Mødregrupper til handimødre

Når man finder ud af ens barn er handicappet, åbner jorden sig under én og man falder i en dybt hul.

Sorgen og smerten er overalt og man føler sig meget, meget alene.

Som regel vil kommunens sagsbehandlere relativt hurtigt tilbyde praktisk hjælp: særindretning, specialbørnehave, aflastning og så videre. Men den følelesmæssige side står de fleste forældre ene om.

Muligvis kan det tilskrives manglende viden. Men der findes i dag dokumentation for, hvad det gør ved at menneske at blive udsat for et voldsomt chok og traume og ikke få det bearbejdet. Reaktionerne kan fx handlingslammelse, skyld eller skam, fysiske smerter, spændinger, vagtsomhed, mareridt, angst, koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær, kontroltab, søvnproblemer, træthed, rastløshed, raserianfald og pludselige voldsomme grådanfald, På længere sigt kan det føre til depression, stress og udbrændthed.

I løbet af denne første, svære tid vil mange familier desuden skulle til gentagne lægebesøg og indlæggelser. Nogle er lang tid om at få en diagnose, nogle får flere tillægsdiagnoser og atter andre må leve med uvisheden.

Det nærmer sig derfor vanvid at forestille sig, at familer selv kan tackle disse overvældende tilstande, samtidig med at de skal tage vare på et krævende, handicappet lille barn.

Når vi ved, hvor stor gavn og glæde mange kvinder har af de almindelige mødregrupper, kan det undre, at der ikke for længst er oprettet mødregrupper for mødre til børn med handicaps over hele landet. Kvinder med normale børn kan dog trods alt ofte søge råd og vejledning hos familie og venner. Mødre til handicappede børn, står ofte helt, helt alene og har i endnu højre grad brug for at tale om deres moderskab og de vanskeligheder, som er forbundet derved. Man er utrolig sårbar, når man er helt alene, men bare der er én anden til at bekræfte at man ikke er skør, kan gøre meget.

Overspisning

Måske skulle jeg starte ved begyndelsen...

Dette er mine tanker og erfaringer om overspisning:

Jeg definerer overspisning som den 3. spiseforstyrrelser. Noget, som mennesker gør, når de spiser, efter de er blevet mætte, og ofte også efter at nydelsen er forsvundet. Nogle kalder det for tvangsoverpisning for at understrege det tvangsprægede i handlingen.

Overspisning vil på sigt føre til overvægt, som kan føre til mange kropslige problemer. Overvægten er et sympton.

Overspisning handler ikke om mad. Det handler om følelser
Overspisning er ikke problemet. Det er løsningen på problemet.
Overspisning er en handling og handlinger kan ændres.

ALLE mennesker bruger såkaldte forsvarsmekanismer for at komme væk fra de følelser og behov, som de ikke kan rumme indeni. Nogle drikker, eller ryger. Nogle tager stoffer eller bliver shopaholics. Andre bliver ludomaner, og andre bruger “usynlige” forsvarsmekanismer, som afspejles i den måde, de forholder sig til deres omverden på. (Jeg vil skrive om disse interpersonelle forsvarsmekanismer på et andet tidspunkt)

Jeg er opmærksom på, at jeg bruger mad til at spise mig væk fra følelser, som jeg oplever som ubehagelige. Jeg er vokset indeni efter mange år i terapi,. Der er dog stadig daglige episoder, hvor jeg ikke kan udholde den frustration, jeg oplever, og hvor jeg vælger at gå i køleskabet, fremfor at lukke øjnene og vente på at det går over. Jeg er blevet mere bevidst om, at jeg gør det. Tidligere oplevede jeg det som en trance. Jeg kunne ikke mærke, når noget ramte mig. Pludselig befandt jeg mig foran køleskabet og stod og puttede mad i munden. Nogle gange stoppede jeg ikke, før jeg var ved at briste. Nogle gange faldt jeg i søvn, fordi min organisme blev overloaded.

Jeg har oplevet det som meget skamfuldt og ikke talt med ret mange om det. Jeg har bildt mig ind, at jeg nok, var en af de eneste, som gjorde sådan noget. Jeg har ønsket, at jeg i det mindste havde bulimi, så min problematik ikke var så synlig.

Det gør jeg ikke mere.

Nu stræber jeg efter at give mig selv omsorg og anerkendelse. Jeg tror på, at jeg har ret til at være i verden, som den unikke person, jeg er. Jeg er meget mindre tilbøjelig til at slå knuder på mig selv for at gøre andre tilfredse. Jeg ved, at vi alle har vores opafttelse af, hvad virkeligheden er, og min opfattelse er lige så meget værd, som alle andres.

