Når man finder ud af ens barn er handicappet, åbner jorden sig under én og man falder i en dybt hul.
Sorgen og smerten er overalt og man føler sig meget, meget alene.
Som regel vil kommunens sagsbehandlere relativt hurtigt tilbyde praktisk hjælp: særindretning, specialbørnehave, aflastning og så videre. Men den følelesmæssige side står de fleste forældre ene om.
Muligvis kan det tilskrives manglende viden. Men der findes i dag dokumentation for, hvad det gør ved at menneske at blive udsat for et voldsomt chok og traume og ikke få det bearbejdet. Reaktionerne kan fx handlingslammelse, skyld eller skam, fysiske smerter, spændinger, vagtsomhed, mareridt, angst, koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær, kontroltab, søvnproblemer, træthed, rastløshed, raserianfald og pludselige voldsomme grådanfald, På længere sigt kan det føre til depression, stress og udbrændthed.
I løbet af denne første, svære tid vil mange familier desuden skulle til gentagne lægebesøg og indlæggelser. Nogle er lang tid om at få en diagnose, nogle får flere tillægsdiagnoser og atter andre må leve med uvisheden.
Det nærmer sig derfor vanvid at forestille sig, at familer selv kan tackle disse overvældende tilstande, samtidig med at de skal tage vare på et krævende, handicappet lille barn.
Når vi ved, hvor stor gavn og glæde mange kvinder har af de almindelige mødregrupper, kan det undre, at der ikke for længst er oprettet mødregrupper for mødre til børn med handicaps over hele landet. Kvinder med normale børn kan dog trods alt ofte søge råd og vejledning hos familie og venner. Mødre til handicappede børn, står ofte helt, helt alene og har i endnu højre grad brug for at tale om deres moderskab og de vanskeligheder, som er forbundet derved. Man er utrolig sårbar, når man er helt alene, men bare der er én anden til at bekræfte at man ikke er skør, kan gøre meget.
