælle om sagsbehandlere indenfor børnehandicapområdet, som går ned med stress på stribe.

Da Frk. Bjørnstrup var lille, var normeringen indenfor børneområdet ca. 38 sager pr sagsbehandler. Det var der ingen, som kunne prale af. Vores daværende sagshandler havde ca. 65 og gik ned med stress.

I dag er normeringen 45 sager pr. rådgiver.
I gennemsnit har hver rådgiver dog 85 sager.

Nyhedsoplæseren sagde, at dette kunne RISIKERE at gå ud over børnene og familierne.
Tjae... hvad tror du selv?

Presset 2

2009-01-26T04:32:00.000-08:00

Jeg er ansat i PPR i Københavns Kommune.

Der er ingen leder.
Den konstituerede leder er langtidssygemeldt.
Der er ingen souchef.

Der mangler en psykolog og den psykolog, som skulle sørge for at jeg og mine kolleger får supervison til at håndtere vanskelige opgaver er langtidssygemeldt.

Der starter en sekretær til maj.
Lige nu er der ansat en vikar.

Presset 1

2009-01-26T04:22:00.000-08:00

Jeg er støttepædagog.

I øjeblikket har jeg bl.a. en dreng med autisme, som har overordentligt svært ved at klare nogen former for krav eller skift i løbet af dagen.
Han råber, stikker af, slår og sparker, smider sig på gulvet. Tager sit tøj af og smider med det og græder voldsomt.
Mange gange.
I løbet af én dag.

Bispebjerg Børnepsykiatrisk Afdeling, som har stillet diagnosen, anfaler at han får maxiamlt støtte for at kunne blive i sin daginstitution.

Københavns Kommune har valgt at tildele drengen 10 timer om ugen.

I øjeblikket varetager jeg opgaven. Om to uger er det en uuddannet vikar.

Det er de vilkår, vi byder vores svageste.
Det er uanstændigt.

Etisk dilemma

2009-01-06T10:11:00.000-08:00

Til et netværksmøde sidder en mor med sit dit ny-diagnosticerede barn. Hun er ked af det og meget alene omkring situationen.

Tilstede er også de professionelle omkring barnet. Barnet er ikke registret i handicapcentret. Spørgsmålet bliver rejst.
Mor er tilbageholdende, er bange for at kommunen kommer ind og snager i hendes privatliv.
Den ene af de professionelle presser mor, fordi en registrering giver øget milighed for hjælp og støtte. Den anden profesionelle holder igen og synes, at det er vigtigst, at mor selv bestemmer.

Hvad ville du foretrække?

Nyt år

2009-01-01T08:32:00.000-08:00

Så er der taget hul på det spæde, nye år 2009.

Julen er næsten overstået. På tirsdag er det Helligtrekkongersaften og så er det slut for denne gang. Vi har lige et sidste komsammen på lørdag, og så starter jeg job på mandag.

Jeg er meget tilfreds med de valg, vi har truffet om julen denne gang.

Vi var afsted i en uge bare Prinsen, Bjørnstrup og jeg, til en bjælkehytte i Gilleleje, hvor vi boede det meste af tiden foran pejsen og hyggede igennem. Frk. Bjørnstrup er inde i en supergod periode. Hun bliver mere og mere social, og hun NØD selskabet med mor og far.

Normalt er det ellers meget svært for os med ferier, fordi vi hele tiden skal underholde hende og finde på, og der er så meget praktisk arbejde forbundet med at have et multihandicappet barn. Men denne gang havde vi alle mere ro på. Vi fik tanket op, og jeg elskede at være tæt på naturen og ligge og kigge ud på granerne om morgenen.

Nytåret fejrede vi for første gang uden frk. Bjørnstrup. Vi kørte hende i aflastning i går, og hun kommer først hjem i morgen kl. 15.30. Det er fantastisk! Vi skålede med gode venner og gik på restaurant og var kærester. Bare os to - ingen pligter eller afbrydelser, bare os.

I dag sov vi til kl. 11.30. Jeg har ingen erindring om, hvornår det sidst er sket. Jeg føler mig fuldstændig fyldt op på depoterne. Nu kan vinteren sgu' bare komme an. Jeg kan godt klare det.
Jeg er frisk på et år til!

Godt nytår til dig.

Jul

2008-12-24T07:44:00.002-08:00

SÅ blev det endelig jul.

Julen har altid været betydningsfuld for mig, men efter jeg blev voksen, synes jeg den har fået en endnu dybere mening.

Julen er mit absolutte sprirituelle og magiske højdepunkt på hele året.

Sikke en power der ligger i at så mange mennesker samles om en fælles begivenhed, som handler om at finde det bedste frem i sig selv, bilægge strid og åbne vore hjerter for at lade os berøre af det lille nyfødte barns hellighed.

Det er stort, at vi her i vores multikulurelle, fragmenterede individualiserede verden sammen beslutter os for at lukke ned i et par dage og vende opmærksomheden indad mod vores nære og kære. At vi spiser, drikker og synger i fællesskab for at genopdage glæden i vore hjerter og besegle den.

Historien om det lille Jesusbarn rører mit hjerte hver eneste år. For det ér jo sådan det er: at de små små børn er vores frelse. Det er dem, som redder os fra mørket og kalder på vores omsorg og kærlighed.

Uden at vide det - for jeg har ikke andre børn end Frk. Bjørnstrup - tror jeg, det gør sig sig gældende i endnu højere grad med vores handicappede børn. Det er så hjælpeløse og afhængige, at vi går til verdens ende for at hjælpe dem og passe på dem. De fremkalder så stort mod og så mange kræfter, som vi ikke troede vi havde. Vi møder også sorg og smerte, javist, men vi går videre, fordi vi ikke kan andet. fordi vi har håbet og troen på, at det nytter.

Mit juleønske er, at vi alle kan fylde vores depoter op i aften af lys, glæde og varme, så der er ressourcer til den videre vandring ud i den kolde, mørke tid. Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig, magisk jul med åbne hjerter :-)

Noget om Juletræet

2008-12-16T13:14:00.000-08:00

Jeg fandt denne tekst her løst liggende i min udgave af Peters Jul. Desværre husker jeg ikke, hvor den er fra, eller hvem der har skrevet den. Men jeg kan lide den, fordi stemningen i den fanger julens cirkulære spiritualitet.

Ved du hvad det er for en stjerne, som sidder i toppen af juletræet?
...
Nej, det er ikke Bethemsstjernen, som de fleste tror, men den gode, gamle Nordstjerne!

Og nu skal du høre hvorfor:
Selve juletræet forestiller, hvad man i gamle dage kaldte Livets Træ. Det stod ifølge de gamle myter oppe på toppen af jorden - altså oppe på Norspolen.

Den stjerne, der befinder sig lige over dette sted hedder Nordstjernen. Nede under Livets træ drejer jordkloden rundt. Det er det, vi symboliserer, når vi danser rundt om træet. Når vi holder hinanden i hænderne under dansen, er det for at vise, at menneskene er forbundet med hinanden - hele jorden rundt.

Skal det være perfekt, skal der være 28 lys på træet. De skal sidde i 7 lag over hinanden med 4 lys i hvert lag, ligesom på advendtskransen. I højde med hvert lag hænger en hvid papirengel med trompet. Du skal forestille dig, at dit livs vandring starter ved det første lys i det nederste lag.Herefter bevæger du dig rundt, til du kommer til det fjerde lys. Her vil englen blæse i trompeten og byde dig velkommen til næste lag. Således fortsætter du, til du når de øverste lys.

Det er dét, man mener med at være i "den Syvende Himmel". Heroppe blæser ærkeenglen Gabriel med fryd og dybe vejrtrækninger i sin trompet for at byde dig velkommen indenfor.

Der var engang en mand, som hed Jakob. Han syntes ikke, han ville tage den store tur syv gange rundt om træet. Derfor kan du på juletræet finde "Jakobstigen".
Jakob kom dog hurtigt tilbage fra sin genvejs-drøm i den syvende himmel for at andre videre med os andre.
Ingen ved vist rigtigt, hvad han opdagede deroppe i toppen af juletræet.

Jesus kom ned af samme stige medbringende dåbs-vandet, således at du kunne vide, at der var sejret uden Gabriels trutterier.

Derved blev tæppet i templet sønderrevet, så vi kunne få indblik i, hvad det var Jakob så.
Magikkeriet, okkultismen, uvidenheden og angsten for det ventende var slut-prut-finale!

På juletræet finder du også hist og pist små glasfugle. De sidder og synger for at opmuntre dig på din livsrejse. Endvidere møder du kræmmerhuse og hjerter med godt at spise til vandringen.

Under træet ligger gaverne. I gamle dage var der ikke navn på dem, fordi de var fælles gaver til alle, som var med i dansen. Det kunne vi tænke på i dag med de mange fattige, som der jo symbolsk er med i dansen om træet. Således ejer du ikke alene de gaver, som får får til deling med andre.

Nu er det vel nok sådan, at der under dit juletræ er gaver, som bærer dit navn. Det er da også helt fint og ganske moderne. Og hvis du synes, at der er Bethlehemsstjernen, der sidder på træet og ikke, hvad du hér har fået fortalt , så er det selvfølgelig, dét, du bestemmer. Og skifter du Jakobsstigen ud med Dannebrogsflag for at tilslutte dig 1800-tallets ærgerelse over at have mistet det sydlige Danmark. så gerne for mig.

Din juletræs-fortæller vil nemlig gerne have, at julen skal være til din fornøjelse og glæde...
Derudover er det ret så voldsomt med 28 lys på træet!
---

Glædelig jul, allesammen!

En ting ved jeg..

2008-12-09T07:23:00.000-08:00

Det er nemmere at blive mindre udenpå,
når man bliver større indeni

Der kom en mail...

2008-12-08T10:45:00.000-08:00

Hej Heidi!
Jeg læser din blog, jeg synes den er interessant og medrivende. Men tænk, jeg føler at jeg snager i dit privatliv, at det sådan er lidt forbudt at læse med...

Her er, hvad jeg svarede:
Det er rigtigt at min blog er meget privat, men det jeg skriver om, har altid et dybere formål. Jeg synes, at vi lever i en verden, som er præget af overfladiskhed og drømmen om det perfekte liv. Det er en illusion, som gør os ensomme og syge i hjertet , fordi ingen af os kan leve op til de idealer. Jeg vil gøre mit til at bryde tabuer og bringe mennesker nærmere hinanden.

