Relation som forudsætning for kommunikation

Jeg har netop været til foredrag med Birgit Kirkebæk, the grand old lady indenfor kommunikation med svært handicappede børn.

Det var skønt og bekræftende at høre en kvinde, som virkelig ved, hvad hun taler om, lægge så meget vægt på relationen, som forudsætning for kommunikation.

At hun så samtidig talte imod den kognitive bølge, som skyller ind over landet, var endnu mere vand på min mølle.

"Følelserne ligger på et meget tidligere udviklingsniveau, og hvis der er uro i dem, nytter det ikke at fylde på med det kognitive"

Jeg kunne ikke være mere enig.

Valentinsdag

I dag er det Valentinsdag. St. Kærestedag.

En kærlighedsforsker, som jeg har glemt navnet på, har fundet ud af, at der er tre hovedingredienser i kærlighed: intimitet, forpligtelse og lidenskab.

Det lyder sådan set meget rigtigt. Ikke?

Relationsarbejder

Dét er mig. Jeg er god til at opbygge og arbejde med relationer. At være i dem både når de gør godt og gør ondt, og at afsøge grænserne for, hvor meget relationen kan bære. Relationsarbejde er langsomt procesarbejde, som gør en forskel.

Jeg har 8 års udannelse og 23 års faglig erfaring indenfor feltet.

Nogle klienter ringer om beder om "værktøj" til at komme igennem en given situation. Jeg forklarer næsten hver gang, at sådan spiller klaveret ikke i denne her butik. Livet er ikke noget, som skal "fixes" og håndteres. Livet skal leves. På godt og godt.

Med den nye inklusionsplan, som fejer ind over Københavns kommune, ser det ud til at støtte-pædagogikken nu også bevæger i retning af "værktøjs-faget". I stedet med at få hænderne i de specielle børn og opbygge en bæredygtig relation til dem, skal vi, som støttepædagoger, give pædagogerne værktøj til at rumme disse krævende, sårbare børn indenfor almen-området.

VÆRKTØJ!!??? Som om børn var noget, som kan ordnes, hvis man skruer lidt her og klemmer lidt dér.

Jeg ved snart ikke, om jeg gider lege med mere.

Vintertid

Vinteren slår altid benene væk under mig. I år tænkte jeg at jeg havde knækket koden: nogle gode kosttilskud, motion og meditation, så skulle det nok, hvis bare jeg tog én dag ad gangen.

Ha! Vinteren ville det anderledes. Først blev Frk. Bjørnstrup syg med influenza-light inden jul. Det var heldigvis light, fordi hun var vaccineret, så hun lå bare fuldstændig uderdrejet i en uge og var usædvanlig stille. Jeg tror næppe hun havde smerter, for hvis hun har, så plejer hun at RÅBE meget HØJT.

I julen blev Prinsen ramt af en helt vildt ondsindet øjenvirus, som også gik på luftvejene. Han var blind på det ene øje i 2-3 dage og det tog en måned, før det var helt væk. Selvfølgelig blev Bjørnen også smittet. Vi var jo opmærksommme, så hun kom i behandling med bi-nyrebarkhormon med det samme,.Hendes symptomer bestod derfor mest i en led forkølelse, som holdt hende hjemme i en uges tid og umuliggjorde aflastning.

Så gik der en lille uges tid, og så begyndte hendes venstre øre at flyde. Det stoppede så efter et par dage. Nu skulle hun endelig i weekendaflastning for første gang i 6 uger. Det gik også godt. De var glade for at se hende og hun dem. Hun kom hjem efter 4 overnatninger i højt humør.
Men efter en time, begyndte råberiet. Det flød med tykt, stinkende materie fra højre øre.

Jeg skulle bare på arbejde, så jeg afleverede hende på skolen med en sprøjte pennicilin i munden. Det holdt selvfølgelig ingen steder. Efter dén dag, var vi begge hjemme i en lille uge.

Situationen er fuldstændig uholdbar. Det er meget, meget svært for mig at være en troværdig støttepædagog, når jeg er så ustabil. Klienter er det lidt lettere med: de kan som regel ændre tidspunkt og kan også komme om aftenen, når Prinsen er hjemme til at tage sig af Bjørnen. Men jeg kan mørke at mit eget system er ved at sande til: mine tanker kører i ring, jeg har svært ved at få fat i min kerne, jeg får hverken trænet eller mediteret og jeg får ingen idéer. Jeg handler ikke.

