tirsdag den 17. juni 2008

Socialpolitik og engagememt

Vi var til foredrag i går aftes hos LEV.
Oplægsholderen var dels lederen af Frk. Bjørnstrups nye aflastningsinstitution samt Frank Hedegård, medlem af socialudvalget i Københavns Borgerrepræsentation, for SF.

Især Franks oplæg gav stof til eftertanke. Han fortalte at Københavns Kommune er ramt hårdt af regeringens skattestop - som alle andre kommuner, selvsagt. Der findes dog en del penge, men de har ikke måtte bruges, da der desuden har været stop for anlæg, bygge og drift. Så selv hvis kommunen har været indstillet på at starte flere aflastningpladser for handicappede børn, har det ikke kunne lade sig gøre.

Han gav udtryk for en undren overfor forældre til handicappede børn. I forhold til sammenlignelige grupper, mente han at vi var alt for pæne og tilbageholdende med til at stille krav og synliggøre os. Da han spugte, hvad der holdt os tilbage, svarede jeg at vi i forvejen bruger af kræfter, som vi nærmest ikke har og at især samarbejdet med kommunen kræver mange ressourcer. Han nævnte da, at han også mente at vores organisation, LEV, er alt for tilbageholdende, og at de faltisk kan få politikerne i tale, hvis de presser lidt.

Både han og institutions-lederen mente at forældre i Københavns Kommune aldrig har haft så meget magt som netop nu. Der har været så mange skandaler på bostederne, at området har meget stor bevågenhed fra alle de politiske partier. Ritt Bjerregårds popularitet har været dalende, det er valgår næste år, så det er virkelig nu, at vi skal have sagerne frem i pressen.

Han understregede, at det er en fordel med læserbreve og artikler frem for at skrive direkte til de enkelte politikere. Når man henvender sig til den enkelte, kommer det til at fremstå som hans sag, og det er meget nemmere at feje af bordet. Ved at skabe debat i offentligheden er der pludselig mange flere, som vil tage sagen på sig.

Vi kom ind på, at nogle kunne være tilbageholdende med at kontakte pressen, fordi man ikke ønsker eksponering eller kan være bekymret for at det kan falde tilbage på barnet.

Frank Hedegårds svarede, at at ja, det koster noget at kæmpe for dét man tro på.
Jeg tænker, at det også koster noget at lade være...

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Kære Heidi

Det koster at være forælder til et handicappet barn/ung/voksen. Det koster at kæmpe, og det koster at lade være ....

Det holder aldrig op, det går aldrig væk, og som vores samfund ser ud lige nu, så går der nok en rum tid, inden det bliver menneskevenlige politikere, der kommer til at styre økonomien igen...

Vi kæmper selv, lige nu, for min søns vilkår i et dårligt bofællesskab....

Heidi sagde ...

Kære AC
Ja, det er en livslang kamp. Jeg forsøger at undgå at splænde elastikken mere end 95%, så der hele tiden er lidt tilbage til mig selv eller til en nødsituation. Det er selvfølgelig ikke altid muligt, som du selv ved alt for godt, men bare at have det i bevidstheden hjælper noget.

Jeg er glad for at høre fra dig. Jeg har flere gange skrevet nogle laaange svar til din blog, men når jeg prøver at sende dem, forsvinder de bare.. .Det er for surt, så nu har jeg droppet det. Kan du gøre noget for at ændre det?
Mange hilsner
Heidi

Marianne sagde ...

Stor ord fra Frank hedegaard som jo i mange år har været total fraværende på "vores" område. jeg har flere gange ønsket en dialog med ham i forhold til handicappede børn og her har han forholdt sig meget tavs.... Når forældre til handicappede børn mærker at en lokalvalgt politiker ikke gider at høre på gruppen, hvem og hvad er det så vi skal råbe op? For han har altså aldrig løftet en finger for vores område. Andet end at stille op til populistiske møder omkring emnet. Hvad har han selv konkret gjort for området i alle de år han har siddet der? Intet......
Sådan er det set af mig når man har fulgt med fra sidelinjen i 16 år....

Anonym sagde ...

Kære Heidi..
Jeg var ikke klar over, den slettede indlæg, bloggen. Det er da træls. Skal se, om der kan gøres noget ved det..

kh
AC