tirsdag den 17. juni 2008

Socialpolitik og engagememt

Vi var til foredrag i går aftes hos LEV.
Oplægsholderen var dels lederen af Frk. Bjørnstrups nye aflastningsinstitution samt Frank Hedegård, medlem af socialudvalget i Københavns Borgerrepræsentation, for SF.

Især Franks oplæg gav stof til eftertanke. Han fortalte at Københavns Kommune er ramt hårdt af regeringens skattestop - som alle andre kommuner, selvsagt. Der findes dog en del penge, men de har ikke måtte bruges, da der desuden har været stop for anlæg, bygge og drift. Så selv hvis kommunen har været indstillet på at starte flere aflastningpladser for handicappede børn, har det ikke kunne lade sig gøre.

Han gav udtryk for en undren overfor forældre til handicappede børn. I forhold til sammenlignelige grupper, mente han at vi var alt for pæne og tilbageholdende med til at stille krav og synliggøre os. Da han spugte, hvad der holdt os tilbage, svarede jeg at vi i forvejen bruger af kræfter, som vi nærmest ikke har og at især samarbejdet med kommunen kræver mange ressourcer. Han nævnte da, at han også mente at vores organisation, LEV, er alt for tilbageholdende, og at de faltisk kan få politikerne i tale, hvis de presser lidt.

Både han og institutions-lederen mente at forældre i Københavns Kommune aldrig har haft så meget magt som netop nu. Der har været så mange skandaler på bostederne, at området har meget stor bevågenhed fra alle de politiske partier. Ritt Bjerregårds popularitet har været dalende, det er valgår næste år, så det er virkelig nu, at vi skal have sagerne frem i pressen.

Han understregede, at det er en fordel med læserbreve og artikler frem for at skrive direkte til de enkelte politikere. Når man henvender sig til den enkelte, kommer det til at fremstå som hans sag, og det er meget nemmere at feje af bordet. Ved at skabe debat i offentligheden er der pludselig mange flere, som vil tage sagen på sig.

Vi kom ind på, at nogle kunne være tilbageholdende med at kontakte pressen, fordi man ikke ønsker eksponering eller kan være bekymret for at det kan falde tilbage på barnet.

Frank Hedegårds svarede, at at ja, det koster noget at kæmpe for dét man tro på.
Jeg tænker, at det også koster noget at lade være...

søndag den 15. juni 2008

Offer Redder Krænker - et spil om manipulation


Jeg har tidligere beskrevet manipulations-spillet imellem Overhund og Underhund. Et andet spil man ofte falder i, når man ikke kan eller vil tage ansvar for sine egen behov er Offer Redder Krænker. Ligesom Overhund-Underhund kan spillet spilles både i den enkelte eller mennesker imellem.

Rollerne er forbundne i en triangel. De er afhængige af hinanden, og man skifter imellem de forskellige roller.

Der vil dog som regel være én af rollerne, man har lettere ved at vedkende sig og som dermed tegner ens fremtrædelsesprofil.

Redderen er en person (eller del-personlighed) som hjælper andre. Én. som træder til, når der er brug for det, med støtte og kærlighed og praktisk hjælp. Redderen er hurtig til at tilsidesætte egen behov, og kan arbejde udfra devisen om at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Redderen kan for eksempel fremstå som ædel, som med-misbruger, den gode spejder, der hjælper den gamle dame over gaden, eller som hende, der lige tager en times gratis overarbejde, for at få projektet i hus.
Der findes mange indenfor de sociale og sundhedsfaglige fag, som primært befinder sig i Redder-rollen.

Fælden for redderen er, at hun ikke kender sine egne grænser. Hun overskrider dem gladeligt for at tilfredsstille de andre, som til gengæld viser hende taknemmelighed og glæde. Det giver Redderen den støtte, som hun ikke selv kan skaffe sig. Det er nemlig svært for hende at gå direkte efter opfyldelse af egne behov, hvor hun samtidig kunne opleve glæden ved selvstøtte. I stedet bliver hun afhængig af andres bekræftelse på at hun er et godt menneske.

