søndag den 15. juni 2008

Offer Redder Krænker - et spil om manipulation


Jeg har tidligere beskrevet manipulations-spillet imellem Overhund og Underhund. Et andet spil man ofte falder i, når man ikke kan eller vil tage ansvar for sine egen behov er Offer Redder Krænker. Ligesom Overhund-Underhund kan spillet spilles både i den enkelte eller mennesker imellem.

Rollerne er forbundne i en triangel. De er afhængige af hinanden, og man skifter imellem de forskellige roller.

Der vil dog som regel være én af rollerne, man har lettere ved at vedkende sig og som dermed tegner ens fremtrædelsesprofil.

Redderen er en person (eller del-personlighed) som hjælper andre. Én. som træder til, når der er brug for det, med støtte og kærlighed og praktisk hjælp. Redderen er hurtig til at tilsidesætte egen behov, og kan arbejde udfra devisen om at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Redderen kan for eksempel fremstå som ædel, som med-misbruger, den gode spejder, der hjælper den gamle dame over gaden, eller som hende, der lige tager en times gratis overarbejde, for at få projektet i hus.
Der findes mange indenfor de sociale og sundhedsfaglige fag, som primært befinder sig i Redder-rollen.

Fælden for redderen er, at hun ikke kender sine egne grænser. Hun overskrider dem gladeligt for at tilfredsstille de andre, som til gengæld viser hende taknemmelighed og glæde. Det giver Redderen den støtte, som hun ikke selv kan skaffe sig. Det er nemlig svært for hende at gå direkte efter opfyldelse af egne behov, hvor hun samtidig kunne opleve glæden ved selvstøtte. I stedet bliver hun afhængig af andres bekræftelse på at hun er et godt menneske.

Hvis denne bekræftelse udebliver, kan Redderen pludselig skifte rolle og blive til Offer. Hun har i længere tid overskredet sine grænser, “fordi DE havde brug for det, og nu takker de hende ikke engang!” Offeret er selvmedlidende og klagende. Hun skal nok for gjort opmærksom på, at det er synd for hende, og at det er de andres skyld. Hun har aldrig nogen andel i at være landet, dér, hvor hun er. Der er ingen selvstøtte, og hun bliver afhængig af, at andre hjælper (redder) hende ud af miseren.

Offeret har, ligesom de andre roller, flere fremtrædelsesformer. Manden, som bor hjemme hos mor i en alder af 40 år, fordi danske kvinder er alt for krævende. Den gamle bedstemor, som klager over at ingen besøger hende og at hjemmehjælpen ikke er god nok. Den opofrende hustru, som tager det dårligste stykke kød til sig selv. Teenagereen, som synes det er helt vildt strengt at man selv skal vaske sit tøj lige pludselig osv

Hvis der IKKE kommer nogen og redder hende, kan Offeret forvandle sig til Krænker. Hun skælder ud på de andre enten direkte eller ved at bagtale og skabe intriger.

Krænkeren kan vise sig i mange afskygninger lige fra børnemishandleren og krigsforbryderen over til hende, som overfuser sin kæreste og kalder ham de værste skældsord, fordi noget er gået hende imod. Krænkeren er forurettet og selvretfærdig og vil ofte påstå at Offeret selv var var ude om det. Krænkeren kommer op i os, når vi dytter vildt af nogen i trafikken eller giver dem fingeren. Vi bliver også krænkere, når vi ikke tager ordentligt vare på vore agressioner, men lader dem komme ud igennem sidebenet ved at være respektløse og nedsættende overfor andre.

Man bliver fanget i dette manipulationsspil, når man ikke tager ansvar for sine egne behov. Det bliver også derfor løsningen: Redderen skal lære at sætte pris på sig selv og blive mindre afhængig af andres anerkendelse. Offeret skal lære at hjælpe sig sig og se sin egen andel og Krænkeren skal lære at respektere sig selv og andre.

Det kan være meget provokerende og som altid er det nemmere sagt end gjort. Heldigvis er det aldrig for sent: så snart man opdager at man påny er fanget i denne trekant, bliver det muligt at spørge sig selv, hvad man egentlig har brug for, og så gå efter dét.

Redderen kan lære at bede dirkte om opmuntring eller bekræftelse. Offeret kan bede andre om hjælp og må acceptere at man kan risikere et nej, og krænkeren må lære at være vred på en ordentlig måde.

10 kommentarer:

Marian sagde ...

Egentligt gælder vel for alle tre detsamme?: "Tag dit eget lille Ego's skyklapper af og se, eller: vågn op!"

Hér noget om én, der både var offer, redder og krænker på én og samme tid. Det éne betinger måske også det andre og tredje, i hvert fald så længe Ego'et (narcissismen) styrer?

Heidi sagde ...

Hej Marian, tak for din kommentar og velkommen til ;-)

Der er jo mange forskellige teorier indenfor dette område. Jeg opfatter egentlig mere Offer Redder Krænker som forsvarsmekanismer, der hjælper til at opfylde nogle behov, som man ikke selv er følelsesmæssig moden til at opfylde endnu.

Jo, jeg mener også at de 3 forskellige hjørner i trekanten er betinget af hinanden: uden Krænker, intet Offer osv

Ligesom hos Overhunden og Underhunden kan denne form for manipulation foregå både imellem mennekser og inde i den enkelte.

Jeg glæder mig til at se nærmere på dine links.

Marian sagde ...

Tak for velkomsten :)

Forsvarsmekanismer: Ja, netop. Ligesom Ego'et søger konstant at bekræfte sig selv i ytterverdenen, så projicerer det et menneskes behov - og deres tilfredsstillelse - i ytterverdenen. Mens behovene bortfalder i det øjeblik, man er modnet, vokset fra Ego'ets enevældige og faktisk utilfredsstillelige styre. Fordi behovene har fundet deres opfyldelse.

Heidi sagde ...

Marian: Jeg kender ikke til ytterverdenen. Jeg fornemmer nu nok, at vi er temmelig enige alligevel.

I min terminologi modnes man som menneske når man tager ansvar for sine egne følelser og behov.

Det lyder enkelt, men som regel har vi meget gode grunde til at undgå det. Ofte handler disse grunde om frygt for udstødelse, dybest set.

Anonym sagde ...

Et godt skriv fra din hånd Heidi. Mange vil kunne genkende sig deri - enten som hvor de er nu, eller har været.

Jeg kan i hvert fald;-)

Tak fordi du deler!

Marian sagde ...

Ja, meget enig. Både med Anja og Heidi :)

Heidi sagde ...

Anja og Marian: Tak for jeres tilbagemeldinger. Det er godt for mig at høre, at I kan bruge det :-)

Anonym sagde ...

Godt indlæg om en evig dans i den dysfunktionelle trekant...

Meget præcist og klart. Vil jeg henvise til, tak for det ;)

Heidi sagde ...

AC: takker for roserne :-) Du henviser bare....

Madam Kjeldsen sagde ...

Siden du skrev indlægget, er der jo gået en rum tid, og mange ting er løbet i tidens å.

Relevans har indlægget stadig, og tak for det, ligesom genkendelsens .. ikke glæde, men lidt mere a-ha end første gang. At stå midt i denne trekant, igen-igen-igen, for derefter at berige sig med viden for at ændre retning..

Jeg må undre mig, som Melody Beattie også skriver i sin bog "Gør dig fri af andres misbrug, kap. 8" .. hvorfor vender vi hele tiden tilbage til de samme mænd, oplevelser, følelser etc.. Noget af forklaringen kan nok hentes her..