søndag den 19. oktober 2008

Åbenhed og grænser

Der var et interview i sidste uge med journalisten Martin Krasnik. Han har netop udgivet en bog, Mit Amerika, hvor han efter sigende skulle fortælle meget åbent om en depression, han har haft. Intervieweren spurgte undrende ind til, hvorfor Martin havde valgt at være SÅ åben om sig selv. "Hvorfor ikke?", svarede Martin Krasnik.

Jeg blev glad for hans udtalelse, og jeg tror at man hver især må finde ud af, hvor ens grænser ligger.

Jeg spørger jo også jævnligt mig selv, hvor privat, jeg kan tillade mig at være på nettet. Ikke mindst fordi jeg også arbejder som psykoterapeut, hvor klienten traditionelt har brugt terapeuten til at overføre egne følelser på.

Jeg har besluttet at være meget åben, og dele mange af de processer, som har været svære for mig. Det har jeg endnu ikke fortrudt.

Min skillelinie går der, hvor stoffet ikke er bearbejdet. Det er er nemlig også dér, hvor jeg er såbar og ikke bryder mig om at få alle andres indtryk og vurderinger. Jeg behøver ikke at være fuldstændig afklaret, men så skal jeg være afklaret med, at at jeg ikke er afklaret.

Jeg synes, vi lever i en tid, hvor det hele tiden er det Perfekte Liv, som hyldes og udstilles. Det er en løgn, og det gør os syge af misundelse og mindreværd, eller bare tomme indeni.

Jeg vil være med til at fremme en dialog, hvor mennesker kan tale om det, som virkelig rører sig i os, hvor vi tør at komme hinanden nær. Hvor vi kan finde ind til de ægte værdier. Der healer vi hinanden og bliver mindre ensomme.

Jeg tror faktisk, det kan være med til at skabe et bedre samfund.

23 kommentarer:

Gitte sagde ...

Jeg er meget enig med dig i dine overvejelser, og trives også bedst med autenticitet i enhver form.

Heidi sagde ...

Hej Gitte
Ja, det er autenciteten, som batter. Som Forandringsparadokset siger: Først når du bliver, hvem du er, sker forandringen.

Det oplever jeg gang på gang.

Men du er også behandler, ikke? Hvilken slags, om jeg må spørge?

Marian sagde ...

Der er jo mange i "scenen" (den som jeg bevæger mig primært i), der siger, at vi må ud med vores oplevelser, siden det er det eneste, der måske kan ændre noget. Og jeg er da helt enig. Men jeg vil også give dig ret: det skal være godt gennemtænkt, eller bearbejdet, om man vil. Jeg husker en nyhedsnotits på tv2 nyhederne, som jeg blev ret så forfærdet over, og som i mine øjne er et godt eksempel på det, at fremstå med noget, der absolut ikke er gennemtænkt eller bearbejdet. Det var en ung gut, der havde taget billede af sig selv mens han var "psykotisk", og så altså havde ladet pressen få fingrene i billedet. Usmart, meget usmart...

Anonym sagde ...

Jeg er lige gået i gang med den nye HSP bog af Elaine N. Aron.

Blandt en masse forskellige emner omkring det at være høj-sensitiv taler hun meget om at acceptere, at man nu engang er, som man er, selvom samfundet hylder helt andre karaktertræk.
Træk som det at være "den stærkeste" og "mest succesfulde, udadvendte, frembrusende, innovative og jeg skal-komme-efter-dig... i samme boldgade"
Vi er jo dømt til at falde ved siden af, os, der godt ved, vi ikke er perfekte, som ved, vi er sensitive etc...

Jeg er glad for, du deler, Heidi.. Det gør dig til en fantastisk troværdig terapeut i mine øjne.. Tak.

Heidi sagde ...

Marian: Ja, bearbejdelse må der til. Men en af måderne at bearbejde på, er jo netop at sende det ud og få andre til at respondere. Langsomt lærer vi af den respons og justerer hen af vejen vores udmeldinger.

Forhåbentlig har den unge mand gjort sig nogle erfaringer ved sit foto-stunt, selvom mange andre psykiatriske patinter måske har betalt en pris for hans skræmmebillede.

Ser den søndags-serie, som hedder Sommer? I de sidste par afsnit har der været en ung kvinde, som var psykotisk. Jeg genkender det, du tidligere har talt om med symbolsproget, men hvad synes du om seriens måde at fremstille hende på?

