Tykke skrev en kritisk kommentar til mit forrige indlæg. Jeg begyndte at svare i kommentarfeltet, men det udviklede sig, så derfor kommer det her istedet:
Ros er dejlig, og let at lappe i sig. Kritik kræver mere "tygning" og overvejelse, og giver til gengæld mulighed for udvikling. Så tak for din kommentar, som først og fremmest lærer mig, at jeg ikke skal skrive på på bloggen 5 minutter før, jeg skal ud af døren :-)
1. Jeg vil GERNE tale på egne veje og sige, at jeg har brugt mad til at regulere mine følelser, siden jeg var ganske lille. Der var ikke særlig stor følelsemæssig rummelighed i familie, og hvis jeg viste tegn på at være andet end glad, kunne jeg få en mad eller noget slik. Jeg lærte tidligt at slik gjorde godt på den måde, at jeg fik også en kropslig erfaring med, hvordan, jeg kunne aflede opmærksomheden på min egen opfattelse af virkeligheden. Det gjorde det nemmere for mig at vokse op i min familie.
Når jeg ser mig omkring, både i min omgangskreds og på tv, ser jeg overvægtige reagere på samme måde som mig selv og spise på deres følelser, fordi de engang har lært at det er for risiskabelt at udtrykke dem. Der er ingen fordømmelse eller kropshadning i det. Det er blot en konstatering.
Du beskylder mig for at generalisere. Jeg kan se, at du også har svært ved at blive “i eget hus”, når du beder mig om at “blande JER udenom”.
2. Min bemærkninger er en kritik af den måde, man som regel behandler emnet overvægt og fedme i den danske debat. Som om at det udenlukkende handler om hvad man spiser. Jeg synes, det er alt for for fattigt at lægge så meget vægt(!) på information af kostrådene. Derfor blev jeg så glad, da jeg hørte i radioen, at man for en gangs skylkd talte om (nogle af ) de bagvedliggende årsager til overvægt.
3. Du har klippet i min sætning og taget den ud af kontekst: Overvægtige kan sagtens gå ned i vægt, NÅR de følger et planlagt kost og motionsprogram.
Hvis man har til hensigt at følge en slankekur eller “kost-omlægning” eller hvad filaen, det hedder i øjeblikket, men IKKE gør det - af det ene eller anden grund, kan man naturligvis IKKE gå ned i vægt. Det er så vidt jeg ved, videnskabligt bevist, at når man forbrænder flere kalorier end man optager, ja, så slanker man sig. Keine hexerei, nur behändichkeit.
Du kan tro, jeg kender en helt masse til slankekure, og jeg ved godt, hvor svært det er. Netop fordi overvægten IKKE handler om mad. Jeg er IKKE tilhænger af slankekure. Faktisk er det min erfaring, at slankekure skader mere end de gavner, både kropsligt og på den psykiske stablitet. Jeg siger jo netop også, at man uværgerligt tager på igen, hvis man ikke arbejder med de bagvedliggende årsager.
Igen føler mig generaliseret af dig: når du skriver “folk, som dig”. Jeg siger det igen: der ligger ingen fordømmelse af overvægtige mennesker i mit indlæg. Jeg ER selv mange kilo overvægtigt, og jeg føler mig da bestemt som et ligeværdigt menneske.
At du læser mit indlæg med al den fordømmelse må stå for din regning.
Dog vil jeg give dig, at ja, det er rigtigt, jeg ser en tendens hos både mig selv og hos andre overvægtige til at vælge offerrollen.
Jeg siger ikke, at der ikke er andre end overvægtige, som vælger denne rolle. Jeg siger heller ikke at offer-rollen er umoralsk, foragtelig eller dårligere end hverken hjælperrollen eller krænkerrollen (se evt min indlæg om Offer-Redder- Krænker trekanten. For mig er det et naturligt valg, idet jeg VAR offer for mine forældres umodenhed og mine bedsteforældres meget begrænsede livsopfattelser.
At du kan sige dig fri for offer-rollen er bare dejligt,. Jeg synes iøvrigt du gør et godt stykke arbejde omkring Fat- Acceptence, så keep up the good work, men lad være med at se fjender hvor der ingen er.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Hm. Du har vidst ramt nogle ømme (fortrængte?) punkter med dit første indlæg om emnet. Jeg læste det egentligt også mere som en kritik på den hovsa-agtige måde, vores samfund desværre plejer at prøve at løse problemerne - og stort set alle problemer, ikke bare overvægt - med, end en kritik på de overvægtige selv. I mine øjne er det da netop ikke at se mennesket bag, når man bliver ved med at køre rundt i overfladiske betragtninger om "rigtig" og "forkert" kost, mens man mere eller mindre fuldstændigt ignorerer, hvad der måske ligger bag, eller under, i de dybere lag, af årsager, når nogle på trods af ihærdige forsøg ikke klarer "rigtige" kostvaner.
Jeg siger "nogle", fordi jeg også har mødt nogle (få) overvægtige mennesker i mit liv, der personlighedsmæssigt, psykisk, hvilede fuldstændigt i sig selv, og ikke havde det mindste problem med deres overvægt.
