Vinteren slår altid benene væk under mig. I år tænkte jeg at jeg havde knækket koden: nogle gode kosttilskud, motion og meditation, så skulle det nok, hvis bare jeg tog én dag ad gangen.
Ha! Vinteren ville det anderledes. Først blev Frk. Bjørnstrup syg med influenza-light inden jul. Det var heldigvis light, fordi hun var vaccineret, så hun lå bare fuldstændig uderdrejet i en uge og var usædvanlig stille. Jeg tror næppe hun havde smerter, for hvis hun har, så plejer hun at RÅBE meget HØJT.
I julen blev Prinsen ramt af en helt vildt ondsindet øjenvirus, som også gik på luftvejene. Han var blind på det ene øje i 2-3 dage og det tog en måned, før det var helt væk. Selvfølgelig blev Bjørnen også smittet. Vi var jo opmærksommme, så hun kom i behandling med bi-nyrebarkhormon med det samme,.Hendes symptomer bestod derfor mest i en led forkølelse, som holdt hende hjemme i en uges tid og umuliggjorde aflastning.
Så gik der en lille uges tid, og så begyndte hendes venstre øre at flyde. Det stoppede så efter et par dage. Nu skulle hun endelig i weekendaflastning for første gang i 6 uger. Det gik også godt. De var glade for at se hende og hun dem. Hun kom hjem efter 4 overnatninger i højt humør.
Men efter en time, begyndte råberiet. Det flød med tykt, stinkende materie fra højre øre.
Jeg skulle bare på arbejde, så jeg afleverede hende på skolen med en sprøjte pennicilin i munden. Det holdt selvfølgelig ingen steder. Efter dén dag, var vi begge hjemme i en lille uge.
Situationen er fuldstændig uholdbar. Det er meget, meget svært for mig at være en troværdig støttepædagog, når jeg er så ustabil. Klienter er det lidt lettere med: de kan som regel ændre tidspunkt og kan også komme om aftenen, når Prinsen er hjemme til at tage sig af Bjørnen. Men jeg kan mørke at mit eget system er ved at sande til: mine tanker kører i ring, jeg har svært ved at få fat i min kerne, jeg får hverken trænet eller mediteret og jeg får ingen idéer. Jeg handler ikke.
Jeg prøver bare at komme igennem dag for dag, imens jeg køber løgblomster og ser at lyset langsomt er på vej tilbage.
1 kommentar:
Åh, jeg fik tårer i øjnene, da jeg læste dit indlæg, for det mindede mig sådan om dengang, min knægt var lille, og han var konstant syg..... hver vinter ... i mange år ...
Hvad kan du gøre ? Sygemelde dig fra dit job ... ? Søge om fuldtids TAF.. ? Beholde noget af din praksis... eller melde dig helt ud af samfundet og få din mand til at forsøge dig, samtidig med beholde din praksis.. ??? Oder wie ?
Jeg tænker på dig.. rigtig meget, søde ven...
Send en kommentar