AC: tak for din kompliment :-)
Egentlig er det jo de allerfærreste af os, som lever op til det medieproducerede billede af det perfekte liv. Vi bliver bare så bombarderet af det, så det er nemt at føle at det er én selv, der er noget galt med, når man ikke står op kl 6 for at meditere, sætte langtidshævede boller over, kysse husbond godmorgen og cykle på jobbet i fuld make-up og stiletter.

Det er bl.a. også derfor jeg mener, at handicappede er meget vigtigte for vores samfund, fordi de hele tiden minde ros om at livet ikke er perfekt.

Marian sagde ...

Det kommer i sidste ende vist også an på konteksten, og netop mainstream-medierne skal man nok være lidt påpasseligt med. Jeg fik mig en lærestreg, da jeg sagde ja til et interview med Outsideren (som på sit område jo er lidt af et "mainstream-medie"). En blog er i mine øjne en nærmest ideal udtryksform, fordi man da kan skabe sin egen kontekst, uden at andre blander sig, bortset fra i kommentarerne måske.

Nej, har ikke set Sommer. Fjerneren blev smidt ud for snart et halvt år siden. Men jeg fandt lige ud af, at jeg kan se det på nettet, så jeg vil da lige lure lidt, og vende tilbage :)

Marian sagde ...

Tjah, nu er det jo kun en lille birolle, der skal give det hele lidt mere "dramatik". Så, man kan næppe forvente det helt store. Jeg synes, fremstillingen bliver hængende i klichéerne (at det her er noget totalt vanvid, der ikke er til at forstå, og endda meget nemt kan gå hen og blive livs-/farligt, hvis ikke man får disse individer hurtigst muligt spærret inde), netop fordi rollen ikke er større end den er. Nogenlunde udholdeligt bliver det, fordi det trods alt er meget godt spillet, og fordi Hollywood-patoset, som vi ser det i f.eks. "A Beautiful Mind" og, såvidt jeg kan se ud fra omtalen, "Canvas" (hvis man da overhovedet kan sammenligne), mangler - selvfølgeligt, siden det er en dansk serie.

Alt i alt sad jeg og krøllede tæer, som så ofte...

Marian sagde ...

En anden ting, som jeg lige skulle finde ord for: nu spiller fremstillingen ikke alene på "farlig-øksemorder-tangenten" - heeelt så platte er vi ikke på DR - men blander den dog lidt med "medlidenheds-tangenten": det stakkels forvirrede kvindemenneske, der ikke kan skelne mellem realitet og fantasi - vi må hjælpe hende! Personligt har jeg det lige så skidt med det, som med farlig-øksemorder-klichéet, må jeg indrømme. I mine øjne er det en som medmenneskelighed forklædt form for devaluering/dehumanisering. Og selvfølgeligt falder også her ordene: "Det er jo bare til dit eget bedste." = Alene vi ved, hvad der er godt og rigtigt for dig.

Gitte sagde ...

Jerps, det er en spændende proces at blive den du er.
Jo, jeg arbejder med spirituel/ personlig rådgivning....og har i øvrigt svært ved at skulle sætte prædikat på min rolle. Mit udgangspunkt er aflæsningen af det energetiske øjeblik og alle de mange valg og muligheder der findes lige dèr. Du kan læse mere : www.gittejul.dk

Marianne sagde ...

Hvor er det rigtigt sagt og skrevet. Vi skal væk fra det perfekte og istedet vise mennesket på godt og ondt...Også når vi står i lort til nakken....

Anonym sagde ...

Som eks-kone til en sindssyg vil jeg godt lige kommentere. Jeg fik en vild deja vu oplevelse af at se A beautifull mind. Jeg kan selv så tydeligt huske chokket da det gik op for mig at hans verden ikke var virkelig. Det er faktisk en meget vellavet film, der holder sig til nogle for mig letgenkendelige facts.
Jeg synes, der er meget lidt hollywood-patos over den. Men jeg har selvfølgelig også stået der selv.

Marian sagde ...

Anonym: Et andet perspektiv.

Heidi sagde ...

Marian: tak fordi du skriver dette indlæg på din egen blog, så mit kommentarfelt ikke ender som et kæmpe diskussionsforum :-)

Jeg kan sagtens følge dig i dit ønske om større forståelse og mindre be- og for-dømmelse.
Jeg tror bare ikke, der er noget, som ligger lige om hjørnet. Det er alt for truende for de fleste mennesker at se deres egen sindsyge i øjnene. Efter min opfattelse er mange mennesker glad og tilfredse, når livet går sin gang og man har råd til at tage på charterferie med ungerne en gang om året. Sådan er det bare.

