Jeg var på stranden i Snekkersten med andre terapeuter. Vi borede fødderne ned i sandet og talte om de spor, vi sætter i vores virke.
Om de lette fodspor i vandkanten, som lyser op et kort øjeblik, når solen skinner på dem, men som forsvinder øjeblikket efter, når vandet rammer dem.
Om at forsøge at lave et dybt spor - også i vandkanten - og mærke at sandet skrider væk og underlaget forsvinder.
Og om de dybe spor , hvor det varme, løse sand giver efter og lader én synke ned det koldere, mere stabile lag, hvor man virkelig kan finde fodfæste.
Uanset om vi vil det eller ej, sætter vi spor. Det er vigtigt at være bevidst om, og det fordrer en høj etik ikke kun at tænke på sin egen fremdrift, men også underlaget vi går på, so to speak...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar