At bøje sig

Prinsen er jo temmelig klog.

Han har lært mig, at det altid er dén, som giver efter i en konflikt, som vinder. Den som giver sig, vinder kreativiten og flexibiliteten. Den, som holder fast har svært ved at tage nyt ind og kan stivne i sit udtryk.

Her taler vi altså hverken strejke eller anden toppolitik, for der kan jeg ikke lige gennemskue om teorien holder. Men når vi taler parforhold, er det et rigtigt godt udgangspunkt, som fremmer kompromisserne.

Nå, og hvad skete der så..

Jo, vi kom til lægen (ny) i går, og hun indvilgede i at skrive en henvisning, når vi havde fundet en børnelæge, som har adgang for kørestole.

Jeg har ringet rundt til nogle stykker uden held, men én af dem foreslog at jeg kontaktede en vis dr. Helle, som viser sig at have stor erfaring indenfor handicapverden.

Nu har jeg mailet til hende i dag og ridset op, hvad det handler om. Så er det ude i verden og jeg må bare krydse fingre og være tålmodig.

Det viste sig ellers at den sidste røde bagdel kun var optakten til en ordentlig omgang ud af begge ender, som har beskæftiget os det meste af weekenden.

Nu er Frøkenen ved at komme sig. Der er kun mørke pletter tilbage på ballerne, hvor sårene har været.
Hun skal til sin første Idrætsdag i morgen med skolen, så forhåbentlig er balancen genoprettet, når hun skal op på hoppeborgen og hvad de ellers finder på.

Hvad der skete med vreden???

Den var mest af alt et udtryk for den enorme afmagt, jeg føler, når min lille elskede er i dyb smerte, og jeg ingenting kan gøre for at trøste hende.

Sådan har det altid været. Når hun har det slemt, skubber hun mig væk. Jeg må ikke komme nær og holde om hende. Hun er helt alene.

Det har været noget af det værste ved hendes autisme, at hun ikke har kunne lukke os ind. Jeg har været fuldstændig desperat over det, og da jeg ikke kan vende desperationen imod hende, var det lægerne, som fik på puklen denne gang.

Det er ikke fordi, jeg er bange for min vrede, men så længe det er muligt for mig, foretrækker jeg dialogen. I det tilfælde var det det rigtige valg.

Vrede

Jeg er VRED. Jeg er meget vred, faktisk på kanten af rasende.

Frk. Bjørnstrup er født med et dårligt fungerende tarmsystem. Da hun var helt spæd, var det i første omgang, dét, som fik vores alarmklokker til at bimle.

Der kunne gå op til 11 dage uden hun havde afførring. Til sidst fandt Prinsen en metode, hvor han holdt hende tæt ind til kroppen imens hun SKREEEEG i 20 minutter. Så slappedes alle musklerne og hun kunne endelig give slip.

Det var fuldstændigt opslidende for os alle. Nogen gange græd jeg om kap med frøkenen over, at min lille skat skulle have det så svært.

Det blev desværre ikke taget særligt alvorligt. Efter hårdt pres fra vores side, fik hun lavet en røntgenoptagelse af tarmpassagen, da hun var 3 mdr. Da den ikke kunne påvise noget unormalt, blev det slået hen af lægerne og der har det ligget siden.

Men Frk. Bjørnsstrups mave fortsatte med at té sig, som den ville. Efter 3 år med forstoppelse og daglig sveskegrød, har hun haft det modsatte problem lige siden.

Bjørnstrup lider meget, meget ofte af diarré. Det har store konsekvenser især på numsen, som tit er ildrød og øm og nogengange endda hudløs.

Det har været så stor del af hendes liv nu, at hun HADER at blive skiftet og begynder at råbe, bare vi kører kørestolen over mod badeværelsesdøren.

Hun kæmper imod med alt hvad hun har, men i dag var værre end jeg nogensinde har set før. Hun stod simpelthen i bro med kun hoved om fødder på puslebriksen. Tårene sprang og underlæben bævrede. Det var et lille menneske i fuldstændig desperation, og jeg kunne intet gøre for at trøste hende.

Numsen lignede noget, der skulle have siddet på en bavian!

Hverken vores egen læge eller hendes neurolog mener, at der er grund til bekymring. Så længe diarrén ikke er konstant, er det ikke grund til at undersøge det nærmere.

Det har Prinsen og jeg (hov, det lyder vist som en anden!) accepteret i 7 år. Vi har haft rigeligt med andre udfordringer. Men nu er det saftsuseme slut! Nu er jeg vred.

Vred over lægernes snæversyn, som ikke rækker længere end til deres eget lille speciale, vred over deres manglende interesse, vred vred over ikke at blive taget alvorligt som mor, vred over min lille pige, har skulle lide så meget, at hun har fået skifte-skræk, vred på mig selv over, at jeg har accepteret deres afvisninger.

På mandag går jeg op og slår i bordet hos min egen læge. Nu kan det være nok!

Kontakt

Kontakt: oprindelig betydning er "berøring" eller "forbindelse" (af latin: contactus)

Når du er dig og jeg er mig og vi alligevel formår at mødes og berøre hinanden på et eller andet plan. Når vi er i stand til at lade os påvirke af, inspirer af, lærer af og blive klogere både på den anden og på sig selv. Når vi på samme tid tør at give slip på os selv, samtidig med at vi holder fast i os selv. Når det er ok, at vi både er forskellige og at vi har noget til fælles.
Når verden ser en lillebitte smule anderledes ud bagefter mødet end før.

