Tykke skrev en kritisk kommentar til mit forrige indlæg. Jeg begyndte at svare i kommentarfeltet, men det udviklede sig, så derfor kommer det her istedet:
Ros er dejlig, og let at lappe i sig. Kritik kræver mere "tygning" og overvejelse, og giver til gengæld mulighed for udvikling. Så tak for din kommentar, som først og fremmest lærer mig, at jeg ikke skal skrive på på bloggen 5 minutter før, jeg skal ud af døren :-)
1. Jeg vil GERNE tale på egne veje og sige, at jeg har brugt mad til at regulere mine følelser, siden jeg var ganske lille. Der var ikke særlig stor følelsemæssig rummelighed i familie, og hvis jeg viste tegn på at være andet end glad, kunne jeg få en mad eller noget slik. Jeg lærte tidligt at slik gjorde godt på den måde, at jeg fik også en kropslig erfaring med, hvordan, jeg kunne aflede opmærksomheden på min egen opfattelse af virkeligheden. Det gjorde det nemmere for mig at vokse op i min familie.
Når jeg ser mig omkring, både i min omgangskreds og på tv, ser jeg overvægtige reagere på samme måde som mig selv og spise på deres følelser, fordi de engang har lært at det er for risiskabelt at udtrykke dem. Der er ingen fordømmelse eller kropshadning i det. Det er blot en konstatering.
Du beskylder mig for at generalisere. Jeg kan se, at du også har svært ved at blive “i eget hus”, når du beder mig om at “blande JER udenom”.
2. Min bemærkninger er en kritik af den måde, man som regel behandler emnet overvægt og fedme i den danske debat. Som om at det udenlukkende handler om hvad man spiser. Jeg synes, det er alt for for fattigt at lægge så meget vægt(!) på information af kostrådene. Derfor blev jeg så glad, da jeg hørte i radioen, at man for en gangs skylkd talte om (nogle af ) de bagvedliggende årsager til overvægt.
3. Du har klippet i min sætning og taget den ud af kontekst: Overvægtige kan sagtens gå ned i vægt, NÅR de følger et planlagt kost og motionsprogram.
Hvis man har til hensigt at følge en slankekur eller “kost-omlægning” eller hvad filaen, det hedder i øjeblikket, men IKKE gør det - af det ene eller anden grund, kan man naturligvis IKKE gå ned i vægt. Det er så vidt jeg ved, videnskabligt bevist, at når man forbrænder flere kalorier end man optager, ja, så slanker man sig. Keine hexerei, nur behändichkeit.
Du kan tro, jeg kender en helt masse til slankekure, og jeg ved godt, hvor svært det er. Netop fordi overvægten IKKE handler om mad. Jeg er IKKE tilhænger af slankekure. Faktisk er det min erfaring, at slankekure skader mere end de gavner, både kropsligt og på den psykiske stablitet. Jeg siger jo netop også, at man uværgerligt tager på igen, hvis man ikke arbejder med de bagvedliggende årsager.
Igen føler mig generaliseret af dig: når du skriver “folk, som dig”. Jeg siger det igen: der ligger ingen fordømmelse af overvægtige mennesker i mit indlæg. Jeg ER selv mange kilo overvægtigt, og jeg føler mig da bestemt som et ligeværdigt menneske.
At du læser mit indlæg med al den fordømmelse må stå for din regning.
Dog vil jeg give dig, at ja, det er rigtigt, jeg ser en tendens hos både mig selv og hos andre overvægtige til at vælge offerrollen.
Jeg siger ikke, at der ikke er andre end overvægtige, som vælger denne rolle. Jeg siger heller ikke at offer-rollen er umoralsk, foragtelig eller dårligere end hverken hjælperrollen eller krænkerrollen (se evt min indlæg om Offer-Redder- Krænker trekanten. For mig er det et naturligt valg, idet jeg VAR offer for mine forældres umodenhed og mine bedsteforældres meget begrænsede livsopfattelser.
At du kan sige dig fri for offer-rollen er bare dejligt,. Jeg synes iøvrigt du gør et godt stykke arbejde omkring Fat- Acceptence, så keep up the good work, men lad være med at se fjender hvor der ingen er.