Med denne nye selvstøtte oplever jeg, at jeg har mindre brug for at overspise.

Jeg vil fortsætte med at skrive om overspsining, men for min egen skyld vil jeg dosere det i mindre bidder.

På forsiden igen...

Så er frøken Bjørnstrup med mor på forsiden af LEV. Artiklen er den samme, som var i Københavner-bladet.
Den kan hentes ned som pdf her

At trække vejret og mærke efter

Tak for jeres kommentarer til det forrige indlæg. Det får mig til at tænke på, hvordan jeg tidligere har FORHINDRET mig i at have disse ånde-huller og mærke efter.

Det handler om rummelighed. Inde i kroppen.

Hvor stor er jeg inden i? Hvad har jeg plads til og især, hvad har jeg IKKE plads til?

Jeg har haft svært ved at bære især frustration og ensomhed. Jeg har forsøgt at kvæle følelserne med mad og andre stimulanser. Jeg havde det bedst, når andre fortalte mig at jeg var god nok, for jeg havde svært ved selv at sige det og tro på det. Når jeg oplevede konflikter blev jeg urolig og usikker på, om jeg nu også havde ret til at have det standpunkt, jeg havde. Hvis de havde ret, måtte jeg jo tage fejl.

Langsomt har jeg ændret mig. Eller mere præcist: langsomt er jeg blevet i stand til at være mere mig.

Jeg har gået mange år i terapi hos mange dygtige terapeuter. Jeg har selv taget uddannelsen og har fordybet mig teoretisk. Igennem en større og større selvindsigt sammenholdt med en øget kropsbevidsthed, oplever jeg nu, at imens min krop udenpå bliver mindre, bliver jeg større inden i, og bliver i stand til at rumme mere og mere. Ikke udholde, det er ikke dét, det handler om, men at rumme.

Jeg kan godt efterhånden blive frustreret og samtidig finde tilbage til min indre ro. Jeg har fået meget mere sammenhæng imellem tanke, følelse, tro og handling. Det giver en jordforbindelse, som er langt sværere at ryste.

Det gør at jeg TØR at trække vejret og mærke efter, for jeg er ikke længere bange for, hvad jeg mon skulle mærke.

fra LEV, Københavns Kommunekreds, nr.3, 2008

”Jeg lå alene og kiggede på det barn i mørket”

Hvor henter forældre til et nyfødt barn med handicap hjælp?
Samtale med Heidi Brandt, mor til pige med multihandicap og psykoterapeut.


Af Lasse Rydberg


Et barn, et chok og en vrede
For rigtig mange forældre, der føder et barn med handicap er det et chok. De har glædet sig til at få et normalt barn, og får et barn der ryster deres forventninger. Mange føler at de har mistet det barn de har ventet på, et tab der er uoverskuelig, for der er jo et barn der lever. Chokket bliver i mange tilfælde til et traume, og en vrede.”Hvorfor mig, hvad skal livet blive til?” Tanker om dagene foran og tiden fremover er fyldt af kaos.
Det er noget, man har kendt til så længe, der er født børn med handicap, eller hvor handicappet er oplevet og meddelt en tid efter fødslen. Man har igennem historien håndteret problemet, set med nutidens øjne, hårdhændet. Man har skilt sig af med barnet på den ene eller anden måde, og fået rådet; prøv igen. Det er ikke mange årtier siden, at forældre til spædbarn med handicap, fik rådet at placere det på en af samfundets anstalter. I den oprigtige mening, at befri forældrene for en byrde, de næppe kunne løfte, og placerer barnet i en sammenhæng, hvor hjælp kunne være til nytte.

Et barn… forældre tager ansvaret
I midten af 1900tallet begyndte forældre at påtage sig et ansvar for deres barn. I første omgang ville de have indflydelse på forholdene på anstalterne, hvor deres børn var placeret. Senere opstod ønsket om at klare opdragelsen selv og børnene blev boende hjemme. Det gav anledning til etablering af børnehaver og eksterne skoler. Det betød også, at barnet nu ikke mere blev oplevet som uduelig og ubrugelig. Forældre lærte nu deres handicappede barn at kende, og oplevede at det var berigende at dele tilværelse sammen og opleve, at det med tiden voksede sig til en personlighed.
Men chokket ved fødslen var der stadig, også traumet og vreden og angsten for fremtiden, usikkerheden om barnet, dets muligheder, dets fremtid, hvordan kan man takle det, hvilken hjælp kan det få, hvad fejler det?
Det nye var, at arbejdet med at bearbejde sorgen, arbejdet med at finde ud af, hvordan man kan leve med og opdrage sit barn, stort set blev overladt til forældrene.
Den hjælp forældre kunne finde var at opsøge andre forældre f.eks. i Landsforeningen LEV, og skabe små netværk. I mange tilfælde kunne en socialrådgiver anvise muligheder og vejlede med hensyn til livet i hjemmet når det gjaldt praktisk indretning og vejledning i samspillet med barnet. I nogle tilfælde arrangerede socialrådgivere studiekredse for forældre, men med tilstedeværelse af en faglig medarbejder.

