Noglen gange kan jeg synes, at den forandring, jeg ønsker at skabe, går alt for langsomt.
Jeg bliver frustreret og selvbebrejdende og tænker, "Hvis bare.."
Det er til trods for, at jeg allerede på seminariet lært at al udvikling består af en dynmaisk vekslen imellem progression og regression. Fremadskriden og tilbageskridt. Det er smukt illustreret af det lille barn, som søger ud i verden, blot for at vende tilbage til mor kort efter.
Når vi er i gang med at lære nyt, erobrer vi nyt og ukendt land. Det tager tid at kapere, at forstå og integrere. Indimellem vender vi derfor tilbage til udgangspunktet, hvor vi er trygge og kender betingelserne - også selvom vi måske ikke bryder os om dem - det er måske derfor vi søgte ud i verden.
Legenden fortæller, at da Dr. Livingstone begav sig dybt ind i den afrikanske jungle, havde han et hold med af lokale bærere med sig. De gik og gik med enorm udholdenhed igennem det ufremkommelige landskab. Når europæerne havde brug for en pause fortsatte afrikanerne. Men pludselig satte de sig alle ned i en lysning: Nu kunne de ikke gå længere. Nu var de kommet for langt væk fra landsbyen. Nu var de nødt til at vente på deres sjæl.
Eller sagt på en anden måde: Blomsten vokser ikke hurtigere, fordi jeg står og hiver i den!
3 kommentarer:
Jeg tror, at hiver vi i blomsten, så er der stor fare for at dens liv forkortes. Jeg tror, at det er lige nu vi skal leve, og ikke i tanken om hvad vi vil opnå. Sådan kan vi gøre det, lige nu, som vi føler skal til. Ikke andet. Jeg tror, at gør vi det, så slipper udviklingsmålet sig selv og vi lever i stedet for i det skabende liv...
Ja, men det er jo dét, som er udfordringen. Vi er jo også tænkende mennesker og mange gange overtager vores mentale del, selve det "at være".
Vi skal også tænke på at blomsten skal gødes i lang tid før den kan springe ud. Og som du så rigtigt skriver så er vi som mennesker tit utålmodige. Hvorfor springer den ikke ud - alle andres er sprunget ud. Vi er tilbøjelige til at smide blomsten ud - for der sker jo intet alligevel. Men så en dag - en dag vi næsten har "opgivet" blomsten så springer den ud. Og den dag da frydes man dobbelt så meget som hvis den var sprunget ud samtidig med alle andres.
Send en kommentar