Hvis denne bekræftelse udebliver, kan Redderen pludselig skifte rolle og blive til Offer. Hun har i længere tid overskredet sine grænser, “fordi DE havde brug for det, og nu takker de hende ikke engang!” Offeret er selvmedlidende og klagende. Hun skal nok for gjort opmærksom på, at det er synd for hende, og at det er de andres skyld. Hun har aldrig nogen andel i at være landet, dér, hvor hun er. Der er ingen selvstøtte, og hun bliver afhængig af, at andre hjælper (redder) hende ud af miseren.

Offeret har, ligesom de andre roller, flere fremtrædelsesformer. Manden, som bor hjemme hos mor i en alder af 40 år, fordi danske kvinder er alt for krævende. Den gamle bedstemor, som klager over at ingen besøger hende og at hjemmehjælpen ikke er god nok. Den opofrende hustru, som tager det dårligste stykke kød til sig selv. Teenagereen, som synes det er helt vildt strengt at man selv skal vaske sit tøj lige pludselig osv

Hvis der IKKE kommer nogen og redder hende, kan Offeret forvandle sig til Krænker. Hun skælder ud på de andre enten direkte eller ved at bagtale og skabe intriger.

Krænkeren kan vise sig i mange afskygninger lige fra børnemishandleren og krigsforbryderen over til hende, som overfuser sin kæreste og kalder ham de værste skældsord, fordi noget er gået hende imod. Krænkeren er forurettet og selvretfærdig og vil ofte påstå at Offeret selv var var ude om det. Krænkeren kommer op i os, når vi dytter vildt af nogen i trafikken eller giver dem fingeren. Vi bliver også krænkere, når vi ikke tager ordentligt vare på vore agressioner, men lader dem komme ud igennem sidebenet ved at være respektløse og nedsættende overfor andre.

Man bliver fanget i dette manipulationsspil, når man ikke tager ansvar for sine egne behov. Det bliver også derfor løsningen: Redderen skal lære at sætte pris på sig selv og blive mindre afhængig af andres anerkendelse. Offeret skal lære at hjælpe sig sig og se sin egen andel og Krænkeren skal lære at respektere sig selv og andre.

Det kan være meget provokerende og som altid er det nemmere sagt end gjort. Heldigvis er det aldrig for sent: så snart man opdager at man påny er fanget i denne trekant, bliver det muligt at spørge sig selv, hvad man egentlig har brug for, og så gå efter dét.

Redderen kan lære at bede dirkte om opmuntring eller bekræftelse. Offeret kan bede andre om hjælp og må acceptere at man kan risikere et nej, og krænkeren må lære at være vred på en ordentlig måde.

mandag den 9. juni 2008

Målsætning


Det er blevet helt utroligt populært at lave målsætninger. Om hvad som helst og hvor som helst.

Visualisér hvad du ønsker dig engang i fremtiden, tænk baglæns indtil du når, hvor du er i dag, skriv hvert skridt ned, som skal foretages før du når i mål. Udfør så hvert skridt, som du har planlagt. Så kan du simpelthen ikke undgå at løbe ind i skatten for enden af regnbuen.

NOT.

Sorry, folks, men jeg køber den simpelthen ikke.

Livet skal da ikke planlægges. Det skal leves.
Og det kan såmænd være rigelig udfordring i sig selv...

søndag den 8. juni 2008

Lille Menneskehjerte


tempel og bedested,
skænk mine tavse læber
toner at synge med.
Lær mig at møde livet
åbent og rent i dag.
Hjælp mig at føre drømmen
frelst gennem nederlag!

Sårede og forladte
vandrer vi ensomt om.
Hæger om dagens sorger.
Dyrker vor fattigdom.
Lær os at bære livets
lille blafrende ild
ind i det skrøbelige ler,
vi er bundet til.

Du er ikke alene
lille forladte bror.
Vandrer du gennem mørket
krydser du andres spor.
Standser du ved en korsvej
aner dit mørke blik
drømmenes mærkede veje,
hvor dine brødre gik.

Blæsten har kendt din broder.
Regnen har set din ven,
der hvor han gik i tågens
klynger af unge mænd.
Markernes snefogsstemmer
skovenes mørke sang
hvisker imod dit hjerte:
her gik han vild engang!

