Jeg har netop været til foredrag med Birgit Kirkebæk, the grand old lady indenfor kommunikation med svært handicappede børn.
Det var skønt og bekræftende at høre en kvinde, som virkelig ved, hvad hun taler om, lægge så meget vægt på relationen, som forudsætning for kommunikation.
At hun så samtidig talte imod den kognitive bølge, som skyller ind over landet, var endnu mere vand på min mølle.
"Følelserne ligger på et meget tidligere udviklingsniveau, og hvis der er uro i dem, nytter det ikke at fylde på med det kognitive"
Jeg kunne ikke være mere enig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
11 kommentarer:
Deri kan vi da godt være enig og hvis følelserne ikke er med så er du heller ikke gearet for træning. Den kamp har jeg kæmpet i mange år....kirkebæk var en af de første der så Banditten og måtte give op...
Men man må jo sige at Mathias er kommet langt i sin kommunikative udvikling, ikke?
Men det er da rigtigt at hendes teorier er lidt mangelfulde, når vi taler om autismespektret.
Halleluja ! ;o)
Jeg har altid sagt, at kognitiv terapi er ligesom at pisse i bukserne.. det varmer kun et par minutter... !!
Dvs.. problemet, de ubearbejdede følelser, de dukker op igen, forklædt, et andet sted.. og så er man lige langt.. Eller flere skridt tilbage, endda...
De gange, jeg har prøvet kognitiv terapi, har det aldrig virket på mig særlig lang tid. De ubearbejdede følelser kom igen... og igen.... og jeg har ærlig talt altid følt terapiformen som "overgreb" på min identitet. At jeg ikke måtte føle og være den jeg var, for jeg "tænkte forkert"... !! Gad vide, om jeg ikke deler erfaring med mange andre..
Jeg tror på kognitiv terapi til f.eks. ADHD .. jeg har set det virke rigtig godt hos nogle misbrugere, min far har haft i behandling.. de havde stor, stor gavn af formen.
AC: Jeg tror, grunden til både at mange terapeuter som enkeltindivider vælger at kaste sig over det kognitive, og at det står så højt i kurs i samfundet generelt, er at både enkeltindividerne og samfundet som helhed inderst inde er hunderæd for konfrontationen med følelser - klientens, og dermed i grund og bund deres/dets egne. Mellemmenneskelig kommunikation fungerer jo gerne sådan, at den ene er den andens spejl. Så er det altså noget mindre "farligt", at koncentrere sig om klientens tanker, og opdrage ham/hende til at tænke de "rigtige" af slagsen, end at indlade sig på hans/hendes følelser, og anerkende dem som helt "rigtige". Med en sådan anerkendelse værende ubetinget grundlag for bearbejdning.
Jeg kender mange, der, ligesom dig, siger, CBT ikke har bragt dem en disse. Ja, altså bortset fra, at de har lært nogle mestringsstrategier. Og et eller andet sted hen får jeg konstant lidt myrekryb ved dette begreb, da det for mig så tydeligt indeholder budskabet: lær at leve med din sygdom/dit handicap. I stedet for at der åbnes op for muligheden, at vokse - følelsesmæssigt - ud over de begrænsninger, et menneske enten faktisk har - i form af en fysisk sygdom/et fysisk handicap, eller antages at have (hentyder til psykiske problemer, der i mine øjne hverken er "sygdom", eller "handicap").
Mestringsstrategier er fine. Men at lade det være ved dem er "væksthæmmende", begrænsende, og, ja, i værste tilfælde et overgreb. Når man ikke får andet at vide, end at man jo er helt "forkert" (på den).
Men CBT kan også fungere nærmest modsat. I det at de tanker, som man ellers altid har fået at vide, var helt "forkerte", anerkendes som slet ikke så forkerte. Man kan give et menneske gode råd og fif, hvordan vedkommende f.eks. kan aflede sin opmærksomhed fra nogle stemmer, som vedkommende hører (=mestringsstrategier), eller man kan se på, hvad det egentligt er, der siges af stemmerne, og hvad det kunne betyde i sammenhæng med stemmehørerens livshistorie (=bearbejdning). Det første "lukker af" for følelserne, igen. Det sidste åbner op for bearbejdning også af følelser.
Problemet med CBT er måske ikke så meget terapiformen som sådan, som det er måden den som oftest desværre prakticeres på. Eller: målet, den (mis-)bruges til at opnå, som er en ny form for fortrængning snarere end bearbejdning.
