Lørdag i solskin

I går følte jeg mig som et helt dameblad. Altså, når alting lykkes og der er dømt harmoni og familie og høj himmel med solskin.

Dagen startede med, at vi kørte ud til en veninde, som Frk. Bjørnstrup har gået i børnehave med. Vi havde fået lov til at låne hendes ombyggede Nihola-cykel, hvor kørestolen kan monteres foran.

Prinsen har ikke kørekort, så han fik æren at transportere den hjem igennem byen. Den er tung og svær at køre, især i by-trafik, hvor man skal kunne reagere hurtigt og tage hensyn til andre trafikanter.

Over middag var det så min tur: Bjørnen blev spændt fast og mor begav sig vaklende afsted imod mormors kolonihavehus.

Jeg er ikke kendt som nogen svækling, men det krævede alle mine kræfter. Jeg kunne mærke slidgigten både i nakke og knæ. Jeg skulle virkelig bruge overkroppen for at stabilisere, fordi der er så meget vægt foran, og den sidder højt oppe.

Da vi var kommet ud på RødeMellemvej, ville jeg eksperimentere lidt med farten, men det skulle jeg ikke have gjort. Pludselig tog fanden ved cyklen, og jeg fandt mig selv på kollisionskurs med et træ. Heldigvis nåede jeg at bremse inden vi ramte det, men det var et stort chok, ikke mindst fordi det først da, gik op for mig at jeg havde glemt at give Frk. Bjørnstrup cykelhjelm på.

Det kommer IKKE til at ske igen.

Prinsen og jeg byttede cykler. Men da jeg kom op på min egen, kunne jeg sgu' heller ikke køre den. Jeg havde brugt så mange kræfter på Niholaen, at jeg slet ikke kunne finde balancen igen.

Nå, det gik jo efter lidt øvelse..

I kolonihaven havde min mor dækket op med kaffe og et kæmpefrugtfad med meloner, vindruer og andet mums. Vi har medbragt crossianter fra den franske bager. Frk. Bjørnstrup var lidt medtaget efter turen (det er et helt år siden hun sidst har cyklet) så efter hun var blevet fordret af, kom hun op i hængekøjen. Det hjalp lidt, men kun et stykke tid: så måtte hun ind og være sig selv i soveværelset.

Prinsen tog en lur på chaiselongen. Min far og jeg ordnede cykler - han er gammel cykelsmed - og min mor sørgede for at barnebarnet blev ved med at være tilpas.

Min mor har Parkinsons sygdom. Hun døjer meget med en ny medicin, så vi blev nødt til at tage hjem, så hun kunne få ro. Jeg kastede mig op på monstrumet endnu en gang. Nu gik det lidt bedre. Jeg kørte det meste af vejen, lige indtil vi nåede ind til den tættere trafik.

Men vi skulle bare hurtigt hjem og så ud igen. Vi havde nemlig aftalt med vores søde naboer The Rouats, at vi skulle grille på en græsplæne i nærheden.

Nøj, hvor var det bare hyggeligt. Helt, som den slags skal være. Frk. Bjørnstrup var i totalt festhumør. Hun drak cola, grinede og sang, men s øjnene spillede. Hun præsterede at sidde selv på tæppet i ca. 45 minutter uden af tilte en eneste gang. Det har vi aldrig set før.

Det er helt fantastisk, faktisk. Vi synes jo, hun var blevet dårligere motorisk, efter hun var startet i skole og får så meget mindre fysioterapi, end hun fik i børnehaven. Men nu ser det ud, som om hun kommer efter det. Hun er også blevet meget mere interesseret i at gå igen, når vi holder hende under armene. Hvert lillebitte fremskridt betyder bare så meget. Men det største er alligevel, at hun siden hun begydnte at få EyeQ for en måneds tid siden, har haft et stort mentalt overskud. Hun griner og smiler, vil i kontakt og vil gerne røre og røres.

Det er jo lige til at blive helt overskudsagtig af!

Aftenen sluttede iøvrigt først kl. 22, to timer efter hendes normale sengetid. Vi troede, vi skulle sove længe, men kl. 4 kunne hun ikke finde ro igen og resten af morgene har været meget on an off. Gad vide, hvordan det kommer til at gå i dag...

SOL

Altså, det er da helt helt umuligt at rejse til Blogland i sådan et vejr...

Forår

Aah, du skønne forår...

Jeg elsker forår. Det pibler i min krop og banker i mit bryst og prikker i min hovedbund. Jeg får mere energi og kan mærke solens stramme varme på min hud.

Forårets dufte fylder mine næsebor og udløser en myriade af forventninger. For ligesom december faktisk er lidt sjovere end selve juleaften, er sommeren sjældent så god, som foråret ellers giver håb om. Sommeren er enten lidt for tung og varm eller for grå og regnfuld. Den går lidt i stå og er mættet på sin egen måde. Foråret er fuld af liv og energi.

Hvert forår kommer minderne fra ungdommen snigende ind. Jeg husker de utallige gange, jeg er cyklet hjem i de lyse nætter efter en sjov nat i byen. Nej, det er mere end husker: det foregår simpelthen i kroppen snarere end i hovedet: jeg MÆRKER minderne, fordi det hele er et sansebombardement af lys, luft og farver. Og jeg mærker længslen...

Mærkeligt er det, at selv når foråret er allermest present, har jeg den fornemmelse, at det forsvinder mellem mine fingre. Jeg ønsker bare at knuge det ind til mig få det helt ind, blive del i det, ligesom at være forelsket og bare ønsker at smelte sammen. Da det aldrig kan ske, er jeg prisgivet den samme søde længsel som efter min elskede.

Når jeg synger denne sang, bliver jeg altid lidt våd i øjenkrogen :-)

Denne sang kaldes også Maj-visen. Den hører til Drachmanns skuespil Brav Karl fra 1897. Stephen C. Fosters melodi er oprindeligt skrevet til den engelske sang Thou wilt come no more, gentle Annie.

Se, det summer af sol over engen
Tekst: Holger Drachmann, 1897
Melodi: Stephen C. Foster

Se, det summer af sol over engen,
honningbien vil fylde sin kurv,
og der pusles ved bordet og sengen
af den fattigste sisken og spurv:
og der jubles hele dagen,
men mod kvælden bli'r alting så tyst,
våren synger sin sang, det er sagen,
og mit hjerte bli'r voks i mit bryst.

Der er sølvklang i majbækkens vove,
gyldent skær gennem aftenen lang,
hver en grøft bliver blomstrende skove
langs den kornrige, bølgende vang:
disse bølger, o, de stiger
med min sjæl over solskyens rand,
rundt i verden er dejlige riger,
ingen vår som en maj i vort land!

Jordens Lunger