Hvor er der hjælp til nybagte forældre
Hvordan står det til med hjælp til nybagte forældre til børn med handicap i dag, hvor det er blevet en naturlig del, at børn med handicap uanset hvor omfattende og svært det kan synes er hjemmeboende? Det handler i denne sammenhæng ikke om tilskud til bleer, hjælpemidler, indretning af hjemmet etc. selv om dette også for mange forældre opleves som en kamp med myndighederne.
Det handler om, hvilken hjælp er der at hente til nybagte forældre til et handicappet barn, til livet med sig selv som forældre og til livet sammen med barnet.
Jeg forsøger at undersøge, hvilke muligheder der er, og kan desværre ikke se, hvor der kan tilbydes forældre professionel hjælp, også til at etablere netværk. I det tidligere Københavns Amt har der i en årrække været et småbørnstilbud, der nu er truet med nedlæggelse i forbindelse med at andre skal overtage opgaven efter amtet. I Københavns Kommune var der et småbørnstilbud, der fik lov til at leve én sæson. Jeg kan ikke finde noget, ud over studiekredse hist og pist, der er gode nok, men ikke noget i kommunal regi, der kan hjælpe familien til selvhjælp i deres sorg.
En mor, med ideer om hvad der kan gøres
Jeg leder videre på nettet og finder en moder der har været igennem alle de store og vanskelige lidelser det er, at få et barn med handicap, og som har en ide om, hvad der kan gøres.
Det er Heidi Brandt, der giver mig lov til at møde hende for at tale om, hvad hun har været igennem og om, hvad hun mener der er behov for af tilbud til nybagte forældre til børn med handicap. Når jeg har valgt at tale med Heidi Brandt skyldes det ikke kun, at hun er meget åben om sit liv som mor, men også fordi hun har en baggrund som socialpædagog og psykoterapeut. Hun kan så at sige se sagen fra flere indfaldsvinkler.

Heidis fortælling – Forkertgørelsen
Heidi Brandt er mor til Ursula der er 8 år og multihandicappet, født med læbe, gumme og gangespalte. ”Det var det første vi så, men også at der var noget med hendes øjne. Min mand og mine forældre var med ved fødslen, og vi alle blev enormt ulykkelige. Min mand og mine forældre gik hjem i chok, og jeg lå alene og kiggede på det barn i mørket. Det var helt forkert, hun var kommet til den forkerte adresse,” beretter Heidi Brandt, ”men jeg mærkede også at jeg bar på en stor ømhed for hende.”
Heidi Brandt fortæller, at hun ikke forbandt sig med barnet, som hun havde forventet. Hun ville forfærdelig gerne, men kunne ikke. Det var som om barnet ikke gav noget igen, hun kunne opleve. Der meldte sig tanker om barnets fremtid, om operation, om hvor omfattende handicappet var, og ”så græd jeg” siger Heidi Brandt, ”græd og græd, men det måtte jeg ikke sagde personalet.” ”Hvordan kan dit barn blive glad når moderen græder”. Det var første gang Heidi Brandt oplevede at hun blev ”forkertgjort” som mor. ”Selvfølgelig skulle jeg græde. Mit barn skal også opleve at man godt må give udtryk for sine følelser. Forkertgørelse handler om, hvordan andre mener, man som mor skal agere. Moderskabet bliver malet lyserødt og det nyfødte barn idealiseres. Så hvis ikke barnets handicap er meget synligt, vil pårørende værge sig mod at se, at der er noget galt med barnet og i stedet tro, at det er moderen, som ikke kan finde ud af det, fordi hun ikke stråler af lykke.”

