Når jeg har betænkeligheder ved at udgive forrige indlæg, er det så min egen blufærdighed eller hensynet til andres?
Er det fordi det er for privat, eller er det fordi jeg ikke tror andre kan holde ud at læse om det?
Er det fordi jeg er bange for at skræmme andre væk?
Er det fordi det ikke har noget relevans?
Er der fordi jeg tidligere har set mennesker kigge væk, når jeg fortalte dem detaljer om at have et multihandicappet barn?
Er det fordi der er så meget håbløshed og afmagt i situationen?
Er det mig selv, som ikke kan bære afmagten?
Er det fordi jeg bliver forlegen eller vred, når nogen prøver at trøste mig, eller finde det positive i situationen?
Eller er det fordi ensomheden i at have et multihandicappet barn er svær at se i øjnene?
lørdag den 16. august 2008
Formiddag
Lørdag. Prinsen er hjemme igen fra kursus. Vi hygger i sengen med Frk. Bjørnstrup. Står op og spiser engelsk morgenmad. Alt ånder ro og fred og er, som det skal være.
Jeg har overskud til en henna-farvning og efter sådan en omgang er der ikke helt ryddeligt på badeværelset.
Der går ca 10 minutter. Vi havde håbet vi kunne have nået at få Frk. Bjørnstrup på wc-stolen inden, hun skulle, men det kunne vi ikke. Hun skulle have skiftet bleen.
Det var vådt og meget. Hendes bodystocking blev smurt ind og der kom afførring på netunderlaget på puslebriksen.
Nåja, det har vi jo prøvet, så der blev åndet dybt ind og taget fat.
Så langt, så godt.
Men en halv time efter var den gal igen.
Prinsen bar hende ud på badeværelset og fik de lange bukser af hende. Så kaldte han højt. Der var en vis skinger klang i hans stemme. Da jeg kommer ud, er Frk. Bjørnstrup smurt ind i lort langt ned af begge ben. Da vi åbner bleen, er der våd afførring op over navlen. Heldigvis tager Frøkenen det selv tille og roligt. Hun plejer ellers at skrige, spænde op i hele kroppen og banke hovedet ned i underlaget, når noget sådant sker.
Istedet stikker hun begge hænder ned i skridtet. Prinsen råber højt og nærmest flår hendes hænder væk. Hun bliver forskrækket og begynder at skælde ud. Jeg prøver at tage over. Prinsen vil tage vand i vaskebajlen, men handvåsken var fuld af mine hårfarvningstingogsager. Han får i frustration kastet en skål med hennamudder ned i bunken af beskidt vasketøj, som ikke er nået længere end ned på gulvet, inden jeg må bede ham om at gå ud. Jeg ved, at det ligeså godt kan være mig, som går i panik. Det handler i høj grad om, hvad man har sparet op på kontoen tidligere på dagen.
Jeg får klædt Frøkenen af og smidt det belortede tøj på gulvet. Jeg trækker hende op i den anden ende af puslebriksen, får tændt varmelampen og smider et par håndklæder i tørretumbleren. Bruseren bliver tændt og hun begynder at skrige, som hun ofte gør i badet.
Efter lidt tid falder hun til ro og begynder at nyde det. Nu er badeværelset også varmt og der sker ikke mere uventet. Hun får et langt, dejligt bad. Smiler sit søde, skæve smil og laver små vrik med kroppen af begejstring.
Da hun er færdig, bliver hun pakket ind de varme håndklæder, får en oliemassage, og bliver lagt ind i mors og fars seng med sin dvd-afspiller.
Så skal badeværelset ryddes op: det er efterhånden svært at se, hvad der er lort og hvad der er hennamudderklumper. Det beskidte tøj bliver smidt i spanden for at skylle det værste af. Alt bliver skuret og skrubbet med Ajax. Vasketøjet bliver sat over. Og efterhånden begynder det hele at se helt fornuftigt ud igen.
Da jeg endelig ånder lettet op og sætter puslebriksen på plads, ser jeg lige den sidste stribe af lort på en flise højt oppe. Hvordan den er kommet der, kan jeg ikke lige regne ud. I sådan et øjeblik af kaos, kan alt ske.
Men håret blev flot.
