Måske skulle jeg starte ved begyndelsen...
Dette er mine tanker og erfaringer om overspisning:
Jeg definerer overspisning som den 3. spiseforstyrrelser. Noget, som mennesker gør, når de spiser, efter de er blevet mætte, og ofte også efter at nydelsen er forsvundet. Nogle kalder det for tvangsoverpisning for at understrege det tvangsprægede i handlingen.
Overspisning vil på sigt føre til overvægt, som kan føre til mange kropslige problemer. Overvægten er et sympton.
Overspisning handler ikke om mad. Det handler om følelser
Overspisning er ikke problemet. Det er løsningen på problemet.
Overspisning er en handling og handlinger kan ændres.
ALLE mennesker bruger såkaldte forsvarsmekanismer for at komme væk fra de følelser og behov, som de ikke kan rumme indeni. Nogle drikker, eller ryger. Nogle tager stoffer eller bliver shopaholics. Andre bliver ludomaner, og andre bruger “usynlige” forsvarsmekanismer, som afspejles i den måde, de forholder sig til deres omverden på. (Jeg vil skrive om disse interpersonelle forsvarsmekanismer på et andet tidspunkt)
Jeg er opmærksom på, at jeg bruger mad til at spise mig væk fra følelser, som jeg oplever som ubehagelige. Jeg er vokset indeni efter mange år i terapi,. Der er dog stadig daglige episoder, hvor jeg ikke kan udholde den frustration, jeg oplever, og hvor jeg vælger at gå i køleskabet, fremfor at lukke øjnene og vente på at det går over. Jeg er blevet mere bevidst om, at jeg gør det. Tidligere oplevede jeg det som en trance. Jeg kunne ikke mærke, når noget ramte mig. Pludselig befandt jeg mig foran køleskabet og stod og puttede mad i munden. Nogle gange stoppede jeg ikke, før jeg var ved at briste. Nogle gange faldt jeg i søvn, fordi min organisme blev overloaded.
Jeg har oplevet det som meget skamfuldt og ikke talt med ret mange om det. Jeg har bildt mig ind, at jeg nok, var en af de eneste, som gjorde sådan noget. Jeg har ønsket, at jeg i det mindste havde bulimi, så min problematik ikke var så synlig.
Det gør jeg ikke mere.
Nu stræber jeg efter at give mig selv omsorg og anerkendelse. Jeg tror på, at jeg har ret til at være i verden, som den unikke person, jeg er. Jeg er meget mindre tilbøjelig til at slå knuder på mig selv for at gøre andre tilfredse. Jeg ved, at vi alle har vores opafttelse af, hvad virkeligheden er, og min opfattelse er lige så meget værd, som alle andres.
Med denne nye selvstøtte oplever jeg, at jeg har mindre brug for at overspise.
Jeg vil fortsætte med at skrive om overspsining, men for min egen skyld vil jeg dosere det i mindre bidder.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Dejligt med debat om emnet. I vores/samfundets stræben efter det perfekte liv er der virkelig mange ofre. Og når nu mennesket er så forhippet på at hævde sig over hinanden, har det jo alle tider været tilladt at bruge alle skyts.
For bare 50-100 år siden var det promiskuøsitet, børn udenfor ægteskab og andre mærkelige ting, der gav anledning til at adskille de "gode" fra de mindre "gode". Nu er det bl.a. fedmen. Hvad mon det bliver næste gang?
Menneskets natur, står næppe til at ændre sådan lige i vores livstid.
Nå, jeg ville egentlig gerne kommentere lidt på selve vægtproblemet, da jeg jo selv slæber rundt på nogle erotiske/fede kilo. Jeg vil rigtig gerne være tynd/slank. Tænk at bruge str. 38, så kan man jo købe tøj alle steder og til ordentlige penge. Og nogle gange uden at prøve det.
Jeg vil gerne knipse med fingrene og være slank.
Men jeg vil ikke gøre det, der traditionelt set skal til i mit tilfælde. Nemlig træning og diæt.
Jeg er muligvis overvægtig af psykologiske årsager. Jeg er i hvertfald vokset op i et mærkeligt hjem.
Men det bizarre er, at jeg ikke trøstespiser. I det hele taget spiser jeg ikke ret meget. Jeg er sulten et par gange dagligt. Ved middagstid og igen en 7-8 timer senere.
Jeg kan ikke tåle sukker og bryder mig ikke specielt om kage/chokolade/slik, da jeg allerede efter et par bidder synes, det er lidt kvalmt.