At se på barnet - eller er det moderen?
Heidi Brandt oplevede at møde et barn med læbe-gane spalte, som det synlige. Hun mente også at der var ”noget med øjnene”, men det blev affærdiget af læger og jordmødre. Og hvad så, hvad er der mere i vejen? ”Ikke noget, fik vi at vide.” Men Ursula udviklede sig ikke og var meget ked af det. Forældrene fik at vide, at det var luft i maven p.g.a. spalten, men hele tiden nagede tvivlen. Familien begyndte at opsøge hjælp. Det næste møde bliver med ”fagidioterne” som hun kalder de mange læger hun og Ursula møder. Den enkelte læge så det, som vedkommende var ekspert på, f.eks. på læbe-gane spalten. Der var ingen som så HELE Ursula og hendes manglende samspil med forældrene. Forældrenes mange og meget bekymrede spørgsmål, som de ikke fik svar på, blev til igen en forkertgørelse. De er overbekymrede, de ser noget der ikke er, ”vi blev set på som tossede”, siger Heidi Brandt, og peger på at der manglede et overordnet og samlet syn på barnet.
Da Ursula er 5 mdr. sidder hun altid i sin skråstol og rokker og skriger og er ikke til at komme i kontakt med. Forældrene spørger sundhedsplejersken, om hun kunne være autist, og får svaret: ”Nu må I klappe heste! - I har fået et barn med læbe-gane spalte, og det er I i krise over. Det skal I se at komme ud af!”
Da Heidi Brandt i forbindelse med at Ursula skal til undersøgelse på Bispebjerg Hospital, ønsker man derfra at teste Heidis Brandts kompetence som mor. Hun bliver filmet sammen med sit barn, for at man kan studere samspillet, og ”jeg blev frifundet”.
Endelig da Ursula er et halvt år, ser man på hende på en ny måde på et andet hospital, og konkludere, at der er noget alvorlig galt. Da har Ursula siden hun blev født været gennem de første 30 professionelle hænder. En MR-scanning viser en omfattende, kompleks hjerneskade, hvor også synscenteret er ramt. Ursula har været så godt som blind ved fødslen.

8 år senere
”Ursula har udviklet sig ud over alle forventninger. Selv om hun er multihandicappet er hun meget livskraftig og stærkt kommunikerende, med en vilje om, hvad hun vil. Hun tager selv initiativer og så har hun humor – vi elsker hende højt. Jeg synes, hun er en kæmpe inspirator. Hun stiller spørgsmål med sit handicap om måden vi lever på, om vores værdier, vores syn på mennesket. Vores målestok ændrer sig, sådan at det, som forældre til normale børn knapt lægger mærke til, f.eks. første gang hun så på os, bliver til en begivenhed. Min mand siger, at hver gang han får et smil fra Ursula, er det en gave.”

Kampen for at finde sig selv, sit barn og livet sammen
Heidi Brandt siger, at næsten alle forældre til et handicappet barn oplever, at jorden åbner sig under dem, at de bliver kastet ud i mørket. Derfra handler det om at komme tilbage igen, men det bliver på en ny måde, som man ikke forventede. For Heidi Brandt blev sorgen afløst af en stolthed. ”Jeg kan noget, som andre tror, de ikke kan klare. Det med at have set nogle andre sider af livet, kan også blive en styrke.”
Heidi Brandt forklarer, at mødre og fædre reagerer forskelligt. De har ikke nødvendigvis brug for hjælp på samme måde, selv om de i høj grad har brug for hjælp begge to. Kvinder reagerer ved at græde, tale og græde. De søger netværk med andre ligestillede kvinder: De evner at lytte til de små triviale ting i livet, og høre dem med en medleven. De bruger hinanden som spejlbilleder, hvor de kan spejle deres egen livshistorie med et handicappet barn, andre børn og mand til at finde vej til og komme videre.
Fædrene reagerer anderledes. Mange mænd er private om deres følelser og kan have svært ved at forholde sig til andre handicappede børn end lige deres eget. Ursulas fader blev deprimeret og følte, at han i tre år ikke fik rigtig noget fra hånden, selv om han knoklede. Man kan sige at vi kvinder søger samtalen og ”mændene bygger en carport.”

At blive forladt
”Som forældre til et barn med handicap kan man få tilbudt op til ti samtaler med en psykolog. Det kan være en starthjælp, men nogle føler, at de ikke bliver mødt, for psykologen ved i virkeligheden ikke, hvad det handler om” siger Heidi Brandt. Da jeg spørger til, at psykologen da må vide en masse om de faser forældre skal igennem fra det første chok ved fødslen eller ved diagnosen blev stillet,” svarer Heidi Brandt: ”Det handler om nærvær. Det handler ikke om en fase du er i. Med psykologiske overvejelser og analyser forlader man jo moderen. Når man intellektualiserer, forlader man følelserne. Og det at blive forladt og ikke rummet, er noget som vi forældre ofte oplever.”


