Spor

Jeg var på stranden i Snekkersten med andre terapeuter. Vi borede fødderne ned i sandet og talte om de spor, vi sætter i vores virke.

Om de lette fodspor i vandkanten, som lyser op et kort øjeblik, når solen skinner på dem, men som forsvinder øjeblikket efter, når vandet rammer dem.

Om at forsøge at lave et dybt spor - også i vandkanten - og mærke at sandet skrider væk og underlaget forsvinder.

Og om de dybe spor , hvor det varme, løse sand giver efter og lader én synke ned det koldere, mere stabile lag, hvor man virkelig kan finde fodfæste.

Uanset om vi vil det eller ej, sætter vi spor. Det er vigtigt at være bevidst om, og det fordrer en høj etik ikke kun at tænke på sin egen fremdrift, men også underlaget vi går på, so to speak...

20 % dårligere???

I radioavisen i morges kunne de fortælle, at de københavnske socialcentre har fået fået besked på at spare 78 millioner kr. Derfor har sagsbehandlerne været indkaldt til et møde, hvor de har fået besked på at vente med indsatsen til de belastede familier har fået det 20 % dårligere!!!???

Ikke uventet har flere sagsbehandlere sagt op i erkendelse af, at de ikke kan forsvare et sådant tiltag. Måske er det bare, fordi de ikke har lært matematik og ikke ANER hvordan de skal kunne vurdere at en familie har fåët det 20 % dårligere...

Jeg ville ihvertfald ikke vide det.

Frk. Bjørnstrup

Her er hun så i sommersol: Hendes Yndighed, Frk. Bjørnstrup!

Overhund og Underhund

Når vi som mennesker mærker angst og frustration, udvikler vi forskellige manipulative teknikker, som umiddelbart synes at lette os. I virkeligeheden kan nogle af disse teknikker forstærke vores afhængighed af andre og fjerne os fra sund selvstøtte.

Hvis et menneske ikke kender til nogen effektiv måde at reducere den angst, frustration eller rastløshed, som dominerer øjeblikket, kan enhver handling, som giver umiddelbar lettelse af symptomerne, blive brugt af det menneske.

Mennesket vil forsøge at manipulere både sig sig selv og omgivelserne. Mennesket vil have fokus på visse aspekter af dets personlighed og ignorere eller undgå andre. Måske overidentificerer man sig med visse personlighedstræk og skaber derved en rigid, kompromisløs og fordømmende attitude overfor de andre sider i sig selv.

En udbredt måde at manipulere sig selv på og blokere for sund kontakt med omgivelserne, er spillet, Overhund/ Underhund

Overhunden repræsenterer de aspekter af personligheden, som kræver perfektion, præcision, “skal” og “burde”. Overhunden er altid irettesættende og bliver sjældent tilfreds. Overhunden repræsenterer ofte det “de andre tænker”. Overhunden er selvretfærdig, ubøjelig og har moralen på sin side.

Modsat Overhunden er der Underhunden, som manifisterer modstanden mod de udefrakommende krav. Underhunden er en sabotør. Den svarer aldrig direkte nej, men altid “Ja, men”. Underhunden kan være fræk, sølle, charmerende, undskyldende, forurettet m.m.

I kampen om magten, ser det ofte ud, som om at Overhunden bestemmer, men det er næsten altid Underhunden, som vinder kampen og får det på sin måde, fordi den undgår at "parere ordre.

Overhunden og Underhunden kan repræsentere forskellige dele af personligheden, eller rollerne kan spilles af to personer, for eksempel i et parforhold, på arbejdspladsen eller i familie-relationer.

Eftersom gestaltterapiens fremmeste mål er at integrere personlighedens forskellige dele, vil man som terapeut forsøge at skabe en dialog imellem Overhund og Underhund - ofte ved at placere dem i hver sin stol og udføre et traditionelt Hot-Seat arbejde. (se tidligere indlæg om Den Varme Stol)

For at spillet kan opløses eller minimeres, kræver det at begge parter bliver parate til at tage personligt ansvar for deres behov og følelser.

