Lørdag i solskin

I går følte jeg mig som et helt dameblad. Altså, når alting lykkes og der er dømt harmoni og familie og høj himmel med solskin.

Dagen startede med, at vi kørte ud til en veninde, som Frk. Bjørnstrup har gået i børnehave med. Vi havde fået lov til at låne hendes ombyggede Nihola-cykel, hvor kørestolen kan monteres foran.

Prinsen har ikke kørekort, så han fik æren at transportere den hjem igennem byen. Den er tung og svær at køre, især i by-trafik, hvor man skal kunne reagere hurtigt og tage hensyn til andre trafikanter.

Over middag var det så min tur: Bjørnen blev spændt fast og mor begav sig vaklende afsted imod mormors kolonihavehus.

Jeg er ikke kendt som nogen svækling, men det krævede alle mine kræfter. Jeg kunne mærke slidgigten både i nakke og knæ. Jeg skulle virkelig bruge overkroppen for at stabilisere, fordi der er så meget vægt foran, og den sidder højt oppe.

Da vi var kommet ud på RødeMellemvej, ville jeg eksperimentere lidt med farten, men det skulle jeg ikke have gjort. Pludselig tog fanden ved cyklen, og jeg fandt mig selv på kollisionskurs med et træ. Heldigvis nåede jeg at bremse inden vi ramte det, men det var et stort chok, ikke mindst fordi det først da, gik op for mig at jeg havde glemt at give Frk. Bjørnstrup cykelhjelm på.

Det kommer IKKE til at ske igen.

Prinsen og jeg byttede cykler. Men da jeg kom op på min egen, kunne jeg sgu' heller ikke køre den. Jeg havde brugt så mange kræfter på Niholaen, at jeg slet ikke kunne finde balancen igen.

Nå, det gik jo efter lidt øvelse..

I kolonihaven havde min mor dækket op med kaffe og et kæmpefrugtfad med meloner, vindruer og andet mums. Vi har medbragt crossianter fra den franske bager. Frk. Bjørnstrup var lidt medtaget efter turen (det er et helt år siden hun sidst har cyklet) så efter hun var blevet fordret af, kom hun op i hængekøjen. Det hjalp lidt, men kun et stykke tid: så måtte hun ind og være sig selv i soveværelset.

Prinsen tog en lur på chaiselongen. Min far og jeg ordnede cykler - han er gammel cykelsmed - og min mor sørgede for at barnebarnet blev ved med at være tilpas.

Min mor har Parkinsons sygdom. Hun døjer meget med en ny medicin, så vi blev nødt til at tage hjem, så hun kunne få ro. Jeg kastede mig op på monstrumet endnu en gang. Nu gik det lidt bedre. Jeg kørte det meste af vejen, lige indtil vi nåede ind til den tættere trafik.

Men vi skulle bare hurtigt hjem og så ud igen. Vi havde nemlig aftalt med vores søde naboer The Rouats, at vi skulle grille på en græsplæne i nærheden.

Nøj, hvor var det bare hyggeligt. Helt, som den slags skal være. Frk. Bjørnstrup var i totalt festhumør. Hun drak cola, grinede og sang, men s øjnene spillede. Hun præsterede at sidde selv på tæppet i ca. 45 minutter uden af tilte en eneste gang. Det har vi aldrig set før.

Det er helt fantastisk, faktisk. Vi synes jo, hun var blevet dårligere motorisk, efter hun var startet i skole og får så meget mindre fysioterapi, end hun fik i børnehaven. Men nu ser det ud, som om hun kommer efter det. Hun er også blevet meget mere interesseret i at gå igen, når vi holder hende under armene. Hvert lillebitte fremskridt betyder bare så meget. Men det største er alligevel, at hun siden hun begydnte at få EyeQ for en måneds tid siden, har haft et stort mentalt overskud. Hun griner og smiler, vil i kontakt og vil gerne røre og røres.

Det er jo lige til at blive helt overskudsagtig af!

Aftenen sluttede iøvrigt først kl. 22, to timer efter hendes normale sengetid. Vi troede, vi skulle sove længe, men kl. 4 kunne hun ikke finde ro igen og resten af morgene har været meget on an off. Gad vide, hvordan det kommer til at gå i dag...

Autisme og diæt

Mange steder har jeg hørt om børn med autismespektrumforstyrrelser, som har fået det bedre efter de har ændret deres diæt og fjernet gluten, mælk og evt. sukker

Jo mere jeg hører om det, jo mere synes det værd at forsøge.

