Nå, det er vel høflig opførsel at starte med at præsentere mig:
Jeg hedder Heidi Brandt og er fra den gode årgang ´64. Jeg bor på Amager sammen med min Prins (det er faktisk ikke engang løgn! Hans far er irer og navnet betyder prins på gælisk!)

År 2000 blev en kæmpe skillelinie i vores liv. Da blev vi forældre til Frk. Bjørnstrup. Vi havde ellers begge været godt i gang med hver vores karriere, men livet ville os det anderledes.

Vi havde under graviditeten joket med, at med så to kreative mennesker, som os, ville vores barn blive helt specielt. Det viste sig desværre at blive uhyggeligt sandt. Frk. Bjørnstrup er født med en unik hjerneskade, som gør at hun er svært handicappet uden diagnose.

Vidste du i øvrigt, at ca. halvdelen af alle handicappede børn ender uden diagnose?

Selvom det på det tidlige stadium synes meget nødvendigt med en forklaring på, hvorfor hun er som hun er, har vi fået vendt det om, så vi i dag er taknemmelige for at hun ikke har en uhyggelig prognose at se frem til. Umiddelbart er der ikke noget i hendes hjerne, som tyder på at hendes handicap er livsforkortende - og det er vigtigste for mig!

Som mor til et handicappet barn, er mit liv fuldstændigt flettet sammen med hendes - på godt og ondt.

Sorgen har overskygget alt andet, men langsomt har jeg kunne begynde at modtage den gave, hun også har bragt med sig.

Inden hun blev født, var jeg blevet eksamineret psykoterapeut. Derfor kunne jeg genkende mange ting i den sorg og krise-reaktion, som jeg gennemgik. Jeg var ikke (særligt) bange for mine følelser. Jeg VIDSTE, at det var vigtigt, at give mig selv lov til at reagerer, og jeg vidste at dalen bliver afløst at bakketoppen, når man bliver ved med at følge sin retning ("If you're going through hell, keep going," W. Churchill)

Mit liv har ændret sig på det ydre, men jeg holder stædigt fast i den beslutning, at hun hjælper mig mere end nogen anden til skærpe figuren og finde ind til kernen - både i livet og i mig.

Og måske er dét i virkeligheden det samme.