Hej Marian,
Tusinde tak for din inspirerende kommentar. Det er meget bekræftende for mig at høre om netop dine erfaringer, fordi du virkelig kender behandlingsomårdet indefra.
Jeg er nu ikke helt enig med dig i, at samfundets og terapeuters modstand på at arbejde med følelserne skulle handle udelukkende om deres frygt for at møde sig selv.
Jeg tror nok, at det spiller en rolle, men jeg tror også det handler om at følelser er meget svære at måle og veje på - så hvem ved, om man får noget for pengene? Vi lever i et samfund som kræver effektivitet og valuta for alle pengene, og der kan det dels være svært at forklare om fordelene ved at have ro i følelserne, dels bliver vi både som klienter og terapeuter revet med at coaching-kulturen.
Det bliver sådan lidt langhåret at tale om langvarig terapi. Mange af mine klienter måler sig i forhold til popstjerner og reklamer. Det er ikke så mærkeligt, for vores berøringsflade med massive reklamekampagner kan værre større end med vores gode venner!
Jeg oplever desværre også selv, at jeg kan have svært ved at argumentere i en intellektuel diskussion, hvorfor den gestalt-terapi, som jeg udøver skulle være “bedre” end et coachingforløb. Jeg kommer nemt til at prædike for de allerede overbeviste. Men jo, jeg forsøger jo at sige, at min terapi netop ikke går ud på at “få værktøjer”, men på at finde sig selv.
Jeg har i øvrigt forsøgt at lægge en kommentar hos dig for et stykke tid siden, men det lykkedes aldrig. Kan du hjælpe mig?
Hej Marian,
Tusinde tak for din inspirerende kommentar. Det er meget bekræftende for mig at høre om netop dine erfaringer, fordi du virkelig kender behandlingsomårdet indefra.
Jeg er nu ikke helt enig med dig i, at samfundets og terapeuters modstand på at arbejde med følelserne skulle handle udelukkende om deres frygt for at møde sig selv.
Jeg tror nok, at det spiller en rolle, men jeg tror også det handler om at følelser er meget svære at måle og veje på - så hvem ved, om man får noget for pengene? Vi lever i et samfund som kræver effektivitet og valuta for alle pengene, og der kan det dels være svært at forklare om fordelene ved at have ro i følelserne, dels bliver vi både som klienter og terapeuter revet med at coaching-kulturen.
Det bliver sådan lidt langhåret at tale om langvarig terapi. Mange af mine klienter måler sig i forhold til popstjerner og reklamer. Det er ikke så mærkeligt, for vores berøringsflade med massive reklamekampagner kan værre større end med vores gode venner!
Jeg oplever desværre også selv, at jeg kan have svært ved at argumentere i en intellektuel diskussion, hvorfor den gestalt-terapi, som jeg udøver skulle være “bedre” end et coachingforløb. Jeg kommer nemt til at prædike for de allerede overbeviste. Men jo, jeg forsøger jo at sige, at min terapi netop ikke går ud på at “få værktøjer”, men på at finde sig selv.
Jeg har i øvrigt forsøgt at lægge en kommentar hos dig for et stykke tid siden, men det lykkedes aldrig. Kan du hjælpe mig?
Hej Marian,
Tusinde tak for din inspirerende kommentar. Det er meget bekræftende for mig at høre om netop dine erfaringer, fordi du virkelig kender behandlingsomårdet indefra.
Jeg er nu ikke helt enig med dig i, at samfundets og terapeuters modstand på at arbejde med følelserne skulle handle udelukkende om deres frygt for at møde sig selv.
Jeg tror nok, at det spiller en rolle, men jeg tror også det handler om at følelser er meget svære at måle og veje på - så hvem ved, om man får noget for pengene? Vi lever i et samfund som kræver effektivitet og valuta for alle pengene, og der kan det dels være svært at forklare om fordelene ved at have ro i følelserne, dels bliver vi både som klienter og terapeuter revet med at coaching-kulturen.
Det bliver sådan lidt langhåret at tale om langvarig terapi. Mange af mine klienter måler sig i forhold til popstjerner og reklamer. Det er ikke så mærkeligt, for vores berøringsflade med massive reklamekampagner kan værre større end med vores gode venner!