Jeg skriver iøvrigt kun om emner, som jeg er afklaret med eller som, jeg er afklaret med at jeg er uafklaret med. Bloggen er offentlig og frit tilgængelig for alle - det gælder også dig :-)

Overspisning

2008-12-07T07:00:00.000-08:00

Måske skulle jeg starte ved begyndelsen...

Dette er mine tanker og erfaringer om overspisning:

Jeg definerer overspisning som den 3. spiseforstyrrelser. Noget, som mennesker gør, når de spiser, efter de er blevet mætte, og ofte også efter at nydelsen er forsvundet. Nogle kalder det for tvangsoverpisning for at understrege det tvangsprægede i handlingen.

Overspisning vil på sigt føre til overvægt, som kan føre til mange kropslige problemer. Overvægten er et sympton.

Overspisning handler ikke om mad. Det handler om følelser
Overspisning er ikke problemet. Det er løsningen på problemet.
Overspisning er en handling og handlinger kan ændres.

ALLE mennesker bruger såkaldte forsvarsmekanismer for at komme væk fra de følelser og behov, som de ikke kan rumme indeni. Nogle drikker, eller ryger. Nogle tager stoffer eller bliver shopaholics. Andre bliver ludomaner, og andre bruger “usynlige” forsvarsmekanismer, som afspejles i den måde, de forholder sig til deres omverden på. (Jeg vil skrive om disse interpersonelle forsvarsmekanismer på et andet tidspunkt)

Jeg er opmærksom på, at jeg bruger mad til at spise mig væk fra følelser, som jeg oplever som ubehagelige. Jeg er vokset indeni efter mange år i terapi,. Der er dog stadig daglige episoder, hvor jeg ikke kan udholde den frustration, jeg oplever, og hvor jeg vælger at gå i køleskabet, fremfor at lukke øjnene og vente på at det går over. Jeg er blevet mere bevidst om, at jeg gør det. Tidligere oplevede jeg det som en trance. Jeg kunne ikke mærke, når noget ramte mig. Pludselig befandt jeg mig foran køleskabet og stod og puttede mad i munden. Nogle gange stoppede jeg ikke, før jeg var ved at briste. Nogle gange faldt jeg i søvn, fordi min organisme blev overloaded.

Jeg har oplevet det som meget skamfuldt og ikke talt med ret mange om det. Jeg har bildt mig ind, at jeg nok, var en af de eneste, som gjorde sådan noget. Jeg har ønsket, at jeg i det mindste havde bulimi, så min problematik ikke var så synlig.

Det gør jeg ikke mere.

Nu stræber jeg efter at give mig selv omsorg og anerkendelse. Jeg tror på, at jeg har ret til at være i verden, som den unikke person, jeg er. Jeg er meget mindre tilbøjelig til at slå knuder på mig selv for at gøre andre tilfredse. Jeg ved, at vi alle har vores opafttelse af, hvad virkeligheden er, og min opfattelse er lige så meget værd, som alle andres.

Med denne nye selvstøtte oplever jeg, at jeg har mindre brug for at overspise.

Jeg vil fortsætte med at skrive om overspsining, men for min egen skyld vil jeg dosere det i mindre bidder.

Mere om overspisning

2008-12-05T10:51:00.000-08:00

Tykke skrev en kritisk kommentar til mit forrige indlæg. Jeg begyndte at svare i kommentarfeltet, men det udviklede sig, så derfor kommer det her istedet:

Ros er dejlig, og let at lappe i sig. Kritik kræver mere "tygning" og overvejelse, og giver til gengæld mulighed for udvikling. Så tak for din kommentar, som først og fremmest lærer mig, at jeg ikke skal skrive på på bloggen 5 minutter før, jeg skal ud af døren :-)

1. Jeg vil GERNE tale på egne veje og sige, at jeg har brugt mad til at regulere mine følelser, siden jeg var ganske lille. Der var ikke særlig stor følelsemæssig rummelighed i familie, og hvis jeg viste tegn på at være andet end glad, kunne jeg få en mad eller noget slik. Jeg lærte tidligt at slik gjorde godt på den måde, at jeg fik også en kropslig erfaring med, hvordan, jeg kunne aflede opmærksomheden på min egen opfattelse af virkeligheden. Det gjorde det nemmere for mig at vokse op i min familie.

Når jeg ser mig omkring, både i min omgangskreds og på tv, ser jeg overvægtige reagere på samme måde som mig selv og spise på deres følelser, fordi de engang har lært at det er for risiskabelt at udtrykke dem. Der er ingen fordømmelse eller kropshadning i det. Det er blot en konstatering.

Du beskylder mig for at generalisere. Jeg kan se, at du også har svært ved at blive “i eget hus”, når du beder mig om at “blande JER udenom”.

2. Min bemærkninger er en kritik af den måde, man som regel behandler emnet overvægt og fedme i den danske debat. Som om at det udenlukkende handler om hvad man spiser. Jeg synes, det er alt for for fattigt at lægge så meget vægt(!) på information af kostrådene. Derfor blev jeg så glad, da jeg hørte i radioen, at man for en gangs skylkd talte om (nogle af ) de bagvedliggende årsager til overvægt.

3. Du har klippet i min sætning og taget den ud af kontekst: Overvægtige kan sagtens gå ned i vægt, NÅR de følger et planlagt kost og motionsprogram.

Hvis man har til hensigt at følge en slankekur eller “kost-omlægning” eller hvad filaen, det hedder i øjeblikket, men IKKE gør det - af det ene eller anden grund, kan man naturligvis IKKE gå ned i vægt. Det er så vidt jeg ved, videnskabligt bevist, at når man forbrænder flere kalorier end man optager, ja, så slanker man sig. Keine hexerei, nur behändichkeit.

Du kan tro, jeg kender en helt masse til slankekure, og jeg ved godt, hvor svært det er. Netop fordi overvægten IKKE handler om mad. Jeg er IKKE tilhænger af slankekure. Faktisk er det min erfaring, at slankekure skader mere end de gavner, både kropsligt og på den psykiske stablitet. Jeg siger jo netop også, at man uværgerligt tager på igen, hvis man ikke arbejder med de bagvedliggende årsager.

Igen føler mig generaliseret af dig: når du skriver “folk, som dig”. Jeg siger det igen: der ligger ingen fordømmelse af overvægtige mennesker i mit indlæg. Jeg ER selv mange kilo overvægtigt, og jeg føler mig da bestemt som et ligeværdigt menneske.

At du læser mit indlæg med al den fordømmelse må stå for din regning.

Dog vil jeg give dig, at ja, det er rigtigt, jeg ser en tendens hos både mig selv og hos andre overvægtige til at vælge offerrollen.

Jeg siger ikke, at der ikke er andre end overvægtige, som vælger denne rolle. Jeg siger heller ikke at offer-rollen er umoralsk, foragtelig eller dårligere end hverken hjælperrollen eller krænkerrollen (se evt min indlæg om Offer-Redder- Krænker trekanten. For mig er det et naturligt valg, idet jeg VAR offer for mine forældres umodenhed og mine bedsteforældres meget begrænsede livsopfattelser.

At du kan sige dig fri for offer-rollen er bare dejligt,. Jeg synes iøvrigt du gør et godt stykke arbejde omkring Fat- Acceptence, så keep up the good work, men lad være med at se fjender hvor der ingen er.

Overspisning

2008-12-04T22:40:00.000-08:00

ENDELIG begynder pressen at interessere sig for andet end slankekure og "livstilsændring" i forbindelse med overvægt. Her til morgen er der et længere interview med den dygtige og indsigtsfulde psykolog Annette Ilfeldt, som er en af dem, som længe har forsøgt at få lidt fornuft ind i debatten.

Hun kommenterer på en netop offentliggjort undersøgelse af 260 tvillingepar, hvoraf en er normalvægtig og en er overvægtig. Undersøgelsen påviser, at den overvægtige tvilling har været mere eller mindre omsorgssvigtet fra barndommen af. Når man er omsorgssvigtet danner hjernen ikke nok dopamin og man er risiko for at udvikle misbrugeradfærd, hvad enten det er alkolhol, stoffer eller mad, der er tale om.

Overvægtige mennesker bruger mad til at regulere sine følelser med. Det er et fåtal, som er overvægtige, alene på grund af at de ikke ved, hvordan de skal spise. Overvægtige kan sagtens gå ned i vægt, når de følger et planlagt kost og motionsprogram, men så længe de ikke arbejder med de bagvedliggende årsager og udvikler deres selvstøtte, tager de uværerligt på igen, når programmet er slut.

Lykke

2008-11-28T10:02:00.000-08:00

At køre i mørket i min bil
med maven fuld af sushi
en bjørn bagved
som sprutter af
cola
glæde
og thaimad

Dét er lykke

Tankemylder

2008-11-21T12:58:00.000-08:00

Jeg vil gerne skrive
Men det lille ord "gerne" er en snyder. Den udtrykker en modstand, et "men".
Jeg har et tankemylder, som flyver og farer og intet bider sig rigtigt fast.
Så jeg lader være

Indtil jeg ikke kan lade være mere

Udtømt og Påfyldt

2008-11-09T12:44:00.000-08:00

Jeg har været så fuldstændig udtømt.

Frøkenens 5 uger lange sygdom, efterfølgende gener og to jobs ved siden af tappede alt, hvad der var. Der var ingenting tilbage til mig: ingen stilhed og ro, ingen træning og fysisk udfoldelse, ingen kreativitet eller kaffevisitter. Kun den udsultede ensomhed, som kommer, når udfordringerne bliver alt for store, og man må se sine begrænsninger i øjnene.

Og jeg var blevet inviteret til fest: Min fortid skulle genopstå og samles for en enkelt aften.

Jeg havde glædet mig, siden jeg fik det at vide. Hvor tit får man sådan en mulighed for at lukke ufærdige gestalter?

Tiden nærmede sig, og jeg begyndte at tvivle på, om jeg kunne gennemføre. Der skulle jo ingenting til, før tårene begyndte at løbe og selvom vi havde været et miljø, som havde lagt vægt på ærlig kærlighed, var det ikke sikkert, at de gamle venner var parat til SÅ meget autencitet.

Men jeg gjorde det! Gik til 30 års jubilæumsfest med Parkering Forbudt på Christiania og 250 andre mennesker, som synes at det var værd at hylde den tid, hvor drømmene var fulde af fællesskab. Hvor det nyttede, at stå sammen og kæmpe for det, man troede på og hvor vi kunne få store ting til at ske, selvom de allerfleste var et godt stykke under 20 år.

