Mange steder har jeg hørt om børn med autismespektrumforstyrrelser, som har fået det bedre efter de har ændret deres diæt og fjernet gluten, mælk og evt. sukker
Jo mere jeg hører om det, jo mere synes det værd at forsøge.
I dag nævnte jeg det overfor min læge. Hun så noget skeptisk ud og anbefalede, at jeg talte med en diætist først, da Frk. Bjørnstrup er i voksealderen og vi nødigt skulle lave mere ravage end der allerede er.
Hun kunne bare ikke hjælpe mig. Det skulle gå igennem et hospital.
Fint, tænkte jeg og gik hjem og ringede til Bjørnstrups neurolog, så han kunne lave en henvisning.
Deeet var han nu ikke så begejstret for. Han havde godt nok hørt om nogle, som lavede de ændringer, men som han selv sagde, var det ikke noget han havde fidus til.
Det er nemlig ikke videnskabligt bevist, og mente han bestemt ikke, at det var noget, som Rigets diætister kunne gå ind i.
Alligevel er der nu så mange erfaringer (erfaringer er langt fra det samme som bevis. Husk det!) som tyder på at kosten kan spille en rolle ifm. autisme og andre udviklingsforstyrrelser.
Og hvorfor skulle det heller ikke gøre det: når alt kommer til alt er mennesket blot et kemisk laberatorium. SELVFØLGELIG har det betydning, hvilke stoffer, man fylder i. Selvfølgelig!
På VidenCenter for Autisme deltager man i øjeblikket i en international undersøgelse med fokus på sammenhængen mellem kost og autisme.
Indtil der forelægger evidensbaseret materiale, må vi bogstaveligt talt tage skeen i egen hånd og se, om Bjørnstrup er én af de mange, som kan profitere af diæten. Eller sætte tegnebogen på diæt og betale en privat diætist for at sikre, at Bjørnen får kalk nok og ikke får overdosis af D-vitamin.
Hm, det er et konfliktfyldt farvand at bevæge sig ind på, det med kosten.
Det rør ved meget dybtliggende og personlige overbevisninger. Ikke mindst hos mig selv. Jeg har altid synes, at mad handlede om meget mere end at tage næring til sig. Mad er ikke kun rationelt. Der er mange mange følelser forbundet med det.
Men jeg kan også mærke, at jeg bliver provokeret over, at den etablerede lægeverden reagerer så rigidt og lukket, Nogle gange er den bedste motivationsfaktor en stor pegefinger, som siger "Det må/ kan/ tør du ikke", så lige nu er jeg dér, hvor vi selvfølegelig skal prøve nogle kostændringer.