Jeg har overskud til en henna-farvning og efter sådan en omgang er der ikke helt ryddeligt på badeværelset.
Der går ca 10 minutter. Vi havde håbet vi kunne have nået at få Frk. Bjørnstrup på wc-stolen inden, hun skulle, men det kunne vi ikke. Hun skulle have skiftet bleen.
Det var vådt og meget. Hendes bodystocking blev smurt ind og der kom afførring på netunderlaget på puslebriksen.
Nåja, det har vi jo prøvet, så der blev åndet dybt ind og taget fat.
Så langt, så godt.
Men en halv time efter var den gal igen.
Prinsen bar hende ud på badeværelset og fik de lange bukser af hende. Så kaldte han højt. Der var en vis skinger klang i hans stemme. Da jeg kommer ud, er Frk. Bjørnstrup smurt ind i lort langt ned af begge ben. Da vi åbner bleen, er der våd afførring op over navlen. Heldigvis tager Frøkenen det selv tille og roligt. Hun plejer ellers at skrige, spænde op i hele kroppen og banke hovedet ned i underlaget, når noget sådant sker.
Istedet stikker hun begge hænder ned i skridtet. Prinsen råber højt og nærmest flår hendes hænder væk. Hun bliver forskrækket og begynder at skælde ud. Jeg prøver at tage over. Prinsen vil tage vand i vaskebajlen, men handvåsken var fuld af mine hårfarvningstingogsager. Han får i frustration kastet en skål med hennamudder ned i bunken af beskidt vasketøj, som ikke er nået længere end ned på gulvet, inden jeg må bede ham om at gå ud. Jeg ved, at det ligeså godt kan være mig, som går i panik. Det handler i høj grad om, hvad man har sparet op på kontoen tidligere på dagen.
Jeg får klædt Frøkenen af og smidt det belortede tøj på gulvet. Jeg trækker hende op i den anden ende af puslebriksen, får tændt varmelampen og smider et par håndklæder i tørretumbleren. Bruseren bliver tændt og hun begynder at skrige, som hun ofte gør i badet.
Efter lidt tid falder hun til ro og begynder at nyde det. Nu er badeværelset også varmt og der sker ikke mere uventet. Hun får et langt, dejligt bad. Smiler sit søde, skæve smil og laver små vrik med kroppen af begejstring.
Da hun er færdig, bliver hun pakket ind de varme håndklæder, får en oliemassage, og bliver lagt ind i mors og fars seng med sin dvd-afspiller.
Så skal badeværelset ryddes op: det er efterhånden svært at se, hvad der er lort og hvad der er hennamudderklumper. Det beskidte tøj bliver smidt i spanden for at skylle det værste af. Alt bliver skuret og skrubbet med Ajax. Vasketøjet bliver sat over. Og efterhånden begynder det hele at se helt fornuftigt ud igen.
Da jeg endelig ånder lettet op og sætter puslebriksen på plads, ser jeg lige den sidste stribe af lort på en flise højt oppe. Hvordan den er kommet der, kan jeg ikke lige regne ud. I sådan et øjeblik af kaos, kan alt ske.
Men håret blev flot.
tirsdag den 12. august 2008
Trylleordet
Jeg kender til selvbebrejdelser. Til aldrig at synes, at jeg gør det helt godt nok. Til at der altid er en detalje, som kunne optimeres, til at få øje på det, jeg har sprunget over.
Min ynglingsversion er den med at: hvorfor er jeg jeg ikke gladere, når nu jeg egentlig godt ved, hvad der skal til. Det kan jeg få lang tid til at gå med.
Men jeg har et trylleord.
Så snart jeg giver mig til lov til at være selvdestruktiv og selvbebrejdende, så brydes den onde spiral.
Så kan jeg godt se, at det er unødvendigt. Faktisk bliver det en lille smuler latterligt, fordi bebrejdelsen ikke står mål med virkeligheden. Jeg får gjort "forbrydelsen" langt større end den er. Jeg dømmer mig selv meget hårdere, end jeg ville dømme andre.
Jeg får lige skabt et pusterum og distanceret mig fra selvdestruktionen.
Det er bare ikke altid, jeg husker det.
Min ynglingsversion er den med at: hvorfor er jeg jeg ikke gladere, når nu jeg egentlig godt ved, hvad der skal til. Det kan jeg få lang tid til at gå med.