Der var så meget magi og kærlighed til den fest. Det var kollosalt frigørende, helt udsyret, og helt i orden.

Jeg lænede mig op af al den energi, drak af den, badede i den og lod mine depoter fylde op.

Nu er jeg klar til næste uge.

Kobber-kærester

2008-11-04T13:04:00.000-08:00

Så har Prinsen og jeg været kærster igennem 12 1/2 år.

Vi burde nok have haft kobber-medaljer, men den slags er ikke så udbredt, så vi bestemte os for at få ringe på i stedet.

Stille

2008-11-04T11:47:00.000-08:00

Jeg er stille i øjeblikket. Tænker at jeg burde skrive noget på bloggen, men fingrene vil ikke rigtigt. Der er ikke noget, som presser sig på for at komme ud.

Jeg er optaget af min datter, Frk. Bjørnstrup.

Hun har nærmest været syg siden 1 september. Først var det forkølelse, så roskildesyge og for 5 uger siden fik hun en mellemørebetændelse, som hun tilsyneladende ikke er kommet sig over endnu. Hun har ellers været igennem to pennicillinbehandlinger, men hun bliver ved med at råbe og slå sig på øret.

Ørelægen kan ikke se indikationer på noget som helst. Alt ser stille og fredeligt ud i ørene og begge dræn virker.

Hvad er det så???

Der er ingen tvivl, om at hun har ondt som ind i helvede. Hun kan sidde midt i ynglingslegetøjet og hygge sig, og så pludseligt stikker hun i et vræl og hamrer løs på øret.

Vi giver hende panodiler hver enste dag, og det ser ud til at tage toppen.

Hun er også mere udmattet, sover tit om eftermiddagen og kan ikke holde sig beskæftiget med det samme i ret længe af gangen. Tydelige tegn på at hun ikke har det godt.

Nu har jeg fået en tid til specialtandlægen i morgenb tidlig. Jeg tror næppe, at de finder noget, men vi famler i blinde og må bruge udelukkelsesmetoden.

Det er ikke nemt, når man ikke har noget sprog.

Afsted

2008-10-23T14:00:00.000-07:00

Jeg havde heldigvis fri i dag og kunne gøre tingene i nogenlunde mit eget tempo.

Det var langsomt, det tempo.

Jeg har stadig været tung i kroppen. Jeg mærkede det tydeligt til træning.

Men nu er klokken sent og de fleste er opgaverne er alligevel blevet løst. Vi kører mod Jylland i morgen, hvor vi skal fejre Halloween med en skøn familie, vi mødte på Pindstrup sidste år.

Jeg elsker eventyr, så jeg glæder mig.

Nede

2008-10-22T11:36:00.000-07:00

I dag er jeg nede. Jeg føler mig tung og trist inden i. Jeg overspiser og stener på sofa og ved computeren.

Jeg ved godt, hvad det handler om: jeg har haft rigtigt meget at se til i den sidste måneds tid. Forude ligger også mindst én uge med fuld knald på.

I dag er Frk. Bjørnstrup i aflastning for første gang i lang tid. Hun har været meget syg og det har tæret på kræfterne.

Nu er der mulighed for, at jeg kan nulstilles. Det gør jeg så.
I morgen har jeg det bedre.

ps. billedet er iøvrigt taget af Lewis Carroll i 1859

På forsiden igen...

2008-10-20T06:29:00.000-07:00

Så er frøken Bjørnstrup med mor på forsiden af LEV. Artiklen er den samme, som var i Københavner-bladet.
Den kan hentes ned som pdf her

Åbenhed og grænser

2008-10-19T01:15:00.000-07:00

Der var et interview i sidste uge med journalisten Martin Krasnik. Han har netop udgivet en bog, Mit Amerika, hvor han efter sigende skulle fortælle meget åbent om en depression, han har haft. Intervieweren spurgte undrende ind til, hvorfor Martin havde valgt at være SÅ åben om sig selv. "Hvorfor ikke?", svarede Martin Krasnik.

Jeg blev glad for hans udtalelse, og jeg tror at man hver især må finde ud af, hvor ens grænser ligger.

Jeg spørger jo også jævnligt mig selv, hvor privat, jeg kan tillade mig at være på nettet. Ikke mindst fordi jeg også arbejder som psykoterapeut, hvor klienten traditionelt har brugt terapeuten til at overføre egne følelser på.

Jeg har besluttet at være meget åben, og dele mange af de processer, som har været svære for mig. Det har jeg endnu ikke fortrudt.

Min skillelinie går der, hvor stoffet ikke er bearbejdet. Det er er nemlig også dér, hvor jeg er såbar og ikke bryder mig om at få alle andres indtryk og vurderinger. Jeg behøver ikke at være fuldstændig afklaret, men så skal jeg være afklaret med, at at jeg ikke er afklaret.

Jeg synes, vi lever i en tid, hvor det hele tiden er det Perfekte Liv, som hyldes og udstilles. Det er en løgn, og det gør os syge af misundelse og mindreværd, eller bare tomme indeni.

Jeg vil være med til at fremme en dialog, hvor mennesker kan tale om det, som virkelig rører sig i os, hvor vi tør at komme hinanden nær. Hvor vi kan finde ind til de ægte værdier. Der healer vi hinanden og bliver mindre ensomme.

Jeg tror faktisk, det kan være med til at skabe et bedre samfund.

At trække vejret og mærke efter

2008-10-13T12:13:00.001-07:00

Tak for jeres kommentarer til det forrige indlæg. Det får mig til at tænke på, hvordan jeg tidligere har FORHINDRET mig i at have disse ånde-huller og mærke efter.

Det handler om rummelighed. Inde i kroppen.

Hvor stor er jeg inden i? Hvad har jeg plads til og især, hvad har jeg IKKE plads til?

Jeg har haft svært ved at bære især frustration og ensomhed. Jeg har forsøgt at kvæle følelserne med mad og andre stimulanser. Jeg havde det bedst, når andre fortalte mig at jeg var god nok, for jeg havde svært ved selv at sige det og tro på det. Når jeg oplevede konflikter blev jeg urolig og usikker på, om jeg nu også havde ret til at have det standpunkt, jeg havde. Hvis de havde ret, måtte jeg jo tage fejl.

Langsomt har jeg ændret mig. Eller mere præcist: langsomt er jeg blevet i stand til at være mere mig.

Jeg har gået mange år i terapi hos mange dygtige terapeuter. Jeg har selv taget uddannelsen og har fordybet mig teoretisk. Igennem en større og større selvindsigt sammenholdt med en øget kropsbevidsthed, oplever jeg nu, at imens min krop udenpå bliver mindre, bliver jeg større inden i, og bliver i stand til at rumme mere og mere. Ikke udholde, det er ikke dét, det handler om, men at rumme.

Jeg kan godt efterhånden blive frustreret og samtidig finde tilbage til min indre ro. Jeg har fået meget mere sammenhæng imellem tanke, følelse, tro og handling. Det giver en jordforbindelse, som er langt sværere at ryste.

Det gør at jeg TØR at trække vejret og mærke efter, for jeg er ikke længere bange for, hvad jeg mon skulle mærke.

Transition

2008-10-13T06:02:00.000-07:00

Overgange.

Hvordan takler jeg dem? Halser jeg fra et sted til det næste, fra gøremål til gøremål? Har jeg travlt med at nå en masse, så jeg glemmer mig selv i forbifarten?

DSB havde engang en reklame, som hed Husk at få Sjælen med.
Selvom den var rettet imod større afstande kan den sagtens bruges her i min stuelejlighed på Amager.

Jeg er nemlig begyndt at gøre holdt ind imellem. Bare lige standse op et par sekunder. Jeg retter opmærksomheden mod mit åndedræt. Jeg ændrer ikke noget, registrerer bare. Måske gennemgår jeg mine kropsfornemmelser. Strækker nakken, trækker skulderbladene ind. Falder på plads.

Det tager ikke lang tid, og resulatet er, at jeg er blevet mere rolig, har større fokus på det jeg gør og dermed større overskud.

Og så er det HELT gratis!

Meanwhile elsewhere...

2008-10-11T10:26:00.000-07:00

Jeg har hænderne fulde af et sygt barn som bare råber, skider og kaster sin medicin op.

Desuden har Prinsen fødselsdag i morgen.
Blogland må vente: Jeg vender tilbage, når der er mere ro på hjemmefronten.

Smil!

2008-10-02T11:20:00.000-07:00

Jeg så lidt af et tv-program i dag om en dansk fri-dykker ved navn Stig. Han dykker ned til 65 meters dybde på ét åndedrag. Det var fascinerende at se, hvordan et menneske kan have så meget kontrol over sin krop. Blandet andet sænker han sin puls til 30 og hans lunger klapper helt sammen, når han kommer dybt ned.

For at kunne holde til det arbejder han med meditation og visualisering. Det handler om at være centreret og føle overskud. Han har en vane med at smile til verden.

Det er helt kemisk: hver gang vi smiler, frigiver kroppen endorfiner, og vi oplever et velvære, som skaber overskud. Han synes selv, at det ikke altid kommer lige nemt, men han gør sig umage for at efterleve det.

I 12-trinsprogrammerne har man et slogan: Fake it till you make it. Selvom det føles kunstigt, så fortsæt! På et tidspunkt vil det blive ægte.

Det virker faktisk. Jeg har selv tjekket efter hele eftermiddagen. Når jeg smiler, mærker jeg en varm bølge, og jeg får fornemmelsen af, at det nok skal gå :-)

Grundfølelser: Glæde

2008-09-25T13:38:00.000-07:00

Jeg hentede Frk. Bjørnstrup i vores store, røde handicapbus den anden dag.

To af de store drenge fra fritten var på vej ud at gå med en pædagog. De standser, kigger og snakker lidt imens jeg slå liften ud. Pædagogen og den ene dreng gør sig tiltag til at gå videre, men den anden dreng er gået fuldstændig i stå og står bare og stirrer på os.

"Er du faldet helt i staver?", spørger pædagogen. Drengen vågner op og spørger med stemmen fuld af tilbageholdt spænding, om han ikke må se, når jeg kører bussen.

"Jo", svarer jeg, "så kan I begynde at gå, og så når vi passerer jer, skal jeg nok dytte". Drengen næsten spjætter af begejstring og går afsted med syvmile-skridt.

Da vi kører forbi, får de en flot fanfare dyt-dyt, dyt-dyyyyt. Drengene vinker og smiler over hele hovedet.

Deres glæde vakte min.

Det kan godt være de ikke er det klogeste, men hvem sagde svage i ånden???

Papirnusseri

2008-09-23T02:46:00.000-07:00

Frk. Bjørnstrup savler meget.

Børn med læbe-ganespalte har ofte et tandsæt, som går i mange forskellige retninger. Hun har en skæv tyggeflade og kan ikke bide af med fortænderne, som os andre. Der udvikles underbid, fodi operationen tvinger overkæben ind på et unaturligt sted. Desuden har hun meget arvæv i munden efter fire operationer.

Hun er også hypoton, altså underspændt i musklerne også i ansigtet. Konkret betyder det, at hun sjældent lukker tæt.

Det er okay.

Vi har siden hun var 3-4 år fået hjælp til hagesmække. En om måneden a´59 kr.

Nu har handicapcentret lagt sine procedurer om. Hagesmække hører nu ind under kategorien: kropsbårne hjælpemidler (selvom bodystockings i str. 10 år ikke gør. Det ses stadig som en mer-udgift)

Med den nye katagorisering hører også, at der skal søges påny.

Jeg får tilsendt et skema, som jeg artigt udfylder: Hvis hjælpemidlet én gang er bevilget, hvorfor søger De så igen? Tja, de bliver jo slidt op af brug og vask..

Der var også et punkt, hvor jeg skulle dokumentere, hvem Frøkenen sidst var blevet tilset af ifht. "problemet". Nu er frøkenen aldrig blevet tilset på grund af sit savleri. Jeg vil tro at lægeverdenen betragter det som en lillebitte bi-ting fht hendes omfattende retardering, så jeg lod bare rubrikken være blank.

Det skulle jeg ikke have gjort! I sidste uge blev jeg ringet op af ergoterapeuten fra "kropsbårne hjælpemidler". Han kunne jo ikke bevilge hjælpemidlet, når der ikke var lægelig dokumentation! Jeg spurgte om ikke hans kollega, sagsbehandleren, som jo har været herhjemme flere gange, ikke kunne fortælle, at det var rigtigt, at min datter savlede, men den gik sandelig ikke. "Vi må have lægelig dokumentation".

Jeg henviste til Læbe-Ganecentret, hvor evt. specialsundhedsplejerken kunne hjælpe ham. Men nej, det skulle være en læge.

Til sidst angav jeg den kirurg, som har opereret hende i sin tid, samt hendes neurolog. Guderne skal vide, at de begge to er travle herrer, som deværre får endnu mere (uvæsentligt) at bestille, hvis de skal til at sidde og underskrive beviser til alle de børn, som savler.

Ak, ja.

Overmennesket

2008-09-21T13:26:00.000-07:00

Der blev vist uddrag fra Dansk Folkepartis årsmøde i tv her til aften. Som indledning viste man en masse billeder bl.a. af danske flag, som blev brændt af, og andet, som kan bekræfte de mange bange i en "dem og os" tankegang.

Så langt, så godt. Det er helt som forventet.

Det som forbløffede mig, var, at man som underlægningsmusik havde valgt at spille Zarathustra af Richard Strauss.

Zarathustra er måske mest kendt i dag fra Friederich Nietzsche hovedværk: Således talte Zarathustra. Her introduceres Guds død og ikke mindst Overmennesket.

Overmenneske-tankegangen blev som bekendt overtaget på uhyggelig vis af nazisterne...
---

Om det nu var DR som havde valgt denne underlægningsmusik, eller om det virkelig var, den musik som blev spillet på landsmødet, undrer det mig dybt, at der ikke var nogen, som havde tjek på referencerne.
DF's ledelse plejer sgu' ellers nok at have gang i tæpperenseren inden pressen møder op!

Fødselsdag

2008-09-16T13:00:00.000-07:00

Siden i går morges har jeg med jævne mellemrum vandret otte år tilbage i tiden.

I går morges kl. 10 i år 2000 var jeg på Hvidovre Hospital for at blive scannet. Jeg var gået 15 dage over termin, men var indstillet på at vente og lade fødslen gå naturens gang.

Men alt fostervandet var forsvundet og jeg blev sat i fødsel med det samme.

Jeg reagerede dog kun med plukvéer, og ialt kom fødslen til at strække sig over 41 timer.

Så her ved 22 tiden kan jeg huske, jeg havde det skidt. jeg havde været vågen hele den foregående nat og havde sågar været ude at løbe på trapper inden jeg fik lagt et ve-drop. Barnets hjertelyd blev ved med at droppe. Jeg lå totalt pakket ind i elektronik. I hvinende kontrast til den vandfødsel, jeg havde ønsket.

Nu havde jeg kastet meget op og havde feber. Jeg synes, ikke jeg havde flere kræfter, men jeg var langt fra åben nok endnu.

Først kl.23.30 fik jeg ok til at presse. Smerten blev fuldstændig intens og allestedsnærværende. Jeg bad om kejsersnit, men fik at vide, at der stadig var masser af saft og kraft i mig. Hvor jordmoderen kunne få øje på dét, er mig en gåde.

Endnu halvanden time gik, før Frøkenen endelig kom ud.

Jeg stod omringet af 2 læger, jordmoder og en sosuassistent, Prinsen og min mor og far. Dette skulle være den endelige forløsning, men det var helt gal: En ond heks havde klippet i min datters overlæbe to steder, så midterstykket af læben sad som en lille klump under næsen.

Jeg kunne se, at der også var "noget med øjnene", men det var der ingen andre, som kunne. Pludselig blev hun blå. Helt op til navlen og blev revet værk fra min mave. Der var en masse råb og skrig og løben frem og tilbage, og imens fik jeg besked på at føde moderkagen.

Frøkenen fik det bedre og kom over til sin far. Hun blev tjekket og det blev konstateret at hun havde dobbeltsidig læbe-gumme-ganespalte, men ellers i orden. Luften gik af ballonen. Personalet forsvandt. Mine forældre var trætte og kede. Prinsen var i chok. De kørte hjem sammen.

Jeg lå alene og kiggede på det barn i mørket...

fra LEV, Københavns Kommunekreds, nr.3, 2008

2008-09-13T01:23:00.000-07:00

”Jeg lå alene og kiggede på det barn i mørket”

Hvor henter forældre til et nyfødt barn med handicap hjælp?
Samtale med Heidi Brandt, mor til pige med multihandicap og psykoterapeut.

Af Lasse Rydberg

Et barn, et chok og en vrede
For rigtig mange forældre, der føder et barn med handicap er det et chok. De har glædet sig til at få et normalt barn, og får et barn der ryster deres forventninger. Mange føler at de har mistet det barn de har ventet på, et tab der er uoverskuelig, for der er jo et barn der lever. Chokket bliver i mange tilfælde til et traume, og en vrede.”Hvorfor mig, hvad skal livet blive til?” Tanker om dagene foran og tiden fremover er fyldt af kaos.
Det er noget, man har kendt til så længe, der er født børn med handicap, eller hvor handicappet er oplevet og meddelt en tid efter fødslen. Man har igennem historien håndteret problemet, set med nutidens øjne, hårdhændet. Man har skilt sig af med barnet på den ene eller anden måde, og fået rådet; prøv igen. Det er ikke mange årtier siden, at forældre til spædbarn med handicap, fik rådet at placere det på en af samfundets anstalter. I den oprigtige mening, at befri forældrene for en byrde, de næppe kunne løfte, og placerer barnet i en sammenhæng, hvor hjælp kunne være til nytte.

Et barn… forældre tager ansvaret
I midten af 1900tallet begyndte forældre at påtage sig et ansvar for deres barn. I første omgang ville de have indflydelse på forholdene på anstalterne, hvor deres børn var placeret. Senere opstod ønsket om at klare opdragelsen selv og børnene blev boende hjemme. Det gav anledning til etablering af børnehaver og eksterne skoler. Det betød også, at barnet nu ikke mere blev oplevet som uduelig og ubrugelig. Forældre lærte nu deres handicappede barn at kende, og oplevede at det var berigende at dele tilværelse sammen og opleve, at det med tiden voksede sig til en personlighed.
Men chokket ved fødslen var der stadig, også traumet og vreden og angsten for fremtiden, usikkerheden om barnet, dets muligheder, dets fremtid, hvordan kan man takle det, hvilken hjælp kan det få, hvad fejler det?
Det nye var, at arbejdet med at bearbejde sorgen, arbejdet med at finde ud af, hvordan man kan leve med og opdrage sit barn, stort set blev overladt til forældrene.
Den hjælp forældre kunne finde var at opsøge andre forældre f.eks. i Landsforeningen LEV, og skabe små netværk. I mange tilfælde kunne en socialrådgiver anvise muligheder og vejlede med hensyn til livet i hjemmet når det gjaldt praktisk indretning og vejledning i samspillet med barnet. I nogle tilfælde arrangerede socialrådgivere studiekredse for forældre, men med tilstedeværelse af en faglig medarbejder.

Hvor er der hjælp til nybagte forældre
Hvordan står det til med hjælp til nybagte forældre til børn med handicap i dag, hvor det er blevet en naturlig del, at børn med handicap uanset hvor omfattende og svært det kan synes er hjemmeboende? Det handler i denne sammenhæng ikke om tilskud til bleer, hjælpemidler, indretning af hjemmet etc. selv om dette også for mange forældre opleves som en kamp med myndighederne.
Det handler om, hvilken hjælp er der at hente til nybagte forældre til et handicappet barn, til livet med sig selv som forældre og til livet sammen med barnet.
Jeg forsøger at undersøge, hvilke muligheder der er, og kan desværre ikke se, hvor der kan tilbydes forældre professionel hjælp, også til at etablere netværk. I det tidligere Københavns Amt har der i en årrække været et småbørnstilbud, der nu er truet med nedlæggelse i forbindelse med at andre skal overtage opgaven efter amtet. I Københavns Kommune var der et småbørnstilbud, der fik lov til at leve én sæson. Jeg kan ikke finde noget, ud over studiekredse hist og pist, der er gode nok, men ikke noget i kommunal regi, der kan hjælpe familien til selvhjælp i deres sorg.
En mor, med ideer om hvad der kan gøres
Jeg leder videre på nettet og finder en moder der har været igennem alle de store og vanskelige lidelser det er, at få et barn med handicap, og som har en ide om, hvad der kan gøres.
Det er Heidi Brandt, der giver mig lov til at møde hende for at tale om, hvad hun har været igennem og om, hvad hun mener der er behov for af tilbud til nybagte forældre til børn med handicap. Når jeg har valgt at tale med Heidi Brandt skyldes det ikke kun, at hun er meget åben om sit liv som mor, men også fordi hun har en baggrund som socialpædagog og psykoterapeut. Hun kan så at sige se sagen fra flere indfaldsvinkler.

