AC skrev i kommentarboksen på det forrige indlæg at hun savnede at kunne se sit barns handicap som en gave til udvikling. Nu er "gave" måske også et stort ord at bruge og personligt har jeg da tit oplevet det som en hade-gave. However, jeg tror ikke på udvikling uden smerte.
Her kommer em digt, som jeg har grædt over mange gange, og som netop viser vejen til større indsigt.
En opgave helt speciel
Jeg har hørt at der findes en gammel legende
Om hvad der oppe i himlen hændte.
Den siger, at en gang den kære Gud sagde til englene: vil I gå bud?
Der er et barn, som skal fødes på jord, Vil I prøve at finde en Far og en Mor, som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl.
Det er nemlig en opgave helt speciel:
Barnet er svagt, det har et handicap med,
Så det kræver meget tålmodighed.
I ved, at jeg elsker svagt og småt, og jeg ønsker, at barnet skal få det godt,
Så de to, der bliver dets Far og Mor, må virke som mine hænder på jord.
Måske vil de først have svært ved at se, at der kan være en mening med det,
at barnet ikke kan tumle og lege, og at det kræver så meget pleje.
Men de vil nok efterhånden lære, at det giver kræfter at måtte bære.
Guds kærtegn gør undertiden ondt, og medgang alene er ikke sundt,
Men modtager de barnet som gave, de to,
Så bliver det en kilde til indsigt og tro,
Og så kan det sikkert med tiden læres,
At livet er både at bære- og bæres.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
12 kommentarer:
Det er bare så godt det digt og meget sigende...
Til det med gave.... Altså min ikke-handicappede datter syntes jeg ikke altid er en gave i forhold til brormand der er handicappet. Jo nogen gange er jeg også ved at brække mig over at vi skal være så ramt og at min handicappede søn skal være så ramt...
I al for mange år var mit fokus, alt det han ikke kunne - alt det jeg blev snydt for...
Nu er min strategi nærmest det modsatte.
Man skal passe på at man ikke låser sig selv fast i en symbiose omkring det handicappede barn - hvor af afstedkommer det er også synd for os.
Prøv at find mulighederne istedet for begrænsningerne.
Lad være med at rette fokus hen på; hvis han/hun havde været "normal" og hvis...... det nytter ikke noget.
Kig på rammerne og fyld så den ramme ud fra de betingelser der er udstukket....Så kan være heldig at opleve at det kan fungerer og det er okay.....
Dette var orderne fra en moder som har været på tab.arb.fortj i 16 år (kalder det forlænget barsel, ha ha) Og som frygter at sønnen snart bliver 18 år - hvad så?
Shabby: Det er uden tvivl en livslang proces at være forældre til et handicappet barn. Farver og følelser slifter undervejs. Det kan ikke være anderledes. I terapien arbejder jeg meget med klienternes flexibilitet: at turde give slip og se, hvad der sker. At reagerer på dét, som sker, og se følelserne opløses og give give plads til nye erfaringer, når de får den plads de skal have.
Jeg kan kun forestille mig den bekymring, du må have omkring Mathias' 18. år. Det er hændervridende forfærdeligt, at man på den måde skal frygte ens handicappede barn blive voksen!
Du kan følge AC's kamp for sin voksne søn på Fruens Sider.
Jeg synes du fanger noget helt essentielt Marianne - noget som slet ikke kun er forundt handikapforældre; nemlig dette, at det ikke er hvordan vi har det, men hvordan vi tar det. Med de ar og sår og kriser jeg skulle igennem, så har jeg kæmpet for at nå ud over ynkeligheden og præcis lande på det tæppe af taknemmelighed hvor jeg formår at dreje tingene til at være meningsfyldte og ikke begrænsede. Ja jeg tør sgu godt kalde det en gave at jeg begynder at kunne æde livet præcis som det er -for ALLE har deres ting og det er sgu ikke kun handikapforældre der kan falde i fælden om at græsset er grønnere på den anden side - det kan alle.
