Jeg skal tale med min arbejdsgiver. Der er rod i min lønseddel for anden måned i træk. Efter at have talt med 3 andre først, fik jeg at vide, at hende, jeg skulle tale med var syg.
Når jeg engang forstår, hvad der står på lønsedlerne, skal jeg tale med Handicapcentret ang. min tabte arbejdsfortjeneste, som der er rod i for anden måned i træk - måske fordi der er rod i min lønseddel.
Så blev jeg ringet op af den private ergoterapeut, som vi kører et forløb med herhjemme for at optimere Frk. Bjørnstrups computer-legeplads. Hun havde talt med kommunens ergo, som havde oplyst, at den rekvisition, som vi havde fået, var udløbet efter 1 år. Så ville jeg lige skrive til kommunen og forklare, hvorfor vi endnu ikke var færdige med forløbet. Som om de ikke ved, at Bjørnen var igennem et længere udredningsforløb på Bispebjerg Hospital. Som om de ikke ved, at hun har haft voldsomme problemer med ørene. Lad os lige skabe noget ekstra adminstartion, så vi ikke begynder at kede os.
Dagen gik også med at finde en mave-tarmspecialist til Frk. Bjørnstrup. Jeg har indtil videre ringet til 4 børnelæger, mailet til én, som synes, jeg skulle tale med en anden på Gentofte Hospital, men som sekretæreren dér bestemt ikke mente, at jeg skulle tale med. Hun talte med hende, og de blev enige om at jeg ihvertfald ikke skulle tale med hende når vi bor i Københavns kommune. I stedet skulle jeg prøve at ringe til ham på Hvidovre, som har jeg ringet til i dag, men som ikke tog telefonen. Når jeg engang har talt med ham, skal jeg ringe til vores praktiserende læge, som så skal skrive en henvisning - hvis altså da han vil se os, for det er ikke sikkert at Bjørnens problmer er alvorlige nok.
Efter sådan en dag er jeg helt afmægtig og ked indeni.
5 kommentarer:
De der telefondage kender jeg godt. Man spørg sig selv; Hvad har du brugt dagen på? Ingenting.
Jeg har siddet med telefonen hele dagen og opnået ingenting......... Men du opnåede noget - du ringede og du må nogen af stederne ringe igen og igen, men til sidst er der måske noget der lykkes. Mennesket kan gå på månen - flytte hjerter fra en patient til en anden, men de kan endnu ikke ordne nogle små papir nusse ting, desværre....
Puhhh, Heidi, de der dage kender jeg kun også alt for godt. Det er drænende, og energiædende. Man yder og yder og yder, og når stort set ingen vegne......øv!
Håber dog alligevel der kom hul igennem, og at en´ af de mange du var i kontakt med, ringer tilbage....og yder lidt!
Louise
Uh, det er også fordi jeg har et lidt fobisk forhold til de dér lønsedler : jeg føler mig simpelthen så dum, når jeg ikke forstår dem (og jeg tror selvfølgelig heller ikke at jeg nogensinde kommer til det :-(
Styrke og håb til dig Heidi. Du gør hvad du kan - husk det. Måske er det ikke nok, men du kan ikke gøre det bedre end du gør. Det er der i hvert fald to i dit liv som sætter pris på ;-)
Det føles som den store mastodontmur af offenlige instanser har rottet sig sammen mod een, og man kan ikke finde "døren" ind ...
Det føles meget velkendt, det, du beskriver ... meget ...
Send en kommentar