Heidis fortælling – Forkertgørelsen
Heidi Brandt er mor til Ursula der er 8 år og multihandicappet, født med læbe, gumme og gangespalte. ”Det var det første vi så, men også at der var noget med hendes øjne. Min mand og mine forældre var med ved fødslen, og vi alle blev enormt ulykkelige. Min mand og mine forældre gik hjem i chok, og jeg lå alene og kiggede på det barn i mørket. Det var helt forkert, hun var kommet til den forkerte adresse,” beretter Heidi Brandt, ”men jeg mærkede også at jeg bar på en stor ømhed for hende.”
Heidi Brandt fortæller, at hun ikke forbandt sig med barnet, som hun havde forventet. Hun ville forfærdelig gerne, men kunne ikke. Det var som om barnet ikke gav noget igen, hun kunne opleve. Der meldte sig tanker om barnets fremtid, om operation, om hvor omfattende handicappet var, og ”så græd jeg” siger Heidi Brandt, ”græd og græd, men det måtte jeg ikke sagde personalet.” ”Hvordan kan dit barn blive glad når moderen græder”. Det var første gang Heidi Brandt oplevede at hun blev ”forkertgjort” som mor. ”Selvfølgelig skulle jeg græde. Mit barn skal også opleve at man godt må give udtryk for sine følelser. Forkertgørelse handler om, hvordan andre mener, man som mor skal agere. Moderskabet bliver malet lyserødt og det nyfødte barn idealiseres. Så hvis ikke barnets handicap er meget synligt, vil pårørende værge sig mod at se, at der er noget galt med barnet og i stedet tro, at det er moderen, som ikke kan finde ud af det, fordi hun ikke stråler af lykke.”

At se på barnet - eller er det moderen?
Heidi Brandt oplevede at møde et barn med læbe-gane spalte, som det synlige. Hun mente også at der var ”noget med øjnene”, men det blev affærdiget af læger og jordmødre. Og hvad så, hvad er der mere i vejen? ”Ikke noget, fik vi at vide.” Men Ursula udviklede sig ikke og var meget ked af det. Forældrene fik at vide, at det var luft i maven p.g.a. spalten, men hele tiden nagede tvivlen. Familien begyndte at opsøge hjælp. Det næste møde bliver med ”fagidioterne” som hun kalder de mange læger hun og Ursula møder. Den enkelte læge så det, som vedkommende var ekspert på, f.eks. på læbe-gane spalten. Der var ingen som så HELE Ursula og hendes manglende samspil med forældrene. Forældrenes mange og meget bekymrede spørgsmål, som de ikke fik svar på, blev til igen en forkertgørelse. De er overbekymrede, de ser noget der ikke er, ”vi blev set på som tossede”, siger Heidi Brandt, og peger på at der manglede et overordnet og samlet syn på barnet.
Da Ursula er 5 mdr. sidder hun altid i sin skråstol og rokker og skriger og er ikke til at komme i kontakt med. Forældrene spørger sundhedsplejersken, om hun kunne være autist, og får svaret: ”Nu må I klappe heste! - I har fået et barn med læbe-gane spalte, og det er I i krise over. Det skal I se at komme ud af!”
Da Heidi Brandt i forbindelse med at Ursula skal til undersøgelse på Bispebjerg Hospital, ønsker man derfra at teste Heidis Brandts kompetence som mor. Hun bliver filmet sammen med sit barn, for at man kan studere samspillet, og ”jeg blev frifundet”.
Endelig da Ursula er et halvt år, ser man på hende på en ny måde på et andet hospital, og konkludere, at der er noget alvorlig galt. Da har Ursula siden hun blev født været gennem de første 30 professionelle hænder. En MR-scanning viser en omfattende, kompleks hjerneskade, hvor også synscenteret er ramt. Ursula har været så godt som blind ved fødslen.

8 år senere
”Ursula har udviklet sig ud over alle forventninger. Selv om hun er multihandicappet er hun meget livskraftig og stærkt kommunikerende, med en vilje om, hvad hun vil. Hun tager selv initiativer og så har hun humor – vi elsker hende højt. Jeg synes, hun er en kæmpe inspirator. Hun stiller spørgsmål med sit handicap om måden vi lever på, om vores værdier, vores syn på mennesket. Vores målestok ændrer sig, sådan at det, som forældre til normale børn knapt lægger mærke til, f.eks. første gang hun så på os, bliver til en begivenhed. Min mand siger, at hver gang han får et smil fra Ursula, er det en gave.”

Kampen for at finde sig selv, sit barn og livet sammen
Heidi Brandt siger, at næsten alle forældre til et handicappet barn oplever, at jorden åbner sig under dem, at de bliver kastet ud i mørket. Derfra handler det om at komme tilbage igen, men det bliver på en ny måde, som man ikke forventede. For Heidi Brandt blev sorgen afløst af en stolthed. ”Jeg kan noget, som andre tror, de ikke kan klare. Det med at have set nogle andre sider af livet, kan også blive en styrke.”
Heidi Brandt forklarer, at mødre og fædre reagerer forskelligt. De har ikke nødvendigvis brug for hjælp på samme måde, selv om de i høj grad har brug for hjælp begge to. Kvinder reagerer ved at græde, tale og græde. De søger netværk med andre ligestillede kvinder: De evner at lytte til de små triviale ting i livet, og høre dem med en medleven. De bruger hinanden som spejlbilleder, hvor de kan spejle deres egen livshistorie med et handicappet barn, andre børn og mand til at finde vej til og komme videre.
Fædrene reagerer anderledes. Mange mænd er private om deres følelser og kan have svært ved at forholde sig til andre handicappede børn end lige deres eget. Ursulas fader blev deprimeret og følte, at han i tre år ikke fik rigtig noget fra hånden, selv om han knoklede. Man kan sige at vi kvinder søger samtalen og ”mændene bygger en carport.”

At blive forladt
”Som forældre til et barn med handicap kan man få tilbudt op til ti samtaler med en psykolog. Det kan være en starthjælp, men nogle føler, at de ikke bliver mødt, for psykologen ved i virkeligheden ikke, hvad det handler om” siger Heidi Brandt. Da jeg spørger til, at psykologen da må vide en masse om de faser forældre skal igennem fra det første chok ved fødslen eller ved diagnosen blev stillet,” svarer Heidi Brandt: ”Det handler om nærvær. Det handler ikke om en fase du er i. Med psykologiske overvejelser og analyser forlader man jo moderen. Når man intellektualiserer, forlader man følelserne. Og det at blive forladt og ikke rummet, er noget som vi forældre ofte oplever.”

Hjælp til forældre
Jeg spørger Heidi Brandt, om hun har en idé til, hvordan man kan hjælpe forældre. Hun peger med det samme på, at begge forældre har brug for hjælp, mødre måske bedst i mødregruppe og fædre mest i en individuel samtale.
Hvorfor mødregruppe, spørger jeg? Heidi Brandt svarer: ”Fordi man er ensom, - fordi man synes, man er anderledes, - fordi man skal spejle sig i andre, - fordi man skal finde ud af man ikke er den eneste, - og fordi mange er stort set alene med barnet de første 2-3 år, før de kommer i børnehave. For mange er det et slags sort hul; tiden fra barnet fødes til det bliver 3 år.”
”Man skal egentlig lære at være handimor,” siger Heidi Brandt, ”og man skal lære en masse som man ellers som forældre ikke skal kunne, f.eks. lære, hvordan man henvender sig til alle mulige fagpersoner og myndigheder, man skal lære at bruge sin vrede og sorg konstruktivt. Man skal lære at forholde sig til sine ambivalente følelser og finde barnet bag handicappet. Mange skal lære at passe på sig selv, fordi det er nemt, ja uundgåeligt, at sætte barnets behov forrest. Det medfører stress og måske udbrændthed. Mødre skal med andre ord lære, at der deres behov ikke står bagerst i køen og nogle gange skal de måske endda lære at elske deres handicappede barn”.

Netværk
Heidi Brandt understreger, at en mødregruppe er et netværk, der er karakteriseret ved, at det er et fortroligt rum. Her er det, der siges ikke tilgængeligt for udenforstående eller for myndigheder. Det er alene til anvendelse af den enkeltes i sin forståelse af, hvad det er man er i og hvordan man kan arbejde med at komme videre.
Vi taler videre om netværk, og er enige om, at forældregrupper omkring en børnehave eller en skoleklasse er værdifuldt, men aldrig kan blive et behandlingsmæssigt netværk for forældre. Samværet vil være på institutionens betingelser; for det handler om stedets plan med barnet, og forventning om forældrenes medvirken i et samarbejde. Skulle man ønske at gøre det til et personligt netværk, skal man være opmærksom på, at det sker i et offentligt rum, hvor institutionen lytter med…

Heidi Brandt arbejder som psykoterapeut med at etablere kurser for mødre til børn med handicap. Der er tale om grupper mellem 4-7 deltagere. Man mødes hver tredje uge med i alt 6 gange fra kl. 18.30 – 21.00. Vil du vide mere så kontakt Heidi Brandt Tlf.: 32 57 36 55 www.Heidi.Brandt.net

Ryd forsiden!

2008-09-09T07:58:00.000-07:00

Nåja, helt så vildt er det dog ikke, men jeg er da på forsiden af det nyeste LEV - København!

Jeg sætter artiklen på bloggen, når jeg har scannet den ind. Det er spændende...

Iltmasken - en boganmeldelse

2008-09-09T05:50:00.000-07:00

Når det går op for én, at ens barn er handicappet eller alvorligt syg, står de fleste af os helt alene i verden. Gulvtæppet bliver revet væk og verden er med ét forandret. Vi skal til at lære et helt nyt liv at kende.

I denne proces prøver de fleste af os at finde andre, som har gået på denne vej før os, som kan fortælle lidt om, hvad der venter os forude og hvad det egentlig er, at vi står i - lige nu.

Et godt sted at hente hjælp er bøgernes verden, hvor der er udgivet flere bøger om handicap, sorg og krise. Disse bøger er enten skrevet af fagpersoner eller er meget personlige beretninger.