I dag nævnte jeg det overfor min læge. Hun så noget skeptisk ud og anbefalede, at jeg talte med en diætist først, da Frk. Bjørnstrup er i voksealderen og vi nødigt skulle lave mere ravage end der allerede er.

Hun kunne bare ikke hjælpe mig. Det skulle gå igennem et hospital.

Fint, tænkte jeg og gik hjem og ringede til Bjørnstrups neurolog, så han kunne lave en henvisning.

Deeet var han nu ikke så begejstret for. Han havde godt nok hørt om nogle, som lavede de ændringer, men som han selv sagde, var det ikke noget han havde fidus til.

Det er nemlig ikke videnskabligt bevist, og mente han bestemt ikke, at det var noget, som Rigets diætister kunne gå ind i.

Alligevel er der nu så mange erfaringer (erfaringer er langt fra det samme som bevis. Husk det!) som tyder på at kosten kan spille en rolle ifm. autisme og andre udviklingsforstyrrelser.

Og hvorfor skulle det heller ikke gøre det: når alt kommer til alt er mennesket blot et kemisk laberatorium. SELVFØLGELIG har det betydning, hvilke stoffer, man fylder i. Selvfølgelig!

På VidenCenter for Autisme deltager man i øjeblikket i en international undersøgelse med fokus på sammenhængen mellem kost og autisme.

Indtil der forelægger evidensbaseret materiale, må vi bogstaveligt talt tage skeen i egen hånd og se, om Bjørnstrup er én af de mange, som kan profitere af diæten. Eller sætte tegnebogen på diæt og betale en privat diætist for at sikre, at Bjørnen får kalk nok og ikke får overdosis af D-vitamin.

Hm, det er et konfliktfyldt farvand at bevæge sig ind på, det med kosten.

Det rør ved meget dybtliggende og personlige overbevisninger. Ikke mindst hos mig selv. Jeg har altid synes, at mad handlede om meget mere end at tage næring til sig. Mad er ikke kun rationelt. Der er mange mange følelser forbundet med det.

Men jeg kan også mærke, at jeg bliver provokeret over, at den etablerede lægeverden reagerer så rigidt og lukket, Nogle gange er den bedste motivationsfaktor en stor pegefinger, som siger "Det må/ kan/ tør du ikke", så lige nu er jeg dér, hvor vi selvfølegelig skal prøve nogle kostændringer.

Udvikling med fiskeolie

Min datter, Frk. Bjørnstrup, er begyndt at få en stærk fiskeolie ved navn EyeQ. Den skulle hjælpe på hendes mangelfulde myelin-dannelse (fedtskedehinderne, som ligger rundt om hjernecellerne, og sørger for at de elektriske beskeder bliver tranmitteret videre).

Mange børn med enten autismespektrum-forstyrrelser eller ADHD har stor gavn af olien.

Nu har Frk. Bjørnstrup fået dem i godt 3 uger. Den sidste lille uge har vi oplevet et mærksbart gladere barn, hvis øjne er klarere og som er blevet bedre til at koncentre sig sig.

Frk. Bjørnstrup ææælsker musik og beder mig tit om at synge en sang. Normalt, når jeg har sunget de to første linier er hun helt væk igen og har for længst trukket hænderne til sig.

I dag bar Prinsen hende over på mit skød, imens jeg sad tæt ved computeren. Bjørnstrup's fingre KLØR så forfærdeligt, når hun ser sådan én, men om det nu er hendes hjerneskade eller om hun bare er miljøskadet, er ikke til at sige...

Anyway. Jeg begyndte at synge: "Først den ene vej, og så den anden vej", imens jeg lavede alle armbevægelserne på hende. Bjørnstrup smilede bare glad og lod mig fortsætte - helt til sangen var færdig. Ovenikøbet blev der til et lille kram til sidst!!! Og fingrene blev hvor de skulle, langt fra fars og mors computer.

Jamen, jamen. Det er virkelig store sager!!

Det betyder bare så helt vildt meget at kontakten til hende bliver bedre. Kærligheden har jo været der altid. Men imens jeg puttede hende, sad jeg og tænkte på, hvor nøjsom jeg også har været nødt til at være. Jeg har måtte elske for os begge. Nu føler jeg pludselig, selvom det er i de helt små signaler, at jeg begynder at få noget reelt igen.

Jeg krydser fingre for at udviklingen fortsætter og at det ikke kun handler om at hendes ører er i ro i øjeblikket.