Når jeg har betænkeligheder ved at udgive forrige indlæg, er det så min egen blufærdighed eller hensynet til andres?
Er det fordi det er for privat, eller er det fordi jeg ikke tror andre kan holde ud at læse om det?
Er det fordi jeg er bange for at skræmme andre væk?
Er det fordi det ikke har noget relevans?
Er der fordi jeg tidligere har set mennesker kigge væk, når jeg fortalte dem detaljer om at have et multihandicappet barn?
Er det fordi der er så meget håbløshed og afmagt i situationen?
Er det mig selv, som ikke kan bære afmagten?
Er det fordi jeg bliver forlegen eller vred, når nogen prøver at trøste mig, eller finde det positive i situationen?
Eller er det fordi ensomheden i at have et multihandicappet barn er svær at se i øjnene?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
13 kommentarer:
Hej Heidi
Jeg ved ikke helt om jeg kan skrive noget begavet til dig, der får dine betænkeligheder til at være mindre, for jo det er konfronterende indlæg, men det gør det ikke mindre relevant, mindre betydningsfuldt....og så er det jo dig, at være i dine følelser nu og her og mærke dem fuldt ud. Det beundrer jeg dig meget for, og jeg synes det er mega-fedt at du er der og du vil dele.
Et vigtigt indlæg med både livskraft og modløshed i. Alt sammen en del af det at have Ursula.
Mange søndagsknus til dig
Julie
Jeg syntes at forrige indlæg er kanont....
For det kunne lige så godt havde været en hverdags episode i mit liv - jeg bakser så med 65 kg og jeg undre mig også over at når ungen så er gjort pæn og ren igen - så skal man igang med hovedrengøring af badevær. for der er lort mange steder..... Jeg grinte af den med håret det har jeg også prøvet. Havde lige fået farven i håret da Mathias bare skulle ordnes og bagefter da havde farven siddet for længe - hold kæft hvor så jeg ud, men sådan er det at være forældre til disse unger.
Det andre tager for givet og skælder ud over - det lever vi andre med i flere år.....måske resten af livet. Og bagefter så griner vi sgu da lidt af det hele....Når Mathias herhjemme har "lorte-dage" så omdøbes han til brorlort..... er vi ikke søde forældre....
Idag skal banditten på besøg hos søster, alene uden Mor og Far - det er stort...
Åh, Julie og Marianne: I er jo begge handimødre og ved, hvordan tingene pludselig kan tage fart.
Jeg sidder her med tårer i øjnene. Jeg er blevet "set" og det gør at jeg bedre kan give plads til min sorg, fordi det ér nogle omkring mig, som selv kender det fra et dybt sted. Jeg er ikke alene. Jeg behøver ikke være bange for at blive irrettsat eller korrigeret, men kan bare være mig. Og først når jeg bliver, hvem jeg er, sker forandringen. Jeg kan mærke, at jeg netop nu bløder op og giver slip.
Tak igen. Må søndagen bringe sindsro til jer begge :0)
Du er på vej Heidi - en dag erkender du at vi bare lever anderledes og at vi aldrig kommer over i den anden klub. Men helt ærlig det er sgu da også fedt at være i vores klub og nogen gange så er der bare for meget lort.... Som ingen kan forstå med mindre man har været der...
Det vigtigste er jo at du er Heidi - uanset og qua dit job som Mor for prinsessen så får du en meget stærk identitet, som nogen skal leve et helt liv for at få og andre får det aldrig.... Du er i mine tanker og ikke mindst i mine drømme.... havde en meget mærkelig drøm i nat hvor du var med - og det kan jeg ikke skrive om her)))LOL(((
Retoriske spørgsmål? Hvis du ikke fortæller os andre om det, kan vi jo ikke vide, hvordan det er! Og når du fortæller det, er det, fordi du mener, det er vigtigt. Og derfor er det vigtigt.
Nå ja, Capac: sådan kan man selvfølgelig se på det :-)
Kære Heidi
Måske er det store ord at skrive at du gør verden til et bedre sted, men du bragte mig ved dine skriverrier i en stemning af ensom sårbar taknemmelighed, en eftertænsomhed af melodisk melakoli. Et stille kvavers toner om lives tur retur. Gid din blog aldrig må forstumme. Livet er vidunderlig rædselfuldt og tak fordi du svinger livets hjul, uden det ene finder vi aldrig det andet.
Heidi du bærer Vorherres kompas.
Kærligst
Mads.
Mads, er det dig fra NGI????
Uh, hvor har jeg tårer øjnene. Du har fanget lige præcis dét, jeg prøver at udtrykke: livet er vidunderligt rædselsfuldt. Uden det ene, ikke det andet. Netop.
Opgaven er at finde sit eget kompas, for jeg tror at det er dér vi finder den højere magt
Tak tak tak for din kommentar :-D
Ja det er mig. Og det er mig der takker for det du vækker i mig. Du giver mig modet til at få en ordenlig blog på min hjemmeside. Alt for ofte har jeg brug for at vride gashåndtaget og luftet ud fra trivialiteternes forstoppelse.
Har fået inspiration af dine skriverier, så nu skal skraldespanden snart tømmes.
Kære Heidi.
Kun du ved hvad dine betænkeligheder handler om.
Og jeg ved, hvad det gør ved mig, at du deler så storsindet ud.
JEG kommer videre, med at turde være mig. Og stå ved mig. HVER gang jeg har været her på din blog.
Du skriver SÅ inspirerende !
Tak - tak for det.
Mads siger "du svinger livets hjul. Uden det ene - ikke det andet"
Hvor rigtigt !
Det handler i den grad også om mit liv.
Om min store store kærlighed til en - i øjeblikket - sindslidende mand.
Med alt hvad det indebærer af dybe intense eventyrlige oplevelser på den ene side, Og alt det vanvittig svære på den anden.
Det er store udfordringer. Og jeg har aldrig haft det bedre !
Jeg blev færdig på NGI for godt 4 år siden. Og det sidste år her, har jeg taget nogle kvante skridt i mit indre, på en rejse der bliver rigere og dybere for hver dag.
Det er tankevækkende, at kigge tilbage, og registrere hvor meget jeg gennem alle 4 år havde brug for at beskytte mig selv, da jeg gik på instituttet...
Og eventyrligt . . stille og roligt . . at turde smide kappen mer`og mer`. . Og være den jeg er.
Kærligst
Mette
Ps. Jeg ringer til dig Heidi ang. supervisionsgruppen.
Kære Mette
Tak tak tak, hvis jeg kan være mig og du dig, så er målet nået :-)
Kæreste Heidi
Alle de kloge ord er sagt, men alligevel vil jeg lige sige, at det er vel alle de forbehold og tanker, du skrier .. og flere til ... eller fra... alt efter situationen og "dagsformen" ...
De Kærligste hilsner
AC
AC: du rammer lige det ord, vi også bruger meget her i huset, nemlig"dagsform".
Det understreger, hvor ustabilt livet er med et handicappet barn.
Selvfølgelig har du ret, alle forbeholdene er reelle
Send en kommentar