Men jeg har et trylleord.
Så snart jeg giver mig til lov til at være selvdestruktiv og selvbebrejdende, så brydes den onde spiral.
Så kan jeg godt se, at det er unødvendigt. Faktisk bliver det en lille smuler latterligt, fordi bebrejdelsen ikke står mål med virkeligheden. Jeg får gjort "forbrydelsen" langt større end den er. Jeg dømmer mig selv meget hårdere, end jeg ville dømme andre.
Jeg får lige skabt et pusterum og distanceret mig fra selvdestruktionen.
Det er bare ikke altid, jeg husker det.
tirsdag den 5. august 2008
lørdag den 2. august 2008
Tid og Sted
Tid og sted og som regel helt afgørende faktore i et menneskes liv. Vi lever i nuet (mere eller mindre ihvertfald :-)) går videre og lægger fortiden bag os. På sin vis kan man sige, at vi er "fanget i vores tid". Men ind imellem slår tiden knuder på sig selv.
De fleste har nok prøvet deja vu: en pludselig, intens oplevelse at være sat tilbage til et tidligere tidspunkt i ens liv.
Det bliver fremkaldt af sanserne. En duft, et billede eller en lyd, man ikke hørt hørt længe, og situationen står lysende klar, som om den havde udfoldet sig for et øjeblik siden.
Sådan har det været for mig at melde mig til Facebook.
Det er en spirituel oplevelse. Jeg genforener mig med min fortid og lukker de uafsluttede gestalter.
Når jeg ser mig selv interagerer med de menensker, som jeg kendte engang på den måde, som jeg er i dag, ændrer jeg synet på mig selv.
Jeg bliver gladere for mig. For at jeg har turde gå den lange fra Amager, til Børnemagt, til Israel til London, til Mocambo Bar og Coma Club til socialpædagog, psykoterapeut og mor til en handicappet pige.
Når jeg ser tilbage på det brogede tæppe, som danner mit liv, kan jeg ikke lade være med at tænke, at der også fremover ligger sjove og uventede oplevelser og venter på mig. Fordi jeg er jo eventyrlysten. Jeg har bare ikke haft de store muligheder for at være opsøgende ude i verden i de sidste 8 år. Det har handlet om at komme igennem krisen, lære at navigere i det nye farvand og finde det store i det små. Mine betingelser har ændret sig HELT vildt, men i min kerne er jeg stadig den samme.
Nu er Frk. Bjørnstrup så småt startet op i aflastning. Når hun er kørt ordentligt ind i løbet af efteråret, vil der igen blive mere rum til at baske med vingerne - ikke kun i cyberspace. Jeg glæder mig.
torsdag den 31. juli 2008
Verdens Største Cocktailparty!
Ja, så er jeg også langt om længe blevet deltager i Verdens Største Cocktailparty!
Og jeg synes altså, at det er rigtigt sjovt :-)
Mig, som har gået mellem mange skift i livet og ladet fortid være fortid, finder pludselig ud af, hvor meget kraft, der kan være i sige hej til gamle forbindelser. Ja, jeg forbinder mig mig med fortiden.
Der dukker mange minder op. Navne, oplevelser, jeg forlængst troede var borte. Især har gensynet med min gamle kibbutz virket enormt stærkt. Måske fordi jeg var der alene og efterfølgende ikke har haft nogen at genoplive erindringerne med - før nu altså.
Ih, jeg er helt rundt på gulvet...
Nu må jeg vist i seng
Og jeg synes altså, at det er rigtigt sjovt :-)
Mig, som har gået mellem mange skift i livet og ladet fortid være fortid, finder pludselig ud af, hvor meget kraft, der kan være i sige hej til gamle forbindelser. Ja, jeg forbinder mig mig med fortiden.
Der dukker mange minder op. Navne, oplevelser, jeg forlængst troede var borte. Især har gensynet med min gamle kibbutz virket enormt stærkt. Måske fordi jeg var der alene og efterfølgende ikke har haft nogen at genoplive erindringerne med - før nu altså.
Ih, jeg er helt rundt på gulvet...
Nu må jeg vist i seng
Abonner på:
Opslag (Atom)