For andre er livet et forunderligt, skæbnesvangert sted, hvor der står meget mere på spil. Måske fungerer de som shamaner, sojm udlever de tendenser, drømme og frygt som findes i samfundet. De bliver ikke del af fællesskabet, men er det alligevel fordi de fortæller os om os selv.

Vi vil til evig tid både bedømme og fordømme de, som er anderledes og ikke ligner os. Det kan være en trøst, at fordømmelserne siger mere om de, som udtaler dem end om dem, de er rettet imod.

Hvis man er blandt dem, som de rettes imod, er opgaven ikke at tage projektionerne på sig.


Hej Marian: tak for dit indspark omkring Mai-britt i "Sommer". Jeg så det selvfølgelig lidt anderledes end du. Vore perspektiver er jo forskellige.

Jeg synes ikke, at Mai-Britts "sindssyge" eller hvad man skal kalde det blev fremstillet som helt uden af trit med virkeligheden. Da hun giver Adam titel af den sande læge, anerkender hun, at hun føler sig hjulpet af ham. Den anden læge kalder hun befrieren, en rolle som også passer meget godt til hans engagement i Læger uden Grænser. Jeg synes tværtimod at det var tydeligt at hun brugte en del “symbolsprog” eller hvad vi skal klade det.

Jeg så faktisk afsnittet som en kritik af psykiatrien herhjemme. Det var tydeligt, hvor godt det gjorde Mai-Britt at blive mødt med medmenneskelighed og kærlighed. Som det iøvrigt gælder for alle mennesker!

Jeg kan ikke huske bemærkningen “Vi ved hvad der er bedst for dig”, men når jeg arbejder med almindelige neurotikere og folk med borderline-problematikker, ved jeg ALDRIG hvad der er bedst for dem. For at kunne modnes som mennesker og blive mere integrederede er det af afgørende betydning, at de får fat i deres selvstøtte . Det som er er rigtig for dem. Nogle gange viser det sig at de tager fejl, men så analyserer vi fejltagelsen sammen og gør den til en erfaring. Jeg ved ikke om jeg kunne arbejder sådan med en, som var psykotisk eller paranoid eller hvad ved jeg, men det må da være udgangspunktet, at patienten er en aktiv deltager og ikke blot én, som skal behandles.

Jeg kender som sagt ikke til området, Marian, så tak for at kaste lys, og give os indblik.

Heidi sagde ...

Ups: den sidste kommentar skulle have været ovre hos mig. Kan du ikke bare slette den?

Heidi sagde ...

ok, jeg er da skrupforvirret idag...

Heidi sagde ...

Hej Anonyme: Velkommen til bloggen, hvor det er i orden at have forsekllige perspektiver :-)

Jeg synes iøvrigt også at A Beautful Mind var en fantstastisk film.

Anonym sagde ...

Hej heidi
Det da bare mig... Jeg kan jo ikke huske mit password til blogger, så jeg popper op som anonym.
Kram Astrid

Heidi sagde ...

Heej Astrid
Ja, sådan kan det gå:-)))

Anonym sagde ...

P.s. der var intet fordømmende i min kommentar, så det navlepilleri gider jeg ikke deltage i.
Min eksmand er sindssyg, min datter har arvet lortet og jeg kalder det altså hvad jeg vil. Måtte det støde nogle beklager jeg, men jeg har ikke tid til at finpudse alle mine ord til at behage andre.

Heidi sagde ...

Nu må jeg be om kammertonen.

Det oprindelige indlæg ender med at jeg håber på en bedre verden med mere forståelse.

Det bedes alle holde i hu!!!

Sgu'

Anonym sagde ...

Det er jeg da ked af at du opfatter sådan.
Jeg skal ikke udfolde min manglende forståelse yderligere.
Astrid

Marian sagde ...