Det er en essentiel lære at skulle igennem - men det er klart at med et handikappet barn er det dér der vil være fokus på begrænsningerne. Men I har jo også mange goder - set fra mit perspektiv. Tænk hvis jeg sagde at jeg da godt kunne tænke mig et handikappet barn fordi vi så lettere ville kunne få aflastning, tabt arbejdsfortjenestebidrag etc etc - det ville være grotesk ikke! Omvendt ville det også være grotesk hvis I ønskede jer mit liv hvor der ikke er råd til rejser, hvor faren er fraværende, toværelses i Sydhavnen...barn i mangeårig terapi og voldsomt stressnedbrud.
Men jeg kan godt forstå det - at vi kan kigge på hinanden og tænke - fedt, det vil jeg hellere have.
Der er bare det ved det, at ingen af os ville bytte når det kom til stykket - så lad os følge det gode eksempel og være lykkelige for den rigdom der er os forundt. Livet er så vidunderligt lærerigt - men mest når der er lidt modstand.
Jeg synes, at det er vigtigt at anerkende og acceptere, dér hvor man er lige nu. Først når man bliver den, man er sker forandringen.
Det er klart at livet bliver nemmere, når man kan ta' det, som det er, men for mange er det en lang proces at nå dertil - og endnu flere af os oplever kun den accept glimtvis.
For mig er det vigtigere at være opmærksom på og forholde mig undersøgende til processen end at nå målet.
Accept, utilfredshed, misundelse, ro, tilfredshed, bitterhed vrede og kærlighed. Det er alt sammen del af mit liv - og det må det gerne.
For ca 100 sider siden læste jeg nogen sætninger i den Eckhart Tolle bog som jeg er i gang med. Jeg tillader mig at citere dem her - ikke for at være bedrevidende, men fordi de fik en betydning for mig og den vej jeg går på lige nu. Måske kan de også det for andre - når det er tiden. Tolle besvarer en række spørgsmål omkring nuet i sin bog, derfor den direkte tale. Spørgsmålet lyder:
"Men hvis du kalder nogle følelser for negative, siger du så i virkeligheden ikke, at de ikke burde være der, at det ikke er o.k. at have disse følelser, der kommer, uanset hvilke, i stedet for at vurdere dem som dårlige eller sige, at vi ikke burde have dem. Det er o.k. at føle modvilje; det er o.k. at være vred, irriteret, i dåræigt humør, eller hvad det nu er - ellers begynder vi at fortrænge, skabe indre konflikt eller fornægtelse. Alting er o.k., som det er."
Tolle svarer blandt andet:
"Selvfølgelig. Når først et mønster i sindet, en følelse eller en reaktion er opstået, så acceptér den. Du var ikke bevidst nok til at kunne vælge i dette tilfælde. Det er ikke en vurdering, det er bare en kendsgerning. Hvis du havde haft et valg, eller havde indset, at du har et valg, ville du så vælge lidelse eller glæde, ro eller uro, fred eller konflikt?"
Og han skriver senere (som jeg hæfter mig ved):
"Når man har praktiseret accept et stykke tid, som du har, kommer der et punkt, hvor man har brug for at gå videre til næste trin, hvor disse negative følelser ikke skabes mere. Hvis du ikke gør det, bliver din 'accept' bare en mental etikette, der tillader dit ego at fortsætte med at overgive sig til utilfredshed og dermed styrke sin oplevelse af at være adskilt fra andre, fra omgivelserne og fra her og nu. Som du ved, er adskillelse grundlaget for egoets identitetsfølelse. Sand accept ville straks forvandle disse følelser. Og hvis du virkelig dybt inde vidste, at alting er o.k., som du udtrykker det, hvilket selvfølgelig er sandt, ville du så have disse negative følelser til at begynde med? Uden vurderinger, uden modstand mod det som ER, ville de ikke opstå. Dit sind har den ide, at 'alting er o.k.', men dybt inde tror du i virkeligheden ikke på det, og derfor har du stadig de gamle mentale og følelsesmæssige mønstre. Det er det, der får dig til at have negative følelser."
Så siger spørgeren:
"Det er også o.k."
Tolle:
"Forsvarer du din ret til at være ubevidst, din ret til at lide? Du skal ikke være bekymret, den er der ingen der vil tage fra dig. Når du først har indset, at en bestemt type mad gør dig syg, vil du så fortsætte med at spise den mad og blive ved med at påstå, at det er o.k., at være syg?"
