Først i februar. Netværksmøde på Bispebjerg Børnepsykiatrisk afdeling. En diagnose skal gives til en lille pige. Mor og storesøster er tilstede. Tolk. Læge og sygepeljerske. Børnehaven og sagsbehandler fra socialcenteret.
Sagsbehandler kommer for sent og undskylder. Hun har givetsvis ikke haft tid til at sætte sig ordentligt ind i sagen og kalder pigen for "han". Det betyder mindre, for med pigens diagnose er det kun et spørgsmål om at få sendt sagen videre til handicapcentret, hvor den hører til.
I april begynder familien at undre sig over at de intet høre fra det handicapcenter, som har pligt til at rådgive og vejlede dem. I maj rykker børnehaven 3 gange. Sagen har endnu ikke forladt sagsbehandlers bord d. 1 juni.
Tilbage står en lille sårbar familie i chok over at deres datter har et handicap, som de skal lære at leve med resten af livet.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Mangel på sagsbehandling er vist mere reglen end undtagelsen....:-(
Ja, det er barsk kost!
Velkommen til den virkelig verden - det værste er at sådanne beretninger ikke ryster os, men bestyrker os i hvad vi har erfaret....Pt. er Mathias socialrådgiver gået på barsel (lige som han skal i voksenafsnittet) og hans sag er fordelt på tre socialrådgiver fordi der ikke er ansat en i barslen... spørg lige om jeg kan finde ud af hvem jeg skal tale med.
Nu har jeg jo også været i handiverden i et stykke tid efterhånden :-)
Du har ret i, at man ikke lader sig slå ud af manglende eller mangelfuld sagsbehandling, som man gjorde i starten.
For mit eget vedkommende, vil jeg sige at jeg forhærder mig - og det har også en pris. Hver gang, vi ikke giver plads til de umiidelbare reaktioner, undertrykker vi en bid af os selv. Det har organismen ikke godt af i det lange løb.
Send en kommentar