Jorden der drak hans fodspor,
himlen der greb hans bøn,
havet der stjal en tåre
fra den fortabte søn,
rummet som blev en kappe
over hans skuldre lagt
følger dig på din vandrings
søvnløse nattevagt.

Ingen er helt alene.
Ingen er helt forladt.
Syngende menneskehjerter
synger mod dit i nat.
Standser du ved en korsvej,
kalder du på din bror,
hører du livets ekko
i din forladtheds ord.

Halfdan Rasmussen: "Lille Menneskehjerte"

Dette smukke digt fandt jeg hos Ordholder idag. Tak for at dele!

torsdag den 5. juni 2008

Overflade og tordenvejr


Uh, hvor jeg mærker mine begrænsninger. Når overfladen bliver alt for glat, og alt hvad der lugter bare en anelse af konflikt skal undgåes, er det at jeg får lyst til TORDENVEJR!

Vi har lige haft visit af Svigerinden og Piloten. Selvom han flyver over hele verden, er han et meget bange menneske, som helst bestiller sin steakandkidney-pie, uanset hvor han lander.

Vi ville selvfølgelig vise sider af Københavns egenart og gik en tur på Christiania,. Manden trak skuldrene op om ørene og passede på sig selv.

Alle fordomme blev bekræftet, da vi skulle til at spise på morgenstedet. Der stod, de åbnede kl. 12, men kl. 12.45 var maden endnu ikke færdig og dørene blev derfor ikke slået op.

Det var slemt nok. Men da den ene kok ikke vidste, hvad den anden havde i gryden, måtte Piloten altså lige tjekke om der ikke var en McDonalds i nærheden...(der var der jo ikke, så den stakkels mand blev nøst til at spise en vegetargryde med brune ris)

Næ, så var der bedre i Tivoli, som var tilpas plasticagtigt og turistet, til at han kunne føle sig tilpas. Vi taler nemlig om manden, som friede til Svigerinden udenfor Askepots slot i Disneyland!

De har lige indrettet deres hjem, og "they knew exactly what they wanted". Som om det er en kvalitet i sig selv at følge den slagne vej og ikke lade sig inspirere af hvad livet har at byde på.

Så er det altså at Prinsen og jeg ånder lettet op og velsigner Danmark, hvor der - trods alt - ikke er SÅ mange tabuer.

Nu har vi sagt farvel for denne gang. Men det ironiske er jo desværre, at det er ligeså svært for mig at rumme deres livsstil, som omvendt.

lørdag den 31. maj 2008

Spor


Jeg var på stranden i Snekkersten med andre terapeuter. Vi borede fødderne ned i sandet og talte om de spor, vi sætter i vores virke.

Om de lette fodspor i vandkanten, som lyser op et kort øjeblik, når solen skinner på dem, men som forsvinder øjeblikket efter, når vandet rammer dem.

Om at forsøge at lave et dybt spor - også i vandkanten - og mærke at sandet skrider væk og underlaget forsvinder.

Og om de dybe spor , hvor det varme, løse sand giver efter og lader én synke ned det koldere, mere stabile lag, hvor man virkelig kan finde fodfæste.

Uanset om vi vil det eller ej, sætter vi spor. Det er vigtigt at være bevidst om, og det fordrer en høj etik ikke kun at tænke på sin egen fremdrift, men også underlaget vi går på, so to speak...

onsdag den 28. maj 2008

20 % dårligere???

I radioavisen i morges kunne de fortælle, at de københavnske socialcentre har fået fået besked på at spare 78 millioner kr. Derfor har sagsbehandlerne været indkaldt til et møde, hvor de har fået besked på at vente med indsatsen til de belastede familier har fået det 20 % dårligere!!!???

Ikke uventet har flere sagsbehandlere sagt op i erkendelse af, at de ikke kan forsvare et sådant tiltag. Måske er det bare, fordi de ikke har lært matematik og ikke ANER hvordan de skal kunne vurdere at en familie har fåët det 20 % dårligere...

Jeg ville ihvertfald ikke vide det.