Dit indlæg og kommentarerne fik mig til at gribe tilbage til disse linjer i en bog som jeg har meget glæde af i min proces, så derfor siger jeg tak;-) Jeg oplever at Tolle kan fremlægge nogen væsentligheder som betyder at jeg må æde nogen gamle hatte - og derfor rykker det. Jeg aner ikke om andre (her) kan bruge ham, men jeg fik lyst at dele.
Ha' en dejlig dag:-)
Tak, Anja. Jeg vil ikke gå nærmere ind i dit svar, da det er en længere teoretisk diskussion. Jeg tror
såmænd ikke, at vi er så uenige endda, men det er vigtigt for mig at holde fast i at der findes flere veje til Rom :-)
Jeg har slet ikke skrevet mit indlæg som et modsvar - eller for at være uenig. Og slet ikke for at være teoretisk - men for at dele nogen tanker som netop IKKE er teori, men kun kan leve hvis man kan handle på dem...
Jeg ser heller ikke nogen specifik vej i Tolle - han repræsenterer jo alt på én gang;-)
At kende sin egen vej - til Rom, eller hvor man vil hen - er vel vigtigere end at diskutere hvilken vej der er den sande...for den sande vej er i os selv - og det er det Tolle appelerer til tror jeg; at finde den.
Og måske, bare måske, var der andre som kunne bruge Tolle som et lys på denne vej...:-)
Tolle gør jo i grund og bund ikke så meget andet, end at formidle årtusinder gammel visdom på en for det moderne, vesterlandske menneske forholdsvis letforståelig måde. Gianna, én af mine amerikanske naboer, havde en lille YouTube video med Thich Nhat Hanh på sin blog, hér, for ikke så længe siden, og hun skrev, at for at forstå de "tunge, Buddhistiske koncepter", Thich Nhat Hanh kommer ind på til sidst i videoen, måtte man nok have studeret Buddhismen et stykke tid. Mens disse "tunge, Buddhistiske koncepter" ikke drejer sig om andet, end netop accepten - af Nuet. Meget simpelt, sådan set. Jeg kan dog godt fortå, hvorfor Gianna "stod af". Nemlig netop fordi hun ser nogle "tunge, Buddhistiske koncepter", hvor der egentligt bare er universelle sandheder, som alle og enhver kan nå frem til, Buddhist eller ej. Og fordi hun ser "koncepter", hvor der bare er "pointers". Kierkegaard var således inde på noget af detsamme, bare set med udgangspunkt i Kristendommen ("What the age needs is awakening", siger han i 1847). Spiritualitet kender ikke til nogen specifik religion/tro (=én vej til Rom). Hvorfor Tolle kan tale om Jesus og Buddha i samme åndedræt.
Både Tolle og Kierkegaard (og mange andre) er inde på, at vejen til forandring/udvikling som oftest går igennem lidelse. Min egen erfaring er densamme. Jeg ville i dag ikke skulle undvære den lidelse, jeg måtte igennem (og stadigt en gang imellem må igennem). Men for at destruktiv lidelse kan transformeres til noget konstruktivt, skal lidelsen først accepteres, ikke bekæmpes og undertrykkes. "Det man kæmper imod, styrker man", siger Tolle. Jeg har en ven som har fået bekæmpet og undertrykt sin lidelse i mere end to årtier, ved hjælp af bl.a. Abilify. Han kæmper og kæmper, og rykker sig ikke rigtigt, fordi han, kunstigt/kemisk, afholdes fra at GÅ IGENNEM (apropos VEJENE - til Rom) sin lidelse. Og han siger, at hvis han kunne, så ville han afskaffe al lidelse: "Trapped in thought" (Tolle), og dermed, "kronisk", fanget i lidelsen.
Mht. børn med handicap kan jeg anbefale at se Chapter 4 af Oprahs "A New Earth"-bogklub, hvor hun og Eckhart Tolle bl.a. taler med Jenny Mc Carthy. Kan ses hér.
Tak, Marian, fordi du deler så rigeligt :-)
Tak for digtet, Heidi. Der kom tårer og ondt i maven.. :(
Hvem har skrevet digtet, Heidi.. ?
Send en kommentar