Tak for jeres kommentarer til det forrige indlæg. Det får mig til at tænke på, hvordan jeg tidligere har FORHINDRET mig i at have disse ånde-huller og mærke efter.
Det handler om rummelighed. Inde i kroppen.
Hvor stor er jeg inden i? Hvad har jeg plads til og især, hvad har jeg IKKE plads til?
Jeg har haft svært ved at bære især frustration og ensomhed. Jeg har forsøgt at kvæle følelserne med mad og andre stimulanser. Jeg havde det bedst, når andre fortalte mig at jeg var god nok, for jeg havde svært ved selv at sige det og tro på det. Når jeg oplevede konflikter blev jeg urolig og usikker på, om jeg nu også havde ret til at have det standpunkt, jeg havde. Hvis de havde ret, måtte jeg jo tage fejl.
Langsomt har jeg ændret mig. Eller mere præcist: langsomt er jeg blevet i stand til at være mere mig.
Jeg har gået mange år i terapi hos mange dygtige terapeuter. Jeg har selv taget uddannelsen og har fordybet mig teoretisk. Igennem en større og større selvindsigt sammenholdt med en øget kropsbevidsthed, oplever jeg nu, at imens min krop udenpå bliver mindre, bliver jeg større inden i, og bliver i stand til at rumme mere og mere. Ikke udholde, det er ikke dét, det handler om, men at rumme.
Jeg kan godt efterhånden blive frustreret og samtidig finde tilbage til min indre ro. Jeg har fået meget mere sammenhæng imellem tanke, følelse, tro og handling. Det giver en jordforbindelse, som er langt sværere at ryste.
Det gør at jeg TØR at trække vejret og mærke efter, for jeg er ikke længere bange for, hvad jeg mon skulle mærke.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
9 kommentarer:
Det er sjovt, du skriver det her med at være bange og at turde. Det var netop det, jeg kom til at tænke da jeg læste dit forrige indlæg. At det måtte være, fordi man er bange for, hvad man ville komme til at mærke, når man mærkede efter, at man ikke turde.
Tankevækkende, inspirerende indlæg, begge to.
Jeg bruger garnet som mit åndehul, der lukker jeg af og trækker vejret dybt. Der tillader jeg mig at tænke på mig, at have drømme, at leve livet. Når jeg sidder med garnet lukker jeg. Flere af mine strikkeveninder har undret sig over når vi mødes hvorfor jeg ikke kan strikke samtidig med at vi taler sammen. Men jeg kan ikke - for når jeg strikker så lukker jeg af....
tak for et godt og eftertænksomt indlæg :-)
Interessante vinkler, de damer.. sådan har jeg det, når jeg synger gospel ... jeg vil ikke forstyrres, jeg er ET med lyden, sangen, følelsen... Det er ganske fantastisk..
I øvrigt... det er noget, der tager tid, den proces, du skriver om, Heidi .. Jeg har en god veninde, som foreløbig har været 8 år undervejs.. Det siger noget om, hvor lang tid det tager at begynde at kunne gøre og bruge de ting, terapi og selvindsigt giver..
Ja, jeg startede i 92, så deet...
Iøvrigt lærte jeg den anden dag, at det tog en nonne 9 år at blive uddannet af Mother Theresa til at gå gå på Indiens gader og hjælpe de fattige!
Det sætter tingene lidt i perspektiv, ikke?
Jo .... det kan man kun sige ja til, især når det til sammenligning "kun" tager 3 år at uddanne sig til socialrådgiver........
Åh ja, den lange vej til mental balance. Men altså... Hvis nu du finder de gyldne korn til at slippe af med alle tryghedsdellerne igen, vil du så ikke dele dem. For jeg er fandme træt af mine og klar til en total overspringshandling for at komme af med dem. For JA, jeg tør godt leve uden beskyttelsen. ;O)
Kram Astrid
Hej Astrid,
Jeg påtænker at starte en "slankegruppe" efter nytår. Måske var det noget?
Knus
Heidi
ja, måske... Men hvis jeg vinder i Lotto går jeg efter kirugiske mirakler... ;O)
Astrid (der ikke kan huske sin kode til blogger siden i går - flot)
Send en kommentar