Kobber-kærester

Så har Prinsen og jeg været kærster igennem 12 1/2 år.

Vi burde nok have haft kobber-medaljer, men den slags er ikke så udbredt, så vi bestemte os for at få ringe på i stedet.

Kærestedag

I dag er det 1. maj. Det er Arbejdernes Internationale Kampdag. Det er også i dag 12 år siden at Prinsen og jeg blev kærester. I Fælledparken.

Det er nok godt, at det netop blev dén dag. Vi fik kampgejsten med i vuggegave, og den har vi haft brug for siden hen.

I dag startede vi dagen med brunch og friskepresset juice. Det gav kræfter til at tale om de svære ting i parforholdet. De uheldige mønstre, magtfordeling, ansvarsfordeling, overhund-underhund, og hvordan vi mon kan bevare kreativiteten, når vi er under pres.

Det kræver centrering at kunne lytte til den anden uden at blive såret eller gå i forsvarsposition. Det havde jeg i dag.

Normalt plejer vi at fejre vores dag ved at være tilbageskuende og se på alle de oplevelser, vi har delt. Men det gav fint mening, at bruge dagen til at se frem i stedet. Det føles som en god investering.

Senere klarede vejret op og vi nåede en tur i Fælledparken.

At bøje sig

Prinsen er jo temmelig klog.

Han har lært mig, at det altid er dén, som giver efter i en konflikt, som vinder. Den som giver sig, vinder kreativiten og flexibiliteten. Den, som holder fast har svært ved at tage nyt ind og kan stivne i sit udtryk.

Her taler vi altså hverken strejke eller anden toppolitik, for der kan jeg ikke lige gennemskue om teorien holder. Men når vi taler parforhold, er det et rigtigt godt udgangspunkt, som fremmer kompromisserne.