Hud

Huden er vores største sanseorgan.

Og jeg skal lige love for, at jeg er blevet sanse-stimuleret i dag. Faktisk burde jeg ligge i min seng og vente på søvnen, men jeg må altså lige dele denne oplevelse.

Jeg havde nemlig givet hende her en julegave til kurbadet her

"Mmm, åh, ahhh, ih" - og meget i lignende stil fik vi sagt til hinanden undervejs.

Vi lagde ud med boblebadet med 37 grader varmt vand,. Dets kraftige stråler fik os til det til at sukke af vellyst imens myoserne fik klø Bagefter føltes Det Døde Hav (saltbassinet) isende koldt, men en tur under tempelbruseren genoprettede balancen.

Vi kunne lige nå en tur under ultravioletlys, inden vi skulle ind i massagestolene, som især var gode til læg-massage og benstræk. Jeg kan mærke, at min gamle fibersprængning fra sidste år har fået opmærksomhed i dag.

Nu blev vi venligst gjort opmærksomme på at der var saunagus, hvis vi var interesserede. Dét var jeg.

Det var fuldstændig overvældende. Uanset hvad jeg skriver, lever det ikke op til den store oplevelse det var: Først hældte gus-mesteren vand med citronhonning-olie på de varme sten og viftede med et tørt håndklæde, så duften og varmen bredte sig i stød. Så skiftede duften til æble. Håndklædet blev dyppet i vand, og ramte os nu med varme dråber, da det blev viftet rundt i rummet. Varmen steg og steg. Gus-mesteren åbnede en termotaske, og gav os alle en håndfuld knust is med besked om at knuge den sammen til en hård kugle, som vi kunne gnide os med. Det var helt magisk at opleve isen dampe og afkøle i det stegende, varme rum. De modige måtte læne sig frem og gusmesteren knubbede med is på ryggen. Det føltes bare som et skønt sansebombardement!

Nu kom der en ny duft på stenene. Denne gang var det pebermynte, og vi blev bedt om at række armene i luften og trække vejret dybt ind igennem næsen og ud igennem munden, så aromaterapien kunne komme ind i organismen og afhælpe, snue, ledsmerter og maveproblemer. Det må have hjulpet, for jeg følte intet andet end velvære.

Da seancen var slut klappede folk i begejstring, og gusmesteren lagde en lille bunke is ud, som vi alle trådte på, på vej ud i den virkelige verden.

Jeg var fuldstændig mættet og kunne kun tænke på at komme over og flyde vægtløs rundt i det Døde Hav.

Da vi var færdige inde i selve kurbadet, fik vi udleveret en skål hver med salt og olie i, som duftede stærkt og friskt af fyrretræ. Det var til at skrubbe over hele kroppen, så huden blev efterladt silkeblød og glat.

Resten har dagen har jeg været fuldstændig mørbanket - på den gode, dybe afslappede måde. Og NU skal jeg ind at sove.

Aflastning

Livet med et svært handicappet barn slider på både krop og psyke. Derfor har de fleste familier en eller anden form for aflastningsordning.

Siden Bjørnen var ca.2 1/2 år gammel, har hun været i aflastning i sin gamle børnehave hver anden weekend fra lørdag formiddag til søndag aften.

Det har vi været glade for, selvom der har været en del begrænsninger.

Der er ingen flexibilitet. Vi får tildelt aflastningen efter et fast skema, som ikke står til at ændre. Hvis vi skal på ferie i den weekend, som Bjørnen ellers skulle have været afsted, er der ingen kompensation. Selvom vi ved, at det er Tante Gerdas fødselsdag en bestemt lørdag, er det bare ærgerligt, hvis det ikke falder sammen med skemaet.

Børnehaven har meget strikse medicinregler, hvilket betyder, at man ikke har været parat til at Bjørnen pennicillin og ligende, som hun ikke har fået fast. Guderne skal vide, at den ene pennicillinkur nogen gange har afløst den anden - og at vi har haft ekstra meget brug for aflastningen, når hun har haft det skidt.