Hjælp til forældre
Jeg spørger Heidi Brandt, om hun har en idé til, hvordan man kan hjælpe forældre. Hun peger med det samme på, at begge forældre har brug for hjælp, mødre måske bedst i mødregruppe og fædre mest i en individuel samtale.
Hvorfor mødregruppe, spørger jeg? Heidi Brandt svarer: ”Fordi man er ensom, - fordi man synes, man er anderledes, - fordi man skal spejle sig i andre, - fordi man skal finde ud af man ikke er den eneste, - og fordi mange er stort set alene med barnet de første 2-3 år, før de kommer i børnehave. For mange er det et slags sort hul; tiden fra barnet fødes til det bliver 3 år.”
”Man skal egentlig lære at være handimor,” siger Heidi Brandt, ”og man skal lære en masse som man ellers som forældre ikke skal kunne, f.eks. lære, hvordan man henvender sig til alle mulige fagpersoner og myndigheder, man skal lære at bruge sin vrede og sorg konstruktivt. Man skal lære at forholde sig til sine ambivalente følelser og finde barnet bag handicappet. Mange skal lære at passe på sig selv, fordi det er nemt, ja uundgåeligt, at sætte barnets behov forrest. Det medfører stress og måske udbrændthed. Mødre skal med andre ord lære, at der deres behov ikke står bagerst i køen og nogle gange skal de måske endda lære at elske deres handicappede barn”.

Netværk
Heidi Brandt understreger, at en mødregruppe er et netværk, der er karakteriseret ved, at det er et fortroligt rum. Her er det, der siges ikke tilgængeligt for udenforstående eller for myndigheder. Det er alene til anvendelse af den enkeltes i sin forståelse af, hvad det er man er i og hvordan man kan arbejde med at komme videre.
Vi taler videre om netværk, og er enige om, at forældregrupper omkring en børnehave eller en skoleklasse er værdifuldt, men aldrig kan blive et behandlingsmæssigt netværk for forældre. Samværet vil være på institutionens betingelser; for det handler om stedets plan med barnet, og forventning om forældrenes medvirken i et samarbejde. Skulle man ønske at gøre det til et personligt netværk, skal man være opmærksom på, at det sker i et offentligt rum, hvor institutionen lytter med…



Heidi Brandt arbejder som psykoterapeut med at etablere kurser for mødre til børn med handicap. Der er tale om grupper mellem 4-7 deltagere. Man mødes hver tredje uge med i alt 6 gange fra kl. 18.30 – 21.00. Vil du vide mere så kontakt Heidi Brandt Tlf.: 32 57 36 55 www.Heidi.Brandt.net

Ryd forsiden!

Nåja, helt så vildt er det dog ikke, men jeg er da på forsiden af det nyeste LEV - København!

Jeg sætter artiklen på bloggen, når jeg har scannet den ind. Det er spændende...

Hemmeligheden i al Hjælpekunst

Jeg har kredset om emnet tidligere og nu også også med de to seneste blogindlæg.
Her kommer Søren Kierkegaards præcise formulering:

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.

Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han — men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke.

Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham.

Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer.

Forandringsparadoks

Først når du bliver den du er,
sker forandringen.

Trylleordet

Jeg kender til selvbebrejdelser. Til aldrig at synes, at jeg gør det helt godt nok. Til at der altid er en detalje, som kunne optimeres, til at få øje på det, jeg har sprunget over.

Min ynglingsversion er den med at: hvorfor er jeg jeg ikke gladere, når nu jeg egentlig godt ved, hvad der skal til. Det kan jeg få lang tid til at gå med.

Men jeg har et trylleord.
Så snart jeg giver mig til lov til at være selvdestruktiv og selvbebrejdende, så brydes den onde spiral.

Så kan jeg godt se, at det er unødvendigt. Faktisk bliver det en lille smuler latterligt, fordi bebrejdelsen ikke står mål med virkeligheden. Jeg får gjort "forbrydelsen" langt større end den er. Jeg dømmer mig selv meget hårdere, end jeg ville dømme andre.

Jeg får lige skabt et pusterum og distanceret mig fra selvdestruktionen.



Det er bare ikke altid, jeg husker det.

Visdom og dumhed

“If you want to improve, be content to be thought foolish and stupid.”
Epictetus (Greek philosopher associated with the Stoics, AD 55-c.135)

Citatet dukkede op i den romantiske komedie "Lunefulde Lykke" igår.

Det rammer mig som terapeut, hvor både jeg og andre kan have den forventning, at jeg må have tjek på "det hele" hvis jeg skal kunne hjælpe andre.

