Når man finder ud af ens barn er handicappet, åbner jorden sig under én og man falder i en dybt hul.
Sorgen og smerten er overalt og man føler sig meget, meget alene.
Som regel vil kommunens sagsbehandlere relativt hurtigt tilbyde praktisk hjælp: særindretning, specialbørnehave, aflastning og så videre. Men den følelesmæssige side står de fleste forældre ene om.
Muligvis kan det tilskrives manglende viden. Men der findes i dag dokumentation for, hvad det gør ved at menneske at blive udsat for et voldsomt chok og traume og ikke få det bearbejdet. Reaktionerne kan fx handlingslammelse, skyld eller skam, fysiske smerter, spændinger, vagtsomhed, mareridt, angst, koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær, kontroltab, søvnproblemer, træthed, rastløshed, raserianfald og pludselige voldsomme grådanfald, På længere sigt kan det føre til depression, stress og udbrændthed.
I løbet af denne første, svære tid vil mange familier desuden skulle til gentagne lægebesøg og indlæggelser. Nogle er lang tid om at få en diagnose, nogle får flere tillægsdiagnoser og atter andre må leve med uvisheden.
Det nærmer sig derfor vanvid at forestille sig, at familer selv kan tackle disse overvældende tilstande, samtidig med at de skal tage vare på et krævende, handicappet lille barn.
Når vi ved, hvor stor gavn og glæde mange kvinder har af de almindelige mødregrupper, kan det undre, at der ikke for længst er oprettet mødregrupper for mødre til børn med handicaps over hele landet. Kvinder med normale børn kan dog trods alt ofte søge råd og vejledning hos familie og venner. Mødre til handicappede børn, står ofte helt, helt alene og har i endnu højre grad brug for at tale om deres moderskab og de vanskeligheder, som er forbundet derved. Man er utrolig sårbar, når man er helt alene, men bare der er én anden til at bekræfte at man ikke er skør, kan gøre meget.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
10 kommentarer:
You is back.. dejligt ;)
Ja.. jeg ville have givet hvad som helst for en sådan gruppe, da min knægt var lille..
Især ville den have været til stor gavn, da han blev skolebarn, og den daglige kontakt til daginstitutionspersonalet forsvandt. Min søn kørte med taxa til og fra skole, så jeg så kun hans skolelærere og sfo-personalet et par gange om året.
Det at tale med de andre forældre et par gange om året var alt, alt for lidt. Vi havde så stor glæde af det, men det var aldrig noget, der skete med det offentlige som initiativtager.
Dine erfaringer, du her deler med os, er de .. også .. gjort med og af den gruppe af mødre, du har haft i gruppe-behandling hos dig ?
Nu vil jeg prøve at rykke lidt mere seriøst på problematikken, da der er mange penge at spare ved forebyggelsen. Mine erfaringer stammer fra mine snart 9 år i handiverdenen - bååde som mor og som professionel :-)
Der er ingen tvivl om,at forebyggelse og tidlig intervention i familien forebygger stress og i sidste ende, udbrændthed. Det kan jeg desværre nok skrive en hel bog om...
Glæder mig til at se, hvad du har "i ærmet" vedr. dette her.. ;)
Du må vente til vi er lidt længere henne i processen - men desværre involverer planerne ikke forældre til voksne børn med handicaps.
Som jeg tidligere har været inde på, vil jeg dog stadig opfordrer dig til at samle en "selvhjælpsgruppe" evt via LEV. Du er jo langt fra den eneste i din situation.
Jeg synes, at ligemeget hvor i social- og sundhedssektoren jeg retter blikket hen, så ser jeg, at tingene som oftest håndteres efter del og hersk-princippet af det offentlige. Tilbud, der involverer andet end det enkelte individ, leder man som regel forgæves efter i det offentlige. Og det, selv om det uden tvivl kunne spare det offentlige en del ressourcer, at prioritere den slags tilbud, uanset, hvad problematiken er. Det er som om man frygter "sammen er vi stærke"-effekten, der måske kunne modvirke marginalisering og stigmatisering. Som om man frygter den meget større synlighed i samfundet, en problematik opnår ved at det er en gruppe, og ikke bare enkelte, isolerede individer, der står med den. Som om man meget hellere vil bruge oceaner af økonomiske ressourcer, end at risikere, at blive involveret på et menneskeligt niveau.
Hej Marian :-)
Jeg har jo som bekendt tre forskellige kasketter på og ser derfor også tingene fra forskellige vinkel.
Som ansat i støttekorpset og dermed en del af systemet, har er jeg ikke sikker på, at du rammer plet med dine anlayser. Jeg synes dog dine overvejelser er interessante, men hvis der er noget om dem, så er jeg sikker på, at det ikke sker på noget bevidst niveau. Der er ingen, som direkte sidder og planlægger "del og hersk".
Jeg tror snarere, at det handler om uvidenhed og manglende ressourcer her og nu. Selvom vi ved, at et tilbud på længere sigt vil spare samfundet penge, er det et stort problem, hvis budgettet ikke holder i år.
Heidi: Det er faktisk lidt sjovt, at det første folk tror, når jeg nævner disse ting, er at jeg mener, det gøres bevidst. Bestemt ikke! Og da slet ikke fra den enkelte sags-/behandlers side (med få undtagelser - for nogles vedkommende er det mig bekendt, at deres - uhensigtsmæssige - håndtering af sager, er en meget bevidst handling) . Jeg ser bare, at systemet fungerer sådan, overordnet. Og jeg kan ikke lade være med at associere med et samfund, der tilstræber størst mulig ensformethed, og ikke har meget plads til afvigelser - slet ikke når afvigelserne går i den "forkerte", mindre produktive, retning.
For den enkelte ansatte i det offentlige drejer det sig helt klart om uvidenhed og mangel på ressourcer. Sikkert også menneskelige ressourcer, for det kan jo godt være ret uoverskueligt, at også snakke chok og sorg, når man i forvejen har (mindst) halvtreds andre sager på skrivebordet, der er ved at brænde på. Nemmere, at affærdige folk hurtigst muligt med de mest basale ting, og få dem ud af døren igen i en vis fart.
Og jeg tænker også, at planlægningen af budgetterne styres ubevidst af samfundets generelle holdning til sagen. Ingen kan fortælle mig, at pengene ikke ville være til at finde, hvis man virkeligt ville finde dem.
Juhu du er tilbage:-)
Sagde julie
Marian: jeg sætter stor pris på dine kommentarer, som altid giver stof til eftertanke.
Jeg vil stadig lade det det stå påbent om det forholder sig, som du siger, men det er helt sikkert sundt at se på RAMMERNE for systemet: hvilken overordnet ideologi ligger der bag. Dette kan være meget svært at gennemskue (synes jeg, ihvertfald) da vi alle er produkt af vores tid og vilkår.
Men tak igen for indspark
Send en kommentar