Til et netværksmøde sidder en mor med sit dit ny-diagnosticerede barn. Hun er ked af det og meget alene omkring situationen.
Tilstede er også de professionelle omkring barnet. Barnet er ikke registret i handicapcentret. Spørgsmålet bliver rejst.
Mor er tilbageholdende, er bange for at kommunen kommer ind og snager i hendes privatliv.
Den ene af de professionelle presser mor, fordi en registrering giver øget milighed for hjælp og støtte. Den anden profesionelle holder igen og synes, at det er vigtigst, at mor selv bestemmer.
Hvad ville du foretrække?
tirsdag den 6. januar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
10 kommentarer:
Nu har jeg tænkt over dilemmaet siden du skrev indlægget.... Den er ikke så nem....
Jeg kan udemærket følge moderen, der er bekymret for at kommunen snager i hendes privatliv... Det er ikke en nem beslutning at tage....
Den ene professionelle skal lade være med at presse moderen, da det ikke er et pres, der skal "flytte" hende og jeg giver den anden helt ret i at det er moderens eget valg og moderen skal have luft til at træffe beslutningen selv.
Når dette er sagt, kan jeg kun komme med min egen erfaring og mit eget grundlag for at have kontakt til kommunen.
Jeg har et par gange bedt kommunen om hjælp. Jeg er flere gange blevet spurgt om hvordan jeg turde det. Mit svar har altid været... Jeg tør ikke andet.....
Jeg er den bedste mor, som jeg formår at være og ved at bede om hjælp, viser jeg også over for kommunen at jeg tager mit ansvar alvorligt og at jeg vil mit barn det bedst.
Hvis en registrering giver mulighed for hjælp, støtte og aflastning. Hvilket både kan hjælpe barnet, og hjælpe moderen til et bedre liv. Så er registreringen mit valg.
Også mit :-)
Ud fra min baggrund som "gammel" i faget, klart en blanding af begge dele...
Optimal sagsbehandling ville derfor for mig være følgende:
Først vil jeg lade hende komme sig, ikke presse hende i selve situationen, og derefter aftale en nyt tid med hende meget kort tid efter den samtale, man siddeer i nu.... konen er i krise...
Dernæst vil jeg tage på hjemmebesøg sammen med relevant personale, og tale med hende om muligheder og konsekvenser.. tilbyde hende et samtaleforløb, hvor hun får mulighed for at bearbejde det, hun står med og SAMTIDIG give hende viden og indsigt i det, der er hendes og hendes barns rettigheder .. og pligter...
Du spørger til her og nu.. jeg hælder mest til den medarbejder, der ikke vil presse.
.. jeg glemte at tilføje, at hun i den givne samtale skal gøres klart, at ønsker hun ikke en registrering nu, er der ikke de samme muligheder for at få hjælp til barnet..
Os garvede rotter i denne sammenhæng ville jo sige at hun skal "registres" men hun skal også være klar... Jeg kan godt huske hvordan det var. Vi kom ind i systemet da Banditten var 3-4 mdr. (man havde glemt ham i systemet) og i de første år gjorde jeg hovedrent i et par dage før kommunen skulle komme... Jeg var så bange for at man skulle angribe min moder evne....
I den beskrevet situation ville jeg lade moderen tale med nogle garvede forældre rotter indenfor området.... Og fortælle hende, at ingen ville sætte en finger på hendes evne -at kommunen i hendes sag kun er der for at hjælpe....
Demokrati = altid vejen frem :-) Mor skal selv bestemme...men der skal være støtte,støtte,støtte all the way hver gang hun vælter et hak længere ned i erkendelses hullet...og tror vi lige på den? NOT ...og derfor ønsker jeg sådan for hende, at hun vælger registreringen, som gør hun kan få hjælp. Men jeg kan godt huske dengang jeg tænkte 'nej...så får hun jo aldrig en chance for at blive normal'...
Mia H.
Ja, der er jo mange nuancer i det her, og jeg har kun skitseret sagen meget groft.
Jeg oplever gang på gang at der er der en total mangle på respekt for processen indenfor det offentlige. Noget bliver hastet igennem (fx forældres sorgbearbejdning), men andet såsom ansøgninger bliver trukket ud id et uendelige.
Der var tale om en mor uden mange ressourcer. Vi ridsede op, hvad forskellen er imellem handicapcentret og socialcentret, og da mor var meget tøvede, valgte jeg - både som støttepædagog, men også som en erfaren handimor - at lægge et mildt pres på hende for at lade barnet registrere.
Den foreløbige slutning på historien er jo desværre, at man godt kan trække en hest til truget, men man kan ikke tvinbge den til at drikke.
Så i dag, 1 1/2 månde senere, er der stadig ikke sket noget videre. Familien er stadig uden nogen helst hjælp udover mine 10 timer om ugen som støttepædagog. Bispebjerg Børnepsykiatrisk havde anbefalet det dobbelte.
Vi græmmes dagligt, ikke.. :(
kære AC: jeg er faktisk helt TAVS af græmning
Tak for dine ord på min blog :-)
Send en kommentar