Jeg kender til selvbebrejdelser. Til aldrig at synes, at jeg gør det helt godt nok. Til at der altid er en detalje, som kunne optimeres, til at få øje på det, jeg har sprunget over.
Min ynglingsversion er den med at: hvorfor er jeg jeg ikke gladere, når nu jeg egentlig godt ved, hvad der skal til. Det kan jeg få lang tid til at gå med.
Men jeg har et trylleord.
Så snart jeg giver mig til lov til at være selvdestruktiv og selvbebrejdende, så brydes den onde spiral.
Så kan jeg godt se, at det er unødvendigt. Faktisk bliver det en lille smuler latterligt, fordi bebrejdelsen ikke står mål med virkeligheden. Jeg får gjort "forbrydelsen" langt større end den er. Jeg dømmer mig selv meget hårdere, end jeg ville dømme andre.
Jeg får lige skabt et pusterum og distanceret mig fra selvdestruktionen.
Det er bare ikke altid, jeg husker det.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
Det er nogengange den største kunst at huske det for sig selv. Det er nemmere at huske og genkende det hos andre.
Jeg synes det er smart du åbner flowet ved at give dig selv lov.
Det er sådan "Elsk det som er" i praksis.
Tak for et godt og konstruktivt bidrag til at blive bedre til at holde af sig selv ... og sin indre "little miss perfect" ..
Og 1000 tak for det skønne kort .. det blev vi meget glade for ;o)
Gitte: ja, det er forandringens paradoks, som er en af grundstenene i gestalt.
Fru Kjeldsen: Håber I havde et skønt bryllup :-)
Hende miss Perfect skulle sgu' ha' et los i bagdelen, for hun KAN da skabe ballade, hva'
Sådan var jeg i mange år 24 timer i døgnet - idag står jeg lidt på den anden sider og griner af mig selv.
Hvad gjorde du for at komme videre, Marianne????
Ja, Marianne, det må du meget gerne dele med os andre... ;o)
Ja, Heidi... Hun kan gå til de evige jagtmarker sammen med veninden .... Fru Hyacinth Bucket...
Send en kommentar