Jeg prøver bare at komme igennem dag for dag, imens jeg køber løgblomster og ser at lyset langsomt er på vej tilbage.

Kyndelmisse

Jeg har sakset fra Dagny, som er socialpædagogernes nyhedsklip:

'Kyndelmisse' er et pudsigt ord. Det kommer af ordet 'kynde' = tænde. 'Kyndel' betyder på gl. dansk 'fakkel'. Det latinske udtryk 'missa candelarum' betyder 'lysenes messe'.

Kyndelmisse er oprindelig en katolsk helligdag, som har været fejret siden o. år 500, men er i virkeligheden en videreførelse af en gammel hedensk renselsesfest og sonefest for de døde. Den blev afholdt i februar måned. Det latinske ord 'februo' = renser (i religiøs betydning).
Som katolsk helligdag blev Kyndelmissedagen fejret som minde om den dag, da Jesus blev fremstillet i templet 40 dage efter sin fødsel, og til minde om Marias Renselsesfest. Ifølge Moseloven var en kvinde uren i 40 dage efter fødslen af et drengebarn og 80 dage efter fødslen af en pige. Lukas-evangeliets kapitel 2, vers 22-40, om Jesus, der fremstilles i templet, er den centrale bibelske tekst bag kyndelmisse - her hedder det bl.a. "Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk ...".
På Kyndelmisse blev vokslysene til næste kirkeår indviet bl.a. med fakkeloptog.

Kyndelmisse var tidligere en meget almindelig tidsbestemmelse: "Ved Kyndelmisse-Knude er Julen ude, men ingen kan den laste, der holder Jul til Faste". Set i forhold til kirkeåret slutter julen først med fejring af kyndelmisse. Perioden mellem 1. søndag i advent og kyndelmisse er kendetegnet ved lyset som symbol, f.eks. adventskransen, kalenderlys, julelys, helligtrekongerslyset.

Vinteren regnedes fra 1. november til 1. maj, så Kyndelmissedagen er vinterens vendepunkt. Kyndelmisse er derfor i folkelig forstand fejringen af Midvinter.
"Kyndelmisse slår sin knude" (Steen Steensen Blicher) betyder, at det er streng frost, og vintertemaet slås også an i Jeppe Aakjærs 'Sneflokke kommer vrimlende' med linjen "... nu kom Kjørmes-knud" er en forjydskning af ordet 'Kyndelmisse'.

Der er knyttet en mængde traditioner til Kyndelmisse.
2. februar var dagen, hvor bonden gennemgik sit forråd, halvdelen skulle helst være tilbage på dette tidspunkt. Frugttræerne blev pisket med tynde ris for at sikre en god frugthøst, og mange steder praktiseredes rituel midvinterpløjning - pigen bag hestene og karlen med ploven. Det skulle sikre gode afgrøder.
Dagen blev brugt til at tage varsler for det kommende år:
Hvis det blæser...
så atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, forsvinder kulden snart.
Hvis det tør...
vil høsten blive god (Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø)
Hvis det sner...
kommer våren tidligt
Hvis lærken høres første gang...
kommer våren tidligt
Hvis et pindsvin kan se sin egen skygge
varer vinteren 6 uger endnu
Hvis grævlingen kigger ud af sit vinterhi for første gang...
og det er gråvejr og mildt, så bliver den oppe, og vinteren er ved at være forbi, mens den skynder sig ned i hulen igen, hvis det er klart vejr.

Kyndelmissedagen blev desuden markeret med god mad og drikke. 'Kjørmes-gilde' var sammenskudsgilder.
På selve Kyndelmissedag spiste man pandekager eller æbleskiver for at sikre en god byghøst. Nogle steder spiste man af julebrødet, som ville forhindre hovedpine og hugormebid. Andre steder spiste man flæsk, som skulle modvirke rygsmerter. Spiste man ikke flæsk til Kyndelmisse, skulle man i skoven "for at bide snegle", et udtryk for sult.

Struense afskaffede i 1770 dagen som national helligdag i samme hug, som han afskaffede 10 andre helligdage, hvoraf mange stammede fra den katolske tid, bl.a. Allehelgensdag. Hans begrundelse var, at de mere var blevet "anvendt til lediggang og laster end til sand gudsdyrkelse", og at det var bedre, om de blev brugt "til arbejde og nyttig gerning". Struense samlede helligdagene under én hat: Store Bededag.