En bog som er helt unik i denne sammnhæng er “Anbring først Iltmasken på dig selv.” af Andrés Ragnarsson, udgivet på Dansk Psykologisk Forlag, 2005.

Her er skrevet en bog, som næsten burde være obligatorisk læsning for alle forældre til handicappede eller alvorligt syge børn.

Bogens titel er en henvisning til sikkerhedsundervisningen i flyvemaskiner: Hvis lufttrykket falder i kabinen og du rejser med et barn, anbring da først iltmasken på dig selv og siden på barnet. Hvis man sørger for barnet først, men selv besvimer er der alligevel ingen til at tage sig af barnet!

Den er skrevet af den islandske familieterapeut Andrés Ragnarsson, som også selv havde en søn med et svært handicap. Sønnen er død nu.

Det er tydeligt, at den er skrevet af en forfatter, som kender sit stof. Nogle vil måske føle sig provokeret af synspunkterne i bogen, men den gennemstrømmes samtidig af en dyb solidaritet og forståelse for os forældre. Han er nem at tro på, fordi han véd, hvad han taler om.

Den tager forældres dårlige samvittighed under kærlig behandling. Hvis forældre til normale børn altid har en snert af dårlig samvittighed, har forældre til handicappede børn det ofte ti-fold.

Den dårlige samvittighed
Den dårlige samvittighed kommer af, at der er altid MERE, man kan gøre for barnet: træne, lege, synge, ansøge om hjælpemidler, kurser, bistand, lede efter oplysning og uddanne sig, så man bliver endnu bedre til at kompensere for barnets mangler. Men det er skruen uden ende. I denne proces glemmer mange forældre sig selv. Det er en farlig sti at betræde. Når man bliver ved med at glemme sig selv, sine følelser og sine voksen-behov, kan det føre til udbrændthed og stress

Ragnarsson har tydeligvis en fortid i 12-Trins Programmerne (AA o.l.)
I disse fællesskaber bruges et begreb, som kaldes “med-afhængighed”.

Det er den situation, som pårørende til misbrugere ofte står i, hvor alt kommer til at dreje sig om at stoppe eller kontrollere den andens misbrug. Det medfører, at den pårørende mister sit eget omdrejningspunkt og “danser” efter misbrugerens pibe. Det er risikabelt, fordi man netop ingen magt har over andre end sig selv.

Han overfører medafhængig-begrebet til forældre for handicappede børn: Selvfølgelig skal vi tage vare på vores børns behov og være aktive for at skabe nogle gode rammer for dem. Men det kammer over, når vi bliver hyperaktive og glemmer at varetage egen behov.

Han minder os om Sindsro-bønnen:

Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre
Giv mig til styrke til at ændre de ting, jeg kan
Og giv mig visdom til at se forskellen.

Vi skal som forældre lære at passe på os selv. Det har alt for store omkostninger, hvis vi ikke gør.

Brugsanvisning
Bogen gennemgår nærmest skridt for skridt, hvordan vi som forældre kan komme igennem krisen og sorgen og ud igen på den anden side, som sunde og hele mennesker. Det er ingen let rejse. Der skal en en selvransagelse til før man kan få sit livssyn til at passe med sin skæbne, som han så smukt udtrykker det.

Bogens sidste afsnit handler om netop om tro og skæbne. Ragnarsson lægger ikke skjul på sit kristne fundament. Hans pointe er, at man som forældre til et handicappet barn ikke kan undgå at stille sig selv spørgsmål om “hvorfor”, “hvordan” og “hvorhen”. Det er eksistentielle spørgsmål. Hvordan vi finder svaret på dem, har stor betydning for hvordan vi oplever vores liv.

Mine egne svar matcher ikke helt forfatterens, men det har ingen betydning for at jeg stadig synes, at dette er en meget væsentlig bog, som er god til at komme videre med. For mit eget vedkommende fandt jeg mig sidde og nikke genkendende til hver eneste side.

Bare dét, at man ikke længere er helt alene med sine oplevelser, gør at smerten og udfordringerne bliver lettere at bære.

Denne anmeldelse bringes i septembernummeret af LEV - Københavns Kommunekreds

Handleplan

2008-09-08T11:54:00.000-07:00

Frk Bjørnstrup er så småt startet op på den nye aflastningsinstitution.

Da vi var derude til formøde, blev det omhyggeligt understreget at stedet IKKE er en behandlingsinstition og at man kun meget nødigt ville gå ind i noget, som kunne minde om det. Selv de spastiske børn må vente med udstrækning, til de kommer hjem til far og mor igen.

Ved mødet med sagsbehandler i august blev det derimod forlangt, at vi udfyldte en handleplan - altså et plan med hvilken behandling, Bjørnen skal modtage ved at være i aflastning.

Doh!

I dag har jeg åbnet skemaet, som tydeligvis slet ikke er rettet imod aflastningstilbud til handicappede børn.

I skemaet skal jeg bl.a krydse af, hvilke specifikke tiltag, der er taget for at undgå at Bjørnen bliver indblandet indblandet i kriminaliet, eller om hun tager stoffer - og i så fald:er der taget kontakt til et misbrugscenter.

Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle nævne hendes epilepsimedicin og EyeQ - jeg mener, EyeQ er jo trods alt 10 gange stærkere end almindelig fiskeolie :-/

Og skemaet kører bare derudaf: Prinsen og jeg skal oplyse erhverv og indtægt, selvom al handicaphjælp ikke er betinget af indkomst.

Vi skulle oplyse, hvilke mål Frøkenen skulle nå (at få et par forældre med større overskud???) Hvad er delmålet??? Hvem skal gøre hvad for at målet opnåes???

Og så ellers alt det sædvanlige, som de allerede har masser af papirer på: hvilken skole går hun på, hvordan er hendes sundhedsforhold og den sjove med fritid og venskaber!

Til sidst valgte jeg at sende skemaet tilbage til sagsbehandler, nærmest u-udfyldt. Der er selvfølgelig ikke hende, som har besluttet, at det skal udfyldes, og hun advarede os også om at det ikke var rettet mod os. Men hvis ikke jeg returnerer det, ender jeg med at sidde med aben - og hun får da trods alt penge for at sidde og gøre arbejdet - eller at gå til sin leder og sige, at der må udvikles en anden form for procedure!

Det, som svier, er dels den dobbeltmelding, at Bjørnen ikke kan få behandling og at vi samtidig skal udfylde en (be-)handleplan, dels at det er som om, vi slet ikke er blevet hverken hørt eller set til alle de møder, vi tidligere har holdt.

Hvis du tror at min historie er enestående, skulle du lige kigge forbi Marianne.

Helles sundhedsvæsen

2008-09-07T12:21:00.000-07:00

Jeg har været skuffet over Helle Thorning Schmidts lederskab det meste af tiden. Udover valgkampen, som viste hende fra en mere pågående og udadfarende side, har jeg mest af alt opfattet hende som en velklædt grammafon, som spillede den samme plade om og om igen.

Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg har hørt Helle sige"Vi er alternativ til regeringen" uden at komme ret meget nærmere ind på, hvad alternativet indeholder.

Det har gjort mig elendig til mode at se, hvordan regeringen udhuler vores efterhånden såkaldte velfærdssystem uden at der har været en ordentlig opposistion, som har kunne matche dem.

Nu har der lige været kongres hos Socialdemokraterne. For første gang i meget lang tid, ser det ud som om, de har fået fat i den lange ende: Nu skal det være slut med udtyndningen af det danske sundhedsvæsen. Slut med A og B hold. alle danskere skal have lige ret til en ordentlig behandling idet, som kunne være verdens bedste sundhedssystem.

At 800.000 danskere allerede har tegnet privat sygesikring enten privat eller igennem deres job, taler sit tydelige sprog om et samfund, som bliver mere og mere skævvredet.

Jeg tror og håber på, at dette kan blive begyndelsen på enden af Foghs regeringetid. Manden med teflonjakkesættet bliver presset på mange andre områder, senest med vores overtrædelse af EU's udlængelov. Mit indtryk er, at tilstrækkelig mange danskere har været i kontakt med sudhedsvæsenet og oplevet, at det slet ikke levede op til forventningerne.

Det er en god, enkel sag, som de fleste kan forholde sig til.

Og så skader det altså heller ikke, at Helle endelig har søgt mod venstrefløjen og fundet takten med Villy!

Hemmeligheden i al Hjælpekunst

2008-08-31T12:32:00.000-07:00

Jeg har kredset om emnet tidligere og nu også også med de to seneste blogindlæg.
Her kommer Søren Kierkegaards præcise formulering:

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.

Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han — men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke.

Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham.

Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.

Konflikt

2008-08-30T06:06:00.000-07:00

Når nu vi har indset at virkeligheden er en subjektiv størrelse og at alt afhænger af øjet der ser, bliver det en lille smule nemmere at løse konflikter.

Så ved vi nemlig med sikkerhed, at der ikke kun findes rigtigt og forkert. Vi ved, der er mere end én udlægning af, hvad konflikten handler om, og hvordan den kan løses.

Vi ved også at vi ikke besidder den endelgyldige sandhed, men at modparten næsten med garanti har nogle andre vinkler end vi selv.

Det tillader os at være åbne og nysgerrige overfor modparten. Finde ud af, hvordan den andens virkelighed ser ud.

I den proces, vil der ofte falde nogle brikker på plads, ikke mindst hvis modparten er parat til samme undersøgende indstilling, som os selv.

Man kan ligefrem sige at man hæver sig over sit eget begrænsede udsyn og forsøger at få et billede af helheden.

I denne ånd bliver det nemmere at finde kompromisserne.

Livet får flere nuancer og bliver mindre sort og hvidt

I VIRKELIGHEDEN...

2008-08-23T14:08:00.000-07:00

Begrebet "virkelighed" bruges ofte til at definere sandheden. Det kan godt være, du synes sådan og sådan, men i VIRKELIGHEDEN er det ikke sådan.

I virkeligheden er der ingen absolut virkelighed. Alt hvad vi oplever, går igennem vores egne, personlige filtre, som er udviklet udfra hvem vi er og de erfaringer, vi har gjort os.

Når jeg arbejder som terapeut plejer jeg at sige, at de ting, man kan være sikker på, er det man oplever igennem sine egne sanser: lyd, lugt, smag, følesansen på og under huden og synet.

Det er nu ikke helt sandt. I virkeligheden gengiver vores sanser også bare vores egen virkelighed, fordi sanserne med det samme ryger igennem vores eget fortolkningsapperat. Det, som smager skønt på den ene tunge, er vederstyggeligt på den anden. Det, som er sød musik for den ene, er kattejammer for den anden.

