Dét er mig. Jeg er god til at opbygge og arbejde med relationer. At være i dem både når de gør godt og gør ondt, og at afsøge grænserne for, hvor meget relationen kan bære. Relationsarbejde er langsomt procesarbejde, som gør en forskel.
Jeg har 8 års udannelse og 23 års faglig erfaring indenfor feltet.
Nogle klienter ringer om beder om "værktøj" til at komme igennem en given situation. Jeg forklarer næsten hver gang, at sådan spiller klaveret ikke i denne her butik. Livet er ikke noget, som skal "fixes" og håndteres. Livet skal leves. På godt og godt.
Med den nye inklusionsplan, som fejer ind over Københavns kommune, ser det ud til at støtte-pædagogikken nu også bevæger i retning af "værktøjs-faget". I stedet med at få hænderne i de specielle børn og opbygge en bæredygtig relation til dem, skal vi, som støttepædagoger, give pædagogerne værktøj til at rumme disse krævende, sårbare børn indenfor almen-området.
VÆRKTØJ!!??? Som om børn var noget, som kan ordnes, hvis man skruer lidt her og klemmer lidt dér.
Jeg ved snart ikke, om jeg gider lege med mere.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Hvor er det synd på de børn, der skal skrues på :-(
ja, det er det!
Det er jo liberalismen i en nøddeskal... kan det vejes og måles, så kan det "fixes" ...
Jeg forstår godt, du må overveje at forlade branchen... Ind i mellem må du da virkelig føle, du gør vold på dig selv... ? eller.. ?
Det, som virkelig undrer mig omkring alt det her inklusion, er at Danmarks Pædagogiske Universitet er med på vognen. De ypperste forskere i Danmark ser også ud til at mene, at de sårbare børn sagtens kan rummes i almindelige dagtilbud, hvis bare pædagogerne bliver lidt dygtigere. Jeg synes ærlig talt, det er en nedvurdering af mine kolleger, og en idé, som lugter langt væk af skrivebord.
Ja, jeg vil gerne væk fra det pædagogsike felt, men det er ikke helt nemt med et jobskifte, da jeg jo på grund af Frk. Bjørnstrup har store begrænsninger som medarbejder.
Send en kommentar