Allerede for 3 siden indså vi at det ikke rakte til at lade batterierne ordentligt op. Vi kunne lige nå at handle, få ordnet lidt praktiske opgaver og sove længe - så skulle hun nærmest hentes igen.

Derfor lod vi Frk. Bjørnstrup skrive op til en anden "rigtig" aflastningsinstitution, altså et sted, som kun sørger for aflastning til handicapppede børn.

Men ventetiden har været lang!

Københavns Kommune har manglet døgninstitutionspladser og bosteder, så der er opstået et flaskehals-problem, så børn, som egentlig skulle have været på døgninstition eller var fyldt 18 år har optaget pladserne for de, som har brug for aflastning.

Det er en uendelig trist situation for alle parter.

Nu har vi heldigvis haft tilstrækkelig med ressourcer til at råbe op og søge hjælp. Men det var først, da vi kontaktede LEV, at der skete noget.

Jeg har så meget medfølelse med de mange (indvandrer-)familier, som ikke kender til den danske kultur eller har ressourcer nok til at kæmpe for sin sag. Det er dem og deres børn, som bliver store tabere i dette velstandsssamfund (jeg mener ikke, at vi kan tale om et velfærds-samfund længere), som ikke yder hjælp til de allersvageste.

Nå, men storebror, LEV, havde skrevet et meget skarpt brev til kommunen og søndag aften kl.21.02 (tal lige om overbebyrdede sagsbehandlere!) ankom en mail i min inbox. Københavns Kommune kunne fortælle, at vi nu endelig vil blive tilbudt plads til Frk. Bjørnstrup på den aflastningsinstition, som vi ønsker.

Foreløbig kan den nye institution tilbyde os 50 døgn om året. Vi har en bevilling på 78 døgn, som vi aldrig nogensinde har været i nærheden af. Vi måske haft 40 døgn om året i de sidste 5 år (Gad egentlig godt vide, hvad der er sket med de penge, som jo er sat af på budgettet til os??)

Derfor vil vi selvfølgelig bede om at beholde den ene weekend i børnhaven, indtil den nye institution kan tilbyde alle 78 døgn.

De nye institution kører normalt med at barnet er i aflastning et hverdagsdøgn om ugen, 1 lang weekend fredag-mandag om måneden og TA-DAA: 2 X 1 uges ferie om året!!!!

Det er næsten ikke til at forstille sig, at vi en dag skal opleve en ferie sammen på vores præmisser. Åh, hvor bliver det godt.

Udvikling

Noglen gange kan jeg synes, at den forandring, jeg ønsker at skabe, går alt for langsomt.

Jeg bliver frustreret og selvbebrejdende og tænker, "Hvis bare.."

Det er til trods for, at jeg allerede på seminariet lært at al udvikling består af en dynmaisk vekslen imellem progression og regression. Fremadskriden og tilbageskridt. Det er smukt illustreret af det lille barn, som søger ud i verden, blot for at vende tilbage til mor kort efter.

Når vi er i gang med at lære nyt, erobrer vi nyt og ukendt land. Det tager tid at kapere, at forstå og integrere. Indimellem vender vi derfor tilbage til udgangspunktet, hvor vi er trygge og kender betingelserne - også selvom vi måske ikke bryder os om dem - det er måske derfor vi søgte ud i verden.

Legenden fortæller, at da Dr. Livingstone begav sig dybt ind i den afrikanske jungle, havde han et hold med af lokale bærere med sig. De gik og gik med enorm udholdenhed igennem det ufremkommelige landskab. Når europæerne havde brug for en pause fortsatte afrikanerne. Men pludselig satte de sig alle ned i en lysning: Nu kunne de ikke gå længere. Nu var de kommet for langt væk fra landsbyen. Nu var de nødt til at vente på deres sjæl.

Eller sagt på en anden måde: Blomsten vokser ikke hurtigere, fordi jeg står og hiver i den!