Desuden kan hjernen "slå krøller" og drille os med forskellige små tricks.

Så når vi dokumentere en historie med ordene: "Jeg så det med mine egne øjne", er det stadig ikke en garati for at det VIRKELIG forholder således.

Kig nu godt på denne danserinde. Bliv ved og koncentrér dig. Hvilken vej danser hun i VIRKELIGHEDEN?

PS Tak til Kjeldsen hvor jeg så den først. Virkelig!

Betænkeligheder..

2008-08-16T15:47:00.000-07:00

Når jeg har betænkeligheder ved at udgive forrige indlæg, er det så min egen blufærdighed eller hensynet til andres?

Er det fordi det er for privat, eller er det fordi jeg ikke tror andre kan holde ud at læse om det?

Er det fordi jeg er bange for at skræmme andre væk?

Er det fordi det ikke har noget relevans?

Er der fordi jeg tidligere har set mennesker kigge væk, når jeg fortalte dem detaljer om at have et multihandicappet barn?

Er det fordi der er så meget håbløshed og afmagt i situationen?

Er det mig selv, som ikke kan bære afmagten?

Er det fordi jeg bliver forlegen eller vred, når nogen prøver at trøste mig, eller finde det positive i situationen?

Eller er det fordi ensomheden i at have et multihandicappet barn er svær at se i øjnene?

Formiddag

2008-08-16T02:46:00.000-07:00

Lørdag. Prinsen er hjemme igen fra kursus. Vi hygger i sengen med Frk. Bjørnstrup. Står op og spiser engelsk morgenmad. Alt ånder ro og fred og er, som det skal være.

Jeg har overskud til en henna-farvning og efter sådan en omgang er der ikke helt ryddeligt på badeværelset.

Der går ca 10 minutter. Vi havde håbet vi kunne have nået at få Frk. Bjørnstrup på wc-stolen inden, hun skulle, men det kunne vi ikke. Hun skulle have skiftet bleen.

Det var vådt og meget. Hendes bodystocking blev smurt ind og der kom afførring på netunderlaget på puslebriksen.

Nåja, det har vi jo prøvet, så der blev åndet dybt ind og taget fat.

Så langt, så godt.

Men en halv time efter var den gal igen.

Prinsen bar hende ud på badeværelset og fik de lange bukser af hende. Så kaldte han højt. Der var en vis skinger klang i hans stemme. Da jeg kommer ud, er Frk. Bjørnstrup smurt ind i lort langt ned af begge ben. Da vi åbner bleen, er der våd afførring op over navlen. Heldigvis tager Frøkenen det selv tille og roligt. Hun plejer ellers at skrige, spænde op i hele kroppen og banke hovedet ned i underlaget, når noget sådant sker.

Istedet stikker hun begge hænder ned i skridtet. Prinsen råber højt og nærmest flår hendes hænder væk. Hun bliver forskrækket og begynder at skælde ud. Jeg prøver at tage over. Prinsen vil tage vand i vaskebajlen, men handvåsken var fuld af mine hårfarvningstingogsager. Han får i frustration kastet en skål med hennamudder ned i bunken af beskidt vasketøj, som ikke er nået længere end ned på gulvet, inden jeg må bede ham om at gå ud. Jeg ved, at det ligeså godt kan være mig, som går i panik. Det handler i høj grad om, hvad man har sparet op på kontoen tidligere på dagen.

Jeg får klædt Frøkenen af og smidt det belortede tøj på gulvet. Jeg trækker hende op i den anden ende af puslebriksen, får tændt varmelampen og smider et par håndklæder i tørretumbleren. Bruseren bliver tændt og hun begynder at skrige, som hun ofte gør i badet.

Efter lidt tid falder hun til ro og begynder at nyde det. Nu er badeværelset også varmt og der sker ikke mere uventet. Hun får et langt, dejligt bad. Smiler sit søde, skæve smil og laver små vrik med kroppen af begejstring.

Da hun er færdig, bliver hun pakket ind de varme håndklæder, får en oliemassage, og bliver lagt ind i mors og fars seng med sin dvd-afspiller.

Så skal badeværelset ryddes op: det er efterhånden svært at se, hvad der er lort og hvad der er hennamudderklumper. Det beskidte tøj bliver smidt i spanden for at skylle det værste af. Alt bliver skuret og skrubbet med Ajax. Vasketøjet bliver sat over. Og efterhånden begynder det hele at se helt fornuftigt ud igen.

Da jeg endelig ånder lettet op og sætter puslebriksen på plads, ser jeg lige den sidste stribe af lort på en flise højt oppe. Hvordan den er kommet der, kan jeg ikke lige regne ud. I sådan et øjeblik af kaos, kan alt ske.

Men håret blev flot.

Forandringsparadoks

2008-08-12T04:05:00.001-07:00

Først når du bliver den du er,
sker forandringen.

Trylleordet

2008-08-12T02:45:00.000-07:00

Jeg kender til selvbebrejdelser. Til aldrig at synes, at jeg gør det helt godt nok. Til at der altid er en detalje, som kunne optimeres, til at få øje på det, jeg har sprunget over.

Min ynglingsversion er den med at: hvorfor er jeg jeg ikke gladere, når nu jeg egentlig godt ved, hvad der skal til. Det kan jeg få lang tid til at gå med.

Men jeg har et trylleord.
Så snart jeg giver mig til lov til at være selvdestruktiv og selvbebrejdende, så brydes den onde spiral.

Så kan jeg godt se, at det er unødvendigt. Faktisk bliver det en lille smuler latterligt, fordi bebrejdelsen ikke står mål med virkeligheden. Jeg får gjort "forbrydelsen" langt større end den er. Jeg dømmer mig selv meget hårdere, end jeg ville dømme andre.

Jeg får lige skabt et pusterum og distanceret mig fra selvdestruktionen.

Det er bare ikke altid, jeg husker det.

Boligindretning

2008-08-05T07:13:00.000-07:00

Ja, altså bare på bloggen...

Jeg leger lidt og tager gerne imod feedback :-)

Tid og Sted

2008-08-02T04:35:00.000-07:00

Tid og sted og som regel helt afgørende faktore i et menneskes liv. Vi lever i nuet (mere eller mindre ihvertfald :-)) går videre og lægger fortiden bag os. På sin vis kan man sige, at vi er "fanget i vores tid". Men ind imellem slår tiden knuder på sig selv.

De fleste har nok prøvet deja vu: en pludselig, intens oplevelse at være sat tilbage til et tidligere tidspunkt i ens liv.
Det bliver fremkaldt af sanserne. En duft, et billede eller en lyd, man ikke hørt hørt længe, og situationen står lysende klar, som om den havde udfoldet sig for et øjeblik siden.

Sådan har det været for mig at melde mig til Facebook.

Det er en spirituel oplevelse. Jeg genforener mig med min fortid og lukker de uafsluttede gestalter.

Når jeg ser mig selv interagerer med de menensker, som jeg kendte engang på den måde, som jeg er i dag, ændrer jeg synet på mig selv.

Jeg bliver gladere for mig. For at jeg har turde gå den lange fra Amager, til Børnemagt, til Israel til London, til Mocambo Bar og Coma Club til socialpædagog, psykoterapeut og mor til en handicappet pige.

Når jeg ser tilbage på det brogede tæppe, som danner mit liv, kan jeg ikke lade være med at tænke, at der også fremover ligger sjove og uventede oplevelser og venter på mig. Fordi jeg er jo eventyrlysten. Jeg har bare ikke haft de store muligheder for at være opsøgende ude i verden i de sidste 8 år. Det har handlet om at komme igennem krisen, lære at navigere i det nye farvand og finde det store i det små. Mine betingelser har ændret sig HELT vildt, men i min kerne er jeg stadig den samme.

Nu er Frk. Bjørnstrup så småt startet op i aflastning. Når hun er kørt ordentligt ind i løbet af efteråret, vil der igen blive mere rum til at baske med vingerne - ikke kun i cyberspace. Jeg glæder mig.

Verdens Største Cocktailparty!

2008-07-31T10:51:00.000-07:00

Ja, så er jeg også langt om længe blevet deltager i Verdens Største Cocktailparty!
Og jeg synes altså, at det er rigtigt sjovt :-)

Mig, som har gået mellem mange skift i livet og ladet fortid være fortid, finder pludselig ud af, hvor meget kraft, der kan være i sige hej til gamle forbindelser. Ja, jeg forbinder mig mig med fortiden.

Der dukker mange minder op. Navne, oplevelser, jeg forlængst troede var borte. Især har gensynet med min gamle kibbutz virket enormt stærkt. Måske fordi jeg var der alene og efterfølgende ikke har haft nogen at genoplive erindringerne med - før nu altså.

Ih, jeg er helt rundt på gulvet...
Nu må jeg vist i seng

Skattejagt

2008-07-27T22:58:00.000-07:00

Der er skattejagt i byen i disse dage, helt til d. 1 august.

Afsæt et par timer og tag ind til Jarmers Plads ved den gamle ruin. Der står en grøn kasse med en orange telefon. Løft telefonen og drej et nummer. En stemme fortæller dig på engelsk, hvad du så skal gøre...

Følg intrukserne, vær kreativ og vedholdende, så vil du blive ført igennem byen og se ting, du ikke før havde lagt mærke til. Husk at farven er orange.

Og der er en skat til sidst!

Det er rigtigt sjovt :-D

Nordjyske skriver d. 28 oktober 2007:

2008-07-24T00:20:00.000-07:00

Forældre til handicappede bliver glemt

Der findes i dag cirka halvanden million forældre til handicappede i Danmark. Deres liv er ofte hårdt. De lever i stor risiko for at blive syge, gå tidligt på pension, blive arbejdsløse, deprimerede, dybt stressede, skyldbetyngede og sorgfulde.

- Det er barskt, men sådan lyder erfaringerne fra alle sider, konstaterer Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, tidl. De Samvirkende Invalideorganisationer.

- Men det værste er, at der ikke er nogen officiel forskning i det, så vi kan ikke kan dokumentere det.

Der er op til i dag ingen offentlige penge brugt på forskning i, hvordan livet er for de nærmeste pårørende til handicappede. Der er lavet mindre studier tæt på emnet, f.eks. om forældre er tilfredse med hjælpen, som handicappede børn får, men ingen har fået midler til at se på, hvordan et handicap afgør hele livet for dem tæt på. Det afslører en gennemgang, som NORDJYSKE har foretaget.

