Sorg

Det er nu ikke fordi jeg føler mig sorgfuld i dag, men jeg har besluttet at skrive om de fire grundfølelser i forskellige sammenhænge.

Vreden har jeg allerede været inde på. Sexualiteten og Glæden må vente lidt endnu...

Som mor til et svært handicappet barn har jeg haft sorgen tæt inde på livet. Nogle psykologer peger ligefrem på, at det er den "værste" sorg, man kan opleve, fordi såret ikke heler. Hele tiden bliver vi mindet om, hvad vi har mistet og hvordan det skulle have været.

Jeg har grædt uendeligt mange tårer og skreget ud i natten. Det har været nødvendigt for mig. At lukke luft ud af den ballon, som var ved at revne. Det er jeg helt sikker på har været med at at sikre mit mentale helbred.

Men hver enkelt af Frk. Bjørnstrups tårer har jeg samlet i et stor kar, som ligger nær mit hjerte. Det er godt fyldt op efterhånden. Ligesom de afrikanske kvinder skal lære at gå med vandkrukken oven på hovedet, skal jeg lære at balancere med dette vandkar indeni. Det gør at jeg er nemmere at de-stabilisere og tiere må standse op for at få bølgerne i karret i ro. Jeg går langsommere end ellers. Men jeg går. Og jeg når frem.

Vrede

Jeg er VRED. Jeg er meget vred, faktisk på kanten af rasende.

Frk. Bjørnstrup er født med et dårligt fungerende tarmsystem. Da hun var helt spæd, var det i første omgang, dét, som fik vores alarmklokker til at bimle.

Der kunne gå op til 11 dage uden hun havde afførring. Til sidst fandt Prinsen en metode, hvor han holdt hende tæt ind til kroppen imens hun SKREEEEG i 20 minutter. Så slappedes alle musklerne og hun kunne endelig give slip.

Det var fuldstændigt opslidende for os alle. Nogen gange græd jeg om kap med frøkenen over, at min lille skat skulle have det så svært.

Det blev desværre ikke taget særligt alvorligt. Efter hårdt pres fra vores side, fik hun lavet en røntgenoptagelse af tarmpassagen, da hun var 3 mdr. Da den ikke kunne påvise noget unormalt, blev det slået hen af lægerne og der har det ligget siden.

Men Frk. Bjørnsstrups mave fortsatte med at té sig, som den ville. Efter 3 år med forstoppelse og daglig sveskegrød, har hun haft det modsatte problem lige siden.

Bjørnstrup lider meget, meget ofte af diarré. Det har store konsekvenser især på numsen, som tit er ildrød og øm og nogengange endda hudløs.

Det har været så stor del af hendes liv nu, at hun HADER at blive skiftet og begynder at råbe, bare vi kører kørestolen over mod badeværelsesdøren.

Hun kæmper imod med alt hvad hun har, men i dag var værre end jeg nogensinde har set før. Hun stod simpelthen i bro med kun hoved om fødder på puslebriksen. Tårene sprang og underlæben bævrede. Det var et lille menneske i fuldstændig desperation, og jeg kunne intet gøre for at trøste hende.

Numsen lignede noget, der skulle have siddet på en bavian!

Hverken vores egen læge eller hendes neurolog mener, at der er grund til bekymring. Så længe diarrén ikke er konstant, er det ikke grund til at undersøge det nærmere.

Det har Prinsen og jeg (hov, det lyder vist som en anden!) accepteret i 7 år. Vi har haft rigeligt med andre udfordringer. Men nu er det saftsuseme slut! Nu er jeg vred.

Vred over lægernes snæversyn, som ikke rækker længere end til deres eget lille speciale, vred over deres manglende interesse, vred vred over ikke at blive taget alvorligt som mor, vred over min lille pige, har skulle lide så meget, at hun har fået skifte-skræk, vred på mig selv over, at jeg har accepteret deres afvisninger.

På mandag går jeg op og slår i bordet hos min egen læge. Nu kan det være nok!