Det har jeg ikke og jeg vil hermed påberåbe mig retten til ikke at have det.

Så snart jeg tror jeg har fundet de vises sten (og det sker altså desværre ind i mellem), låser jeg mig fast og får sværere ved at arbejde fænomenologisk - altså at tage klientens oplevelser og virkelighed for pålydende.

Hvis jeg ikke er parat til at stille mig på klientens side, men forestiller mig, at jeg er klogere end hende, sker der en forkertgørelse af klienten, som ikke fremmer processen med selvaccept, som er selve terapiens væsen.

Jeg havde en supervisor engang, som ofte brugte vendinger som "jeg er altså lidt dum på det her punkt.." og "det må du forklare mig nærmere.." Det åbnede op og gav mig mig magten tilbage, så jeg kunne finde min egen sandhed.

Jeg er bange for den "guru-ficering", som meget nemt finder sted i det terapeutiske felt. Selvom det kan være flatterende, er det uhensigtsmæssigt, begrænsende og kan være direkte ubehageligt, når klienten vokser og på et tidspunkt vælter én ned fra piedestalen.

Derfor er det vigtigt for mig, at holde fast i at jeg også bare er et menneske, som prøver at finde vej og leve mit liv, så godt, som jeg kan.

Interview

Om lidt skal jeg interviewes for første gang i min egenskab af terapeut.

Jeg glæder mig rigtigt meget og er også lidt nervøs. Får jeg nu sagt, det som ligger mig på sinde, kan jeg forklare mig ordentligt, kan jeg skabe en god kontakt?

Interviewet bliver bragt i LEVs københavner-blad til september.

Update: Det gik vist godt. Vi kom vidt omkring,men måske ikke helt så meget i dybden, som jeg havde forventet (håbet?). Egentlig havde jeg nok regnet med, at det mindede mere om en eksamen, hvor jeg skulle redegøre for forskellige teorier - og sådan var det slet, slet ikke :-)

Ham, der interviewede mig, hedder Lasse Rydberg og har arbejdet med udviklingshæmmede siden ´62, altså før jeg blev født. Det var i sig selv interessant, fordi han kunne gå så langt tilbage og også havde lyst til at dele ud af sin viden.

Anyway, det bliver klarere for mig, at noget af dét, som jeg kan tilbyde og som er helt specielt, er et kursus som kunne hedde: Dit handicappede barn, som en udviklingsmulighed.

De familiegrupper, som fandtes tidligere og det meste af den psykolog-behandling, som tilbydes i dag, sigter på en stabilisering af familien efter handicappet er kommet til.
Jeg mener, at det er oplagt at se handicappet, som en gave, som kan bringe familien i udvikling.

Offer Redder Krænker - et spil om manipulation

Jeg har tidligere beskrevet manipulations-spillet imellem Overhund og Underhund. Et andet spil man ofte falder i, når man ikke kan eller vil tage ansvar for sine egen behov er Offer Redder Krænker. Ligesom Overhund-Underhund kan spillet spilles både i den enkelte eller mennesker imellem.

Rollerne er forbundne i en triangel. De er afhængige af hinanden, og man skifter imellem de forskellige roller.

Der vil dog som regel være én af rollerne, man har lettere ved at vedkende sig og som dermed tegner ens fremtrædelsesprofil.

Redderen er en person (eller del-personlighed) som hjælper andre. Én. som træder til, når der er brug for det, med støtte og kærlighed og praktisk hjælp. Redderen er hurtig til at tilsidesætte egen behov, og kan arbejde udfra devisen om at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Redderen kan for eksempel fremstå som ædel, som med-misbruger, den gode spejder, der hjælper den gamle dame over gaden, eller som hende, der lige tager en times gratis overarbejde, for at få projektet i hus.
Der findes mange indenfor de sociale og sundhedsfaglige fag, som primært befinder sig i Redder-rollen.

Fælden for redderen er, at hun ikke kender sine egne grænser. Hun overskrider dem gladeligt for at tilfredsstille de andre, som til gengæld viser hende taknemmelighed og glæde. Det giver Redderen den støtte, som hun ikke selv kan skaffe sig. Det er nemlig svært for hende at gå direkte efter opfyldelse af egne behov, hvor hun samtidig kunne opleve glæden ved selvstøtte. I stedet bliver hun afhængig af andres bekræftelse på at hun er et godt menneske.

