Inklusion

Jeg har været til stormøde i onsdags for alle Københavns støttepædagoger. Temaet var bl.a. inklusion.

Der har aldrig været så mange børn, som i dag, som bliver visiteret til specialområdet. Det har man besluttet er et problem. Økonomisk problem, hvis jeg skal gíve et bud. Derfor skal mange af de børn, som i dag har basispladser, fremover inkluderes i normalområdet. For at kunne holde en udgiftsneutral linie, vil man tage 10 % fra specialområdet og overføre til normalområdet.

Jeg er så VRED over det!

Vred over, at man vil tage fra de allersvageste børn, som i forvejen er blevet skåret over det sidste seks år.
Vred over, at vi alle skal tvinges ind i normalitetens snærende bånd. Mange af de børn , vi taler om her, har kontaktforstyrrelser og/ eller opmærkosmhedsforstyrrelser. De har svært ved at danne relationer, føle empati og holde koncentrationen. De har brug for mindre, strukturerede miljøer, hvor der er rum, de kan trække sig tilbage til, når det brænder sammen for dem.

Sådan er de færreste daginstitioner i dag, hvor det er normen, at der er 22 børn på hver stue, med 3 voksne til at dække hele dagen. Det er helt almindeligt, at man er alene om eftermiddagen eller højst 2 voksne. Det kræves af almindelige børn, at er de er selvhjulpne i udstrakt grad, at de forstår en fælles besked, at de tager hensyn og kan vente på deres tur.
Det magter støttebørnene ikke.

Det er mange år siden, at man kunne få en støttepædagog, blot fordi der var lidt bekymring for et barn. I dag taler vi om børn med alvorlige psykiatriske lidelser og handicaps - og ikke engang alle får tildelt noget ekstra støtte. Forleden dag hørte jeg om en blind dreng i et almindeligt fritidshjem, som fik 2 timers støtte om ugen!!!
TO TIMER!!!

Desuden er dagligdagen benhård for rigtig mange pædagoger, og de fleste pædagogiske arbejdspladser har oplevet at have medarbejdere sygemeldt med stress. Vi er de i 22 år, som jeg har arbejdet indenfor faget, blevet pålagt flere og flere arbejdsopgaver, samtidg med at normeringen er steget.

Når jeg kommer ud et nyt sted som støtte, er pædagogerne nogle gange at brække sig over støttebarnet. De har måske haft barnet i 2-3 inden udredningen og støttetildelingen er kommet på plads. Det er disse pædagoger, man nu pålægger endnu en opgave, nemlig at inkudere disse svært inkluderbare børn.

Desuden vil støttepædagogernes rolle også ændre sig i fremtiden, så vi snarere end at bakke op om barnet, og tager det væk fra gruppen og ud på små hyggeture eller ned i personalerummet, hvor der er fred, så skal give vejledning til personalet, om hvordan de kan selv kan støtte disse børn.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke kan have en god inklusion i en basisgruppe eller i en specialbørnehave, Jeg frygter at inklusionen kan ende som eksklusion.

Jeg synes, det er et svigt af dimensioner, vi er på vej hen imod. Jeg er VRED, men jeg er også dybt ked af det.