Jeg hentede Frk. Bjørnstrup i vores store, røde handicapbus den anden dag.
To af de store drenge fra fritten var på vej ud at gå med en pædagog. De standser, kigger og snakker lidt imens jeg slå liften ud. Pædagogen og den ene dreng gør sig tiltag til at gå videre, men den anden dreng er gået fuldstændig i stå og står bare og stirrer på os.
"Er du faldet helt i staver?", spørger pædagogen. Drengen vågner op og spørger med stemmen fuld af tilbageholdt spænding, om han ikke må se, når jeg kører bussen.
"Jo", svarer jeg, "så kan I begynde at gå, og så når vi passerer jer, skal jeg nok dytte". Drengen næsten spjætter af begejstring og går afsted med syvmile-skridt.
Da vi kører forbi, får de en flot fanfare dyt-dyt, dyt-dyyyyt. Drengene vinker og smiler over hele hovedet.
Deres glæde vakte min.
Det kan godt være de ikke er det klogeste, men hvem sagde svage i ånden???
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
Det er dagens gave - sikke en oplevelse. Jeg elsker også når jeg henter Mathias og de kommentarer der flader fra hans medskole elever :-)
Det er jo det, de er så tætte på ... ånden ... det oplever jeg den ene gang efter den anden med min nu voksne søn ...
Ja, nemlig :-)
dyt,dyt,dyyyttt :-)
Mia
Hvae Mia, ku' det også imponere Elvis?
Også én af de mange unaturlige ting i vores kultur, at intelligenskvotienten ofte ligestilles med hvad man måske kunne kalde for "ånds/sjælskvotienten".
Ja, Godt, at vi ved bedre!
Der er heldigvis grøde på det område, så man maere og mere anerkender at der er MANGE intellingenser. Selv Britt Brendixen nævnte det i går i prime-time tv ;-)
Send en kommentar