Hvis denne bekræftelse udebliver, kan Redderen pludselig skifte rolle og blive til Offer. Hun har i længere tid overskredet sine grænser, “fordi DE havde brug for det, og nu takker de hende ikke engang!” Offeret er selvmedlidende og klagende. Hun skal nok for gjort opmærksom på, at det er synd for hende, og at det er de andres skyld. Hun har aldrig nogen andel i at være landet, dér, hvor hun er. Der er ingen selvstøtte, og hun bliver afhængig af, at andre hjælper (redder) hende ud af miseren.

Offeret har, ligesom de andre roller, flere fremtrædelsesformer. Manden, som bor hjemme hos mor i en alder af 40 år, fordi danske kvinder er alt for krævende. Den gamle bedstemor, som klager over at ingen besøger hende og at hjemmehjælpen ikke er god nok. Den opofrende hustru, som tager det dårligste stykke kød til sig selv. Teenagereen, som synes det er helt vildt strengt at man selv skal vaske sit tøj lige pludselig osv

Hvis der IKKE kommer nogen og redder hende, kan Offeret forvandle sig til Krænker. Hun skælder ud på de andre enten direkte eller ved at bagtale og skabe intriger.

Krænkeren kan vise sig i mange afskygninger lige fra børnemishandleren og krigsforbryderen over til hende, som overfuser sin kæreste og kalder ham de værste skældsord, fordi noget er gået hende imod. Krænkeren er forurettet og selvretfærdig og vil ofte påstå at Offeret selv var var ude om det. Krænkeren kommer op i os, når vi dytter vildt af nogen i trafikken eller giver dem fingeren. Vi bliver også krænkere, når vi ikke tager ordentligt vare på vore agressioner, men lader dem komme ud igennem sidebenet ved at være respektløse og nedsættende overfor andre.

Man bliver fanget i dette manipulationsspil, når man ikke tager ansvar for sine egne behov. Det bliver også derfor løsningen: Redderen skal lære at sætte pris på sig selv og blive mindre afhængig af andres anerkendelse. Offeret skal lære at hjælpe sig sig og se sin egen andel og Krænkeren skal lære at respektere sig selv og andre.

Det kan være meget provokerende og som altid er det nemmere sagt end gjort. Heldigvis er det aldrig for sent: så snart man opdager at man påny er fanget i denne trekant, bliver det muligt at spørge sig selv, hvad man egentlig har brug for, og så gå efter dét.

Redderen kan lære at bede dirkte om opmuntring eller bekræftelse. Offeret kan bede andre om hjælp og må acceptere at man kan risikere et nej, og krænkeren må lære at være vred på en ordentlig måde.

Spor

Jeg var på stranden i Snekkersten med andre terapeuter. Vi borede fødderne ned i sandet og talte om de spor, vi sætter i vores virke.

Om de lette fodspor i vandkanten, som lyser op et kort øjeblik, når solen skinner på dem, men som forsvinder øjeblikket efter, når vandet rammer dem.

Om at forsøge at lave et dybt spor - også i vandkanten - og mærke at sandet skrider væk og underlaget forsvinder.

Og om de dybe spor , hvor det varme, løse sand giver efter og lader én synke ned det koldere, mere stabile lag, hvor man virkelig kan finde fodfæste.

Uanset om vi vil det eller ej, sætter vi spor. Det er vigtigt at være bevidst om, og det fordrer en høj etik ikke kun at tænke på sin egen fremdrift, men også underlaget vi går på, so to speak...

Overhund og Underhund

Når vi som mennesker mærker angst og frustration, udvikler vi forskellige manipulative teknikker, som umiddelbart synes at lette os. I virkeligeheden kan nogle af disse teknikker forstærke vores afhængighed af andre og fjerne os fra sund selvstøtte.

Hvis et menneske ikke kender til nogen effektiv måde at reducere den angst, frustration eller rastløshed, som dominerer øjeblikket, kan enhver handling, som giver umiddelbar lettelse af symptomerne, blive brugt af det menneske.

Mennesket vil forsøge at manipulere både sig sig selv og omgivelserne. Mennesket vil have fokus på visse aspekter af dets personlighed og ignorere eller undgå andre. Måske overidentificerer man sig med visse personlighedstræk og skaber derved en rigid, kompromisløs og fordømmende attitude overfor de andre sider i sig selv.

En udbredt måde at manipulere sig selv på og blokere for sund kontakt med omgivelserne, er spillet, Overhund/ Underhund

Overhunden repræsenterer de aspekter af personligheden, som kræver perfektion, præcision, “skal” og “burde”. Overhunden er altid irettesættende og bliver sjældent tilfreds. Overhunden repræsenterer ofte det “de andre tænker”. Overhunden er selvretfærdig, ubøjelig og har moralen på sin side.