Heidi: I går fik jeg kun set delene 12 og 13. Nu har jeg lige set del 14. Jo, jeg vil give dig ret i det med symbolsproget. Og ja, der ligger også noget kritik ved psykiatrien i det. Dog tør man stadigt ikke at gå længere end til en kvalitetskritik. Psykiatrien og dens dogmer som sådan sættes der ikke spørgsmålstegn ved (vink med vognstang mht. arvelighed - jeg tror ikke, at herr og fru Jensen nødvendigvis ser den vagt antydede sammenhæng mellem morens adfærd og Mai-Britts reaktion andet end ved at hæfte sig ved det meget mere udtalte vink om genetisk arvelighed - og "medicin" som en nødvendighed). Det ødelægger budskabet om medmenneskelighed og kærlighed en smule for mig. Hvad jeg dog rigtigt godt kunne lide, var Mai-Britts konstatering: "Det er et eksperiment. De aner ikke hvad de laver." Yes, right on! :D

Det er hendes bror, der siger noget a lá "Det er jo bare til dit bedste", sidst i del 13.

Forskellen mellem neurotikere osv. og psykotikere er ikke grundlæggende. Det er "bare" en intensitetsforskel. Terapimæssigt gør intensiteten sig måske gældende på den måde, at du nok godt kan tillade dig, at give en neurotiker et "godt råd", respektive tillade dig at interpretere direkte, a là "Det her lyder for mig som om du...", mens det ikke er en god idé at gøre, når det drejer sig om en psykotiker (og slet ikke når der er paranoia involveret). Intensiteten er også en intensitet mht. hvor meget ens grænser ikke blev respekteret. Og jo mindre ens grænser blev respekteret, jo mindre kan man klare, at det gentager sig. F.eks. i en terapisituation, hvor man bliver konfronteret med en andens opfattelse af en selv på en direkte, interpreterende eller rådgivende måde. Det yderste, jeg selv kunne klare, var noget i stil med "Kunne det måske være at...? Eller er det helt ved siden af?", "Tror du, du måske kunne prøve at...?" Min egen og mange andres erfaring. Man kan nok sige, at der ikke findes nogen, der er mere allergisk overfor bedrevidende do-gooders og patronisering, end dem, der har været udsat for så massiv bedrevidende do-gooderness og patronisering, at de blev psykotiske af det. Ron Bassman skriver i A Fight To Be: "I would want my therapist to have a life-long hunger for understanding and an awareness of his own ignorance. His courage and integrity would enable me to trust him. A genuine humility would be evident in his sensitivity to the delicate process of exploring the psyche. My therapist would be my guide, not my leader. He would be there to support, nurture and expand my choices, not his own. He would be able to show me through his being-in-my-world that I am not isolated, alone and unworthy. My therapist would be able to convey his caring about me as an individual. I would know he cared because I could feel that he was attentively present in the very moment in which we are relating to each other." I sidste ende drejer det sig om at være nærværende, lytte, rumme, uden at gribe ind i en behandlende forstand.

De seneste dage har jeg mailet lidt med en bekendt netop om det med at tage ansvar for sig selv og sit liv, som nogle mennesker aldrig har fået lov til at prøve. Og så kommer systemet og erklærer disse mennesker først og fremst for "syge i hjernen", utilregnelige, og ikke i stand til at træffe nogle valg, whatsoever, sætter dem straks på piller, der hen ad vejen gør det endnu sværere at tage ansvar og træffe valg - netop fordi man ikke mærker sig selv længere, som hun ganske rigtigt siger, lægen i "Sommer" - så får de via psykoedukation og måske noget kognitiv terapi (igen) at vide, hvad de skal tro om sig selv, og enden er som oftest førtidspension: total afhængighed af myndighederne (og behandlingssystemet). I stedet for selvbestemmelse og ansvar. Man lærer kun at tage ansvar og træffe valg ved at få lov til at prøve. Ikke ved at andre konstant gør det for en. Så, "For at kunne modnes som mennesker og blive mere integrederede er det af afgørende betydning, at de får fat i deres selvstøtte", gælder så afgjort også for psykotiske mennesker.

Selv var jeg f.eks. hvad udefra set kaldes for "suicidal", "til fare for mig selv". Ikke fordi jeg ønskede at dø, men pga. "stemmerne" altså. At min terapeut valgte, at respektere mit ønske om medicinfrihed, og at se bort fra det der i givet fald havde været en tvangsindlæggelse, var både en enorm tillidserklæring, men samtidigt altså også en opfordring af dimensioner til at tage ansvar. Det var det eneste rigtige, hun kunne gøre. Selv om jeg kan høre adskillige råbe op: "Uforsvarligt!" Der er en risiko forbundet med et sådant valg, ja. Men hvis man ikke af og til tør tage en chance, ændrer man ikke noget, som Loren Mosher siger.

Heidi sagde ...

Kære Marian
Mange tak for din uddybende kommentar, som endnu en gang vækker til eftertanke :-)