- Det er et kæmpe problem, konstaterer dir. i Spastikerforeningen, Anne Holm Hansen, der ikke undrer sig over resultatet.

- Der er ikke den større prestige i handicapforskning, og da slet ikke i de pårørende, uddyber hun.

Stig Langvad kalder det et "kæmpebrist" og opfordrer politikere til at tage de mange pårørende alvorligt.

- Vi må have mere viden, så vi ved hvordan vi præcist kan hjælpe familierne, ellers kan man f.eks. heller ikke lave en kvalificeret pårørendepolitik, som regionerne er i gang med, påpeger han og minder om, at "forældrene ikke er vant til at tænke på sig selv, så de kræver ikke hjælp."

- Det er en glemt gruppe, og de er simpelthen på overarbejde hele deres liv. Handicappet forsvinder jo ikke, når deres barn bliver voksent, sammenfatter Mette Thorndal, Solbakkens Rådgivningscenter for Handicappede, der er med til at arrangere konferencerne.

charlotte.roerth@nordjyske.dk

---

Tilføjelse: I England viser officielle undersøgelser at familier med handicappede børn har langt større risiko for at blive stressramte, nedslidte, fattige og syge end gennemsnittet af befolkningen.

Tak til AC, hvor jeg læste artiklen :-)

Tab eller find??

2008-07-23T02:33:00.000-07:00

Ja, ordspillet er jo sjovt, men der ligger faktisk en dyb alvor bag:

Der er ingen tvivl om at vi i store dele af verden er ramt af den såkaldte "fedme-epidemi". Det kan der være mange årsager til: mangel på kropslig bevægelse, den hurtige mads udbredelse osv.

Som selvdiagnosticeret overspiser undrer det mig, at der er så lidt tale om "den 3. spiseforstyrrelse", binge-eating-disorder, compulsive overeating eller slet og ret overspisning. Det vil sige at man "spiser på sine følelser" istedet for at udtrykke dem.

I min verden er der ingen tvivl om at det er en spiseforstyrrelse. Det handler nemlig ikke om selvkontrol, disciplin, slankekure osv.

Det handler om, at der er kræfter, som tager over, fordi det i øjeblikket føles alt for svært at være dén, jeg er. Jeg har brugt maden til at beskytte mig med, trøste mig med, straffe med, aflede med og dæmpe mig med. Hver gang jeg har stået i situation, som på én eller anden måde har overvældet mig og været ubærlig, har jeg kunne komme væk ved hjælp af mad.

For mig er mit fedt mit beskyttelseslag.
Det beskytter mig mod omverden. Men det beskytter mig også mod mig selv.

Når jeg længes efter at være slank er det også en længsel efter at være mere mig selv.

Det generer mig, når folk (kvinder) taler om at ville tabe sig.

Jeg véd, at jeg tabte mig, da jeg tog på. Jeg mistede kontakten til min kerne.

Jeg er ud på en lang rejse for at genfinde den. Nogengange har jeg fin forbindelse, og der er overensstemmelse imellem det jeg tror, tænker, føler og gør. Andre gange falder jeg ned i et hul og famler efter kernen igen igen.

Jeg er ikke i gang med at tabe mig. Jeg er i gang med at finde mig.

PIndstrup Centret

2008-07-22T23:04:00.000-07:00

Pindstrupcentret er en selvejende fond, som i sin tid er startet af spejderbevægelsen. Det ligger midt på Djursland i et stort, naturskønt område. Centret tilbyder forskellige aktiviteter.

Det regi, som hedder Familienet Danmark afholder hvert år kurser for handicapppede børn og deres familier. Det er sådan et kursus, vi lige har været afsted på - for anden gang iøvrigt.

Kurset foregår på den måde, at forældrene bliver undervist formiddag og eftermiddag af en række forskellige oplægsholdere. Imens bliver børnene passet og leget med af frivillige hjælpere, som alle giver en uge af deres sommerferie til dette projekt.

Når jeg tænker på, hvor svært det har været for os at finde barnepiger til Frk. Bjørnstrup, rør det mig dybt ind i hjertet at se disse unge mennesker stille op og gøre arbejdet gratis.
I år havde børnene rum-tema. Der var astronaut-træning, hvor man var vægtløs på hoppeborgen, der var vandmeloner fra Mars, der var bygning af et rumskib og et mini-planetarium, hvor man kunne ligge på madrasser og stirre lige op i stjernehimlen og lytte til stille musik.

I år var handlede oplæggene om parforholdets svære kunst, om handicapidræt, om aflastning og hvor vigtigt det også er for børnene at blive støttet i en langsom løsrivelse fra far og mor og få et børneliv med andre børn og sjov og ballade. Oplægeholderen, som ud over at være plejemor, også var leder på bo-sted for voksne udviklingshæmmede, fortalte en gruopvækkende historie om et ældre ægtepar, som ringede på døren en dag, og bad bostedet om at tage vare på deres 38-årige svært autistiske søn. De kunne simpelthen ikke mere, og nu havde de købt en 14 dages charterrejse uden sønnike. Sønnen havde aldrig tidligere været væk fra sin mor og far.

Det blev en dybt traumatisk oplevelse for ham, og bostedet var nødt til at bruge så mange ressourcer, at han havde kunne få almindelig aflastning i 1/6 år for de samme penge.

Den historie satte mange tanker i gang.

Om tordagen handlede det om handicappede, som var blevet voksne og om hvordan man som familie havde klaret sig igennem. De var 4 stærke forældre repræsenteret.

Som altid var det spændende at møde nogle, som var så langt videre i processen end vi selv. Der er noget surealistisk over at vide, at alt det vi står i lige nu, var være fortid en dag...

Desværre blev det endnu en gang understreget, hvilket voldsomt svigt der sker, når barnet fylder 18 og al tidligere hjælp frafalder.

Fredag havde vi besøg af en yderst kompetent socialrådgiver, som gennemgik Serviceloven og fortalte og vores rettigheder og pligter. Det var meget interessant og vel egentligt at betagte som et grund-kursus, som alle forældre med handicappede børn burde gennemgå. Noget af det, som står tydeligst frem, var at vi ikke skulle være bange for at klage over en afgørelse. Hun fremstillede det mere som en dialog med sagsbehandler, hvor argumnterne kunne afprøves ifht. loven. Selvfølgelig er det vigtigt at i sådan dialog at man "holder kammertonen". Det jo de færreste sagsbehandlere, som er direkte ud på at skade én.

Ind imellem alle disse kvalificerede oplæg var der selvfølgelig masser af diskussioner og erfaringsudveksling imellem forældrene. Det er i sig selv en gave og få lov at føle sig helt normal og omgivet af andre i lignende situationer. Og tænk, det var ikke altid Frk. Bjørnstrup, som larmede mest i spisesalen ;-)

Visdom og dumhed

2008-07-16T12:08:00.001-07:00

“If you want to improve, be content to be thought foolish and stupid.”
Epictetus (Greek philosopher associated with the Stoics, AD 55-c.135)

Citatet dukkede op i den romantiske komedie "Lunefulde Lykke" igår.

Det rammer mig som terapeut, hvor både jeg og andre kan have den forventning, at jeg må have tjek på "det hele" hvis jeg skal kunne hjælpe andre.

Det har jeg ikke og jeg vil hermed påberåbe mig retten til ikke at have det.

Så snart jeg tror jeg har fundet de vises sten (og det sker altså desværre ind i mellem), låser jeg mig fast og får sværere ved at arbejde fænomenologisk - altså at tage klientens oplevelser og virkelighed for pålydende.

Hvis jeg ikke er parat til at stille mig på klientens side, men forestiller mig, at jeg er klogere end hende, sker der en forkertgørelse af klienten, som ikke fremmer processen med selvaccept, som er selve terapiens væsen.

Jeg havde en supervisor engang, som ofte brugte vendinger som "jeg er altså lidt dum på det her punkt.." og "det må du forklare mig nærmere.." Det åbnede op og gav mig mig magten tilbage, så jeg kunne finde min egen sandhed.

Jeg er bange for den "guru-ficering", som meget nemt finder sted i det terapeutiske felt. Selvom det kan være flatterende, er det uhensigtsmæssigt, begrænsende og kan være direkte ubehageligt, når klienten vokser og på et tidspunkt vælter én ned fra piedestalen.

Derfor er det vigtigt for mig, at holde fast i at jeg også bare er et menneske, som prøver at finde vej og leve mit liv, så godt, som jeg kan.

Rejsefeber?

2008-07-11T13:14:00.000-07:00

Vi skal rejse til Nordjylland i morgen tidlig. Alt har været nøje planlagt i lang tid. Planen holdt idag, og Prinsen og jeg har pakket og gjort køreklar.

Frk. Bjørnstrup var træt og faldt i søvn ved 19.30 tiden. Det var fint. Så ville der være rigelig tid til at pakke de sidste hjælpemidler og vasketøjet, som endte i tørretumbleren efter morgenens skybrud.

Jeg bliver så glad, når alting flasker sig, og vi ikke behøver at stresse og blive nervøse.

MEN sådan skulle det alligevel ikke gå: Ved 21-tiden vågende Frk. Bjørnstrup. Hun græd og tog sig til venstre øre. Vi forsøgte at vende hende. Give hende noget at drikke. Tage hende ind i vores seng. Ingenting hjalp.

Hun fik en panodil.

Det hjalp heller ikke.

Ind i sin egen seng med Baby Einstein, som er hendes absolutte ynglingsfilm. Hvis dét ikke hjælper, så er det næsten sikkert, at der er noget galt. Vi frygter selvfølgelig endnu en mellemørebetændelse, som hun har haft så rigeligt af på grund af sin læbe-ganespalte.

Efter noget tid råbte hun endnu højere: Prinsen tjekkede: hun havde en fyldt ble, som skulle skiftes!

Nu krydser jeg fingre for at hun "bare" har haft ondt i maven, og hun falder til ro nu kl.22.30.

Det er sørme ikke altid nemt, når man ikke har noget tale-sprog!

Update: her kl. 7 til morgen, er alt stille og fredeligt i det bjørnstrupske børneværelse. Det tyder på at det var maven, som gjorde knuder. Pyha.... Og lad os så komme afsted!

Livstræet

2008-07-06T03:43:00.000-07:00

Som afslutningssang på Pindstrup sang vi denne sang om Livstræet:

Der er så meget, der kan trykke
gøre dagen trist og grå
Se de folk der uden lykke
bare går og går i stå