Modsat Overhunden er der Underhunden, som manifisterer modstanden mod de udefrakommende krav. Underhunden er en sabotør. Den svarer aldrig direkte nej, men altid “Ja, men”. Underhunden kan være fræk, sølle, charmerende, undskyldende, forurettet m.m.

I kampen om magten, ser det ofte ud, som om at Overhunden bestemmer, men det er næsten altid Underhunden, som vinder kampen og får det på sin måde, fordi den undgår at "parere ordre.

Overhunden og Underhunden kan repræsentere forskellige dele af personligheden, eller rollerne kan spilles af to personer, for eksempel i et parforhold, på arbejdspladsen eller i familie-relationer.

Eftersom gestaltterapiens fremmeste mål er at integrere personlighedens forskellige dele, vil man som terapeut forsøge at skabe en dialog imellem Overhund og Underhund - ofte ved at placere dem i hver sin stol og udføre et traditionelt Hot-Seat arbejde. (se tidligere indlæg om Den Varme Stol)

For at spillet kan opløses eller minimeres, kræver det at begge parter bliver parate til at tage personligt ansvar for deres behov og følelser.

Udvikling

Noglen gange kan jeg synes, at den forandring, jeg ønsker at skabe, går alt for langsomt.

Jeg bliver frustreret og selvbebrejdende og tænker, "Hvis bare.."

Det er til trods for, at jeg allerede på seminariet lært at al udvikling består af en dynmaisk vekslen imellem progression og regression. Fremadskriden og tilbageskridt. Det er smukt illustreret af det lille barn, som søger ud i verden, blot for at vende tilbage til mor kort efter.

Når vi er i gang med at lære nyt, erobrer vi nyt og ukendt land. Det tager tid at kapere, at forstå og integrere. Indimellem vender vi derfor tilbage til udgangspunktet, hvor vi er trygge og kender betingelserne - også selvom vi måske ikke bryder os om dem - det er måske derfor vi søgte ud i verden.

Legenden fortæller, at da Dr. Livingstone begav sig dybt ind i den afrikanske jungle, havde han et hold med af lokale bærere med sig. De gik og gik med enorm udholdenhed igennem det ufremkommelige landskab. Når europæerne havde brug for en pause fortsatte afrikanerne. Men pludselig satte de sig alle ned i en lysning: Nu kunne de ikke gå længere. Nu var de kommet for langt væk fra landsbyen. Nu var de nødt til at vente på deres sjæl.

Eller sagt på en anden måde: Blomsten vokser ikke hurtigere, fordi jeg står og hiver i den!

Om at gå i terapi

I Walk Down the Street
I.
I walk down the street
There is a deep hole in the sidewalk

I fall in - I am lost... I am helpless

It isn't my fault.

It takes forever to find a way out.

II.

I walk down the same street

There is a deep hole in the sidewalk.

I pretend I don't see it - I fall in again

I can't believe I am in the same place

But it isn't my fault

It still takes a long time to get out.

III.

I walk down the same street

There is a deep hole in the sidewalk.

I see it is there, I still fall in...

It is habit, my eyes are open, I know where I am

It is my fault.

I get out immediately

IV.

I walk down the same street.

There is a deep hole in the sidewalk.

I walk around it.

V.

I walk down another street.


Jeg ved desværre ikke, hvem der har bekrevet det terapeutsike forløb så rammende...

Health & Rehab 2008

Her til aften har jeg klippet og foldet, så jeg nu har 90 brochurer om gruppeterapi til mødre med handicappede børn, som jeg kan dele ud i morgen på Rehab messen.

Samtidig skal jeg også se efter en eller anden form for cykel til Frk. Bjørnstrup, så det bliver spændennde...

Kontakt

Kontakt: oprindelig betydning er "berøring" eller "forbindelse" (af latin: contactus)

Når du er dig og jeg er mig og vi alligevel formår at mødes og berøre hinanden på et eller andet plan. Når vi er i stand til at lade os påvirke af, inspirer af, lærer af og blive klogere både på den anden og på sig selv. Når vi på samme tid tør at give slip på os selv, samtidig med at vi holder fast i os selv. Når det er ok, at vi både er forskellige og at vi har noget til fælles.
Når verden ser en lillebitte smule anderledes ud bagefter mødet end før.

Daniel Stern siger på et tidspunkt, at det er relationen, som helbreder. Det er altså ikke afgørende, hvilken teknik man bruger - så længe, man er god til den, - men derimod om terapeuten formår at skabe kontakt til klienten.

Tænk over den: relationen er helbredende i sig selv...

Fordi såret er opstået, dér hvor relationen blev afbrudt.