Vi skal rejse til Nordjylland i morgen tidlig. Alt har været nøje planlagt i lang tid. Planen holdt idag, og Prinsen og jeg har pakket og gjort køreklar.
Frk. Bjørnstrup var træt og faldt i søvn ved 19.30 tiden. Det var fint. Så ville der være rigelig tid til at pakke de sidste hjælpemidler og vasketøjet, som endte i tørretumbleren efter morgenens skybrud.
Jeg bliver så glad, når alting flasker sig, og vi ikke behøver at stresse og blive nervøse.
MEN sådan skulle det alligevel ikke gå: Ved 21-tiden vågende Frk. Bjørnstrup. Hun græd og tog sig til venstre øre. Vi forsøgte at vende hende. Give hende noget at drikke. Tage hende ind i vores seng. Ingenting hjalp.
Hun fik en panodil.
Det hjalp heller ikke.
Ind i sin egen seng med Baby Einstein, som er hendes absolutte ynglingsfilm. Hvis dét ikke hjælper, så er det næsten sikkert, at der er noget galt. Vi frygter selvfølgelig endnu en mellemørebetændelse, som hun har haft så rigeligt af på grund af sin læbe-ganespalte.
Efter noget tid råbte hun endnu højere: Prinsen tjekkede: hun havde en fyldt ble, som skulle skiftes!
Nu krydser jeg fingre for at hun "bare" har haft ondt i maven, og hun falder til ro nu kl.22.30.
Det er sørme ikke altid nemt, når man ikke har noget tale-sprog!
Update: her kl. 7 til morgen, er alt stille og fredeligt i det bjørnstrupske børneværelse. Det tyder på at det var maven, som gjorde knuder. Pyha.... Og lad os så komme afsted!
fredag den 11. juli 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Ak ja... selv en lille frk. kan have "feriemave"... Godt det blev ved det..
Send en kommentar