Skikken omkring Kyndelmisse fortsatte langt op i 1800-tallet.
De senere år er der igen kommet en interesse for den gamle Midvinter- og lysfest, og Kyndelmisse fejres flere steder, både i form af gudstjenester og med bredere anlagte arrangementer. Således har Køge fået tradition for at fejre Kyndelmisse med stribevis af arrangementer over det meste af et døgn. I år sker det på fredag.

(Kilder: bl.a. Den store Salmonsen, Den Store Danske Encyklopædi, Politikens Danmarks Historie.)

Det er hvidt herude

Tekst: St. St. Blicher, 1838
Melodi: Thomas Laub, 1914

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge l�.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer -
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

---

Stress

Som opfølgning til forrige indlæg om inklusion, hvor jeg påpeger den store andel af pædagoger, som bukker under for arbejdspresset, så modtog vi her til morgen et brev fra Frk. Bjørnstrups aflastningsinstitution.

Forrest lå en besked fra den konstituerede leder, som foræller, at hun har opsagt sit arbejde - netop p.g.a. stress.

Der var også et brev fra den overordnede myndighed, som kunne fortælle, at man blev nødt til at genopslå stillingen p.g.a. for få kvalificerede ansøgere. Ingen vil påtage sig det store ansvar med den yderst moderate løn.

Det kan ikke undgå at gå ud over børnene.

Inklusion

Jeg har været til stormøde i onsdags for alle Københavns støttepædagoger. Temaet var bl.a. inklusion.

Der har aldrig været så mange børn, som i dag, som bliver visiteret til specialområdet. Det har man besluttet er et problem. Økonomisk problem, hvis jeg skal gíve et bud. Derfor skal mange af de børn, som i dag har basispladser, fremover inkluderes i normalområdet. For at kunne holde en udgiftsneutral linie, vil man tage 10 % fra specialområdet og overføre til normalområdet.

Jeg er så VRED over det!

Vred over, at man vil tage fra de allersvageste børn, som i forvejen er blevet skåret over det sidste seks år.
Vred over, at vi alle skal tvinges ind i normalitetens snærende bånd. Mange af de børn , vi taler om her, har kontaktforstyrrelser og/ eller opmærkosmhedsforstyrrelser. De har svært ved at danne relationer, føle empati og holde koncentrationen. De har brug for mindre, strukturerede miljøer, hvor der er rum, de kan trække sig tilbage til, når det brænder sammen for dem.

Sådan er de færreste daginstitioner i dag, hvor det er normen, at der er 22 børn på hver stue, med 3 voksne til at dække hele dagen. Det er helt almindeligt, at man er alene om eftermiddagen eller højst 2 voksne. Det kræves af almindelige børn, at er de er selvhjulpne i udstrakt grad, at de forstår en fælles besked, at de tager hensyn og kan vente på deres tur.
Det magter støttebørnene ikke.

Det er mange år siden, at man kunne få en støttepædagog, blot fordi der var lidt bekymring for et barn. I dag taler vi om børn med alvorlige psykiatriske lidelser og handicaps - og ikke engang alle får tildelt noget ekstra støtte. Forleden dag hørte jeg om en blind dreng i et almindeligt fritidshjem, som fik 2 timers støtte om ugen!!!
TO TIMER!!!

Desuden er dagligdagen benhård for rigtig mange pædagoger, og de fleste pædagogiske arbejdspladser har oplevet at have medarbejdere sygemeldt med stress. Vi er de i 22 år, som jeg har arbejdet indenfor faget, blevet pålagt flere og flere arbejdsopgaver, samtidg med at normeringen er steget.

Når jeg kommer ud et nyt sted som støtte, er pædagogerne nogle gange at brække sig over støttebarnet. De har måske haft barnet i 2-3 inden udredningen og støttetildelingen er kommet på plads. Det er disse pædagoger, man nu pålægger endnu en opgave, nemlig at inkudere disse svært inkluderbare børn.

Desuden vil støttepædagogernes rolle også ændre sig i fremtiden, så vi snarere end at bakke op om barnet, og tager det væk fra gruppen og ud på små hyggeture eller ned i personalerummet, hvor der er fred, så skal give vejledning til personalet, om hvordan de kan selv kan støtte disse børn.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke kan have en god inklusion i en basisgruppe eller i en specialbørnehave, Jeg frygter at inklusionen kan ende som eksklusion.

Jeg synes, det er et svigt af dimensioner, vi er på vej hen imod. Jeg er VRED, men jeg er også dybt ked af det.