Jeg har været så fuldstændig udtømt.
Frøkenens 5 uger lange sygdom, efterfølgende gener og to jobs ved siden af tappede alt, hvad der var. Der var ingenting tilbage til mig: ingen stilhed og ro, ingen træning og fysisk udfoldelse, ingen kreativitet eller kaffevisitter. Kun den udsultede ensomhed, som kommer, når udfordringerne bliver alt for store, og man må se sine begrænsninger i øjnene.
Og jeg var blevet inviteret til fest: Min fortid skulle genopstå og samles for en enkelt aften.
Jeg havde glædet mig, siden jeg fik det at vide. Hvor tit får man sådan en mulighed for at lukke ufærdige gestalter?
Tiden nærmede sig, og jeg begyndte at tvivle på, om jeg kunne gennemføre. Der skulle jo ingenting til, før tårene begyndte at løbe og selvom vi havde været et miljø, som havde lagt vægt på ærlig kærlighed, var det ikke sikkert, at de gamle venner var parat til SÅ meget autencitet.
Men jeg gjorde det! Gik til 30 års jubilæumsfest med Parkering Forbudt på Christiania og 250 andre mennesker, som synes at det var værd at hylde den tid, hvor drømmene var fulde af fællesskab. Hvor det nyttede, at stå sammen og kæmpe for det, man troede på og hvor vi kunne få store ting til at ske, selvom de allerfleste var et godt stykke under 20 år.
Der var så meget magi og kærlighed til den fest. Det var kollosalt frigørende, helt udsyret, og helt i orden.
Jeg lænede mig op af al den energi, drak af den, badede i den og lod mine depoter fylde op.
Nu er jeg klar til næste uge.