Jeg spiser altså god almindelig mad 2 nogle gange 3 gange dagligt. Mest to. Jeg er i rimelig aktivitet men styrketræner/motionerer ikke. Da jeg styrketrænede 3 gange ugentligt i et halvt år tabte jeg 1½ kg. (dvs. jeg skal træne dobbelt så meget for at tabe mere)
Da jeg omlagde vores kost i 3 måneder, hvor vi ikke fik hvedemel, mælkeprod., sukker osv., men levede at bagte grøntsager, kylling, fisk osv. a la kernesund familie, tog jeg 700 gr. på. Min superslanke datter (som tilgengæld havde gavn af ændringen pga. allergi) tabte 5 kg. For dem som ovenfor tænkte, det var forlidt måltider, kan jeg sige at i de 3 måneder spiste vi 4-6 måltider dagligt. Uden fedt andet end lidt olivenolie til aften, som anvist i bogen og ved diætisten. (dvs. kostomlægning virker ikke på den del af mit liv).
Derfor kan jeg sige, at jeg ikke gider gøre det der skal til.
Jeg er tilsyneladende ude af stand til at tabe mig hverken med kost- eller motionsforandringer eller begge samtidig.
Jeg tager på, hvis jeg har hormonelle forstyrrelser. Således skal jeg næsten kun kigge på p eller minipiller, for at tage et par kilo på.
Nå, inden jeg trætter din læserskare skal jeg nok nå frem til pointen.
Enten har jeg et medfødt gen, der bare vil have at jeg er en str. 44/46. Noget ur-kvinde agtigt noget.
Eller også kan psyken spille ind på en helt anden underfundig måde end ved at kaste os ud i trøstespisning....
Altså. Kan det ikke tænkes at min psyke/krop/underbevidsthed passer på mig? At nogle psykiske ar giver overvægt fordi kroppen anspores til at være i alarmberedskab?
For hvorfor Heidi, skulle din trøstespisning give anledning til de ekstra kilo, når der findes masser af mennesker, som skovler ind af både mc D, chips og lørdagscola og måske aldrig ryger mere end 5 kg over, som de i øvrigt smider en gang om året på en kålsuppekur? (der er lidt humor her)
Og hvorfor er jeg så ikke ultra tynd, når jeg reelt får færre kalorier end et menneske på sultegrænsen? (ja de er talt af en måbende læge, som først troede jeg snød)
Der må ligge noget mere i det.
Jeg synes det er interessant, for hvis det er psyken der beskytter os via underbevidstheden, så fritager det jo rigtig mange af os for skyldfølelsen. Der er mange, der påstår og ihærdigt fortæller os, at du da bare skal spise mindre. Mindre ind end du forbrænder, så taber du dig. Dvs. det er din egen skyld og ansvar. I følge den gængse tankegang altså.
Men jeg mener, at man er uden skyld. Ikke fordi man var offer i en lortefamilie. Men fordi man ligeså lidt kan styre den mekanisme i sin krop/underbevidsthed, som man kan styre gåsehud.
Jeg prøver, at ændre mig ved at positivt forstærke mig selv. At fortælle mig selv (og dermed forhåbentlig min underbevidsthed) hver dag, at uanset hvad, har jeg værdi. At jeg under mig selv at have det godt, uanset hvor mange der måtte ønske mig det ondt. Jeg siger fra og giver tørt på mere end jeg har gjort i mine sammenlagte leveår, fordi jeg har besluttet mig for, at mit liv handler om MIN feelgood. Det der er til overs, vil jeg stadig gerne bruge på andre. Men det er sgutte så meget, som det var en gang.
Jeg håber, jeg har holdt mig på egen boldbane så meget som muligt. Hvis jeg alligevel støder nogle, vil jeg gerne understrege inden jeg trykker send, at dette indlæg handler om mig og min udvikling. Og mit samfunds/livssyn. Det er det, jeg ville dele. Jeg dømmer ikke de andre, der måtte være omfattet her.
Kh Astrid
Undskyld, det blev godt nok langt.
Arghhhh, forbandende lortecomputer!!! Nu havde jeg lige skrevet et langt, uddybende svar til dig Astrid og så lukker maskinene ned.
Q"#€%&/U(OP=)O=`Å^P^P?
Jeg må prøve igen....
Øv jeg sidder ellers og glæder mig til din kommentar... Slevom jeg godt kan se jeg har skrevet meget parallelt med dit.