Jeg oplever desværre også selv, at jeg kan have svært ved at argumentere i en intellektuel diskussion, hvorfor den gestalt-terapi, som jeg udøver skulle være “bedre” end et coachingforløb. Jeg kommer nemt til at prædike for de allerede overbeviste. Men jo, jeg forsøger jo at sige, at min terapi netop ikke går ud på at “få værktøjer”, men på at finde sig selv.
Jeg har i øvrigt forsøgt at lægge en kommentar hos dig for et stykke tid siden, men det lykkedes aldrig. Kan du hjælpe mig?
Nå, men så fik jeg da også understreget det... :-)
Heidi: Jo, jeg vil give dig ret, at det også tildels simpelthen skyldes vores quick-fix/hovsaløsningskultur. Man kan så spørge sig, hvad der har fået vores kultur til at udvikle sig netop i den -uheldige - retning. Men også det er sandsynligvis en blanding af et ønske om hurtig "profit" (profit her i overført betydning, som problemløsning) og et ønske om at undgå mødet med det ukendte (finde sig selv), som mennesket jo har en grundlæggende frygt for at møde.
Det kikser nogle gange med kommentarerne, også for mig. Og både på min egen og andres blogs, der kører på den måde, at kommentarer og skrivefeltet er på samme side som indlægget. Det lykkes som regel, når man klikker på "send"-knappen anden gang. Har du prøvet det?
Kære Heidi
Det er altid godt at gentage sine synspunkter ;o)
Kære Marian
Det er rart at høre en proff. udtale sig om det, jeg som klient har oplevet et par gange og nu forsvoret, at det gør jeg aldrig igen. Du kan jo sagtens sige til en klient, at de og de tanker er helt ok, og fuldt ud forståelige.. Men følelser.. hvem i al verden har et "blå-stempel" på dem ?
AC: Nu er jeg jo ikke "proff" i den forstand. Jeg er det, nogle kalder en "erfaringsekspert" - hvilket måske nok rammer det meget godt, men dog også lyder lidt kunstigt i mine ører. Jeg har beskæftiget mig en hel del igennem mange år med psykologi og -analyse, men udelukkende på et teoretisk plan. Den praktiske erfaring jeg har, stammer fra selv at have været klient.
Jeg tænker, at ingen, uddannet terapeut eller whatever, har ret til at blåstemple, at be- eller måske endda fordømme en andens tanker og følelser. At gøre det, er på linie med totalitarisme (jf. evtl. forskellen mellem autoritære og totalitære styringssystemer), og dermed kontraproduktivt i forhold til selvaktualisering, altså det, at finde sig selv, hvilket jeg jo helt klart mener, terapien/terapeuten bør være en guide på vejen til.
Alle følelser er ok. Fordi der altid er en grund til, at de er der. Man kommer jo ikke nogen steder hen med at fortælle en anden eller sig selv, at, uha, det og det må du/jeg ikke føle, det er forkert. Man kommer kun videre med at anerkende alle følelser som grundlæggende "rigtige", eller berettigede. Og så kan man derfra se på, hvad det er, der berettiger dem, og om det eller ens syn på det evtl. kan ændres, hvis følelsen er ubehageligt/problematisk. Og der kommer det kognitive så ind, i det, at det kan bevidstgøre årsagen til visse følelser.
Men som jeg ser det, så kan det altså meget nemt gå hen og blive en gang hurtig opdragelse, hvor det så er terapeuten, der sætter dagsordenen, i stedet for klienten.
Jeg kan godt forstå, hvis du har mistet lysten til at prøve igen. Jo flere jeg hører fortælle om deres erfaringer med terapi, jo mere forekommer det, at skulle finde en god terapeut, mig som at skulle finde nålen i høstakken.
Men jeg tror også, som Heidi er inde på, at det skyldes tildels efterspørgslen - både fra systemets og klienternes side - at mange ikke tilbyder andet, end hurtig opdragelse. Min blev således en anelse overrasket, da jeg meddelte, at det ikke var, hvad jeg ønskede. Og heldigvis var hun fleksibel nok, til at kunne indrette sig efter mine ønsker, hvilket jeg ganske så frækt mener, jeg kan kræve, når jeg betaler dyrt for ydelsen. - Og da er det egentligt lidt sjovt, fordi jeg mener ikke, at jeg kan kræve hurtige løsninger på mine problemer serveret på et sølvfad af en terapeut. Mens det ser ud til at være netop det, mange i dag ønsker.
Send en kommentar