Jeg aner ikke ret meget om emner andet end;
Min familie har været fede i generationer
Fedmen talte/taler man ikke om
Man bliver dårligere behandlet som fed
Jeg er lykkelig, glad og elsker mig selv, men fadme ikke min overvægt. Den forhindre mig ikke i at leve mit liv og være glad, men den forhindre mig fysisk i nogle udfoldelser og på sigt forringer den min livskvalitet.
Jeg kender ingen overvægtig der ikke gerne ville af med den - andet ville altså være en løgn, men man kan da sagtens leve med den.
Men hvor fedt er det at stå i et prøverum med 40 kilos overvægt og pruste og stønne for at komme af med tøjet og prøve en yndig sag man ikke kan få over skuldrene.
Hvor fedt er det at løbe efter bussen og ikke have kondi til at indhente den. For det har fede mennesker som jeg ikke.
Hvor fedt er det at ikke kunne gå til femte sal uden at pruste og stønne som et lokomotiv.
Hvor fedt er det som 40 årig at havde ondt i knogler pga. overvægten....
Jo jeg kan sagtens smile af mit fedt og leve med det - men fedt er det ikke.....
Mariann: Tak for din kommentar.
Ja, man kan sagtens drage sammenligninger imellem den måde, som fx psykisk syge og overvægtige bliver behandlet af samfundet. Der er i høj grad tale om symptombehandling og lappeløsninger. Det tænker at det dels er billigere, dels er samfundet heller ikke så interesseret i at at masse mennesker "vågner op" og blivere sværere at forføre.
Jeg tror bestemt på, at man kan hvile i sig selv som overvægtig, men hvis kiloene er mange nok, vil man på et eller andet tidspunkt belastes kropsligt - også selvom man er i god form.
Marianne: Der findes heldigvis i dag en masse god litteratur om overspisning. Hvis du er interesseret i at undersøge emnet nærmere, vil jeg gerne anbefale nogle bøger :-)
Der er noget forskning, som tyder på, at man kan kan genetisk anlæg for fedme. Jeg tænker, at man lærer i sin familie, hvordan man skal fordøje både psykisk og fysisk føde.
Jeg synes, dete r et fantastsik spændende område, netop fordi der er så mange lag i det. Når du siger, at man bliver dårligere behandlet som fed, tænker jeg, at jeg også ser mange overvægtige, som behandler sig selv dårligt. Er det så fordi omgivelserne reflektere dette? Hvad er hønen, og hvad er ægget? Hvis man kommer ind et sted med værdighed og selvværdet i orden er min påstand, at man ikke ikke har samme øje for om man bliver behandlet dårligt, fordi man vil se, at det er ekspedienten/ tjeneren/ sagsbehandleren, der er "noget galt med". Man vil i mindre grad være tilbøjelig til at vende det indad.
Jeg tænker også ligesom du, at der er stor forskel på at være "erotisk buttet" og på at være 20-30 40 kg overvægtig. Så stor en overvægt gør livet tungere.
Mit eget vej til at slanke mig, har dels været drevet af et ønske om at få det bedre fysisk, men også i høj grad af at slippe af med en problemløsningsmodel, som skaber flere problemer end jeg bryder mig om.
Også tak til dig, Marianne, for dit bidrag :-)
Marianne & Heidi: I har nok ret, når i siger, at det ikke kan være den rene lyksalighed med virkelig overvægt, alene pga. de helbredsmæssige konsekvenser for kroppen. De mennesker jeg har mødt, der havde det fint med sig selv, det var netop dem, som du beskriver Heidi, der formår ikke at tage alting indad, hvilket så på en eller anden måde "overstråler" fuldstændig det fysiske. Men de lå nu også vægtmæssigt mere et sted mellem "erotisk buttet" og virkeligt overvægtig, end over grænsen til det reelt overvægtige.
Jeg syntes at emnet er så vigtigt og under behandlet over alt. Jeg mener virkelig at fede mennesker for en dårligere behandling - det har jeg da selv prøvet.....
Jo vi har været fede i generationer. Min oldemor var så tyk at da hun døde skulle man skøre vinduesrammen ud af hedes lejlighed og sænke kisten den vej. Min Morfar vejede langt over 200 kg og mine onkler var små pus på 175 kg... Min mor er også dybt overvægtig og har været det altid.
Derfor har jeg altid passede på vægten - et godt stofskifte ligger desværre ikke til mig, men fire år da gav jeg los og drak coca cola i litervis og det kostede mig 40 kg + og en liv som coloman.
Nu har jeg i to år kæmpede mig ud af cola helvede (for her fik jeg min trøst og overvægt fra) - og jeg kan nu sige at jeg er tørlagt soloman - jeg rør ikke stoffet mere og har nu tabt 6 kg. Det går den rigtige vej, men for helvede en regning jeg betaler for det lort....
Coca cola var mine smøger, rødvin, øl .... min sutteklud - det var bare noget lort at det indeholdte så meget sukker.....
Men jeg er på vej væk fra min fedme...
Send en kommentar