Jeg er begyndt at læse om HSP´ere... Det er godt og lærerigt. Og forklarende. :)
Astrid: tusind tak for din kommentar, som jeg læser som en personlig beretning, der rejser nogle spændende og interessante spørgsmål :-)))
Jeg har ikke en akedemisk baggrund, så jeg kan ikke svare dig videnskabligt. Jeg har dog hørt utallige gange, at menneskers stofskifte er forskelligt, og det er også min opfattelse. Hvad mere er, så ser det faktisk ud til at mit eget stofskifte også er forskelligt. Det er ikke en fast størrelse, men ændres alt efter hvordan jeg har det psykisk!
Når jeg ser positivt på livet og er fuld af energi, virker det som om jeg forbrænder kalorier hurtigere, end når jeg er nede, og de tunge tanker kører i ring.
Når jeg har det godt, er det også tydeligt, at jeg bevæger mig mere, er hurtigere til at rejse mig fra sofaen og træffer sundere valg i min kost.
Men det kan ikke være den enste forklaring. Jeg har nemlig også oplevet mange gange, at jeg jeg efter en middag med gode venner, hvor jeg har spist og drukket, kan være gået ned i vægt dagen efter. Derfor regner jeg det heller ikke som overspisning, når jeg spiser meget, imens jeg har det godt. Jeg kan godt spise for meget til at have det godt med min livrem,men der er en grundlæggende væsensforskel på dét og så overspisning.
Overspisning er for mig en handling, jeg gør, når jeg har det dårligt - og i de allerfleste tilfælde er alene. Overspisning er noget, jeg gør for at komme VÆK fra nogle følelser eller tilstande.
For mig er SKYLDsbegrebet også skyld i rigtigt mange dårlige mønstre, også i forbindelse med overspisning. Det vil føre for vidt at uddybe det her, så det kan jo stå på venteliste til sit eget indlæg :-)
Faktisk tror jeg at skyld i sig selv kan veje mindst et par kilo!!!
Jeg er helt med på at overvægten kan være en beskyttelse, en bufferzone for ubehagelige ind og output. Desværre er det et tveægget sværd, som kan afholde fra oprigtig og sund næring både psykisk og fysisk.
Jaaaa, så gik den igennem. :O)
Jeg er helt enig med dig. Jeg forstår også godt det med overspisningen som når det er usunde omstændigheder.
Jeg tænkt det egentlig også i forhold til de 3 poster du har skrevet nu om emnet, at det er så underligt, som vi mennesker vil pege ud og pege af. Vi emner i forbløffende lille grad at give hinanden omsorg, når det handler om noget, vi ikke lige selv har prøvet. I stedet hævder vi os og peger.
Jeg har jo mødt dig live, Heidi og udover, at jeg forstår og respekterer, hvis du har fysisk besvær pga. kiloer i overskud, så vil jeg sige, at du er en smuk og livskraftig kvinde, som hverken virker tung eller tyk.
Tværtimod vimser du omkring med en lethed, jeg kun kan misunde eftersom jeg er født med en klodsethed, som aldrig har været anderledes uanset vægtforhold.
Nå men tilbage til overspisning. Jeg over-køber f.eks. Jeg bliver målbart gladere, hvis jeg køber noget, når jeg er trist.
Jeg har tænkt en del på det på det seneste. Måske er det bare en form for auto-stimulation?
At vi ikke kan finde trøst og rum i omgivelserne og så må vi trøste os selv. På en måde er det jo ret positivt, at man forsøger at redde sig selv, istedet for at synke ned i sorg og ulykke og måske få en depression.
Måske er vi slet ikke svage, fordi vi trøster os selv. Måske er vi de stærke, fordi vi forhindrer endnu større katastrofer ved at trøste hurtigt.
Jeg tror, jeg vil til at være stolt over min autostimulation. Jeg vil beundre dig for din, fordi du redder dig selv istedet for at drukne.
Og så vil jeg prøve at gå forrest i kampen for at rumme istedet for at pege.
Jeg kan kun igen og igen fremhæve Marcel Spielmann, som jeg beundrede umådeligt meget. Ud over at han hadede skyldsspørgsmål og mente at ulykker var sort uheld. Så sagde han også, at nogle reaktioner er mere udtalte i nogle mennesker end andre. Når folk ikke kan tåle blod, små rum osv. er det en naturlig og forståelig reaktion idet man, som urmenneske, skulle være bange for disse faremomenter (dengang betød det jo smitte, fangenskab osv). De er bare lidt uhensigtsmæssige idag.
Men man skal ikke banke sig selv for at være en overlever.
Knus Astrid
Send en kommentar