lørdag den 16. august 2008

Formiddag

Lørdag. Prinsen er hjemme igen fra kursus. Vi hygger i sengen med Frk. Bjørnstrup. Står op og spiser engelsk morgenmad. Alt ånder ro og fred og er, som det skal være.

Jeg har overskud til en henna-farvning og efter sådan en omgang er der ikke helt ryddeligt på badeværelset.

Der går ca 10 minutter. Vi havde håbet vi kunne have nået at få Frk. Bjørnstrup på wc-stolen inden, hun skulle, men det kunne vi ikke. Hun skulle have skiftet bleen.

Det var vådt og meget. Hendes bodystocking blev smurt ind og der kom afførring på netunderlaget på puslebriksen.

Nåja, det har vi jo prøvet, så der blev åndet dybt ind og taget fat.

Så langt, så godt.

Men en halv time efter var den gal igen.

Prinsen bar hende ud på badeværelset og fik de lange bukser af hende. Så kaldte han højt. Der var en vis skinger klang i hans stemme. Da jeg kommer ud, er Frk. Bjørnstrup smurt ind i lort langt ned af begge ben. Da vi åbner bleen, er der våd afførring op over navlen. Heldigvis tager Frøkenen det selv tille og roligt. Hun plejer ellers at skrige, spænde op i hele kroppen og banke hovedet ned i underlaget, når noget sådant sker.

Istedet stikker hun begge hænder ned i skridtet. Prinsen råber højt og nærmest flår hendes hænder væk. Hun bliver forskrækket og begynder at skælde ud. Jeg prøver at tage over. Prinsen vil tage vand i vaskebajlen, men handvåsken var fuld af mine hårfarvningstingogsager. Han får i frustration kastet en skål med hennamudder ned i bunken af beskidt vasketøj, som ikke er nået længere end ned på gulvet, inden jeg må bede ham om at gå ud. Jeg ved, at det ligeså godt kan være mig, som går i panik. Det handler i høj grad om, hvad man har sparet op på kontoen tidligere på dagen.

Jeg får klædt Frøkenen af og smidt det belortede tøj på gulvet. Jeg trækker hende op i den anden ende af puslebriksen, får tændt varmelampen og smider et par håndklæder i tørretumbleren. Bruseren bliver tændt og hun begynder at skrige, som hun ofte gør i badet.

Efter lidt tid falder hun til ro og begynder at nyde det. Nu er badeværelset også varmt og der sker ikke mere uventet. Hun får et langt, dejligt bad. Smiler sit søde, skæve smil og laver små vrik med kroppen af begejstring.

Da hun er færdig, bliver hun pakket ind de varme håndklæder, får en oliemassage, og bliver lagt ind i mors og fars seng med sin dvd-afspiller.

Så skal badeværelset ryddes op: det er efterhånden svært at se, hvad der er lort og hvad der er hennamudderklumper. Det beskidte tøj bliver smidt i spanden for at skylle det værste af. Alt bliver skuret og skrubbet med Ajax. Vasketøjet bliver sat over. Og efterhånden begynder det hele at se helt fornuftigt ud igen.

Da jeg endelig ånder lettet op og sætter puslebriksen på plads, ser jeg lige den sidste stribe af lort på en flise højt oppe. Hvordan den er kommet der, kan jeg ikke lige regne ud. I sådan et øjeblik af kaos, kan alt ske.

Men håret blev flot.

3 kommentarer:

Gitte sagde ...

Pyha...Shit happens ;-)

Heidi sagde ...

Jep

Anonym sagde ...

Ja .. det er sådan, det er :o) .. hvor "normale børnefamilier" siger farvel til det her scenario når deres poder er et par år, så fortsætter det lytigt for "handi-forældre" ....

Men håret blev fint .. det glæder vi os til at se ;)