tirsdag den 16. september 2008
Fødselsdag
Siden i går morges har jeg med jævne mellemrum vandret otte år tilbage i tiden.
I går morges kl. 10 i år 2000 var jeg på Hvidovre Hospital for at blive scannet. Jeg var gået 15 dage over termin, men var indstillet på at vente og lade fødslen gå naturens gang.
Men alt fostervandet var forsvundet og jeg blev sat i fødsel med det samme.
Jeg reagerede dog kun med plukvéer, og ialt kom fødslen til at strække sig over 41 timer.
Så her ved 22 tiden kan jeg huske, jeg havde det skidt. jeg havde været vågen hele den foregående nat og havde sågar været ude at løbe på trapper inden jeg fik lagt et ve-drop. Barnets hjertelyd blev ved med at droppe. Jeg lå totalt pakket ind i elektronik. I hvinende kontrast til den vandfødsel, jeg havde ønsket.
Nu havde jeg kastet meget op og havde feber. Jeg synes, ikke jeg havde flere kræfter, men jeg var langt fra åben nok endnu.
Først kl.23.30 fik jeg ok til at presse. Smerten blev fuldstændig intens og allestedsnærværende. Jeg bad om kejsersnit, men fik at vide, at der stadig var masser af saft og kraft i mig. Hvor jordmoderen kunne få øje på dét, er mig en gåde.
Endnu halvanden time gik, før Frøkenen endelig kom ud.
Jeg stod omringet af 2 læger, jordmoder og en sosuassistent, Prinsen og min mor og far. Dette skulle være den endelige forløsning, men det var helt gal: En ond heks havde klippet i min datters overlæbe to steder, så midterstykket af læben sad som en lille klump under næsen.
Jeg kunne se, at der også var "noget med øjnene", men det var der ingen andre, som kunne. Pludselig blev hun blå. Helt op til navlen og blev revet værk fra min mave. Der var en masse råb og skrig og løben frem og tilbage, og imens fik jeg besked på at føde moderkagen.
Frøkenen fik det bedre og kom over til sin far. Hun blev tjekket og det blev konstateret at hun havde dobbeltsidig læbe-gumme-ganespalte, men ellers i orden. Luften gik af ballonen. Personalet forsvandt. Mine forældre var trætte og kede. Prinsen var i chok. De kørte hjem sammen.
Jeg lå alene og kiggede på det barn i mørket...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
11 kommentarer:
Tillykke med hende...håber i har en forrygende dag, hvor i kan fejre at 8 års liv er meget....
Knus til dig og dine
Mia H
Kære Mia
Jo tak, det er præcis, dét, det er: meget.. :-)
Også tak for kommentar om artiklen. Må indrømme at jeg har det ligesom dig med relevans og læseværdighed i københavnerudgaven.
Artiklen kommer formentlig også i redigeret form i store LEV i oktobernummeret. Jeg har forstået at de vil lave et tema om multihandicappede børn. Spændende!
Happy Birthday.. livet slår de der underlige krøller, Heidi... og tankerne vandrer.. hvordan vi klarer det, som mennesker... det undrer jeg mig ind i mellem over..
Jeg husker det også sådan.... alle forsvandt og jeg lå der helt alene - hvad i Gud er meningen med det?
( år er gået - de føles som møllehjul og alligevel så er det gået stærkt.....Nu er i på vej - sådan da :-) Og tak for den gode artikel i Lev - det kunne ikke siges bedre.
Kære AC: Vi klarer det fordi der ikke er anden mulighed. Som vi handimødre også véd, så betaler vi en pris, for at gøre det...
Kære Marianne:Jeg tror næppe, der er en mening med at blive ladt alene, men jeg gætter på det handler om en berøringsangst.
Tak for komplimenten ifht artiklem. Den bliver også trykt i det landsdækkende blad snart. Der kommer en fotograf og tager billeder af os på mandag.
Tak for du deler din fødselsfortæl-ling. Ubegribeligt at du skulle ligge der alene med dit barn. Til lykke med hende...lidt forsinket, men ikke mindre velment.
Tusind tak, Gitte :-)
Ja, hvert barn sin fødselshistorie,ikke?
Jeg kan huske, at jeg efter fødslen følte mig stærkt forbundet med alle de mødre, jeg så på gaden. Ligesom vi delte en hemmelig indvielse :-)
Ja, jeg ved godt hvad du mener. Så er vi nye medlemmer i den store morloge.
Glemte lige at kommentere billedet...I er så fine og "nye" på hver sin måde.
Tak, Gitte
Det er rart at blive set :-)
Hej Heidi,
ja for nogen tid siden kommenterede du et billede hos mig om moderkærligheden der lyser ud af det. Jeg kan kun sige det samme her. Hvor er hun bare fin på billedet, hende Ursen.
Knus Mia
Kære Heidi
Ja... prisen.. kors, det kunne der jo skrives tykke bøger om... lidt underligt, at der så ikke bliver det, at "iltmasken" er en af de eneste, jeg kender...
Send en kommentar