Daniel Stern siger på et tidspunkt, at det er relationen, som helbreder. Det er altså ikke afgørende, hvilken teknik man bruger - så længe, man er god til den, - men derimod om terapeuten formår at skabe kontakt til klienten.

Tænk over den: relationen er helbredende i sig selv...

Fordi såret er opstået, dér hvor relationen blev afbrudt.

Jordens Lunger

Revolver - en spirituel gangsterfilm

Har lige set Guy Richie's Revolver og føler mig helt skudt igennem hovedet - på den fede måde, vel at mærke.

Først det første er det en suveræn gangster-film med højt tempo, gode karakterer, penge, ondskab og krudtrøg.

Der er flere hilsner til Tarantino. Hovedpersonen heddder mr. Greene. Topskurken hedder Gold, ligesom alle gangsterne i Reservoir Dogs havde farve-navne, og der er et stykke animationsfilm, som sender minderne tilbage tilbage til Lucy Liu, der som O-Ren Ishii gemte sig under sengen imens hendes forældre bliver henrettet i Kill Bill 1.
Vi fandt også en lille hilsen til Dr. No - eller var det Thunderball??

Det er næppe heller ikke tilfældigt, at filmen hedder Revolver, ligesom det Beatles album, hvor de for alvor begynder de mere komplicerede og eksperimenterende kompositioner og arrangementer.

Kort fortalt har Jake Greeene siddet 7 år i isolationsfængsel. Han sad i cellen imellem en skakmester og en supersvindler. De to spillede skak med hinanden via bøger fra biblioteket, som de lagde små sedler ind i. Børgerne passerede mr. Greene på vejen og således lærte han af mestrene.

Her er hvad han lærte:

Én ting, jeg har lært i de sidste 7 år, er i ethvert spil og ethert svindelnummer er der altid en modstander og altid et offer. Fidusen er at finde ud af, hvornår man er det sidste, så man kan blive det første.

Den største fjende vil altid gemme sig på det sidste sted, du leder
(Iøvrigt et oprindeligt citat fra Julius Cæsar, 75 BC)

Der er kun én måde, at blive bedre til spillet på: spil mod en modstander, som er smartere end dig (oprindeligt citat fra Fundamentals of Chess; 1885)

Jo mere raffineret spillet er, jo mere raffineret er modstanderen.

Hvem er din ultimative fjende? Dig selv!
---

Som den kvikke læser allerede har bemærket, kan disse udsagn overføres til de spil, vi alle spiller mod os selv i vores sind.

Det gør det til en helt besnærende og inspirende god film, som heldigvis skærer moralen ud i pap til sidst - for der var altså utrolig mange detaljer og sjove klip at holde styr på undervejs.

Det er en kompliceret film, som vækker til masser af eftertanke, selvom man ikke nødvendigvis følger kabbalahen, som Hr. og Fru Madonna.

Jeg skal se den flere gange!

Pest og bedst

Jeg har fået en opfordring fra Nina om at skrive om min oplevelse af pest og bedst

I virkeligheden er det drønsvært. Jeg synes nok, at de to begreber er vævet ind i hinanden...

Det, som træder tydeligst frem er selvfølgelig min datter, Frk. Bjørnstrup. Hun er det bedste, som nogensinde er sket for mig. samtidig har hun (eller måske snarere hendes handicaps) medbragt SÅ meget smerte, sorg, vrede og afmagt, så det afgjort også været den største krise i mit liv, og dermed pest. ULTRA-PEST.

Jeg tror altid, at jeg har været god til at vende tingene, men jeg blevet virkelig dygtig til det, efter jeg blev mor. At have et så multihandicappet barn, som jeg har bringer virkelig mange svære ting med sig. Derfor har det været en tvingende nødvendighed at lære at finde lyspunkter og se det store i det små. Ellers var jeg simpelthen gået til.

Vi lever et liv med mange eksreme følelser: Vi kan være meget glade og meget kede af det.
Det bliver lettere at leve med de svigninger, når jeg prøver at huske på den lille hvide klat i midten, når jeg er i det sorte felt og omvendt.

Alt er i bevægelse: this too will pass...

Pest:

1. Når jeg glemmer at passe godt på mig selv (bedst: når jeg glemmer mig selv og bare ER)

2. At have indgået tvangsægteskab med kommunen ang. hjælp til Frk. Bjørnstrup. (Bedst: at vi bor i et land, hvor der er meget hjælp at hente)

3. At bo i en mørk stuelejlighed med udsigt til trafik og Amagercentret (Bedst: at vi bor i en lejlighed, vi selv har valgt. At vi har fint med plads og at den i stor udstrækning opfylder vores behov)

Bedst:

1. At være mor til en dejlig, smuk unge og mærke hvordan kærligheden udfylder hjertet (Pest: at Bjørnstrups store vanskeligheder har trukket alvorlige veksler på mit helbred)

2. At have en kæreste, som jeg virkelig kan mødes med (Pest: at det nogen gange sker alt for sjældent)

3. At have verdens mest spændende uddannelse - og få lov til at bruge den (Pest: at det kræver mange kræfter at opbygge en praksis - kræfter, som kan være svære at finde)

Tak for opfordringen, Nina :-)